iPhone 4 og 'Antennagate' - når medierne forsøger at redde ansigt
16. jul 2010 22:34, Søren Langelund
At Janteloven bestemt ikke kun trives i den danske andedam, er tydeligt for enhver, der har fulgt bare en smule med i den megen heftige medievirak i forbindelse med Apples lancering af deres seneste stykke legetøj til voksne, iPhone 4. Efter adskillige succesfulde og opsigtsvækkende produkter, har Apple tilsyneladende denne gang vist sig fra en menneskelig side og leveret et ikke-fejlfrit produkt, og det skal jeg da ellers love for, har fået den samlede horde af globale medier til mere eller mindre at udråbe iPhone 4 til den moderne verdens sande fjende #1. Hvorfor rapportere om sult, krige, finanskrise m.v., når man tilsyneladende endelig kan få skovlen under Apple?
Lad det være sagt med det samme: Apple har fået så rigeligt med positiv omtale - også for meget. Og ja, hypen omkring f.eks. iPhone-lanceringerne har været voldsomt overdrevne. Men det er vel mediernes egen skyld - ikke Apples -, og i stedet for at se kritisk i egen barm, er det nu som om at medierne kollektivt er blevet enige om en overreageret og forholdsvis usaglig modreaktion efter en årrække, hvor de har været spændt for Apples kompetente markedsføringsafdeling.
For hvis man kigger på fakta i forbindelse med den såkaldte 'Antennagate', er det bemærkelsesværdigt få kunder (ca. 0,5%), der har klaget til Apple over den nye iPhones modtageforhold, der ellers er omdrejningspunkt for hele miseren. Langt færre købere har klaget over den nye telefon end ved lanceringerne af tidligere modeller, samtidig med at Apple aldrig har solgt så mange eksemplarer af noget produkt på så kort tid end iPhone 4.
Hvis det var mig, der havde givet over 5.000 kr. for en telefon, jeg ikke var tilfreds med, havde jeg forlangt mine penge tilbage - hvilket Apple også tilbyder - men det er der heller ikke særligt mange, der har gjort (kun 1,7% af køberne - mod 6% ved lanceringen af den tidligere model, 3Gs). Tværtimod bugner nettet med tonsvis af imponerede brugeranmeldelser fra folk, der rent faktisk har anvendt telefonen, og flere af de store, etablerede og velrenommerede gadget-sites og -magasiner har i fælles flok udråbt iPhone 4 til den bedste smartphone på markedet (!).
Bemærkelsesværdigt er det også, at lydkvaliteten ved opkald med iPhone 4 ifølge anmeldere er markant bedre, end når man bruger 3Gs, ligesom man til Apples forsvar også skal nævne, at det er påvist på adskillige andre smartphones fra konkurrerende mærker, at signalstyrken påvirkes af, om man holder på den indbyggede antenne.
Men iPhone 4 er da langt fra perfekt. En af grundene til, at jeg personligt ikke pt. regner med at opgradere fra min elskede 3Gs er f.eks., at jeg er skuffet over, at harddiskmængden ikke er blevet forøget i den nye model, ligesom jeg har svært ved at se mange deciderede nye, brugbare hardware-features, når man har en 3Gs med det nye iOS4-software og husker på, at prisen altså forventes at være over 5.000 kr. for en iPhone 4.
Tilsvarende har Apple ikke just håndteret situationen elegant, og der er garanteret også nogle, der har oplevet reelle problemer med signalstyrken i form af tabte opkald m.v. Men det virker som sagt som om, at der er tale om forholdsvis få brugere fortrinsvis i områder med særligt dårlig dækning (hvilket sjældent er et problem i Danmark), og når man lancerer sit nye guldæg, der tilmed sælger og anmeldes bedre end de tidligere modeller, kan jeg egentlig godt forstå, at man ikke lægger sig fladt på maven fra Apples side. I mine øjne må man som virksomhed gerne være stolt af sit produkt, og sålænge man ikke tvinger nogen til at købe det og tilmed tilbyder utilfredse kunder deres penge retur, hvad er så problemet?
