Smartlog v3 »
Opret egen blog | Næste blog »

Top 10: 2012's bedste film

31. Dec 2012 12:23, Søren Langelund


Filmåret 2012: Set fra mit elfenbenstårn har 2012 været lige så skelsættende for europæisk film, som gælds- og finanskrisen har været hård for europæisk økonomi. Hvis dén tendens fortsætter, tager jeg gerne et par år yderligere med krise, for sjældent har jeg haft sværere ved at rangere årets bedste film.

Ikke desto mindre lykkedes det til sidst - sågar også med et par ikke-europæiske film blandt de udvalgte. Alle film er som altid udvalgt efter 100% subjektive kriterier, ligesom det kun er film udsendt i dansk biografdistribution i 2012, der kan komme i betragtning. I hovedkategorien akkompagneres hver titel igen i år af en kort anmeldelse fra min And without further ado:

10) Pina - Win Wenders, Tyskland
- I haven't yet figured out what this peculiar dance-related artform does to me or how to fully absorb it, but 'Pina' is - no matter what - one of the most visually striking and overall intriguing movies in years. Months after the first viewing it still hasn't left my mind, and I doubt it will.

9) Life of Pi - Ang Lee, USA
- With one word: Inspirational. The rest is for you to decide.

8) The Artist - Michel Hazanavicius, Frankrig
- An immensely charming tribute to the good old days where less was indeed more and a well-timed glance stroke ten times the emotional chords than all the high-tech 3D effects of today will ever achieve. A bit lengthy and overly sobby in the third act, but nevertheless a worthy winner of the Oscar. Chaplin would have been proud.

7) Holy Motors - Leos Carax, Frankrig
- Holy craziness, Batman! If the Mad Hatter ever made a movie, it would probably look a lot like this.

6) Intouchables (De urørlige) - Olivier Nakache & Eric Toledano, Frankrig
- So genuinely charming and funny, I can't stop smiling. And I'm writing these lines hours after the credits started to roll. A feel-good masterpiece of elegance, timing and on-screen chemistry.

5) Tinker, Tailor, Soldier, Spy - Tomas Alfredson, UK
- The antithesis to the Bond franchise, 'Tinker Tailor' is slowly paced but endlessly intriguing and as atmospheric as it gets. With a mise-en-scène to commit treason for - the art direction and cinematography is particularly striking - topped with effortless acting (Oldman! Hurt! Hardy! Cumberbatch! Firth! etc. etc. etc.) this one has "something to trade, something big", indeed.

4) Moonrise Kingdom - Wes Anderson, USA
- With time Wes Anderson has matured and grown a much-needed heart - without losing his unique cinematic eye. 'Moonrise Kingdom' balances just about perfectly the fine line between gorgeously nostalgic 16mm art and unspoiled tenderness. This is movie magic in it's purest, rarest form.

3) Amour - Michael Haneke, Østrig/Frankrig/Tyskland
- Love according to Haneke is harsh, ruthless - and literally to die for. This may very well be the film he is remembered for, and deservingly so.

2) We Need to Talk About Kevin - Lynne Ramsay, UK/USA
- Made me physically sick. And cry. And remember how powerful movies can be.

1) Cesare deve morire (Cæsar skal dø) - Paolo og Vittorio Taviani, Italien

- To me both the most purely satisfying and complex movie experience of 2012 - and rarely has the 'you've never seen anything like this!'-cliche felt more fitting. Equally beautiful to watch and inspiring to experience, the Taviani brothers succeed in showcasing human beings instead of convicted demons - without sympathizing with their bad deeds, as illustrated perfectly in the last line: "Ever since I became acquainted with art my cell turned into a prison".

*** DIV. UNDERKATEGORIER - sorteret efter alfabetisk rækkefølge ***:
- Årets øvrige nævneværdige film: Argo, Brave, Cabin in the Woods, Hugo, Into the Abyss, Kapringen, Mission: Impossible - Ghost Protocol, Palme, Shame, Skyfall, The Dark Knight Rises, The Grey, The Pirates!, The Queen of Versailles.

- Årets 'Jo jo, skam udmærkede film - men skal vi ikke liiiige skrue lidt ned for hypen?': En kongelig affære, Looper, The Avengers, Weekend.

- Årets 'ro på, så var de heller ikke dårligere': Hvidsten-gruppen, John Carter.

- Årets skuffelser: Dark Shadows, Eddie: The Sleepwalking Cannibal, Hobbitten, Jernladyen, Prometheus, The Bourne Legacy, The Descendants, To Rome with Love, Total Recall, Undskyld jeg forstyrrer, War Horse.

- Årets tidsspilde: Battleship, Ekstremt højt & utrolig tæt på.

- Årets 'hvorfor h… fik den ikke dansk biografpremiere?!': The Muppets.

- Årets 'film jeg ærgrer mig mest over, at jeg ikke fik set': Barbara, Kidd Life, Le Havre, Searching for Sugar Man, Take Shelter, Tyrannosaur.

- Årets 'filmen jeg er mest stolt over at have undgået': Den skaldede frisør.

5) Leos Carax - Holy Motors
4) Michael Haneke - Amour
3) Wes Anderson - Moonrise Kingdom
2) Taviani-brødrene - Cæsar skal dø
1) Lynne Ramsay - We Need to Talk About Kevin

5) Chris Terrio - Argo
4) Tobias Lindholm - Kapringen
3) Michael Haneke - Amour
2) Taviani-brødrene - Cæsar skal dø
1) Wes Anderson og Roman Coppola - Moonrise Kingdom

5) Roger Deakins - Skyfall
4) Simone Zampagni - Cæsar skal dø
3) Claudio Miranda - Life of Pi
2) Hoyte van Hoytema - Tinker Tailor Soldier Spy
1) Seamus McGarvey - We Need to Talk About Kevin

5) Kulisserne/detaljerigdommen - Moonrise Kingdom
4) Overall 70'er-look - Tinker Tailor Soldier Spy
3) Makeuppen - Holy Motors
2) CGI-tigeren som 100% overbeviste mig om, at jeg så på et rigtigt dyr - Life of Pi
1) 3D der gav kunstnerisk mening (!) - Hugo, Life of Pi, Pina

5) Cruise klatrer på Burj Khalifa - M:I-4
4) Det unge par danser på stranden - Moonrise Kingdom
3) Musiksmags-battle - De urørlige
2) Nådedrabet - Amour
1) Massakren - We Need to Talk About Kevin

5) Michael Fassbender - Shame
4) Ezra Miller - We Need to Talk About Kevin
3) Denis Lavant - Holy Motors
2) Jean-Louis Trintignant - Amour
1) Salvatore Striano - Cæsar skal dø

5) Kara Hayward - Moonrise Kingdom
4) Anne Hathaway - The Dark Knight Rises
3) Bérénice Bejo - The Artist
2) Emmanuelle Riva - Amour
1) Tilda Swinton - We Need to Talk About Kevin

Således min liste for 2012 - byd endelig ind med jeres bud og kategorier enten her eller på facebook. Og godt nytår.

Top 10: 2011's bedste film

26. Dec 2011 12:28, Søren Langelund

 Årets film: Julen har bragt velsignet bud - ikke mindst når det kommer til top 10-lister. Endelig er det igen blevet tid til at fælde dom og gøre status. Over årets gang og op- og nedture i almindelighed, og over årets film i særdeleshed: Hvilke film efterlod størst indtryk set fra denne nørds elfenbenstårn?

Alle film er naturligvis udvalgt efter 100% subjektive kriterier, og kun film udsendt i dansk biografdistribution i 2011 kan komme i betragtning (repremierer tæller ikke). I hovedkategorien akkompagneres hver titel igen i år af en kort anmeldelse fra min And here. We. Go

10) Rise of The Planet of The Apes - Rupert Wyatt
- With both the pretentious Burton installment of the franchise and a crappy trailer in way too recent memory I was prepared for the worst - but out of nowwhere comes the surprise and blockbuster of the year. Serkis outdoes himself yet again, and without much monkey business "Rise" is driven by great characterization as well as both thrilling, entertaining and partly moving prove that the days of miracles in mainstream Hollywood aren't over.

9) Beginners - Mike Mills
- Though brilliantly delivered by Plummer the dying gay dad character feels a bit misplaced here and there, but that aside one of the most intriguing and intimate mixes of love story and existential journey to come across the silver screen since 'Lost in Translation'.

8) Hanna - Joe Wright
- In an almost Kubrick way of fashion Joe Wright knows how to mix and match sound with pictures like few living directors. 'Hanna' is yet another proof and depicts new and quirky sides of his immense talent flirting with Lynch-surrealism and challenging several filmmaking conventions. The story is bordering of non-existing but every piece of frame and audio demands - and deserves - your utmost attention. Plus, of course, behold the brilliance of Saoirse Ronan - the world's #1 rising star by far.

7) The Skin I Live In (La piel que habito) - Pedro Almodóvar
- 'Frankenstein' according to Almodóvar? The Spanish excentric's most intriguing work since 'Hable con ella' - and Banderas' best part since... well, ever?

6) Of Gods And Men (Des hommes et des dieux) - Xavier Beauvois
- A cinematic proof that sometimes questions have a much more profound power than answers. With an exceptional calm, patience and use of mise-en-scène and tracking shots Beauvois leaves you in a trance both physically and mentally.

5) Winter's Bone - Debra Granik
- Stripped down to the bone indeed, Jennifer Lawrence's Ree Dolly copes with more life or death threatening struggles in a few days than most will or should in a lifetime. Still, and in spite of the hardcore content, 'Winter's Bone' feels natural. Real. And so close you can reach out and touch the redneck hell - if you dare. Fearless and striking cinema from the first to the very last frame.

4) A Separation (Jodaeiye Nader az Simin) - Asghar Farhadi
- What Susanne Bier wished she could do: Two hours of first-class yelling, screaming and crying by characters so three-dimensional they'll touch, if not break, both your heart and mind. In other words the best truly dramatic movie experience of 2011 - with a closing shot as powerful as they gets.

3) Drive - Nicolas Winding Refn
- "What do you do?" "I drive". Though stylized and pumped to the max, Refn keeps a strict focus on only what truly needs to be said or done and perfectly balances slick pulp noir and evocative action drama. 'Drive' is packed with unforgettable moments - like the opening montage and the time-stopping elevator scene - driven by the instantly iconographic performance by Gosling. I'd prefer a little less damsel in distress and a little more driving, but nevertheless easily the coolest of 2011.

2) Another Year - Mike Leigh
- Nothing short of outstanding characterization even for Leigh standards. In a more than Oscar-deserving performance Manville leads an impeccable cast in one of those rare gems equally hilarious and moving that manages to get extraordinary plateaus and human relations out of - at the first glance - plain ordinary situations and interactions. I could watch this go on for 8 hours - it's that sharp and three-dimensional.

1) The Tree of Life - Terrence Malick
- The story of life. Envisioned as a prayer, told through jaw-dropping poetry and imagery. Nothing like any piece of art you've ever seen - and arguably the most memorable movie of the decade.

* Special mention:
Bird on a Wire (1974, repremiere i 2011) - Tony Palmer
- One of those rare 'how did I ever manage to get by without having experienced this before?'-life changing eye openers. Cinema verite at its finest and a brief yet truthful and magic glimpse at what defines the poetic and musical genius that is Leonard Cohen.

Senna (2010, lanceret på dvd i 2011) - Asif Kapadia
- I wasn't even 10 years old when Ayrton Senna died but I still vividly remember hearing the news on the radio that fatal day in May 1994. There was something out of this world with him - both while alive and in the later years as the legend of today. This documentary fully captures Senna's talent, spirit and - more than anything else - drive. The drive towards perfection, towards victory and towards true sportsmanship that few can equal in today's way too politicized and polished world of sports.

* Andre nævneværdige film (i alfabetisk rækkefølge): 50/50, Ambassadøren, Black Swan, Bridesmaids, Contagion, Crazy Stupid Love, Dirch, Exit Through The Gift Shop, George Harrison: Living in a Material World, Incendies, Inside Job, Jane Eyre, Juan, Midnight in Paris, Moneyball, Niceville, Potiche, Rabbit Hole, Rango, Super 8, SuperClásico, The Girl With The Dragon Tattoo, The King's Speech, X-Men: First Class.

* Årets skuffelser (i alfabetisk rækkefølge): Beast, Captain America: The First Avenger, Cars 2, Harry Potter and the Deathly Hallows part 2, Melancholia, Paul, Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides, Rio, The Adventures of Tintin: Secret of the Unicorn, The Fighter, The Green Hornet, The Hangover Part II, True Grit.

* Film jeg - desværre - ikke fik set: Hesten fra Torino, Mother, Oslo, 31. august, Submarine.


5) Debra Granik - Winter's Bone
4) Xavier Beauvois - Of Gods And Men
3) Mike Leigh - Another Year
2) Nicolas Winding Refn - Drive
1) Terrence Malick - Tree of Life


5) Kristen Wiig & Annie Mumolo - Bridesmaids
4) Mike Mills - Beginners
3) Terrence Malick - The Tree of Life
2) Asghar Farhadi - A Separation
1) Mike Leigh - Another Year
5) Antonio Banderas - The Skin I Live In
4) Peyman Maadi - A Separation
3) Andy Serkis - The Rise of the Planet of the Apes
2) Michael Fassbender - Jane Eyre, X-Men: First Class
1) Ryan Gosling - Drive, Crazy Stupid Love

5) Jessica Chastain - The Tree of Life, Niceville
4) Mia Wasikowska - Jane Eyre
3) Saoirse Ronan - Hanna
2) Jennifer Lawrence - Winter's Bone
1) Lesley Manville - Another Year
5) Toget afspores - Super 8
4) "I was perfect" - Black Swan
3) Åbningsmontagen - The Tree of Life
2) Afsluttende frame - A Separation
1) Elevatorscenen - Drive

Således min liste for 2011 med bemærkelsesværdigt få danske film, men til gengæld med en bred vifte af andre filmnationer repræsenteret. Jeg glæder mig til at høre jeres bud og kategorier, god fornøjelse.

Når kunstneren overskygger kunsten

20. May 2011 23:06, Søren Langelund

Von Trier-skandalen: Jeg beundrer Lars von Triers kunst, men jeg irriteres over hans person - ikke mindst i disse dage. Som filmnørd er det frustrerende at opleve, hvordan Triers (i dette tilfælde fatale) selviscenesættelse endnu engang stjæler billedet fra værket, det hele burde dreje sig om. Samtlige medier - mit eget inkl. - vil forståeligt hellere svælge i udenomsskandaler end kritisk dissekere filmen 'Melancholia', og gad vide, hvor mange danskere der efterhånden har en holdning til Lars von Trier uden at vide en brik om, hvad han kunstnerisk står for.

Jeg forsvarer ikke Triers Hitler-jokende udtalelser og kunne aldrig drømme om det. Jeg synes blot, at de - og hans person som helhed - er ret ligegyldige i den større kulturelle sammenhæng. Her står vi med verdens fremmeste filmfestival - med hele to danske instruktører i kapløbet om den fornemmeste pris for første gang i en årrække. Alligevel er det ikke nok til at løbe med overskrifterne eller udgangspunktet for debatten. Jeg har aldrig fattet og vil næppe nogensinde fatte virakken om personen Lars von Trier eller dennes tossede udmeldinger, men siden hvornår er kunstneren blevet mere interessant end kunsten? Og med hvilke konsekvenser?

Det er essentielt for kulturens udvikling og udbredelse, at den ikke også som så meget andet i det moderne samfund simplificeres og personificeres til ukendelighed. Så kære medier såvel som mediebrugere: Se/had/elsk/diskuter von Triers FILM - glem hans i det store perspektiv uinteressante og ikke at forglemme socialt handicappede PERSON. Store kunstnere har altid været lige dele gale og geniale - Mozart, Van Gogh etc. - and so what? Den virkelige nedtur for Trier er, at han med 'Melancholia' i mine øjne for første gang nærmer sig kunstnerisk ligegyldighed. Gid dét ville være omdrejningspunktet for diskussionen.

Oscar 2011 - hvem vinder? Og hvem burde vinde?

27. Feb 2011 18:00, Søren Langelund

 Predictions and picks: Tonight's the night - endelig står Hollywood igen på den anden ende, når Oscar-statuetterne skal deles ud for 83. gang.