Hvis jeg var blandt de 98,3% tilfredse kunder, ville jeg efterhånden være en smule træt af at læse spalter op og spalter ned om, hvor elendigt mit nye yndlingslegetøj er, og den virkelige historie burde være, at medierne forsøger at koge enorme mængder suppe på 'Antennagate' i et ynkeligt og unuanceret forsøg på at få Apple ned med nakken og derigennem redde ansigt indadtil såvel som udadtil over for dem, der (med rette) vil mene, at Apple er blevet strøget for meget med hårene igennem de senere år.
'They had it coming'.
Årets musik: Nytåret er stadig i forholdsvis frisk erindring, og som traditionen påbyder, kommer her mine 100% subjektive Top 5-bud på årets bedste musikudgivelser. Kun musik udgivet for første gang i 2009 tæller - bortset fra de afsluttende 'år aside'-kategorier, naturligvis.
Oscar-forudsigelser: Det er ikke et spørgsmål om, hvilken film der vinder Oscar'en for Bedste Film, når der natten mellem søndag og mandag dansk tid blændes op for The 81st Academy Awards. Det er reelt kun et spørgsmål om, hvor mange priser Danny Boyles Slumdog Millionaire tager med sig hjem. 
Skattereform: I dag kom det så endelig - Skattekommissionens bud på en reform, der kan fremtidssikre Danmark til gavn for os alle. Det er ingen hemmelighed, at jeg i årevis har agiteret for en lavere skat på arbejde, så i dag er vel en glædens dag? Overordnet set: Ja. Carsten Koch og co.'s oplæg var i store træk hæderligt i dets fokus på det fornuftige i at sænke marginalskatten. For ikke at sige det dødsensnødvendige.
Dansk MGP 2009: Selvom jeg er ansat hos konkurrenten, vil jeg gerne være blandt de første til at lykønske DR for det flotteste Danske Melodi Grand Prix i mange, mange år. 2009-showet var fra første til sidste sekund en imponerende veloplagt og sprudlende tv-fest pakket ind i en dynamisk, næsten fejlfri produktion, et nærmest ecstasy-dopet publikum som greb samtlige chancer for at rejse sig op og gå amok, samt - ret så væsentligt - et klart flertal af gode sange!
Anmeldelse af Revolutionary Road: ”I’ll never let go!” lovede den unge Rose sin udkårne Jack, før hun få minutter senere måtte sende ham og deres fælles fremtidsdrømme ned i det mørke oceans dyb, hvori også luksuslineren Titanic kort forinden var sunket. Over et årti senere kan vi tilhængere af verdenshistoriens mest indtjenende film ånde lettet op. For boheme-optimisten Jack i Leonardo DiCaprios skikkelse fik alligevel Kate Winslets smukke, uregerlige Rose. Faktisk blev de gift og slog sig ned med to børn i 50ernes amerikanske forstadssamfund under navnene Frank og April Wheeler. Den dårlige nyhed er dog, at deres kærlighed ikke er mindre dødsdømt i denne filmatisering af Richard Yates’ nyklassiker Revolutionary Road. 
Anmeldelse af Blindness: Storbyen mister sin puls og dens indbyggere fundamentet under deres trygge småborgertilværelse, da en epidemi af blindhed som et lyn fra en klar himmel bryder ud. Hurtigt døbes fænomenet ’Den hvide syge’, da de smittedes syn i stedet for at være gået i sort er blændende lyst, og regeringen ser sig nødsaget til at isolere dem på et nedlagt sindssygehospital. Ladt i stikken med galskaben ventende lige om hjørnet. Umiddelbart et hæderligt plotfundament for en fængende apokalyptisk fabel? Det skulle man tro. Desværre er Fernando Meirelles’ (City of God og The Constant Gardener) filmatisering af den nobelprisvindende forfatter José Saramogas roman filmåret 2009s første store skuffelse. 