Som det jo hører sig til, når man er selvudråbt Oscar-nørd, har jeg efter alt for mange timers intens research i det forgangne år et par hæderlige bud på, hvem der bliver de store vindere - og hvem der burde vinde, hvis jeg kunne få lov at vælge helt subjektivt blandt de nominerede:

- Best Picture:

Will win: The King's Speech
Should win: Winter's Bone

- Directing:
Will win: Tom Hooper, The King's Speech
Should win: Darren Aronofsky, Black Swan

- Actor in a Leading Role:
Will win: Colin Firth, The King's Speech
Should win: Colin Firth

- Actress in a Leading Role:
Will win: Natalie Portman, Black Swan
Should win: Jennifer Lawrence, Winter's Bone

- Actor in a Supporting Role:
Will win: Geoffrey Rush, The King's Speech
Should win: Geoffrey Rush

- Actress in a Supporting Role:

Will win: Hailee Steinfeld, True Grit
Should win: Helena Bonham Carter, The King's Speech

- Writing (Adapted Screenplay):
Will win: Aaron Sorkin, The Social Network
Should win: Aaron Sorkin

- Writing (Original Screenplay):
Will win: David Seidler, The King's Speech
Should win: Mike Leigh, Another Year

- Cinematography:

Will win: Roger Deakins, True Grit
Should win: Matthew Libatique, Black Swan

- Film Editing:

Will win: The Social Network, Angus Wall and Kirk Baxter
Should win: The Social Network

- Animated Feature Film:

Will win: Toy Story 3, Lee Unkrich
Should win: How To Train Your Dragon, Chris Sanders and Dean Deblois

- Foreign Language Film:
Will win: In a Better World, Denmark

- Documentary (Feature)
Will win: Inside Job, Charles Ferguson and Audrey Marrs
Should win: Inside Job

- Original Score:
Will win: The King's Speech, Alexandre Desplat
Should win: How To Train Your Dragon, John Powell

- Original Song:
Will win: Coming Home (from "Country Strong"), Music and Lyric by Tom Douglas, Troy Verges and Hillary Lindsey
Should win: If I Rise (from "127 Hours"), Music by A.R. Rahman; Lyric by Dido and Rollo Armstrong

- Visual Effects:
Will win: Inception, Paul Franklin, Chris Corbould, Andrew Lockley and Peter Bebb
Should win: Inception

- Art Direction:
Will win: The King's Speech, Production Design: Eve Stewart, Set Decoration: Judy Farr
Should win: Inception, Guy Hendrix Dyas (Production Design); Larry Dias and Doug Mowat (Set Decoration)

- Makeup:
Will win: The Wolfman, Rick Baker and Dave Elsey
Should win: The Wolfman

- Costume Design:
Will win: The King's Speech, Jenny Beavan
Should win: Alice in Wonderland, Colleen Atwood

- Sound Mixing:
Will win: Inception, Lora Hirschberg, Gary A. Rizzo and Ed Novick
Should win: The King's Speech, Paul Hamblin, Martin Jensen and John Midgley

- Sound Editing:

Will win: Inception, Richard King
Should win: Inception

- Short Film (Animated):

Will win: The Gruffalo, Jakob Schuh and Max Lang

- Short Film (Live Action):
Will win: God of Love, Luke Matheny

- Documentary (Short Subject):
Will win: Strangers No More, Karen Goodman and Kirk Simon

(i visse kategorier har jeg ikke valgt nogle "should win"'s, som følge af at jeg ikke har set nok af de nominerede til at have en kvalificeret mening).

God Oscar-nat til alle - og ventetiden kan i øvrigt med fordel fordrives med det seneste nummer af filmmagasinet EKKO, hvor temaet er netop Oscar. - Og nå ja, så har jeg skrevet en af artiklerne. 

2010's bedste film

6. Jan 2011 15:01, Søren Langelund

Årets film: Lettere forsinket følger her traditionen tro 'Årets Film according to Langelund'. Et år, der repræsenterer et marginalt bedre og mere varieret kvalitetsudbud end 2009, og som har det højeste antal af danske film, jeg nogensinde har haft på mine lister.

Alle film er naturligvis udvalgt efter 100% subjektive kriterier, og kun film udsendt i dansk biografdistribution i 2010 kan nævnes (repremierer tæller ikke). I hovedkategorien akkompagneres hver titel som noget nyt af en kort anmeldelse fra min

10) Where the Wild Things Are - Spike Jonze
- "A child's kingdom - rich, adventurous, escapistic".

9) Tommy - Sami Saif
- "Misunderstood and underappreciated pop musician Tommy Seebach died in agony. And way too young. Love or hate the Danish Eurovision Contest legend, Sami Saif's documentary finally provides Seebach with the eulogy fitting for his talent - an excellent and deeply moving portrait balancing the many ups and downs of a life in rock'n'roll with precision and depth".

8) Klovn: The Movie – Mikkel Nørgaard
- "I genuinely haven't laughed this hard - or been this disgusted - since 'Borat'. 90 minutes of 'Noooo, they didn't just do that, did they?!" wrapped up in a nice, almost touching coming of age-story".

7) Mary and Max - Adam Elliot
- "Again Adam Elliot comes off as creative, visionary and bold as Tim Burton once was. Deeply moving and engaging too".

6) The Road - John Hillcoat
- "'The Road' might be less travelled, but it's sure worth the walk. Mortensen gives one of those performances, you just know will stay with you".

5) Somewhere - Sofia Coppola
- "More demanding and austere than 'Lost in Translation' but also - in glimpse - even more satisfying. One tender, time-stopping moment follows another, leaving behind a both bedazzling and soothing feeling. Like great poetry".

4) A Single Man - Tom Ford
- "Fuckin' fabulous in every single way, shot and form. Firth will break your heart - and make you forget all about Mr. Darcy once and for all".

3) How to Train Your Dragon - Chris Sanders og Dean Deblois
- "I. Loved. It. Old-fashioned, sweeping movie magic served with dashing 3D and a truly great score that would make Alan Menken proud. DreamWorks Animation's most successful flick (aside from the Shrek franchise) is also their finest to date and if I had to choose which to watch a second time, I'd pick this witty yet tender adventure ride over Toy Story 3 or Avatar any day. "Everything we know about you guys is wrong" might be a naive metaphor for our fear of strangers, but striking nonetheless".

2) R - Tobias Lindholm og Michael Noer
- "My heart pounded so rapidly I felt like having a heart attack due to one unforgettable, devastating scene following another 'till the inevitable fatalistic end, leaving an impression of the purest, most brutal and essentially dramatic kind. As tough and heart-wrenching as it gets and 'Danish movie of the year' - by far, if not 'movie of the decade' contender".

1) Das Weisse Band - Michael Haneke
- "The most memorable cinema experience of the year. A film packed with so many gems both considering characters, scenes and imagery, that I'm hardly able to fully cope with it. In lack of better words or abilities to describe it, this is a truly haunting movie experience dealing with everything from the origin of terror to the first sparkle of love".

Special mention:
- Runaway - kortfilm af Kanye West.
"I have no idea what half of this meant, but I couldn't take my eyes - or ears - off it for even a split second. Beautiful, haunting, vulnerable and monstrous - and feautering several teasers from his masterful "Twisted Fantasy"-album, Kanye's shortfilm left me with more memorable scenarios and impressions than most cinematic releases of 2010".

Andre nævneværdige film: (I alfabetisk rækkefølge): Armadillo, A Social Network, Fantastic Mr. Fox, Inception, Kick-Ass, The Ghost Writer, The Kids Are All Right, The Town, Toy Story 3, Un Prophète, Up in the Air.

Årets skuffelser: (I alfabetisk rækkefølge): Alice in Wonderland, Green Zone, Kvinden der drømte om en mand, Machete, Salt, Shutter Island, Submarino, The American, Tron: Legacy.


5) Christopher Nolan - Inception
4) Tom Ford - A Single Man
3) Sofia Coppola - Somewhere
2) Michael Haneke - Das Weisse Band
1) Tobias Lindholm og Michael Noer - R


5) Wes Anderson og Noah Baumbach - Fantastic Mr. Fox
4) Michael Haneke - Das Weisse Band
3) Tobias Lindholm og Michael Noer - R
2) Casper Christensen og Frank Hvam - Klovn: The Movie
1) Aaron Sorkin - A Social Network
5) George Clooney - Up in the Air/Fantastic Mr. Fox
4) Jesse Eisenberg - The Social Network
3) Philou Asbæk - R
2) Viggo Mortensen - The Road
1) Colin Firth - A Single Man

5) Chloe Moretz - Kick-Ass
4) Elle Fanning - Somewhere
3) Julianne Moore - The Kids Are All Right / A Single Man
2) Anette Bening - The Kids Are All Right
1) Leonie Benesch - Das Weisse Band
5) George og Charley - A Single Man
4) Frank og Casper - Klovn: The Movie
3) Johnny og Cleo - Somewhere
2) Mary og Max - Mary & Max
1) Hiccup og Toothless - How to Train Your Dragon

5) Tvillingestrippere underholder Johnny - Somewhere.
4) "You have the absolute minimum of my attention" - The Social Network
3) Hiccup flyver! - How To Train Your Dragon
2) George tager sit tøj frem - A Single Man
1) Åbningsscene - Das Weisse Band
Special mention: Arnold, Sly og Willis side om side i få men gyldne minutter - The Expendables

Således min liste for 2010 - glæder mig til at høre jeres bud og kategorier.

2010's bedste musikudgivelser

20. Dec 2010 15:54, Søren Langelund

 Årets musik: 2010 er ved at gå på hæld, og som traditionen påbyder, betyder det toplister over det fremmeste året har kunnet byde på af film og musik. I år er det musikken, der får æren først, så her kommer mine 100% subjektive bud på årets bedste musikudgivelser.

Bemærk at jeg i år har udvidet hovedkategorierne 'Årets Album' og 'Årets Track' til en top 10, fordi 2010 simpelt hen var for godt et år til at kunne koges ned til en Top 5. Dette har dog ikke gjort selektionsprocessen nemmere, og aldrig før har jeg været så tæt på at 'call it a tie' mellem adskillige af de øverste positioner.

Reglerne? Kun musik udgivet for første gang i 2010 tæller - bortset fra de afsluttende 'year aside'-kategorier, naturligvis. Anyway, let's rock:

10) Arcade Fire - The Suburbs
9) Love Shop - Frelsens Hær
8) Jónsi - Go
7) Beach House - Teen Dream
6) The National - High Violet
5) Crystal Castles - Crystal Castles (II)
4) Vampire Weekend - Contra
3) Kanye West - My Beautiful Dark Twisted Fantasy
2) Laura Marling - I Speak Because I Can
1) Agnes Obel - Philharmonics

Honourable mentions (alfabetiseret): Anne Linnet - Linnets Jul, Dirty Projectors + Björk - Mount Wittenberg Orca, Efterklang - Magic Chairs, Girl Talk - All Day, JJ - nº 3, Katie Melua - The House, Michael Jackson - Michael, Peter Gabriel - Scratch my Back, She & Him - Volume Two, Sleep Party People - Sleep Party People, Take That - Progress, The Drums - The Drums, Trent Raznor & Atticus Ross - The Social Network Soundtrack, Vi Sidder Bare Her - Ikke Euforisk.

Årets skuffelser: Nephew - The Danish Way to Rock, Nordstrøm - Alt På Plads, Prince - 20ten, Rihanna - Loud, Röyksopp - Senior.

Årets 'huh?!': Robyn - Body Talk aka. "hvorfor ikke producere den samme kopisang af tidligere meritter 14 nye gange og udgive dem fra ny, når nu anmelderne alligevel kun er så optaget af min seje attitude, at de ikke kan høre, jeg vitterligt ikke er i nærheden af tidligere standarder".
- - - -

10) Cut Copy - Take Me Over
9) Kanye West - All Of The Lights
8) Michael Jackson - Much Too Soon
7) Arcade Fire - We Used To Wait
6) Laura Marling - Alpha Shadows
5) Beach House - Take Care
4) Vampire Weekend - White Sky
3) Agnes Obel - Close Watch
2) Crystal Castles (feat. Robert Smith) - Not In Love
1) Anne Linnet - Vinternat

Honourable mentions (alfabetiseret): Jónsi - Go Do, Katie Melua - I'd Love To Kill You, Love Shop - Du Bestemmer Nu, Neil Patrick Thomas - Nothing Suits Me Like A Suit, The Jam Band - Kill Me On A Friday, Take That - S.O.S., The National - Sorrow, Tina Dickow - Copenhagen.

Årets guilty pleasures: Clemens (feat. Jon Nørgaard) - Champion, Giorgos Alkaios - Opa, Tim Berg - Bromance, Willow - Whip My Hair.
- - - -

5) Efterklang - Magic Chairs
4) Sleep Party People - Sleep Party People
3) Anne Linnet - Linnets Jul
2) Love Shop - Frelsens Hær
1) Agnes Obel - Philharmonics
- - - -

5) Jónsi
4) Anne Linnet
3) Kanye West
2) Agnes Obel
1) Laura Marling
- - - -

5) Arcade Fire
4) Beach House
3) The National
2) Crystal Castles
1) Vampire Weekend
- - - -


3) Prince, Jyske Bank Boxen
2) Anne Linnet, Store Vega
1) Lady Gaga, Jyske Bank Boxen
- - - -

ÅRETS ALBUM - year aside (musik der også har fået massiv rotation i 2010, men ikke er (førstegangs)udgivet i 2010)
5) Vampire Weekend - Vampire Weekend
4) Lady Gaga - The Fame Monster
3) Anne Linnet - Boksen
2) Leonard Cohen - Songs From The Road
1) Laura Marling - Alas I Cannot Swim
- - - -

ÅRETS TRACK - year aside
5) Vampire Weekend - Cape Cod Kwassa Kwassa
4) Anne Linnet - Du Drømmer
3) Leonard Cohen - Lover, Lover, Lover
2) Leonard Cohen - Avalanche
1) Laura Marling - Ghosts

Således min liste - bl.a. med danske vindere i både 'Årets Sang' og 'Årets Album' - hvilket aldrig før har været tilfældet på nogle af listerne. Men det er jo kun min mening - hermed en opfordring til jer om at svare med jeres! Det tager noget tid at tænke hele året igennem, men det er jo også kun topliste-tid én gang om året ;-)!

Begær, tilstedevær

12. Nov 2010 18:11, Søren Langelund

Novelle #11 - skrevet nov. 2010:

Hendes blik var søgende.

"Hvad ved du egentlig om kærlighed?"

Hun slængede sig ind over min brystkasse og ænsede ikke, at hendes rødbrune hår stod i alle retninger. Hun må haft krøller som barn.

Mine fingerspidser begyndte langsomt at kærtegne det nederste af hendes rygsøjle, hvor trussekanten havde siddet og nu kunne skimtes indprentet i den lyse hud. Hun undertrykte et smil, men de grønne øjne blev mere insisterende.

"At jeg ikke gider snakke om det lige nu". Jeg strakte afværgrende min arm ud i fuld længde for at nå ind imellem hendes lår.

Med et sæt satte hun sig op i sengen og satte i en lang, hurtig talestrøm. Som havde jeg trykket play på en ghettoblaster. Hun stortrivedes tydeligvis ved lyden af sin egen stemme, men jeg opfangede kun et par halve sætninger. Det var rigeligt, havde hørt dem før. Mænd vil gerne have sex, men er bange for at sætte ord på følelser bla bla bla.

Jeg ville røre ved hende. Inspicere hver afkrog af hendes krop. Mentalt affotografere de tiltalende detaljer, gå på opdagelse i hver en lille fejl. Have hende så tæt på, at jeg kunne skelne hendes sved fra parfume.

"Jeg er ikke bange - jeg har bare ikke travlt med at bilde enhver ind, at jeg har knækket kærlighedens kode", afbrød jeg småtørt.

Hun kiggede op spørgende.

"Hvorfor skal vi partout sige noget klogt til hinanden, fordi vi har haft sex? Kan vi ikke bare ligge her, uden at du skal berettige over for dig selv, at du tog med mig hjem ved at have en eller anden pseudosamtale om noget, ingen har en skid forstand på? Jeg mener, tror du ikke, vi havde fået besked, hvis det var lykkedes menneskeheden at knække kærlighedens kode?"

Da jeg hørte ordene "kærlighedens kode" glide over mine læber for anden gang på få sekunder, gik det op for mig, at jeg var mindst lige så glad for at høre min stemme, som hun var for at høre sin.

"Det lyder som om, du ikke tror på kærlighed", konstaterede hun i en semibebrejdende tone, mens jeg i samme splitsekund bemærkede, at hendes brystvorter stadig var stive. De havde efterladt en smag af kirsebær på min tunge en time forinden.

"Jeg ved ikke, om jeg tror på kærlighed. Jeg ved jo ikke en skid om kærlighed".

Mit blik fangede hendes og låste det fast.

"Begær derimod!"

Hun virkede bestyrtet, men vidste ikke hvad hun skulle sige.

"Begær er ærlig. Man kan stole på begær. Det er mere håndgribeligt", fortsatte jeg ufortrødent og selvbevidst.

"Er du klar over, hvor primitiv du lyder lige nu?" Store dele af hendes overkrop havde nu vendt sig fra mit udsyn.

"Og hva' så?! Begær er den reneste følelse, der findes. Den er nu og her, og den får brudt de lænker til ens hjerne, man ellers altid bliver holdt nede af".

Jeg greb fat i hendes skuldre og vendte hendes krop og ansigt tilbage, hvor jeg kunne se dem.

"Begær kan ikke tæmmes! Det er frihed i sin reneste form. Kan du ikke se det?"

Min stemme var nu så højlydt, at hun med rette følte sig anklaget. Hun tog et dybt åndedrag og gik så i forventelig forsvarsmodus.

Hendes pande blev mere og mere rynket, som hun satte det ene retoriske stød ind efter det andet. Fra alle tænkelige flanker, i hvad der føltes som en halv time. Min interesse var ikke i nærheden af at vare mere end et par minutter.

I stedet fantaserede jeg om, hvordan jeg ville knalde hende igen. Være fucking primitiv uden at nogen af os skulle undskylde for det. Give efter for de drifter, der havde ført os sammen, men som langt fra var blevet udtømt. Bare være til uden at skulle tænke. Føle uden at efterrationalisere.

Hun kiggede på mig en sidste gang. Bøjede sig forover, hentede dynen op fra gulvet og henkastede den over mine kolde fødder.

Da hun rejste sig og gik, bemærkede jeg, hvordan hendes velformede baller vuggede i en nærmest hypnotisk takt.

iPhone 4 og 'Antennagate' - når medierne forsøger at redde ansigt

16. Jul 2010 22:34, Søren Langelund

At Janteloven bestemt ikke kun trives i den danske andedam, er tydeligt for enhver, der har fulgt bare en smule med i den megen heftige medievirak i forbindelse med Apples lancering af deres seneste stykke legetøj til voksne, iPhone 4. Efter adskillige succesfulde og opsigtsvækkende produkter, har Apple tilsyneladende denne gang vist sig fra en menneskelig side og leveret et ikke-fejlfrit produkt, og det skal jeg da ellers love for, har fået den samlede horde af globale medier til mere eller mindre at udråbe iPhone 4 til den moderne verdens sande fjende #1. Hvorfor rapportere om sult, krige, finanskrise m.v., når man tilsyneladende endelig kan få skovlen under Apple? 

Lad det være sagt med det samme: Apple har fået så rigeligt med positiv omtale - også for meget. Og ja, hypen omkring f.eks. iPhone-lanceringerne har været voldsomt overdrevne. Men det er vel mediernes egen skyld - ikke Apples -, og i stedet for at se kritisk i egen barm, er det nu som om at medierne kollektivt er blevet enige om en overreageret og forholdsvis usaglig modreaktion efter en årrække, hvor de har været spændt for Apples kompetente markedsføringsafdeling. 

For hvis man kigger på fakta i forbindelse med den såkaldte 'Antennagate', er det bemærkelsesværdigt få kunder (ca. 0,5%), der har klaget til Apple over den nye iPhones modtageforhold, der ellers er omdrejningspunkt for hele miseren. Langt færre købere har klaget over den nye telefon end ved lanceringerne af tidligere modeller, samtidig med at Apple aldrig har solgt så mange eksemplarer af noget produkt på så kort tid end iPhone 4.

Hvis det var mig, der havde givet over 5.000 kr. for en telefon, jeg ikke var tilfreds med, havde jeg forlangt mine penge tilbage - hvilket Apple også tilbyder - men det er der heller ikke særligt mange, der har gjort (kun 1,7% af køberne - mod 6% ved lanceringen af den tidligere model, 3Gs). Tværtimod bugner nettet med tonsvis af imponerede brugeranmeldelser fra folk, der rent faktisk har anvendt telefonen, og flere af de store, etablerede og velrenommerede gadget-sites og -magasiner har i fælles flok udråbt iPhone 4 til den bedste smartphone på markedet (!).

Bemærkelsesværdigt er det også, at lydkvaliteten ved opkald med iPhone 4 ifølge anmeldere er markant bedre, end når man bruger 3Gs, ligesom man til Apples forsvar også skal nævne, at det er påvist på adskillige andre smartphones fra konkurrerende mærker, at signalstyrken påvirkes af, om man holder på den indbyggede antenne. 

Men iPhone 4 er da langt fra perfekt. En af grundene til, at jeg personligt ikke pt. regner med at opgradere fra min elskede 3Gs er f.eks., at jeg er skuffet over, at harddiskmængden ikke er blevet forøget i den nye model, ligesom jeg har svært ved at se mange deciderede nye, brugbare hardware-features, når man har en 3Gs med det nye iOS4-software og husker på, at prisen altså forventes at være over 5.000 kr. for en iPhone 4.

Tilsvarende har Apple ikke just håndteret situationen elegant, og der er garanteret også nogle, der har oplevet reelle problemer med signalstyrken i form af tabte opkald m.v. Men det virker som sagt som om, at der er tale om forholdsvis få brugere fortrinsvis i områder med særligt dårlig dækning (hvilket sjældent er et problem i Danmark), og når man lancerer sit nye guldæg, der tilmed sælger og anmeldes bedre end de tidligere modeller, kan jeg egentlig godt forstå, at man ikke lægger sig fladt på maven fra Apples side. I mine øjne må man som virksomhed gerne være stolt af sit produkt, og sålænge man ikke tvinger nogen til at købe det og tilmed tilbyder utilfredse kunder deres penge retur, hvad er så problemet? 

Hvis jeg var blandt de 98,3% tilfredse kunder, ville jeg efterhånden være en smule træt af at læse spalter op og spalter ned om, hvor elendigt mit nye yndlingslegetøj er, og den virkelige historie burde være, at medierne forsøger at koge enorme mængder suppe på 'Antennagate' i et ynkeligt og unuanceret forsøg på at få Apple ned med nakken og derigennem redde ansigt indadtil såvel som udadtil over for dem, der (med rette) vil mene, at Apple er blevet strøget for meget med hårene igennem de senere år.

'They had it coming'. 

En gammel mands bekymring for de unge piger

12. Apr 2010 12:01, Søren Langelund

Tillad mig for en kort bemærkning at fremstå ældre og surere end min fødselsattest umiddelbart lægger op til. For efter et forår i selskab med tidens tv-udbud er jeg oprigtigt bekymret for, at medierne stille og roligt er ved at indoktrinere og degenerere vores unge generation – særligt de unge teenagepiger – i en ualmindeligt sørgelig retning.

For hvilke tv-programmer er det, som den gennemsnitligt forvirrede og sårbare 15-årige pige kan spejle sig i - og som også til overflod præger dagspressen og webaviserne?

Svaret er en i skræmmende grad fordummende og fornedrende fremstilling af ungdommen i almindelighed og de unge piger i særdeleshed: Paradise Hotel, De unge mødre, Dagens Mand, Singleliv, X Factor mv. Mere eller mindre sygelige programmer, hvor kriteriet for deltagelse særligt hvad pigerne angår synes at være, at man skal sprede ben, udelukkende går op i overflade, har en intelligenskvotient på 50 og/eller tilhører de få ’heldige’, som kan og vil sælge sin identitet for at være en lille brik i det store, overhypede talentshowshysteri.

Men nå ja, så er man jo også sikret de nok så berømte og berygtede 15 minutters berømmelse i mediernes søgelys, og det er som om opmærksomheden i sig selv er vigtigere end alt andet. Det handler om at blive hørt og set – koste hvad det vil af integritet og selvrespekt.

Mest harm er jeg over et program som Dagens Mand på TV 2. Mens man nemmere – også som ung – kan distancere sig fra det kunstige og tydeligvis stærkt koreograferede Paradise-univers, som på alle måder foregår langt fra de flestes virkelighed, er Dagens Mand et program med ’virkelige’ mennesker i et virkeligt setup. Jagten på kærligheden udstilles som et gedemarked af en anden verden, hvor de stakkels mænd fravælges af de skarpsindige kvinders meget specifikke ønsker og smag.

Selv om mændenes ydmygelse får romerske gladiatorers til at blegne ved sammenligning, er det de kvindelige deltageres manglende jordforbindelse, der er mest bemærkelsesværdig. Eller skræmmende om man vil. Det kan være den mindste ting som skovalg eller farve på stuevæggen, som gør udfaldet – i hvert fald ifølge pigerne selv – når det ubarmhjertige udskillelsesløb går i gang, men slipper man som fyr gennem nåleøjet, bliver man ofte overdænget med eksplicitte seksuelle tilnærmelser, som får seeren til at overveje, hvorvidt tøserne er købt og betalt fra Skelbækgade.

At et program så langt under bæltestedet med så sørgelige fremstillinger af køn og kærlighed kan finde frem til primetimen på TV 2’s hovedkanal, er om noget et vidnesbyrd på, hvor alvorlig problematikken er. Én ting er, at Paradise Hotel og Singleliv m.v. er placeret på små nichekanaler sidst på aftenen, men at Familien Danmark kan åbne for den mest sete tv-kanal i den bedste sendetid og støde på Dagens Mand, nærmer sig det forkastelige.

TV 2 er dog ikke den eneste eller største synder. Såvel skrevne som audiovisuelle medier bør se sig selv gevaldigt i øjnene i disse år og overveje, om man bør tænke på andet end læser- og seertal. I bedste fald taler tidens medialiserede ungdomsudbud til laveste fællesnævner – i værste fald er vi ved at udklække en generation af selvfikserede (medie)ludere.

'You & I' - en lille sang om kærlighed

2. Mar 2010 12:14, Søren Langelund

Foråret er kommet - ihvertfald ifølge kalenderen - og dermed er sæsonen for kærlighedssange også skudt i gang. Min 14-årige lillebror og jeg har begået et beskedent bud på en sådan, og vi vil blive beærede, hvis I vil lægge ører og øjne til:

Sangen er komponeret af Mads og Søren Langelund, tekst af Søren Langelund. // Guitarer og trommer: Mads Langelund, klaver og bas: Andreas Heinz, vokaler: Søren Langelund. // Produceret og arrangeret af Mads Langelund, Søren Langelund og Andreas Heinz. // Optaget fra november 2009 - februar 2010.


You and I

You and I
Are like stars and night sky
You and I
Are like tears and goodbye

You and I
Are like stars and night sky

I breathe
I breathe the beat of your heart
A feeling
A feeling of never apart

You and I

I breathe
I breathe the beat of your heart
A feeling of never apart

You and I
Are like stars and night sky
You and I
Are like tears and goodbye

2009's bedste musik

6. Jan 2010 21:48, Søren Langelund

 Årets musik: Nytåret er stadig i forholdsvis frisk erindring, og som traditionen påbyder, kommer her mine 100% subjektive Top 5-bud på årets bedste musikudgivelser. Kun musik udgivet for første gang i 2009 tæller - bortset fra de afsluttende 'år aside'-kategorier, naturligvis.

5) Bat For Lashes - Two Suns
4) Jens Unmack - Dagene løber som heste
3) Lady GaGa - The Fame Monster
2) Camera Obscura - My Maudlin Career
1) The xx - xx

Honourable mentions (alfabetiseret): Alphabeat - The Spell, Adam Lambert - For Your Entertainment, Bon Iver - Blood Bank, Dirty Projectors - Bitte Orca, Grizzly Bear - Veckatimest, La Roux - La Roux, Mikael Simpson - Slaar Skaar, Nephew - Danmark/Denmark, Phoenix - Wolfgang Amadeus Phoenix, St. Vincent - Actor, Viktoria Mullova - Bach: 6 Solo Sonatas & Partita, Wilco - Wilco The Album.     

Årets skuffelser: Antony and the Johnsons - The Crying Light, Rihanna - Rated R, Röyksopp - Junior.

Årets 'huh': Animal Collective - Merriweather Post Pavilion.
- - - -

5) Mikael Simpson - Inden jeg falder i søvn
4) The xx - Basic Space
3) Camera Obscura - French Navy
2) Lady GaGa - Bad Romance
1) Bat for Lashes - Daniel

Honourable mentions (alfabetiseret): Adam Lambert - For Your Entertainment, Alphabeat - The Spell, Grizzly Bear - Two Weeks, Jay-Z - Run This Town, Jens Unmack - Dagene løber som heste, La Roux - In For The Kill, Phoenix - Lisztomania, Madonna - Celebration (Benny Benassi Remix), Nephew - 007 is Also Gonna Die, St. Vincent - Actor of out Work.

Årets guilty pleasures: Alien Beat Club - My Way, Enrique feat. Ciara - Takin' Back My Love, Nik og Jay - Endnu Én, Sukkerchok - Hvor som helst, når som helst.
- - - -


5) The William Blakes - Dear Unknown Friend
4) Alphabeat - The Spell
3) Mikael Simpson - Slaar Skaar
2) Nephew - Danmark/Denmark
1) Jens Unmack - Dagene løber som heste
- - - -


5) Adam Lambert
4) Mikael Simpson
3) Jens Unmack
2) Bat For Lashes (Natasha Khan)
1) Lady GaGa
- - - -

5) Alphabeat
4) Nephew
3) Grizzly Bear
2) Camera Obscura
1) The xx
- - - -

ÅRETS ALBUM - år aside (musik også hørt i 2009, men ikke (førstegangs)udgivet i 2009)
5) Lady Gaga - The Fame
4) Philip Glass - In The Upper Room
3) Choir of Young Believers - This Is for the White In Your Eyes
2) The Last Shadow Puppets - The Age of the Understatement
1) Michael Jackson - Discography
- - - -

ÅRETS TRACK - år aside

5) Michael Jackson - Stranger in Moscow
4) Philip Glass - Dance IX
3) Peter Gabriel - The Book of Love
2) The Last Shadow Puppets - Standing Next To Me
1) Choir of Young Believers - Next Summer

Det var min liste - hermed en opfordring til jer om at svare med jeres! Det tager noget tid at tænke hele året igennem, men det er jo også kun top 5-tid én gang om året ;-)!

2009's bedste film

30. Dec 2009 18:13, Søren Langelund

 Årets film: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende top-opgørelser over året der gik – og mest interessant er som altid ’Årets Film’.

2009 blev et filmår, hvor jeg konstant var bag af dansen og f.eks. som den eneste levende sjæl IKKE fik set en Stig Larsson-film. Men sammenlignet med eksempelvis sidste år synes jeg også, at niveauet har været en kende svingende i år – i udlandet men ikke mindst herhjemme. Derfor gav listeplaceringerne ikke helt sig selv, da der var en del udmærkede film, men få reelle mesterværker som for alvor skilte sig ud. 

Det endte dog med at resultere i følgende rangeringer over Årets Film, Instruktør, Skuespiller/inde, Par og Scene. Naturligvis udvalgt efter 100% subjektive kriterier. Kun film udsendt i bred, dansk biografdistribution i 2009 kan nævnes (repremierer tæller ikke).

10) Entre les murs – Laurent Cantet
9) Man on Wire – James Marsh
8) The Hurt Locker – Kathryn Bigelow
7) Revolutionary Road – Sam Mendes
6) Inglourious Basterds – Quentin Tarantino
5) Up! – Pete Docter
4) Hunger – Steve McQueen
3) Antichrist – Lars von Trier
2) Slumdog Millionaire – Danny Boyle
1) The Wrestler – Darren Aronofsky

Special mentions:
- Das weiße Band – Årets største biografoplevelse for mig, men så den til en forpremiere, så forvent at den ligger højt på næste års liste!
- Burma VJ – Havde smal biopremiere i 2008, men jeg så den først i 2009, hvor den også for alvor slog igennem internationalt.
- Anvil! The Story of Anvil – Fremragende dokumentar, der desværre ikke fik dansk biografpremiere.

Andre nævneværdige film: (I alfabetisk rækkefølge) 500 Days of Summer, Avatar, Away we go, Doubt, District 9, Drag me to Hell, Frost/Nixon, The Hangover, This is It, Zombieland

Årets skuffelser: (I alfabetisk rækkefølge) 2012, Brüno, Funny People, Public Enemies, State of Play, Terminator Salvation, The Curious Case Of Benjamin Button, Transformers 2, Watchmen

Mangler at se: A Serious Man, Boy A, Coraline, Los abrazos rotos, Ponyo, Moon, Mænd der hader kvinder, Kærestesorger.

5) Steve McQueen
4) Danny Boyle
3) Darren Aronofsky
2) James Cameron
1) Lars von Trier
5) Michael Fassbender - Hunger
4) Bill Murray - Zombieland
3) Christoph Waltz – Inglourious Basterds
2) Leonardo DiCaprio – Revolutionary Road
1) Mickey Rourke – The Wrestler

5) Maya Rudolph – Away we go
4) Marisa Tomei  – The Wrestler
3) Meryl Streep – Doubt / Julie & Julia
2) Charlotte Gainsbourg - Antichrist
1) Kate Winslet – Revolutionary Road / The Reader
5) Holmes og Watson – Sherlock Holmes
4) Frank og April - Revolutionary Road
3) Carl og Ellie – Up!
2) Ham og hende - Antichrist
1) Latika og Jamal – Slumdog Millionaire

5) The Bear Jew præsenteres - Inglourious Basterds
4) Åbningsscenen – The Wrestler
3) Kampscenen mellem fængselsvagter og fanger – Hunger
2) Åbningsscenen - Antichrist
1) Åbningsmontagen – Up!

Således min liste for i år - hermed en opfordring til jer om at svare på indlægget med jeres! – Bring on 2010!


29. Mar 2009 10:44, Søren Langelund

Som det nok er gået op for den opmærksomme læser af denne side, så har det de senere måneder skortet på indlæg sammenlignet med den fremmelige frekvens, bloggen har lagt for dagen de sidste tre år.

Dette skyldes udelukkende mangel på tid - ikke lyst eller ideer til at bringe bloggen mod nye vidunderligt vrøvlende horisonter.

Så frygt ikke - the blog will rise again. Før eller siden, på den ene eller anden facon. 'Till then - pas godt på jer selv!


Den grimme ællings gyldne statuetter

19. Feb 2009 21:47, Søren Langelund

 Oscar-forudsigelser: Det er ikke et spørgsmål om, hvilken film der vinder Oscar'en for Bedste Film, når der natten mellem søndag og mandag dansk tid blændes op for The 81st Academy Awards. Det er reelt kun et spørgsmål om, hvor mange priser Danny Boyles Slumdog Millionaire tager med sig hjem.