Anmeldelse af Man on Wire: Hævet 450 meter over et måbende Manhattan bevægede den unge franskmand Philippe Petit sig i 1974 ud på en line, der i ly af natten var blevet spændt op mellem World Trade Centers to tvillingetårne. Med udførslen af dét, der siden er blevet kaldt ”the artistic crime of the 20th century”, gav Petit pokker i USA’s love såvel som faren ved at udfordre naturens for at udleve en vanvittig drøm, der havde hjemsøgt ham i adskillige år. Denne dedikation til vovemodet og nærmest utopiske omfavnelse af selvrealiseringen er 35 år senere blevet til dokumentarfilmen Man On Wire, som indtager de danske biografer med ikke så få internationale kritikerpriser i bagagen. Fuldt fortjent, vel at mærke. 
Årets musik: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende top 5-opgørelser over året der gik. Som det var tilfældet med 
Årets film: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende top 5-opgørelser over året der gik - og hvad er bedre at starte med end årets film? 
Australia: Få instruktører har med så få værker ramt - og præget - tidsånden så kraftigt, som australske Baz Luhrmann. Efter gennembruddet i 1992 med Strictly Ballroom livede han i 1996 med ufiltrerede følelser og 90’er-popånd, der nærmest var MTV værdig, gevaldigt op i Shakespeares Romeo og Julie, og i 2001 tilførte hans ekstravagante pragtstykke Moulin Rouge! musicalgenren en kolorit og energiindsprøjtning af en anden verden. Luhrmann anno 2008 er stadig fortabt i kærlighedsfortællingen, men det kan måske overraske, at han med Australia har kastet sig ud i en fortælleform, der mere peger bagud end fremad. Ja, som nærmest er en pastiche på klassisk-episke Hollywood-helaftensfilm som Borte med Blæsten. For første gang synes Luhrmann at have mistet evnen til at kombinere det eventyrlige og melodramatiske med det nytænkende og fængslende.
808's And Heartbreak: Hip-hop er så godt som den eneste genre, min ellers ret brede musiksmag konsekvent styrer uden om. Måske fordi jeg synes, det som oftest er mere støj end musik, mere selvfed ego-boosting end prægnant poesi. Men ingen regel uden undtagelser, og i de senere år har jeg udviklet et ømt punkt for Kanye West. Det startede i det små med irriterende ørehængere som Through The Wire fra debutpladen College Dropout og Golddigger fra efterfølgeren Late Registration, men udviklede sig til mere, da jeg for alvor lyttede til Jesus Walks og overgav mig til den spændstige produktion af f.eks. Stronger. 
NEWS 2 år: Mandag den 1. december var på alle måder en stor dag for NEWS. Ikke nok med at vi havde 2 års fødselsdag - vi fik også den perfekte gave. Fra morgenstunden var vi i en eksklusiv Breaking, da vores udsendte Rasmus Tantholdt ombord på krigsskibet Absalon i Aden-bugten kunne fortælle, hvordan det danske skib havde ledet en aktion mod pirater, der havde forsøgt at kapre et krydstogtskib med over 1000 mennesker ombord. Men det skulle blive meget, meget bedre. 
Top 10: Med en kær kollega drog jeg i denne uge på en kort tur til London. Foruden at opleve de klassiske turistmål - samt en eksklusiv udflugt til SKY NEWS (slurp!) - blev jeg også kende klogere på byen og dens indbyggere. Derfor denne top 10 over ting jeg ikke vidste om London, før jeg drog dertil: 
Vi Sidder Bare Her: “Jeg kan godt lide, når en kvinde ser mig direkte i øjet, og man bare ved, der ikke er nogen vej tilbage”. Ordene er Jørgen Leths tilbage i 2005, da levemanden, poeten, forfatteren og filminstruktøren m.v. svarede mig på et spørgsmål, jeg fik lov til at stille som led i en pr-event ved udgivelsen af selvbiografien Det Uperfekte Menneske. Et par dage senere rullede skandalen, som mange nok husker, fordi Leth var så fræk at beskrive, hvordan han - selv som en halvgammel herre - var glad for kvinder(!).
Anmeldelse: Det er kun få timer siden, smukke Vesper Lynd led druknedøden under Venedigs flydende gader. Fokus er klart for den brutale bulldog Bond: Svaret skal findes – blev han forrådt af sin elskede? Og hævnen kan kun komme for langsomt.