For den bliver uomtvisteligt aftenens helt store vinder. Når man som mig følger det såkaldte Oscar-buzz dag ud og dag ind året rundt, er man på dette tidspunkt af året sjældent i tvivl om, hvem der vinder hovedpriserne - og i år er man slet ikke. Slumdog har nemlig gjort rent bord de sidste par måneder ved så godt som samtlige prisuddelinger, der leder op til Oscar'en. Ja, faktisk har den skrevet historie ved at være den første film - sammen med American Beauty - der har vundet samtlige priser fra de forskellige Guilds (sammenslutninger af f.eks. manuskriptforfatterne, instruktørerne, producerne, skuespillerne m.v. i USA), samt Golden Globen og BAFTA'en for Bedste Film. For ikke at nævne de mange kritikersammenslutninger spredt ud over USA, som også har tildelt filmen den fornemmeste hædersbevisning. Kort sagt er Slumdog Millionaire altså ikke bare favorit - den er en historisk kæmpefavorit.

Og så - ikke at forglemme - er den også den bedste af de fem film, som er nomineret til hovedprisen. Selvom vi ikke har med et uforglemmeligt hovedværk at gøre, har Danny Boyle lavet en så godt som på alle måder uimodståelig film, der med sit unikke miks af gammeldags Hollywood-eventyr og moderne Bollywood-romance charmerer, så hjertet hamrer og smilet breder sig. Tilmed smukt fotograferet (af von Triers hoffotograf Anthony Dod Mantle), intenst klippet, indlevende spillet og med endnu et forrygende, forførende musik-score af A.R. Rahman.

Ligesom oplevelserne for hovedpersonen - en fattig dreng på jagt efter den store milliongevinst - er selve filmen på mange måder fortællingen om den grimme ælling, som udvikler sig til den smukkeste svane. Den blev til på et skrabet budget, optaget under svære forhold i bl.a. Mumbai med en del lokale amatører på rollelisten, og distributøren Warner var millimeter fra at sende den direkte på dvd i efteråret. Heldigvis tilkæmpede Danny Boyle sit værk en visning på Toronto Film Festival, og herefter vandt Slumdog publikums hjerter, hvorend den kom frem. I en sådan grad, at en film uden nogle store stjerner og med en tredjedel dialog på hindi om få dage kan kalde sig konge af Hollywood. Min mavefornemmelse siger mig, at den vinder en 6-8 statuetter og dermed de fleste af de priser, den er nomineret til. Et slag på tasken: Bedste Film, Bedste Instruktion, Bedste Manuskript, Bedste Fotografering, Bedste Klipning, Bedste Musik, Bedste Sang og måske Bedste Lyd eller Bedste Lydklip.

Jeg har set så godt som samtlige af de nominerede i de store kategorier, og sammenlignet med f.eks. sidste år, kan jeg ikke lade være med at være lidt skuffet over udvalget. De fire resterende Bedste Film-nominerede er den kun delvist vellykkede storfilm Benjamin Button, endnu en udmærket men på ingen måde original Holocaust-filmatisering i The Reader, samt de historiske dramaer Milk og Frost/Nixon, som begge er velspillet og gennemført filmhåndværk uden at overraske det mindste eller efterlade sig varige spor i erindringen. Ingen decideret dårlige film, men heller ingen rigtigt gode (foruden Slumdog).

Derfor ærgrer det mig, at Akademiet groft overså to populærfilm, som sidste år ikke kun satte publikumsrekorder og blev de mest sete i USA - de var samtidig de bedst anmeldte: The Dark Knight og Wall-E. At disse visionære værker, som i den grad vil blive husket, ikke er blevet fundet fine nok, vidner simpelt hen om et Akademi uden tilpas føling med virkeligheden og udviklingen. The Dark Knight var hos de fleste Oscar-analytikere favorit til at blive nomineret til Bedste Film, og i mine øjne var den også uden sammenligning den bedste amerikanske film i feltet. Men selv i det pengeelskende Hollywood kan man altså ikke se logikken i at nominere den mest indtjenende film siden Titanic - der tilmed var årets næstbedst anmeldte! En misere, som kun kan overgå tegneseriefilmatiseringer og andet snavs, og som der sandsynligvis vil koste tusindvis af seere på søndag.

Til gengæld kan vi Bat-fans så glæde os over, at Heath Ledger forhåbentligt vinder en fuldt fortjent Birolle-Oscar for Jokeren i filmen, ligesom de andre skuespilskategorier kan gå hen at blive rigtigt interessante. Kate Winslet er favorit til endelig at vinde hendes første statuette for hovedrollen i The Reader. En gribende og kompleks portrættering, men dog - i mine øjne - langt fra så fængslende og fyrig som Winslets uforglemmelige April Wheeler i Revolutionary Road. I øvrigt en film der også burde have sikret Leonardo DiCaprio en nominering for Bedste Mandlige Skuespiller.

Til gengæld står en af mine personlige yndlingsskuespillere Mickey Rourke stærkt i netop denne kategori. Han leverer en decideret uudslettelig præstation som titelfiguren i Darren Aronofskys fremragende The Wrestler, og med lidt held kan han slå Sean Penn, som dog så godt som ene mand gør det svært at tage øjnene fra Milk. Det er meget tæt løb mellem de to - men jeg tror og håber på Rourke. Dels fordi han har haft mest buzz de sidste par måneder (bl.a. med en sejr ved både BAFTAen og Golden Globes), og dels fordi Hollywood elsker et comeback kid. Penn vandt også for kun et par år siden, men hans film er til gengæld nomineret til Bedste Film, hvilket vinderen af Bedste Mandlige Hovedrolles film som oftest er det. Det bliver meget tæt og ikke så lidt spændende. 

Ellers håber (og tror) jeg på, at Wall-E vinder for Bedste Animationsfilm - og måske sågar Bedste Originale Manuskript, mens den efter sigende forrygende israelske dokumentar Waltz with Bashir formentlig kåres som Bedste Udenlandske Film. Sidst men ikke mindst har dansk film også en mulighed for gylden hæder i form af kortfilmen Grisen, instrueret af Dorthe Høeg. Umiddelbart er den blandt de to favoritter til prisen, tyder de fleste meldinger på, så det er bestemt ikke umuligt, at vi kan få endnu en pris i denne kategori.

Oscar-uddelingen bliver igen i år sendt direkte på TV 2 FILM, og jeg glæder mig allerede!

To SKAT frem og ét tilbage?

2. Feb 2009 20:40, Søren Langelund

Skattereform: I dag kom det så endelig - Skattekommissionens bud på en reform, der kan fremtidssikre Danmark til gavn for os alle. Det er ingen hemmelighed, at jeg i årevis har agiteret for en lavere skat på arbejde, så i dag er vel en glædens dag? Overordnet set: Ja. Carsten Koch og co.'s oplæg var i store træk hæderligt i dets fokus på det fornuftige i at sænke marginalskatten. For ikke at sige det dødsensnødvendige.

Alligevel er det dog svært ikke at ærgre sig lidt over, at kommissionens oplæg ikke er en kende mere ambitiøst. Kochs fortid som kompromissøgende politiker skinner tydeligt igennem, og personligt havde jeg gerne set væsentligt større lettelser i toppen af skalaen. Topskatten (som næsten et flertal af eksempelvis slagteriarbejdere og almindelige funktionærer i dag betaler, minder jeg lige om) sænkes simpelt hen for lidt, selvom det er dér, de klart største gevinster for hele samfundet ligger. "Hver krone der gives i lettelse, skal findes et andet sted" har vi hørt fra alle politiske sider i dag, men hvorfor er det egentlig lige sådan? Vi har verdens mest omfangsrige velfærdsstat og et offentligt budget, der selv under Fogh har nået et historisk højt niveau (langt højere end f.eks. Nyrup-regeringens mest pessimistiske prognoser fra 90'erne). Er det virkelig så utænkeligt, at der ikke kan hentes de få nødvendige milliarder for at fjerne topskatten i eksempelvis vores voldsomt omfattende overførselsindkomster?

For slet ikke at komme ind på fy-ord nummer 1 i vore dage: dynamiske effekter. De fleste kloge hoveders undersøgelser omkring emnet viser, at f.eks. en fjernelse af topskatten i store træk ville tjene sig selv ind igen helt af sig selv. Alligevel er det tabu. Tænk lige over, hvor absurd det er: En skat kunne fjernes - så godt som gratis! Alligevel gøres det ikke, for uha hvor ville nogen få ondt i røven. Det eneste der er i vejen for en seriøs lempelse i topskatten, er altså god, gammeldags dansk misundelse forklædt under flotte gloser som "social balance". Tænk hvis naboen, der rent faktisk bidrager mere til samfundet, også skulle få mere i skattelettelse. Puha - det kan vi da ikke have! Få vil protestere imod, at den øvre marginalgrænse skal ned, hvis vi skal kunne konkurrere med vores omkringliggende lande - ikke mindst i et fremtidigt perspektiv. Så hvorfor ikke gribe chancen, nu hvor den er der? Til skeptikerne tillader jeg mig mig at citere Præsident Obama: Yes we can!

Via de dynamiske effekter kunne man så helt eller delvist droppe de foreslåede rentefradragssænkninger for vi boligejere, som ikke just nyder kronede dage i disse finanskrise-tider. Mange boligejere - deriblandt mig selv - spørger lige nu sig selv, om denne fradragssænkning i virkeligheden er en bombe under boligmarkedet, som vil gøre det meget mere attraktivt at leje i fremtiden og gøre det endnu sværere at købe og - ikke mindst - sælge bolig fremover. Er det virkelig klogt netop nu at sende et sådant signal efter årtier, hvor store dele af samfundsøkonomien har været bygget op omkring den enkelte danskers køb og salg af boliger og de investeringer, der ligger heri?

En del fokus var der i dag også på, at kommissionen foreslår et par års fjernelse af SU på de videregående uddannelser. Selvom jeg er ung og overbygningsstuderende, synes jeg egentlig, at denne foranstaltning er ok. Det er klart, vi studerende ikke bryder ud i decideret jubel, men lad os lige sætte tingene i perspektiv, før vi går på barrikaderne: Man får nu et stort incitament til at komme ud på arbejdsmarkedet, ligesom vi er mange, der alligevel har et studierelateret arbejde på overbygningen for at skabe fundamentet for ens fremtid. Det er de færreste, der lever alene af SU, og det fåtal kan med fordel nu tage et studielån, hvor renten er rekordlav. Og lad os ikke glemme, at danske unge sammenlignet med flertallet af vores internationale ligestillede får rekordmeget i offentlig støtte, ligesom uddannelsen for alle er gratis at tage! Lidt taknemmelighed ville klæde os unge, i stedet for at vi altid lægger armene på kors som forkælede møgunger.

Harm er jeg til gengæld over, at blækken i kommissionens udspil end ikke er tørt, før venstrefløjen og DF igen omfavner den typisk danske misundelsespolitik og kræver "kompensation" til landets pensionister.  Selv samme pensionister som har nydt godt af verdenshistoriens største velstandsperiode, rekordhøjt rentefradrag i 70'erne m.v. Mens de unge altså skal betale - de samme unge, som fremtidens velfærd ligger i hænderne på - er det stik modsatte gældende for de ældre. Og lad os lige forholde os et sekund til logikken i venstrefløjens argumentation. For skattereformen er jo ikke en forsinket julegaveregn fra staten, hvor sol og vind skal fordeles lige. Det er et politisk nødvendigt redskab for at den indskrumpende arbejdsstyrke får et incitament til at bidrage mere og dermed bevare velfærdssamfundet - netop til gavn for de svageste grupper og den store generation, der snart forlader arbejdsmarkedet! Sagt på en anden måde er alternativet for pensionisterne, at der skal skæres i pleje m.v., så de er i den grad blandt vinderne i kommissionens oplæg, som den ligger nu.

Og lad mig igen minde om, at reformen altså handler om sænke skatten på arbejde. Såre simpelt. Sidst jeg tjekkede, arbejder flertallet af pensionister ikke, så selvfølgelig tilgodeses pensionister ikke, for det er ikke det, reformen handler om! Lige som pensionister ikke tilgodeses, når der gennemføres forlig omkring ungdomsuddannelser og lign. De ældre nyder et formentlig velfortjent otium, og som følge af reformen får de stor glæde af samfundets vækst - det burde være mere end rigeligt for at få dem til at juble. Det er trods alt vi få andre i den yngre generation, der skal arbejde mere og løbe stærkere for at holde hjulene i gang, og så er det jo kun rimeligt, for ikke at sige nødvendigt (jf. selve præmissen for reformen), at det er os, der får skattelettelserne! 

Skal vi fortsætte ud af venstrefløjens "jeg vil også ha', når du skal ha''"-tangent, så lad mig da foreslå, at jeg og andre i arbejdsstyrken også får en check fra det offentlige for intet at lave hver eneste måned. For det får pensionisterne jo. Og det er jo kun logisk, hvis de skal have kompensation for skattelettelsen på mit arbejde, som intet har med dem at gøre, at jeg også får en pension, som intet har med min situation at gøre? Eller hvad med at jeg får kompensation for det skyhøje rentefradrag, den ældre generation nød godt af i 70'erne? De eksempler kan alle vel se galskaben i? For selvfølgelig skal jeg ikke have pension, og selvfølgelig skal pensionisterne ikke have en kompensation for, at jeg slipper lidt billigere i skat for at skulle løbe hurtigere og arbejde mere til gavn for hele samfundet.

Blandt andet derfor bliver det interessant at følge de politiske forhandlinger (som vi naturligvis følger nøje de kommende uger på NEWS). Hvor meget mod, hvor mange visioner vil få lov til at overleve, når alle tilsyneladende skal have det samme nu og her, i stedet for at der tænkes i de store fremtidsperspektiver? Eller kort sagt: Hvor meget reform er der reelt tilbage, når måneden er omme?

Et Grand Prix jeg ku' li'

1. Feb 2009 00:07, Søren Langelund

Dansk MGP 2009: Selvom jeg er ansat hos konkurrenten, vil jeg gerne være blandt de første til at lykønske DR for det flotteste Danske Melodi Grand Prix i mange, mange år. 2009-showet var fra første til sidste sekund en imponerende veloplagt og sprudlende tv-fest pakket ind i en dynamisk, næsten fejlfri produktion, et nærmest ecstasy-dopet publikum som greb samtlige chancer for at rejse sig op og gå amok, samt - ret så væsentligt - et klart flertal af gode sange!

Det er ingen hemmelighed, at jeg siden barnsben skamløst har suttet på DMGP-patten og ikke ser mig for fin til at flyve med på populismens luftige vinger den ene gang om året. Der er i mine øjne noget rendyrket uimodståeligt over den charme, det fællesskab, og det herligt kiksede awardsshows-glitter, som denne letfordøjelige form for lørdagsunderholdning i sangkonkurrencens klæder repræsenterer for mig.

Med årets DMGP i frisk erindring bliver man kun bekræftet i, at det er i orden i ny og næ at omfavne poppen frem for finkulturen. For sikke et show, sikke et tempo, sikke en nærmest overlegen eufori, som spredte sig fra det mørke Jylland, hvor Messecenter Herning agerede vært. Man fik indtrykket af, at der vitterligt blev afholdt en decideret fest med hele landet som indbudte gæster - ikke bare én som foran kameraet var pustet kunstigt op til lejligheden.

DR havde i år valgt at satse stærkere på grand prix'et end i de senere år, og man må sige gamblingen lykkedes til fulde. Et godt eksempel var de nye regler, hvor sangene efter klassisk cup-system kendt fra sportens verden skulle dyste mod hinanden. På den måde blev der skabt mere dynamik i de afsluttende faser, ligesom man som seer allerede med åbningens glidende præsentation af samtlige sange og deltagere fra starten fik det forkromede overblik. Scenen var smart lavet så performerne kunne komme i nærkontakt med sit publikum, og når de ikke var på, hyggede de sig i en ligeså smart lounge placeret midt blandt publikum. Denne foranstaltning sørgede også for, at vi som seere aldrig blev tvunget til at forlade den glade stemning i salen, og dermed slap for de normalt så kedelige mellemsekvenser, hvor værterne udspørger detalgerne i et tamt backstage-lokale.

Apropos værterne, var Felix Smith og Birthe Kjær et noget umage værtspar, men alligevel pingpongede de overraskende godt sammen, og deres fælles pause-potpourri af klassiske grand prix-sange var et af mange højdepunkter i et show, som produktionelt havde intet mindre end international klasse. Hver sang havde sit tema, sin lille finesse, og når man ved, hvor svært det er at producere helt almindeligt kedeligt nyheds-tv, er det svært ikke at bøje dig dybt i støvet for DR's klasse ved sådanne store events.

Det bedste var dog sangenes kvalitet. Siden 2000/2001 har der sjældent været mere end maks 3-4 sange, der var decideret udholdelige, men i år var det i mine øjne kun Johnny Deluxe's monotone Sindssyg, som for alvor fornærmede min intelligens. Faktisk havde jeg svært ved at vælge de fire, jeg synes skulle videre til semifinalen, og i Sukkerchoks fantastisk fængende 80'er-pophymne Det' Det fik vi i mine øjne intet mindre end den bedst gennemtrængende upbeat-DMGP-sang siden Lonnie Devantiers Hallo Hallo fra 1990. En DMGP-sang af den gamle skole, indrømmet, men én der er lige så svær at vriste af hjernebarken igen, som den er umulig ikke at smile over eller vrikke med danseskoene til. Og nå ja, så gjorde det da ikke noget, at de tre smækre sukkertøser var søde såvel som sexede at lægge øjne og ører til!...

Nu blev det som bekendt ikke Sukkerchok, der vandt. Dét havde næsten også været for godt. Men bevares, Brincks vindersang Believe Again er heller ikke uden evner. Delvist skrevet af Ronan Keating har den noget international crossover-kvalitet over sig, og vi skal nok klare os igennem seminalen i Moskva - håber jeg. Personligt synes jeg dog, sangen er lidt småkedelig, og hvis ikke den unge Brinck med fornavnet Niels smider nerverne, husker teksten og giver den mere gas i Rusland til maj, kan man med rette frygte for, om han (med et moderne rædselsord) har nok x factor til at trænge igennem. Havde sangen kommet ud for 7-8 år siden var det en oplagt vinderkandidat, men efter at have samlet støv på bunden af Keatings skuffe for mulige Boyzone-singler nogle år, lyder den unægteligt lidt for genkendelig og gennemsnitlig.

Med det sagt, så vandt den på mig efter flere gennemlytninger, og den er da uden sammenligning i en helt anden kvalitativ klasse end de sidste par års vindersange All Night Long (2008) og Drama Queen (2007). Ligesom jeg fandt dens budskab om at kunne genfinde ungdommes naive syn på kærligheden ret så sympatisk.

Med de senere års tragisk tandløse, østlandedominerede shows i frisk erindring frygter jeg det værste ved årets Eurovision Song Contest til maj. Men samtidig - som følge af aftenens show - glæder jeg mig også for første gang i en årrække sådan rigtigt for alvor.

Scener fra et ægteskab

29. Jan 2009 22:29, Søren Langelund

Anmeldelse af Revolutionary Road: ”I’ll never let go!” lovede den unge Rose sin udkårne Jack, før hun få minutter senere måtte sende ham og deres fælles fremtidsdrømme ned i det mørke oceans dyb, hvori også luksuslineren Titanic kort forinden var sunket. Over et årti senere kan vi tilhængere af verdenshistoriens mest indtjenende film ånde lettet op. For boheme-optimisten Jack i Leonardo DiCaprios skikkelse fik alligevel Kate Winslets smukke, uregerlige Rose. Faktisk blev de gift og slog sig ned med to børn i 50ernes amerikanske forstadssamfund under navnene Frank og April Wheeler. Den dårlige nyhed er dog, at deres kærlighed ikke er mindre dødsdømt i denne filmatisering af Richard Yates’ nyklassiker Revolutionary Road.

Mendes tilbage i forstæderne
For mens Frank som én af mange ensomme arbejdsbier i storbyen væmmes ved sin tilværelse som småborgerlig lønslave, falmer den kreative April ved hjemmets klaustrofobiske kødgryder. Affektionen imellem dem synes væk, kun frustrationerne over at blive ét med forstadsapatien er tilbage.
Bag kameraet står Sam Mendes, der dermed vender tilbage til de amerikanske forstæder, hvor han ramte en guldåre med mesterværket American Beauty fra 1999. Denne gang er forsøget dog blot endnu mere ambitiøst: En dissekering af det moderne menneskes rejse ned i det trygge, konforme hul, som ægteskabet graver og samtidig udhuler ungdommens idealer om selvrealisering. Med stor sikkerhed balancerer han mellem de udbasunerende, destruktive skænderier med samme besnærende intensitet som Mike Nichols’ Hvem er bange for Virginia Woolf?, og den intime og underspillede subtilitet som mere leder tankerne hen mod Bergmans Scener fra et ægteskab.

Flugten til Paris
Udadtil er The Wheelers smilende og med ungdommens vovemod i behold – som da de i et sidste forsøg på at flygte fra samlebåndstilværelsen beslutter sig for at flytte til Paris! Dette bruger Mendes til også at få dem til at agere et lysende håb om andre tider for filmens andre par, der er fanget tilsvarende i den gamle trædemølle, men kun glimtvis tør indse eller konfrontere det. Denne altfavnende spejling omringer publikum, som lægges i jerngreb og tilføres en kraftfuld, knugende mavefornemmelse, efterhånden som desillusioneringen af Frank og Aprils forhold træder tydeligere frem. En stemning, der underbygges yderligere af Thomas Newmans på én gang simple og rammende klaverbårne underlægningsmusik samt Roger Deakins’ smukt afbalancerede hvidbrune fotografering.

En skuespillets tour de force
Det er dog for skuespillet, at Revolutionary Road vil blive husket. Den decideret elektriske kemi mellem Leonardo DiCaprio og Kate Winslet slår så mange gnister, at det tematiske tungsind på én gang føles let som en fjer og gennemtrængende som en knytnæve. På DiCaprios skuldre hviler hele filmens ydre konflikter og frustrationer, mens Winslet er katalysatoren for det indre, latent ulmende vulkanudbrud, som særligt mod slutningen tvinger sig frem. Hver for sig, men ikke mindst i samspillet, leverer de noget nær de stærkeste præstationer i karrieren, ligesom den netop Oscar-nominerede Michael Shannon, Kathy Bates og Kathryn Hahn funkler i birollerne.

Mellem lykke og selvbedrag
Revolutionary Road er ikke grundvoldsrystende original, og der er en kende langt mellem overraskelserne, men til gengæld lader dens tidløse pointer om de skrøbeligste menneskelige længsler sig let overføre til vor tids moralkodeks. Sam Mendes tør omfavne den nådesløse bitterhed, og leverer sin mest helstøbte film i det nye årtusinde. En nærmest ubehageligt fængslende skildring af en uundgåelig deroute for desperate skæbner balancerende på den fine grænse mellem lykke og selvbedrag.

Famlen i blinde

20. Jan 2009 21:34, Søren Langelund

Anmeldelse af Blindness: Storbyen mister sin puls og dens indbyggere fundamentet under deres trygge småborgertilværelse, da en epidemi af blindhed som et lyn fra en klar himmel bryder ud. Hurtigt døbes fænomenet ’Den hvide syge’, da de smittedes syn i stedet for at være gået i sort er blændende lyst, og regeringen ser sig nødsaget til at isolere dem på et nedlagt sindssygehospital. Ladt i stikken med galskaben ventende lige om hjørnet. Umiddelbart et hæderligt plotfundament for en fængende apokalyptisk fabel? Det skulle man tro. Desværre er Fernando Meirelles’ (City of God og The Constant Gardener) filmatisering af den nobelprisvindende forfatter José Saramogas roman filmåret 2009s første store skuffelse.

Kollektiv nedsmeltning
Blindness er et højspændt drama med et væld af figurer, men ikke én eneste af de tragiske skæbner engagerer eller rører. Etablerede navne som Julianne Moore, Mark Ruffalo, Gael Garcia Bernal og Danny Glover forsøger at give galskaben mening, men famler i bogstaveligste forstand i blinde. Meget karakteristisk for identitetsløsheden har skikkelserne ingen navne. Én som alle indlemmes de i den ansigtsløse middelmådigheds masse. Et bevidst træk for at opbygge en fornemmelse af kollektiv nedsmeltning for menneskeheden, som ifølge filmens prætentiøse præmis ikke er rustet til uforudsigelige udfordringer. Men hvor moralen til fulde er forstået og fordøjet efter det første kvarter, følger over 100 minutters yderligere tung symbolik med så lidt fokus på historiefortælling, at de føles som 300. Mindst. Inden det hele slutter omtrent så arbitrært, som det startede.

Den hvide palette
For at understøtte den mælkehvide tåge, de blinde er indhyllet i, er billedsiden præget af en farvedrænet og overbelyst hvid palette – selv Julianne Moores normalt så fremtrædende røde lokker er afbleget. Tilført skæve, grynede og til tider bevidst uskarpe kameraindstillinger formår Meirelles på ny at skabe et unikt visuelt udtryk, men lige som med den tilsvarende eksperimenterende fortælling, bliver det hurtigt trivielt og trættende at lægge øjne til. Ikke mindst sammenlignet med andre moderne dystopier som f.eks. Alfonso Cuarons nærmest inciterende Children of Men.

I det mindste kvalmende

Blindness går i den sidste halvdel fra skuffende til decideret ubærligt kvalmende. I kamp om de få madrationer tyr kvinderne til ekstrem hysteri og prostitution, mens mændene nedsmeltes til primitive hulemænd, der vader rundt i hinandens fæces og bedriver voldtægtsorgier på må og få. Netop denne leflen for den indre masochist og svinehund vinder dog i en halv times tid vores uforbeholdne opmærksomhed - og redder lige præcis filmen fra bundkarakteren. Ikke helt ulig oplevelsen af Pasolinis væmmelsesklassiker Salò eller de 120 dage i Sadoma, blot uden at nå dennes uafrystelige niveau, hvad angår såvel provokation som politisk prægnans.
Skræl den værste forargelse væk af Blindness, og man efterlades med skræmmende lidt til eftertanken. Og hjertekulen. Til gengæld dækkes et helt års behov for selvhøjtidelighed og sekundasymbolik.

Linedans på himlens tag

15. Jan 2009 12:21, Søren Langelund

Anmeldelse af Man on Wire: Hævet 450 meter over et måbende Manhattan bevægede den unge franskmand Philippe Petit sig i 1974 ud på en line, der i ly af natten var blevet spændt op mellem World Trade Centers to tvillingetårne. Med udførslen af dét, der siden er blevet kaldt ”the artistic crime of the 20th century”, gav Petit pokker i USA’s love såvel som faren ved at udfordre naturens for at udleve en vanvittig drøm, der havde hjemsøgt ham i adskillige år. Denne dedikation til vovemodet og nærmest utopiske omfavnelse af selvrealiseringen er 35 år senere blevet til dokumentarfilmen Man On Wire, som indtager de danske biografer med ikke så få internationale kritikerpriser i bagagen. Fuldt fortjent, vel at mærke.

Det utrolige og umulige
Enhver indledende skeptisk omkring hvorvidt en film om en tosset fransk linedanser kan fængsle i halvanden time, forsvinder allerede i løbet af den indledende montage. I form af smukt koreograferede, stemningsfulde sorthvide rekonstruktioner og indlevende vidneberetninger fra Petit og hans medkumpaner kastes vi hovedkulds tilbage til 1974 og omfanget af selve aktionen. Måneders forberedelse, som var der tale om et millionkup af Danny Ocean-kaliber, skal til at kulminere. Ængstelsen er på sit højeste, pulsen pumper, og både hos deltagerne og vi tilskuere strejfer tanken om stuntets realiseringsmuligheder hjernebarken ikke så få gange. ”Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre… eller kan det?”.

Dokumentar forklædt som thriller
Netop denne fascination af det umulige slipper instruktør James Marsch aldrig grebet om. Hans film er struktureret og klippet som en førsteklasses thriller med perfekt vægtning mellem og kontant opmærksomhed på opbygning, suspense og payoff. Ikke så få forhindringer lægges i vejen for Petit. Særlig opmærksomhed får problemet med at få smuglet over et ton udstyr op i de to tårne og i løbet af få timer forvandle det til en professionel og forholdsvis sikker line. De implicerede slipper heller ikke for at stå ansigt til ansigt med de moralske overvejelser velvidende, at det mindste fejltrin kan resultere i fængselsstraffe - eller værre endnu den visse død.  

De store armbevægelser

I Philippe Petit nyder Marsch godt af en hovedperson mere farverig og passioneret end den gængse fiktionsfilms: Fra hans første stunt på en line mellem tårnene på Notre Dame-kirken i Paris til den kulminerende himmeldans mellem tvillingetårnene i New York har Petit tilskueren i sin hule hånd. Men instruktøren giver også særlingen tilpas med plads bl.a. ved at fravælge en speakerstemme, overforklarende intertitles og lign., så Petit i bogstaveligste forstand kan fortælle sin historie med store armbevægelser. Som var det den mest gysende godnathistorie til sit barnebarn, beretter den stadig sprællevende Petit om sine dumdristige drømme i almindelighed, og fascinationen af World Trade Center som verdens største scene i særdeleshed.

Seeing is believing
Man On Wire gør dig ikke klogere, men vil til gengæld med garanti åbne dine øjne. For sjældent har klicheen "man tror ikke sine egne øjne" været mere rammende. En på én gang original og formularisk kupfilm, hvor målet i stedet for ussel mammon er skønhed og udødelighed. Og en hyldest til det ekstreme vovemod og den indre gavflabs stemme, som så mange af os vælger at fortrænge til fordel for hverdagens rationaler.

2008 - et forsinket tilbageblik på et forjaget år

8. Jan 2009 20:39, Søren Langelund

Året i retrospekt: At der skulle gå en hel uge af det nye år, før jeg på skrift fik tid til at se tilbage på det gamle år, siger måske en del om, hvad det Herrens år 2008 først og fremmest vil blive arkiveret under i min bevidsthed: Damp under kedlerne. Der skete rigtigt, rigtigt meget – heldigvis mest af det gode – og det har nok også kunnet mærkes her på bloggen, hvor frekvensen af indlæg har været stærkt nedadgående. Ikke fordi jeg har mistet lysten eller er blevet hægtet af idestrømmen, men simpelt hen fordi tiden har været knap. Lad mig forsøge at opveje lidt for dét på de følgende - forhåbentligt indholdsrige - linjer.

2008 var året, hvor jeg blev (endnu mere) småborgelig og - aargh! - voksen. Foruden at købe lækker lejlighed med alt hvad det medfører af afdrag, lån og papirnusseri, blev jeg fastansat som on air-redaktør på TV 2 NEWS - og begge dele er jeg stadig mere end almindeligt tilfreds med. For nu at sige det mildt. Tilfreds er der også flere og flere seere, der er med NEWS, og 2008 var året, hvor vi for alvor fik det folkelige gennembrud. Vi slog seerrekord gang på gang, og fik i årets sidste uge små 1,6 mio. seere, som i snit så med i små 40 minutter. Det kan vi naturligvis ikke få armene ned over, og det kan da ikke undgå at motivere, når man husker på, at kun ca. 40% af befolkningen kan tage kanalen og vi stadig - trods alt - kun har to år på bagen.

De gode seertal har naturligvis også sit ophav i en masse gode historier i årets løb - fra pludselige begivenheder som det tragiske flystyrt i Madrid til rullende historier som urolighederne i de danske gader i foråret og finanskrisen, der på alle måder satte dagsordenen i efteråret. Ligesom markante hovedpersoner fra Stein Bagger til Barack Obama på forskellige måder gjorde året fascinerende. På TV 2 som hele kippede vi med flaget over 20 års-jubilæet og en vigtig sejr ved EF-retten, selvom der først på året måtte gennemføres en vederstyggelig fyringsrunde og der også i 2009 venter adskillige økonomiske udfordringer. For nu at sige det mildt :). Men jeg tror, vi også i år klarer skærerne - måske fordi jeg ser verden igennem de positive NEWS-briller (vi har seertilstrøm, giver overskud m.v.), måske fordi jeg altid er ukuelig optimist til den bitre ende og har svært ved at forestille mig et medielandskab uden TV 2.

For lige at runde al snakken om TV 2 og arbejde af, så var det også i 2008, at jeg fik mit livs vel nok største enkeltudfordring, da jeg var blandt hovedarkitekterne til det kongelige bryllup mellem Prins Joachim og (den nuværende) Prinsesse Marie. Sjældent har jeg prøvet noget så uoverskueligt, hårdt og sjovt, og når man til daglig på NEWS normalt beskæftiger sig med en masse forskellige historier fra dag til dag, var det en udsøgt fornøjelse at få lov til at deltage i (for TV 2) årets største enkeltproduktion, hvor alt skyts skulle fyres af på én gang.

Måske jeg gav den så meget gas, at kroppen i et kort øjeblik sagde fra og gav mig et lille, uskyldigt blackout i sensommeren. Foruden en masse unødvendig sympati førte dette dog med sig, at jeg i dag er i mit livs form. Jeg tvang mig selv til at dyrke motion for at få tankerne lidt væk fra jobbet, og nu er det noget, jeg slet ikke ville kunne undvære fra min hverdag igen. Der skal simpelthen løbes en god rask tur mindst hver anden dag, og fitness-centret bliver besøgt oftere og oftere for at prøve kræfter med den dog knapt så tilfredsstillende muskeltræning. Jeg har aldrig rigtigt forstået dem, der mente de kunne blive både høje og afhængige af motion - indtil nu. Alting synes simpelt hen at gå op i en højere enhed, når man suser afsted langs vandkanten med det stjerneklare mørke over sig og den friske vind lige i synet.

Meget af 2008 blev dog trods alt spenderet indedørs. Foran tv-et og Mac'en var jeg eksempelvis ualmindeligt fascineret af Batman - såvel tv-serien fra 60erne som en af årets bedste film, The Dark Knight. Et par bøger blev det også til - ikke mindst Peter Øvig Knudsens eminente Blekingegadebande-murstensromaner og Alice Sebolds på én gang fortryllende og hjerteskærende The Lovely Bones. Foran tv'et gik jeg amok over de danske herrers EM-guld (det skuffende OL har jeg forlængst fortrængt) og slappede af til NFL, mens jeg tog afsked med hovedkanalernes primetime-flader og hurtigt forsøgte at undvige X Factor-hypen.