Valg i USA: De læste det her først - over et døgn før stemmerne er talt op i Guds eget land: Den næste leder af den frie verden og De Forenede Staters 44. præsident bliver Demokraternes senator fra Illinois, Barack Obama. Verdenshistoriens første sorte præsident i Det Hvide Hus. Et ungt, frisk pust, der forhåbentlig har bare tilnærmelsesvist så meget politisk tæft, som han har retorisk begavelse. Han er for stor et fænomen og har for meget medvind i både medier og meningsmålinger til, at jeg godt tør fjerne enhver spænding, før valget egentlig er gået reelt igang. Han kan simpelt hen ikke tabe til Republikanernes John McCain.
Backroads: En solbeskinnet majdag tilbage i det herrens år 2006 blev denne blogs mødom taget med et indlæg om en dansk duos skønne debutplade, 
Frygtelig Lykkelig: I den forgangne uge fik jeg besøg af min lillebror, som i en alder af blot 13 år skulle til noget, jeg aldrig har prøvet: En stor gallepremiere. Misundelig? Jooeh, men også ualmindeligt stolt. Anledningen er filmen Frygtelig Lykkelig, som har 
Brugerbetaling?: Klokken var 9:36, da nyhedschefen ringede ind på redaktionen. Vi var klar til at gå i breaking, men vi vidste endnu ikke, om vi var købt eller solgt. Om TV 2 efter 
Batman-tv-serien: I en tid hvor de færreste kan se andre end Christian Bale som den kappeklædte hævner, og 
Jubilæum: Tænk, at det er 20 år siden, at Samuel Rachlin kunne byde velkommen til den første nyhedsudsendelse på TV 2. En udsendelse, der ikke fungerede fremragende, men pionererne fra Odense kom hurtigt efter det. TV 2 NYHEDERNE formåede at komme tæt på befolkningen og blev snart den mest sete nyhedsudsendelse, ligesom TV 2 som helhed blev danskernes foretrukne kanal. Begge dele er stadig gældende her i 2008. 
Saturdays=Youth: Ungdommes uskyld, underfundighed og umiddelbarhed er omdrejningspunkterne for Anthony Gonzalez alias M83's tredje studiealbum. En bemærkelsesværdig gennemført og fremragende electronica-udgivelse, hvor franske Gonzalez' tidligere nærmest ekstremt tunge soniske teksturer sættes en smule til side til fordel for mere vedkommende melodiske symfonier. Disciple af hardcore-elektronisk miskmask vil formentlig stå af over for den poppede udvikling i M83's lydunivers, men vi andre kan lægge ører til et perfekt lydtapet for en retrospektiv rejse tilbage til teenageårenes traumer og triumfer. 
DR2 Premiere: Efter flere år uden et filmmagasin havde DR2 forleden premiere på det magasin, der skulle forsøge at løfte arven efter Bogart. Som 
Sandhedens Time på TV3: Reklamerne er overalt i bybilledet, trailerne kører konstant på tv, og medierne skriver spalte op og spalte ned. Alt sammen vedrørende TV3’s nye quizsatsning ”Sandhedens Time”. Et program der i al sin enkelthed går ud på at svare sandfærdigt på så mange spørgsmål om én selv som muligt stillet af værten – i den danske version Lars Hjortshøj. Som om at sidstnævnte i sig selv ikke er grund nok til at se med, når programmet i morgen aften har premiere kl. 20:00, så tyder mange erfaringer fra det store udland på, at det simple koncept også er ret genialt. På den der uimodståeligt afskyelige måde.
24 år: I forgårs var det den 11. september, og mens det i USA blev brugt til at mindes ofrene for terrorangrebet i 2001, så var humøret lidt højere hos undertegnede og familie. Det var nemlig min fødselsdag, og storebror + svigerinde, lillebror og far kom forbi til lidt god - og hjemmelavet! - mad. De to sidstnævnte havde sågar taget hele turen over sundet fra det mørke Jylland. Hvis man har kendskab til mine evner som kok, kunne man frygte for selskabets liv og levned, men sørme om ikke det lykkedes mig at kokkerere 
Espersen hvad nu? Han var den gyldne middelvej og en pålidelig, retskaffen fynbo, men nogen slagkraftig billetsælger var Bendt Bendtsen som politisk leder for De Konservative aldrig. Derfor var gårsdagens magtoverdragelse i partiet og dagens ministerrokade ikke kun en naturlig udvikling. Det var også en fornuftig fremtidssikring, et klogt og respektindgydende udtryk for rettidig omhu.