At folk gik bagover af begejstring over storfilmen Flammen og Citronen, forstod jeg heller ikke - selvom jeg havde fornøjelsen af at interviewe den sympatiske og talentfulde instruktør bag; Ole Christian Madsen. Jeg kunne til gengæld godt forstå hypen omkring marsklandswestern'en Frygtelig Lykkelig. Ikke mindst fordi min lillebror spillede med :). Nu hvor jeg er ved familiepraleriet, så fangede min papfar en rekordstor fisk - og min storebror fik en ny kæreste på krogen!

Sidst men ikke mindst fik jeg i 2008 verden at se i et helt nyt perspektiv. Dels fordi jeg for første gang i en årrække for alvor bevægede mig udenfor Danmarks grænser, men ikke mindst fordi jeg fik en skøn laseroperation, der forbedrede mit syn og gjorde mig uafhængig af irriterende briller og/eller kontaktlinser. Hvorvidt 2009 ændrer mit syn på livet, verden eller noget andet grundvoldsrystende, kan kun fremtiden vise. Umiddelbart vil det ikke gøre mig noget, hvis der ikke sker helt så meget som i 2008, men et par nytårsforsætter skal der dog til.

Først og fremmest vil jeg i 2009 således give pokker i finanskrise og fornuft i det hele taget, og så ellers bare slå mig løs. Og nå ja, se flere film... og måske forsøge at starte på mit studiets overbygning... og få mere ansvar på NEWS.. og rejse mere til udlandet... og komme i endnu bedre form... aargh - streessss (and I love it :))... godt nytår!

(P.s.: For et retrospektivt kig på året der gik hvad angår film og musik generelt, henviser jeg til de to forrige indlæg her på bloggen. Ydermere fik jeg i 2008 også rangeret de bedste film for hvert af de sidste ti år og kåret de sidste 10 års 30 bedste danske film).

Top 5 for 2008: Musik

26. Dec 2008 23:36, Søren Langelund

 Årets musik: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende top 5-opgørelser over året der gik. Som det var tilfældet med årets film, var 2008 også et godt år for musikken - i hvert fald hørt igennem mine øregange, som har gjort adskillige nye positive bekendtskaber. Selvom mange af mine favoritkunstnere holdt pladepause i år, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt så meget nyt udgivet musik som i år - ja uden at afsløre for meget, kom et af årtiets allerbedste albums sågar i 2008, hvis man spørger mig. Og nu hvor vi er i gang med superlativerne, var jeg i år utvivlsomt også til to stærke kandidater til 'Årtiets koncert'.

Nå, less talk, more walk: Her følger mine 100% subjektive Top 5'ere over Årets Album, Årets Sang, Årets Danske Album, Årets Koncert, Årets Sanger/inde og Årets Band - samt Årets Album og Årets Sang hvis man fraregner udgivelser fra 2008. Kun musik (albums/sange/koncerter) udgivet/afviklet for første gang i 2008 tæller - bortset fra 'år aside', naturligvis.


5) Lykke Li - Youth Novels
4) Kanye West - 808's And Heartbreak
3) M83 - Saturdays=Youth
2) Fleet Foxes - Fleet Foxes
1) Cut Copy - In Ghost Colours

Internationale honourable mentions (alfabetiseret): Ane Brun - Changing of the Seasons, Conor Oberst - Conor Oberst, Department of Eagles - In Ear Park, Fleet Foxes - Sun Giant (EP), Kelley Polar - I Need You to Hold on While the Sky Is Falling, Lindstrøm - Where You Go I Go Too, Portishead - Third, Sigur Ros - Með Suð í Eyrum Við Spilum Endalaust, The Raconteurs - Consolers Of The Lonely, Vampire Weekend - Vampire Weekend, Yoav - Charmed & Strange.

Årets skuffelser: Beyonce - I Am Sascha Fierce, Britney Spears - Circus, Dido - Safe Trip Home, Madonna - Hard Candy,  R.E.M. - Accelerate, Take That - The Circus, The Killers - Day & Age, TV On The Radio - Dear Science.

Årets "huh?!?!'': X Factor (sangerne såvel som alt virakken omkring programmet) og Glasvegas.

Special mention: Michael Jackson - Thriller (25th Anniversary Edition)
- - - -

5) Jørgen Leth, Mikael Simpson & Frithjof Toksvig - Min Første Forelskelse
4) Kanye West - Love Lockdown
3) M83 - Up
2) Cut Copy - Lights & Music
1) Fleet Foxes - Mykonos

Honourable mentions (alfabetiseret): Anne Linnet - Atter en dag, Aura - You Are The Reason, Conor Oberst - Lenders in the Temple, Hush - September Sky, Lykke Li - Little Bit, Michael Jackson with Akon - Wanna Be Startin' Something 2008, Nordstrøm - Perfekt, Polarkreis 18 vs. Nephew - Allein, Alene, The Raconteurs - The Switch And The Spur.

Årets guilty pleasures: Nik og Jay - Kommer igen, Paula Abdul - Dance Like There's No Tomorrow, Rihanna - Disturbia, The Benefits - Seize the Day.
- - - -

5) Anne Linnet - Anne Linnet
4) Aura - Columbine
3) Nordstrøm - Endnu en
2) Hush - Backroads
1) Jørgen Leth, Mikael Simpson & Frithjof Toksvig - Vi sidder bare her
- - - -

5) Jørgen Leth
4) Conor Oberst
3) Aura
2) Kanye West
1) Lykke Li
- - - -


5) Hush
4) The Raconteurs
3) M83
2) Fleet Foxes
1) Cut Copy
- - - -


5) Kanye West performing Love Lockdown - MTV Awards (tv)
4) Fleet Foxes performing Blue Ridge Mountains - The Late Show (tv)
3) TV-2 - TV 2's 20 års fødselsdag, Kvægtorvet
2) Cut Copy - Vega
1) Leonard Cohen - Rosenborg Slot
- - - -

ÅRETS ALBUM - år aside (musik også hørt i 2008, men ikke udgivet i 2008)
5) Dario Marianelli - Atonement
4) Burial - Untrue
3) Joy Division - Permanent / Substance
2) Cut Copy - Bright Like Neon Love
1) Leonard Cohen - The Essential
- - - -

ÅRETS SANG - år aside
5) Alphabeat - Boyfriend
4) The Shins - New Slang
3) Burial - Archangel
2) Antony and the Johnsons - Cripple and the Starfish
1) Joy Division - Love Will Tear Us Apart

Det var min liste - hermed en opfordring til jer om at svare på indlægget med jeres! Det tager noget tid at tænke hele året igennem, men det er jo også kun top 5-tid én gang om året ;-)!

Top 5 for 2008: Film

21. Dec 2008 21:10, Søren Langelund

 Årets film: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende top 5-opgørelser over året der gik - og hvad er bedre at starte med end årets film?

2008 blev i mine øjne et ret så fremragende og varierende filmår - herhjemme såvel som i udlandet.

Derfor er der i den grad blevet slagtet nogle darlings og grublet intenst over de forskellige placeringer, ligesom flere af topkandidaterne er blevet set igen og igen. Alt sammen for at det hele kunne gå op i en højere enhed i følgende Top 5’ere over Årets Film, Danske Film, Instruktør, Skuespiller/inde, Par, Scene, Manuskript, Æstetik og Musik.

Valgt efter 100% subjektive kriterier. Kun film udsendt i dansk biografdistribution i 2008 kan nævnes (repremierer tæller ikke).
5) WALL-E – Andrew Stanton
4) There Will Be Blood - Paul Thomas Anderson
3) Låt den rätte komma in (Lad den rette komme ind) – Tomas Alfredson
2) The Dark Knight – Christopher Nolan
1) Atonement (Soning) – Joe Wright
Lige uden for årets top 5:
(I alfabetisk rækkefølge) Børnehjemmet (El Orfanato), Control, Du levende, Himlens Hjärta, In Bruges,

Andre nævneværdige film: (I alfabetisk rækkefølge) Dig og Mig, Frygtelig lykkelig, Gaven, Gomorra, Happy-Go-Lucky, Horton Hears a Who, Into the Wild, Iron Man, Juno, No Country For Old Men, Once, Wanted.
Årets skuffelser: (I alfabetisk rækkefølge) 10.000 B.C., Australia, Blå Mænd, Bølgen (Die Welle), Dansen, Jumper, Kung Fu Panda, The Bucket List, Rejsen til Saturn, Righteous Kill, Semi-Pro, Sex and the City, Sweeney Todd, W.
5) …Og Det Var Danmark – Mads Kamp Thulstrup/Carsten Søsted
4) To Verdener – Niels Arden Oplev
3) Dig Og Mig – Christian E. Christiansen
2) Frygtelig Lykkelig – Henrik Ruben Genz
1) Himlens Hjärta – Simon Staho

5) Simon Staho – Himlens Hjerte
4) Tomas Alfredson - Låt den rätte komma in
3) Joe Wright - Atonement
2) Paul Thomas Anderson - There Will Be Blood
1) Christopher Nolan - The Dark Knight
5) Sam Riley - Control
4) Mikael Persbrandt - Himlens Hjärta
3) Henning Jensen - Gaven
2) Heath Ledger – The Dark Knight
1) Daniel Day-Lewis – There Will Be Blood


5) Belén Rueda - Børnehjemmet
4) Rosalinde Mynster – To Verdener
3) Lina Leandersson - Låt den rätte komma in
2) Ellen Page - Juno
1) Saoirse Ronan - Atonement
5) Sara og Teis – To Verdener
4) Guy og Girl - Once
3) Robbie og Cecilia - Atonement
2) Oskar og Eli - Låt den rätte komma in


5) Biljagten i Wanted
4) "Love will tear us apart"-montagen i Control
3) "I've abandoned my child!"-gudstjenesten fra There Will Be Blood
2) Åbningsscenen fra The Dark Knight
1) One-taket på stranden i Dunkirk fra Atonement

5) Martin McDonagh - In Bruges
4) Simon Staho og Peter Asmussen - Himlens Hjärta
3) Christopher Hampton - Atonement
2) Christopher og Jonathan Nolan - The Dark Knight
1) Andrew Stanton og Jim Reardon – WALL-E
ÅRETS ÆSTETIK (Fotografering, klip, effekter m.v.)
5) Stephen Scott og Elli Griff for at designe og lave kulisser til Hellboy II - The Golden Army
4) Robert Elswit, Jack Fisk og David Crank for at filme, designe og lave kulisser til There Will Be Blood
3) Wally Pfister og Lee Smith for at filme og klippe The Dark Knight
2) Seamus McGarvey for at filme Atonement
1) Martin Ruhe for at filme Control
5) Mikael Simpson - Gaven
4) James Newton Howard og Hans Zimmer - The Dark Knight
3) Jonny Greenwood - There Will Be Blood
2) Glen Hansard og Markéta Irglová - Once
1) Dario Marianelli – Atonement
Således min liste for i år - hermed en opfordring til jer om at svare på indlægget med jeres! Det tager noget tid at tænke hele året igennem, men det er jo også kun top 5-tid én gang om året ;-)!

Storslået skuffelse

19. Dec 2008 12:22, Søren Langelund

 Australia: Få instruktører har med så få værker ramt - og præget - tidsånden så kraftigt, som australske Baz Luhrmann. Efter gennembruddet i 1992 med Strictly Ballroom livede han i 1996 med ufiltrerede følelser og 90’er-popånd, der nærmest var MTV værdig, gevaldigt op i Shakespeares Romeo og Julie, og i 2001 tilførte hans ekstravagante pragtstykke Moulin Rouge! musicalgenren en kolorit og energiindsprøjtning af en anden verden. Luhrmann anno 2008 er stadig fortabt i kærlighedsfortællingen, men det kan måske overraske, at han med Australia har kastet sig ud i en fortælleform, der mere peger bagud end fremad. Ja, som nærmest er en pastiche på klassisk-episke Hollywood-helaftensfilm som Borte med Blæsten. For første gang synes Luhrmann at have mistet evnen til at kombinere det eventyrlige og melodramatiske med det nytænkende og fængslende.

Kærlighed og kvæg
Ambitionsniveauet fejler vanen tro intet. Fortællingen om krig, kærlighed og kvæg i slut-30ernes og start-40ernes Australien er dog både struktureret for gammeldags og eksekveret nærmest demonstrativt forudsigeligt. Samtlige figurer er skåret ud i pap og bøjet i neon - fra Nicole Kidmans britiske hovskisnovski-aristokrat, der ved mødet med den australske vildmark pludselig bliver en frigjort, moderne kvinde, til Hugh Jackmans testosterondrevne cowboy, der under det hårde ydre blot beskytter sit hjerte fra på ny at blive såret. De kunne ikke være længere fra hinanden, men skal alligevel naturligvis have hinanden - koste hvad det vil.
Luhrmann trives bedst med karikerede karakterer, men hvor man med glæde ville gå med Romeo og Julie i døden eller opgive sin sikre småborgertilværelse for en bohemeaften i selskab med Christian og Santine i det promiskuøse Moulin Rouge, mangler Australia i dén grad kemi mellem sine hovedpersoner. Såvel Kidman som Jackman er professionelle nok til aldrig at tabe deres figurer af syne, men sammen slår de for få gnister til at træde ind i filmhistorien som et elskende par af Guds nåde. Hermed udhules hele filmoplevelsens præmis.

Aboriginal fra Helvede
Det største irritationsmoment er dog en lille, forældreløs aboriginal-dreng, som, foruden at være filmens fortæller, reelt er historiens emotionelle anker og omdrejningspunkt. Selv for Luhrmann er dette forsøg på at skyde genvej til hjertekulen søgt og under lavmålet, og knægtens replikker er lige så klamme, som hans Disney-dådyrøjne er puttenuttede. Når man allerede efter få minutter bliver irriteret over hans magiske heksedoktor-pladder – som når han mener, han kan synge Nicole Kidmans moderkærlighed til sig eller stoppe en kæmpe flok køer i fuld firspring ved at lukke øjnene og vrøvle nogle stammevers - føles en spilletid på tre timer sine steder decideret ubærlig. Til sammenligning virker filmens ufrivilligt komiske og identitetsløse skurk - David Wenhams konkurrerende kvægavler - nærmest som Laurence Oliviers Hamlet.

Pompøst pragtstykke
Hvad Australia mangler i fortælling og figurgalleri, har den til gengæld i overflod af eksemplariske skildringer af Australiens glansbilledlige natur. Aldrig synes Luhrmann i tvivl om, hvordan han skaffer det mest dynamiske og skønne billede, og finder man den mindste nydelse i æstetik i sin reneste form, kan man roligt indløse billet til filmen alene på dét grundlag. Den overraskende humoristiske og tempofyldte første del er som slapstick-epos bestemt heller ikke kedelig, og selv når selvhøjtideligheden tager over, kan man ane instruktørens indædte lyst til på ny at forføre sit publikum. Derfor er der langt fra tale om et makværk af Pearl Harbor-ske dimensioner.
Havde man ligesom undertegnede anmelder forventninger om et nyt skelsættende værk fra Luhrmanns hænder, bliver man dog slemt skuffet over Australia, der som pragtstykke slet og ret mangler prægnans. ”Det allervigtigste i livet er at skabe og fortælle sin historie”, lyder én de mange lommefilosofiske betragtninger. Det er synd, filmen ikke følger sin egen opfordring.

On rotation vol. 25 (Kanye West - 808's And Heartbreak)

14. Dec 2008 18:41, Søren Langelund

 808's And Heartbreak: Hip-hop er så godt som den eneste genre, min ellers ret brede musiksmag konsekvent styrer uden om. Måske fordi jeg synes, det som oftest er mere støj end musik, mere selvfed ego-boosting end prægnant poesi. Men ingen regel uden undtagelser, og i de senere år har jeg udviklet et ømt punkt for Kanye West. Det startede i det små med irriterende ørehængere som Through The Wire fra debutpladen College Dropout og Golddigger fra efterfølgeren Late Registration, men udviklede sig til mere, da jeg for alvor lyttede til Jesus Walks og overgav mig til den spændstige produktion af f.eks. Stronger.

Sidstnævnte er fra Graduation-pladen fra 2007, som jeg hidtil har syntes var Kanyes bedste udgivelse. Efter i ugevis ikke at have kunnet lytte til andet end hans seneste 808's and Heartbreak, kan jeg dog ikke komme uden om, at min yndlingsrapper er blevet endnu bedre. Også selvom der ikke er meget rap at spore på den nye plade. Eller måske netop præcist derfor? Uden at have verdens største vokal springer Kanye ud på det dybe vand som decideret sanger, og det virker overraskende uafrysteligt.

Mens de fleste af hans kolleger har travlt med at puste sig op med håndtegn, overfladeattitude og tekstuniverser i bedste fald præget af klicheer, har Kanye forfattet 12 ualmindeligt personligt sange uden skygge af glitter eller selviscenesættelse. Temaet er den ulykkelige kærlighed, og som så mange før ham er det også i smerten, at Kanye West finder sit pt. mest oprigtige udtryk. Der skrælles helt ind under huden allerede i andet nummer, når han i Welcome to Heartbreak synger "My friend showed me pictures of his kids, and all I could show him were pictures of my cribs. He said his daughter got a brand-new report card. All I got was a brand-new sportscar". Banalt? Måske. Men også meget rammende og nemt at forholde sig til.

Som en ulykkelig teenager synger Kanye om hjerteløse kvinder og den nu uopnåelige kærlighed, og for hvert gennemlyt får man mere og mere ondt af ham. Den stakkels rige popstjerne som burde have det hele, og alligevel er lige så sårbar som alle os andre. Ligesom selvsamme sange som i deres næsten for lækkert producerede vellyd først prællede af på overfladen af øregangene, pludseligt når helt ind i hjertekulen. 808s and Heartbreak er smertende vellyd fra start til slut, og supersinglen Love Lockdown er kun én af adskillige hits, man hverken kan eller ønsker at få ud af hovedet igen.

Bagger-sagen - den perfekte fødselsdagsgave

7. Dec 2008 23:52, Søren Langelund

 NEWS 2 år: Mandag den 1. december var på alle måder en stor dag for NEWS. Ikke nok med at vi havde 2 års fødselsdag - vi fik også den perfekte gave. Fra morgenstunden var vi i en eksklusiv Breaking, da vores udsendte Rasmus Tantholdt ombord på krigsskibet Absalon i Aden-bugten kunne fortælle, hvordan det danske skib havde ledet en aktion mod pirater, der havde forsøgt at kapre et krydstogtskib med over 1000 mennesker ombord. Men det skulle blive meget, meget bedre.

Lidt over klokken otte kom vores ikke just adrætte finansredaktør Ole Krohn i fuld firspring tonsende ned på redaktionen, som var Wall Street krakket påny. I disse finanskrisetider plejer det at betyde én ting: En kæmpehistorie, vi kan komme først med. Og jeg skal da lige love for, at Ole havde en historie med. Halvforpustet blev der fremstammet noget med et krak i en it-virksomhed, ikke alle på redaktionsgangen var på fornavn med. Og så var der også noget med en direktør, der måske havde svindlet for hundredvis af millioner og nu var meldt savnet til Interpol.

Miseren lød næsten for absurd til at være sand, men vi skyndte os at gå i Breaking og få historien ud. Som de første, naturligvis. Her en god uge senere er det i samtlige danske medier stadig Stein Bagger-skandalen, der præger dagsordenen. Som Krohn - stadig med pulsen oppe - kunne fortælle NEWS-seerne mandag morgen, var der tale om den største danske erhvervsskandale siden Nordisk Fjer-krakket i 1991, og hurtigt fik historien ualmindeligt mange tilgangsvinkler: Hvem vidste hvad? Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Hvilke finansielle såvel som politiske konsekvenser får det? Hvor gemmer manden som tilsyneladende har svindlet for over 1,2 mia. kroner sig - og ja, hvad gør Bjarne Riis uden en hovedsponsor fra nytår? En kæmpe kriminal- OG finanshistorie som selv sætter dagsordenen i sportsblokken med sin ualmindeligt høje fascinationskraft for os alle sammen. På alle måder en perfekt fødselsdagsgave.

Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at komme så bredt omkring og dybt ned i Bagger-sagen som muligt, og sent i aftes kunne vi så - igen som de første, naturligvis - fortælle, at Bagger havde meldt sig selv til politiet i Californien. En stærk afrunding på en bemærkelsesværdig nyhedsuge, hvor det er min klare forventning, at vi satte endnu en seerrekord. Og lad mig da lige med fødselsdagen in mente prale lidt: Vi startede med ca. 300.000 ugentlige seere og runder nu - håber jeg :) - 1,5 mio. ugentlige seere, der i snit ser med i over en halv time. Ikke ringe for en lille nichekanal, som kan ses af ca. 40% af befolkningen.

Og mon ikke det også bliver en ganske god uge, vi nu går ind i nu? I hvert fald fortsætter Bagger-skandalen i en rum tid endnu. Om et par dage bliver han formentlig udleveret til Danmark, og så venter vi alle sammen på den efterfølgende retssag og - ikke mindst - en forklaring. NEWS følger naturligvis sagen indgående nat og dag - som vi har gjort det indtil videre. Lad mig i den forbindelse lige slutte med et citat fra Politiken i torsdags, vi morede os meget over på redaktionen:

 ”Jeg fandt først ud af, at vi var gået konkurs, mandag morgen på vej til arbejde, da min mor ringede. Hun ser nemlig TV 2 NEWS”. Citat: Agge Kempff-Andersen, Softwareudvikler i IT Factory.

10 ting jeg ikke vidste om London

29. Nov 2008 19:31, Søren Langelund

 Top 10: Med en kær kollega drog jeg i denne uge på en kort tur til London. Foruden at opleve de klassiske turistmål - samt en eksklusiv udflugt til SKY NEWS (slurp!) - blev jeg også kende klogere på byen og dens indbyggere. Derfor denne top 10 over ting jeg ikke vidste om London, før jeg drog dertil:

1) Glem diverse fordomme - der er ret så mange smukke piger i London!

2) En liter smoothie koster mindre end en lille 33cl flaske herhjemme. Til gengæld koster én billet til en helt almindelig biograffilm 165 kroner!!

3) Det kan meget vel være, at London har flere indbyggere end hele Danmark, men den føles alligevel ret hyggelig og intim, ja sågar lille, af en storby at være. Måske fordi den består af mange homogene kvarterer, som nemt glider over i hinanden.

4) Det er svært at opdrive skrald i gadebilledet - selv i byens undergrundsbane - og endnu sværere at opdrive en skraldspand! Ved ikke helt, hvor beboerne gør af deres skrald?

5) Kylling synes at være hofspisen. Der er (umiddelbart) flere KFC'ere end McDonald's-restauranter, og lige meget om man bestiller junkfood eller lader blikket falde over et finere spisesteds menukort, er hovedingrediensen kylling, kylling og mere kylling.

6) Mind the gap!

7) Alle de store turistattraktioner er badet i meget - og smukt - lys. Næppe miljøbesparende, men i den grad indbydende. Kunne København lære meget af.

8) At dømme ud fra antallet af reklamer for musicals i gadebilledet, skulle man tro London var Broadway og udelukkende ernærede sig som musical-by.

9) Selvom Läkerol-reklamerne foregår i London (eller i hvert fald ser sådan ud), er Läkerol ikke britisk - ja, man kan tilsyneladende sågar ikke opdrive én eneste pakke (eeeps!!) i byen.

10) Selv på grå novemberdage bliver man overalt modtaget med venligt sind, store smil og behjælpsomhed. Lidt svært at forholde sig til som dansker!

On rotation vol. 24 (Jørgen Leth, Mikael Simpson, Frithjof Toksvig - Vi Sidder Bare Her)

23. Nov 2008 00:59, Søren Langelund

 Vi Sidder Bare Her: “Jeg kan godt lide, når en kvinde ser mig direkte i øjet, og man bare ved, der ikke er nogen vej tilbage”. Ordene er Jørgen Leths tilbage i 2005, da levemanden, poeten, forfatteren og filminstruktøren m.v. svarede mig på et spørgsmål, jeg fik lov til at stille som led i en pr-event ved udgivelsen af selvbiografien Det Uperfekte Menneske. Et par dage senere rullede skandalen, som mange nok husker, fordi Leth var så fræk at beskrive, hvordan han - selv som en halvgammel herre - var glad for kvinder(!).

Dét kunne jeg nu godt have fortalt den kulørte presse, eftersom mit spørgsmål lød, hvad Leth - som en kender på området - satte mest pris på i mødet med en kvinde. Jeg fik et direkte svar, der virkede ærligt og på én gang indeholdte tyngde og ømhed. Lidt tilsvarende tilfredsstillende er albummet Vi Sidder Bare Her, som Leth netop har udgivet sammen med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig. Genren er en form for musikalsk spoken word - en spontan montage af Leths poesi og Simpsons og Toksvigs toner.

Teksterne til de forskellige numre var ikke indstuderet eller forberedt på forhånd, ligesom de blev optaget på vidt forskellige steder på kloden. Her voksede de ud fra lange, intime samtaler mellem de tre herrer om alt fra venskab og dans over kreativitet, tænking  - og kvinder, naturligvis! Leths forførende fortællinger fra et hverdagsliv i overhalingsbanen blev efterfølgende støttet op og forstærket af jazzede electronica-toner, hvor luftige trompeter, afdæmpede trommer og sirlige beats er med til opbygge en næsten hellig stemning, hvor tiden står stille.

Vi Sidder Bare Her er et ualmindeligt behageligt album, fyldt med vellyd og øm, stærk poesi, der virker gennemtænkt og alligevel ikke indstuderet. Man lytter virkelig til og bliver berørt af Leth, som også igen-igen nyder godt af at være indehaver af den mest behagelige stemme af nulevende danskere (nu hvor Thomas Winding ikke er mere). Leth inviterer med egne ord "sprogets mindste grå ord indenfor og holder en fest for dem”, og dét at det ikke er færdige digte, han blot resiterer, virker til at øge hans fokusering.

Som når han i Månen Som Lysmester betragter månens skønhed fra en terrasse på Mallorca, så man kan se stjernehimlen funkle på ens nethinde. Eller når han i Min Første Forelskelse hudløst ærligt og præcist tager os med på en rejse til den fornægtede kærligheds begyndelse, hvor man kun har forelskelsen selv, og "kun kan se - ikke røre". At betragte sin første store kærlighed fra afstand er godt nok - mener Leth - lig med knugende smerte, men i det urealiserede håb ligger også en form for renselse, som giver uskyld med i bagagen til senere i livet. ... Til når man ser i øjnene på kvinden ude i fremtiden, og ved, der ingen vej er tilbage, måske?...

Enjoyment vs. gratification

14. Nov 2008 13:43, Søren Langelund

Visdom: For en time siden var jeg på Fisketorvet for at købe ind (og søge ly fra regnen). Som sædvanlig tog jeg en god snak med en ven, der ejer JuiceMania på 2. sal (byens bedste juicebar btw!), og som sædvanlig var det mere end almindeligt underholdende. Han er fra Venezuela og ligner en rigtig latino charmetrold, men voksede op i England, hvor han blev student fra Harvard. Efter at have fungeret som rig bankchef i Miami, tog han til Danmark med familien fra den ene dag til den anden for at hjælpe en ven i nød. 6 år senere er han her stadigvæk, som altid med humøret højt og en umiskendelig gadedrengskådhed lidt a la Robert De Niros. 

Inden jeg måtte gå nåede jeg at beklage over for ham, at jeg selvom jeg elskede mit arbejde, var det også krævende og en kende hårdt from time to time. Jeg glædede mig til at komme til Jylland på juleferie om en god måneds tid. Til det svarede han med en lille lommefilosofisk bemærkning, som fra alle andre havde virket cheesy på mig, men fra hans smilende mundvige og funklende, brune øjne virkede som dén større sandhed, jeg just havde brug for på denne regnvejrsdag før endnu en working weekend:

"You know what Søren, there's a big difference between simple enjoyment and true gratification. Let me paint you a picture: When a mountain climber spends weeks getting up the stupid mountain he's not enjoying himslef, but he's damn well gratified when he gets to the top. On the other hand the same man is oh-so enjoying himself on his vacation the next year on Bahamas, having drinks and getting tanned and so on. But at the end of the road it's the gratifications that counts.

It's the mountain climb he'll remember when he's 80 years old, and about to share his greatest moments with his grandchildren. That's what he'll be proud of, that's what says more about him and the journey he's been on. So go home to your mom and enjoy yourself for christmas, but don't whine about having a gratifying job waiting for you everyday".

Amen. Og god weekend!

Hævntørst varer evigt

7. Nov 2008 09:52, Søren Langelund

 Anmeldelse: Det er kun få timer siden, smukke Vesper Lynd led druknedøden under Venedigs flydende gader. Fokus er klart for den brutale bulldog Bond: Svaret skal findes – blev han forrådt af sin elskede? Og hævnen kan kun komme for langsomt.

Den 22. 'officielle' 007-film starter præcist, hvor Casino Royale slap – og med pulsen lige så højt oppe. Efter en hæsblæsende biljagt og en virtuos introsekvens er første offer for Bonds vrede Jesper Christensens Mr. White, men han er naturligvis kun én edderkop i et meget omfattende spind. Med pligten som emotionelt skjold og adrenalinen som motor kaster den nyudklækkede superagent sig ud i sin første fuldvoksne manddomsprøve.

Manglende elegance
Quantum of Solace er på overfladen en tilbagevenden til klassiske Bond-dyder: Et lidt for kringlet plot med en magtsyg global organisation i centrum og anført af en frontfigur (her Dominic Greene portrætteret af Mathieu Amalric) med dybt nederdrægtige planer, som kun agent 007 tilsyneladende kan forpurre. Men ved nærmere eftersyn er lighederne alligevel få. For få.
Helten hedder stadigvæk James Bond, er stadig iført Omega og Armani fra top til tå, og scorer som altid fyrige femme fatales, mens han bevæger sig på kanten af reglementet. Men hvis ikke Monty Normans ikonografiske musiktema satte ind i de afsluttende rulletekster, kunne man nemt forledes til at tro, at man blot havde været vidne til et hvilket som helst actionbrag fra det hollywoodske samlebånd. Ægte aficionados vil vrisse over de manglende klassiske oneliners som "Bond, James Bond" og de obligatoriske vodka martinier "shaken, not stirred". Endnu værre dog er slet og ret manglen på klasse. Følelsen af ærkebritisk elegance og gentleman per excellence, der mere end noget andet har fået os til at tilgive og i nogle tilfælde decideret omfavne Bond-seriens skønhedsfejl, er så godt som pist væk.

For kold og selvhøjtidelig
I Casino Royale overvældedes vi af Daniel Craigs mere kantede og temperamentsfulde fortolkning af den elskede agent med licens til at dræbe. Men mest fordi det var interessant at opleve 007 som uslebet diamant. Nu er kanterne imidlertid slebet til, og tilbage står en Bond så hård og rå, at han er svær at komme helt tæt på. Aldrig har han været så kold. En naturlig reaktion på at have mistet sin elskede? Måske. Det begrunder dog ikke i sig selv et antal ansigtsudtryk og en besjæling så begrænset, at selv RoboCop ville synes varmere. Uden kække bemærkninger og humoristisk overskud tenderer Quantum of Solace visse steder to timers humørforladt, selvhøjtideligt ramasjang.

Til lands, til vands og i luften
Skuffelsen over at det ikke er lykkedes at få de interessante frø fra Casino Royale til at spire med megen Bond-ånd in mente, skal dog ikke fratage filmen kredit for netop ovennævnte ramasjang. Det intense tempo er så højt og de forrygende action-sekvenser så velorkestrerede af stuntmesteren Dan Bradley, at man nemt tilgiver ham at genbruge sin hustags-forfølgelsessekvens fra The Bourne Ultimatum. Biljagt fører til kampduel, der leder over i ny biljagt. Motorcykelsekvilibrisme udvikler sig til et bådrace, som lidt senere forsøges overgået af en flyfejde og en afsluttende eksplosionsbrand. Der er tilsyneladende ikke noget, Bond ikke kan håndtere, om end uhyggeligt sammenbidte og hårdføre Daniel Craig heller ikke ligner én, der er kommet sovende til jobbet. Mere end nogen tidligere i rollen tror man på hans overnaturlige evner og overlevelsesinstinkt.

Mod og mangelfuld smerte
Selvom hjertet banker løs, bliver det dog aldrig rigtigt pirket åben. Instruktør Marc Forster (Finding Neverland, Monster's Ball) forsøger, men sat op imod de skyhøje forventninger når han sjældent ind, hvor det virkelig gør ondt. Det er stærkt beundringsværdigt, at den megen action afvikles så fermt, lige som den etableres på en overraskende politisk sprængfarlig baggrund med lussinger til de vestlige stormagter USA og Storbritanniens magtarrogance. Det efterlader dog ikke megen plads til hverken forgængerens emotionelle dybde eller underspillede intelligens.
Quantum of Solace er langt fra et fejlskud, og gøder oven i købet udmærket jorden for sin uundgåelige efterfølger. Men selv en superagent med en genoplivet franchise er ikke usårlig, og fans af de gamle Sean Connery-klassikeres charme vil føle sig på fremmed grund i et univers, hvor det er hævntørsten og ikke diamanterne, der varer evigt.

Præsident Obama

4. Nov 2008 01:21, Søren Langelund

 Valg i USA: De læste det her først - over et døgn før stemmerne er talt op i Guds eget land: Den næste leder af den frie verden og De Forenede Staters 44. præsident bliver Demokraternes senator fra Illinois, Barack Obama. Verdenshistoriens første sorte præsident i Det Hvide Hus. Et ungt, frisk pust, der forhåbentlig har bare tilnærmelsesvist så meget politisk tæft, som han har retorisk begavelse. Han er for stor et fænomen og har for meget medvind i både medier og meningsmålinger til, at jeg godt tør fjerne enhver spænding, før valget egentlig er gået reelt igang. Han kan simpelt hen ikke tabe til Republikanernes John McCain.