Top 9: Igen i år har sommeren budt på den ene store biograf-blockbuster fra Hollywood efter den anden, og specielt har der været bud efter superheltefilm. Men hvor gode var de egentlig? 
Michael Jackson, 50 år: I går fyldte Michael Joseph Jackson et halvt århundrede. 50 år, hvoraf over 40 af dem er spenderet på at tryllebinde musikpublikummer verden over. Fra charmerende vidunderbarn til fuldblods superstjerne. Det er vel kun Elvis af enkeltkunstnere i nyere tid, der både hvad angår pladesalg, indflydelse og ikonstatus, kan matche Kongen af Pop? I løbet af karrieren er over 750 millioner plader langet over disken med Michael Jacksons navn på - 105 millioner af dem alene på historiens stadig mest solgte album, 
Storslået skuffelse: I går sluttede De Olympiske Lege i Beijing, som i de senere måneder har skabt enorm debat både ind- og udlands. Kritikken af kinesernes overtrædelser af menneskerettighederne er ikke gået manges næser forbi, men umiddelbart tyder det på, at meget lidt er nået frem til landets befolkning - ja endsige den kinesiske regering. 
Flyulykken i Madrid: I går var jeg mødt ind, til hvad jeg troede skulle blive en almindelig - måske sågar stille og rolig - arbejdsdag på nyhedsdisken. En god time senere fik vi nyheden om flyulykken i Madrid, der skulle vise sig at koste 153 mennesker livet. Den værste katastrofe for spansk luftfart i over 30 år var en kendsgerning. Men ligeså var en god historie. 
Antichrist: Efter nogle halvmagre år rent karrieremæssigt efterfulgt af en - selv for ham - dyb depression er vi nok mange, der glæder os over, at Lars von Trier efter sigende på alle måder er i bedring. Efter finansieringen bl.a. med hjælp fra det danske filminstitut er faldet på plads, gør han i disse dage sig klar til at optage sin næste film, Antichrist i Tyskland. En tilsyneladende psykologisk thriller der glider over i hardcore horror. 
Cut Copy-koncert: At jeg ikke længere er 17 år, vidner mine smerter i nakkeregionen for tiden om. I lørdags skabte jeg mig nemlig som en tosset til livekoncert med australske Cut Copy på Vega i København - og det så eftertrykkeligt, at jeg stadig her to døgn senere knapt kan bøje hovedet og op ned. Men jeg ønsker ingen medlidenhed, for det var alle smerterne værd. 
Batman igen-igen: Det hører til sjældenhederne, at jeg betaler gode penge for at se en film i biografen, som jeg allerede har set gratis ved en pressevisning. Dels er jeg ikke meget for offentlige filmvisninger - jf. 
Morgensucces: I disse dage er jeg næsten dagligt at finde på den tidlige morgenvagt på TV 2 NEWS. Men selvom det er hårdt at komme op ved fire-femtiden, så har det været overraskende nemt at grave de gode historier op, og sørme om ikke også vores seere belønner os: I disse uger er NEWS intet mindre Danmarks største kanal for voksne danskere om morgenen!
The Lovely Bones: Selvom jeg ser mig selv som kulturel, må jeg indrømme, jeg får læst alt for få skønlitterære bøger ift. hvor meget jeg går op i musik og film. Et bevidst valg? Tjo, jeg kan egentlig godt lide at læse bøger, men det tager bare så lang tid, og det kræver næsten, at nogen tvinger mig den enkelte bog i hænde, så jeg ikke kan komme uden om den. Derfor er det også ret tilfældigt, at jeg nu kan anbefale Alice Sebolds The Lovely Bones på det varmeste.