"Men er du ikke bare så skråsikker, fordi du selv ville stemme på Obama?" Jo, måske lidt. I Europa ville over 80% af vælgerne sætte kryds ved Obama frem for McCain, og når man tænker et par minutter over, hvor mange decideret tragiske beslutninger Præsident Bush har foretaget i sin embedsperiode, så er det måske lidt overraskende, at Demokraterne ikke har endnu større tilslutning, end der reelt er tale om? De har flertal i Kongressen, og Obama har ifølge meningsmålinger omkring 50% af stemmerne mod McCains 42%, men det skal altså sammenlignes med, at kun omkring 30% af befolkningen pt. støtter op om Bush, som bekendt er Republikaner (til McCains store fortrydelse). At McCain har valgt verdenshistoriens måske mest irriterende kvinde som sin følgesvend, gør ikke min forundring over hans forholdsvis store vælgertilslutning mindre, men mon ikke at dele af forklaringen skal findes i mange af de forstokkede sydstater og andre yderområder. Og fred være med det.

Men selvom resultatet altså efter min bedste overbevisning er givet på forhånd, så vil vi på NEWS og TV 2 NYHEDERNE naturligvis gøre, hvad vi kan for at give jer seere en så upartisk og spændende valgdækning som muligt. Lige meget hvad er det altid noget særligt når USA's - og dermed hele den vestlige verdens - fremtid bliver fastlagt for de næste fire år, og det bliver historiske billeder, der kommer til at pryde tv-skærmene natten til onsdag dansk tid. Enten af en af USA's yngste og mest celebre nyvalgte præsidenter nogensinde - som tilmed er sort! - eller af den ældste vinder af et amerikansk præsidentvalg nogensinde, som endnu engang kom fra baghjul og overraskede alt og alle. Ikke mindst undertegnede.

Vi har vores live-reportere, værter, redaktioner og produktionshold klar i absolut topform, og via en samsending mellem NYHEDERNE og NEWS forsøger vi at få så mange tilgangsvinkler og opdateringer som overhovedet muligt. Det går løs fra kl. 23:00, og jeg har fået lov til at lege med som on air-redaktør på NEWS hele natten. Det skal nok blive intenst, kaotisk - men også flot, forrygende og ikke mindst sjovt. Forhåbentlig også for jer bag skærmene!...

On rotation vol. 23 (Hush - Backroads)

28. Oct 2008 00:45, Søren Langelund

 Backroads: En solbeskinnet majdag tilbage i det herrens år 2006 blev denne blogs mødom taget med et indlæg om en dansk duos skønne debutplade, A Lifetime. Efter den noget skuffende og for glatte opfølger, For All The Right Reasons, er Hush toethalvt år senere nu tilbage i min musikalske bevidsthed med album #3 kaldet Backroads.

Denne gang er det meste af sangene indspillet og produceret på den anden side af atlanten i Los Angeles, og afstanden til de hjemlige rutiner og horisonter synes at have givet bandet ny energi og inspiration.

Vellyden er i hvert fald genfundet i mere end én forstand, og Hush er gået tilbage til den nærgående, vedkommende country/folk-inspirerede pop, som gjorde A Lifetime til et så behageligt bekendtskab. I både tekst- og melodiunivers må det for polerede og pæne, der havde overtaget for meget af For All The Right Reasons, vige, og i albummets smittende og sine steder decideret jagende sange synes hovedtemaet i stedet at være bitter længsel. Efter den fortabte hjemstavn, en forløsning på  barndoms trængsler eller slet og ret den store, svære kærlighed.

I det umiddelbare højdepunkt September Sky vises en poetisk sårbarhed, mens det i single-mulighederne Life is Hell og Where the Sky Meets the Sea er mere lige på hårdt, men begge metoder har hver deres charmer. Selvom det aldrig bliver meterdybt eller skelsættende originalt, viser Hush igen, hvor simpelt og smukt, country også kan være. Ved kort og godt at ramme den gode melodi gang på gang. Som altid er der ingen kartoffeldansk accent over Dorthe Gerlachs mediterende alfevokal (modsat mange andre talentfulde danske sangerinder – ja, Tina Dickow, jeg kigger på dig!), og hun støttes fornemt op af Michael Hartmanns fejlfrie instrumentalisering.

Sammen synes de at have modnet - både som orkester og kunstnere, og selvom det i den afsluttende Don’t Step on Me lyder, at ”Every soul bleeds the same - Every song fades away” er der en langtidsholdbar aura over Backroads, både hvad angår enkeltsange og helhed.

Brormands stjernestund

25. Oct 2008 10:30, Søren Langelund

 Frygtelig Lykkelig: I den forgangne uge fik jeg besøg af min lillebror, som i en alder af blot 13 år skulle til noget, jeg aldrig har prøvet: En stor gallepremiere. Misundelig? Jooeh, men også ualmindeligt stolt. Anledningen er filmen Frygtelig Lykkelig, som har brormand i en lille, men bestemt bemærkelsesværdig rolle. Ud fra hans beskrivelse af oplevelserne omkring optagelserne, var hele holdet utroligt søde ved ham, og instruktøren har da også allerede lovet ham et praktikophold nogle år ude i fremtiden. Ikke en dårlig mulighed for at komme endnu tættere på den ellers meget lukkede filmbranche, som jeg i den alder personligt ville have gjort alt for at kunne infiltrere.

Hvis filminstruktørdrømmen imidlertid går samme vej som storebrors, så er der i knægten også gemt et stort skuespiltalent - mener ihvertfald medspillerne Jakob Cedergren og Kim Bodnia! Vel ikke det værste skudsmål at få fra så prominente herrer? Den store gallaaften forløb vist også ganske udmærket. Listen af spottede kendisser var i hvert fald alen lang, og igen havde såvel instruktør som medspillere vist ham skønt med opmærksomhed :-).

Og selve filmen? Tjoeh, den er såmænd af adskillige anmeldere blevet udråbt til årets bedste danske af slagsen. Bl.a. er vel nok landets mest respekterede anmelder, Politikens Kim Skotte, ikke i tvivl om dét prædikat. Jeg selv fik også fornøjelsen af at anmelde, og det er svært ikke at give den gode Skotte ret. Jeg slutter således min anmeldelse på følgende vis: "Frygtelig Lykkelig er til trods for sin nærmest Coen'ske sarkasme og underspillede lune en barsk film, men det lykkes til fulde instruktør Genz at realisere og kombinere både det humoristiske og fortvivlende. I en sådan grad, at tragikomikkens brod nager i baghovedet længe efter rulleteksternes ophør og man med rette overvejer, hvorvidt dette kunne være årets mest mindeværdige danske film."

Anmeldelsen kan læses i sin fulde længde lige her. ... og bare rolig - jeg praler ikke yderligere af brormand dér ;-)!...

Sejr ved EF-retten - og hvad så nu?

22. Oct 2008 17:32, Søren Langelund

 Brugerbetaling?: Klokken var 9:36, da nyhedschefen ringede ind på redaktionen. Vi var klar til at gå i breaking, men vi vidste endnu ikke, om vi var købt eller solgt. Om TV 2 efter tyve år på toppen mere eller mindre havde fået dødsstødet, eller der stadig var håb forude. Heldigvis var det en glad chef i den anden ende af røret. TV 2 havde vundet retssagen ved EF-domstolen, der slog fast, at det var forkert at stationen blev pålagt at betale over en milliard kroner tilbage til staten for nogle år siden. Vi får ikke nogen penge tilbage, men i det mindste bliver vores trængte økonomi heller ikke værre. Et lille lys i mørket.

Spørgsmålet er bare, hvad der nu skal ske med TV 2. Det vrimler med mere eller mindre gode bud i medierne og i offentligheden. Nogle (særligt Venstre-politikere) mener, at stationen nu nemmere kan sælges uden EF-domme hængende truende over sig. Andre påpeger, der skal licens eller brugerbetaling til, før TV 2 realistisk set kan konkurrere og løbe rundt på lang sigt. Og man må give skeptikerne, at de har en pointe. Pt. skal kanalen levere moderne public service i højeste kvalitet - uden én øre i licens (DR får adskillige milliarder ÅRLIGT!) - og samtlige indtægter skal komme fra et trængt reklamemarked. Tilmed på mindre konkurrencedygtige vilkår sammenlignet med TV3 m.fl., som må gøre med reklamerne, som det passer dem.

I dag er TV 2 tvunget til at afbryde Vild med Dans m.v. af Weekend-vejret for at få programmet til at køre rundt med ekstra reklamer - en ikke just smooth løsning. Et andet eksempel er Tour De France-etaperne i sommers, der alle dage gik af til nyheder kl. 15:54 for så at gå på ligegyldige 16-Nyheder, reklamer igen, og så tilbage på etapen kl. ca. 16:14 - en pause fra løbet på tyve minutter, der ville være maks fem, hvis man bare kunne gå "frit" på reklamer. Reklamer er dermed ikke altid det onde, man vil gøre dem til. Nogle gange giver de faktisk god mening planlægningsmæssigt. Og så betaler de altså festen, og det er nu engang rarest for alle, hvis man frit kan håndtere ens indtægtsmuligheder. Jeg behøver vel ikke påpege, at jeg går ind for, at TV 2 får lige muligheder for at konkurrere med de andre kanaler herhjemme. Andet er simpelt hen ikke fair. Og slet ikke når det digitale sendenet snart giver mange flere kanaler for at komme ud til hele landet, så TV 2 lige pludselig får langt sværere ved at holde på seerne.

Frie muligheder er dog næppe nok. Medieforsker Frands Mortensen har en pointe i, at TV 2 har brug for en mere fast indkomst, hvis ikke kanalen skal gå neden om hjem på lang sigt. Mortensen mener, regeringen bør indrømme, at det var en fejl at sætte kanalen til salg og i stedet genindføre det beskedne licensbeløb, som kanalen fik indtil 2004. Personligt tror jeg ikke, det er nogen realitisk mulighed dog. Til gengæld tror - og håber - jeg på, at det bliver muligt at opkræve en månedlig betaling for TV 2 - a la de kanaler i kabelpakken, som de fleste danskere allerede betaler for. En tyver per husstand per måned ville betyde 600-700 mio. årligt i kassen, og dét sammenholdt med indtjening fra nichekanalerne som NEWS (der giver overskud, vil jeg gerne indskyde :-))!, er vel det mest holdbare. Og vil danskerne ikke også gerne betale en tyver om måneden for den mest sete kanal over hovedet?

EF-sejr eller ej bliver det ihvertfald spændende at følge udviklingen den kommende tid. Kan vi betale statslånet tilbage? Finder ledelsen den gyldne strategi? Træder politikerne til og tager ansvar? Bliver kanalen mod alle odds solgt til f.eks. TDC? Skal flere fyringsrunder hives frem? Findes TV 2 om et år eller fem - og hvis ja, i hvilken udformning? Personligt er jeg stadig ualmindeligt glad for mit job, og eftersom vi på NEWS nyder både seermæssig og økonomisk succes, er det svært ikke at være lidt optimistisk på hele husets vegne. Lad det bare smitte af på Kvægtorvets karma!...

Holy kitschomania, Batman!

14. Oct 2008 23:09, Søren Langelund

 Batman-tv-serien: I en tid hvor de færreste kan se andre end Christian Bale som den kappeklædte hævner, og The Dark Knight stadig hører til årets bedste filmoplevelser for mange af os, kan det unægteligt være nemt at glemme, hvor fladpandet og helt ubegribeligt morsom Batman også kan være.

Her tænker jeg naturligvis ikke mindst på den amerikanske tv-serie fra 60erne, blot kaldet Batman, hvor træmanden Adam West agerer Gothams frelsende flagermus, i hvad der ligner nattøj mere end et superheltekostume. Godt bakket op af den tro følgesvend Robin - her ofte tituleret Boy Wonder! - i Burt Wards selvsmageligt dydige og enerverende energiske skikkelse.

De to excellerer i kunsten at gøre The Dynamic Duo så tegneserieagtig og håbløst utroværdig, at lattermusklerne under en tyveminutters episode konstant er på overarbejde. Hvorfor sige replikker på naturlig vis, når man bastant kan udbryde den mindste ytring, som var det deklareringen af Tysklands overgivelse i 1945? Om West, Ward og co. dengang tog sig selv seriøst, er svært at tro, selvom West gentagne gange har slået fast, at de bestemt ikke sigtede efter laveste fællesnævner. Måske det er denne naive tiltro til egne evner, der ligefrem er en af grundene til, at serien her over 40 år senere stadig holder 100%? 

Et skrabet budget og en på alle måder billig produktion må have tvunget producerne til at bruge den mindste lysende diode til at agere selvtænkende computer, og selv ikke MagGyver får så latterligt meget ud af så lidt, som det her er tilfældet. På samme kommer enkeltelementer så meget i centrum, at deres ikonografiske status stadig er uomtvistelig. Tænk f.eks. på den røde, selvlysende telefon, som Politichef Gordon med lårklaskende ærefrygt benytter for at tilkalde The Caped Crusader, eller de to bat-poles som duoen glider ned af i civil for på uforklarlig vis at lande i fuld heltepåklædning i Bat-hulen få sekunder senere. Rent guld, intet mindre. Ligeså forholder det sig med Batmans hjælperemedier - fra shark-repellent bat-spray til termo-underhylere, der kan modstå selv 100 graders frost - som altid er belejligt i nærheden for den fascistoidt velforberedte helt.

Udødeliggjort er Neal Heftis musiktema ("bada-bada-bada-bada-baaaatmaaan") naturligvis også - og med god grund. I det hele taget er den animerede introsekvens, hvor der uddeles "KAPOW"ere perfekt timet til musikken, i sig selv nok til at tage et gensyn med serien. Sjovt er det også at nyde de mere eller mindre kendte birolleskuespillere (specielt skurkene). Foruden ultrakorte cameos fra superstjerner som Frank Sinatra optræder Oscar-nominerede og respekterede skuespillere som Anne Baxter, Burgess Meredith, Roddy McDowall, Eli Wallach m.fl., ligesom koryfæer som Joe E. Tata (Peach Pit-ejeren Nat i Beverly Hills 90210), Joan Collins, Vincent Price og sågar Bruce Lee er at finde.

Personligt er jeg dog allermest vild med manuskriptets uendelige strøm af 'quotable' dialoger, man kan høre igen og igen uden at blive mindre imponeret over deres mangel på logik eller mening. Og det er med et godt eksempel på netop præcist disse, at jeg vil slutte hyldesten til en af de tv-serier, jeg utvivlsomt ville tage med mig på den berømte øde ø, hvis der skulle vælges kun en lille håndfuld:

Batman og Robin diskuterer med politiet, hvilken superskurk der står bag eksplosionen af en lystyacht tidligere samme dag

Commissioner Gordon: It could be any one of them... But which one? Which ones?
Batman: Pretty *fishy* what happened to me on that ladder...
Commissioner Gordon: You mean where there's a fish there could be a penguin?
Robin: But wait! It happened at sea... Sea. C for Catwoman!
Batman: Yet, an exploding shark *was* pulling my leg...
Commissioner Gordon: The Joker!
Chief O'Hara: All adds up to a sinister riddle... Riddle-R. Riddler!
Commissioner Gordon: A thought strikes me... So dreadful I scarcely dare give it utterance...
Batman: The four of them... Their forces combined... !
Robin: Holy nightmare!
Batman: They're working together to take over...
Chief O'Hara: Take over *what*, Batman? Gotham City?
Batman: Any *two* of them would try that!
Commissioner Gordon: The whole country?
Batman: If it were three of them, I would say yes, but *four*? Their minimum objective must be... the *entire* world.

Finanskrisens konsekvenser

10. Oct 2008 16:17, Søren Langelund

Panik?: Solen skinner ind af mit vindue, men i horisonten trækker mørke skyer op. Måske det er de samme skyer, som statsministeren forleden under Folketingets åbningstale nævnte. Dem som er på vej ind over Danmarks økonomi, altså. Nogle af os vil måske mene, at skyerne allerede er her i form af den internationale finanskrise. En krise, der i uge/månedsvis har fået aktierne til at styrtdykke, bankerne til at falde til jorden som vingeskudte fugle, og i det hele taget godt og grundigt smidt sand i hele det finansielle maskineri. Ja, forleden blev Island sågar sat til salg på eBay!

Personligt er jeg af den overbevisning, at markedet som udgangspunkt bedst regulerer sig selv, og hvad der ikke kan stå, må falde - f.eks. insolvente, usunde virksomheder. Men det er klart, at noget skal gøres, når spekulanter og for overmodige finansfolk indirekte tørrer deres miserer af på helt almindelige mennesker. Men jeg tror langt fra, at man igennem diverse hjælpepakker uden videre kan få kurverne væk fra de røde felter igen. Vi står i en global stagnation samt en national udfordring med at finde tilstrækkelig med (kvalificeret!) arbejdskraft, og de senere års gyldne tider venter næppe igen på denne side af årtiet.

Mindre kan dog også gøre det, og det ligger jo i konjunkturernes naturlov, at de går op og ned. For mig personligt er jeg mest interesseret i bankernes og kronens tilstand. Nærmere betegnet renten. Da jeg købte lejlighed i juni var det nemlig med et Flexlån, så naturligvis kunne jeg sove roligere om natten end pt. Ifølge mine beregninger har jeg dog truffet det rette valg dengang, for det havde på trods af de senere måneders rentestigninger stadig været dyrere for mig at vælge fastforrentet lån dengang, som det ser ud nu.

I dag fik jeg sågar et brev fra Totalkredit, hvor det pt. anslås, at den kommende rente for 2009 (der skal forhandles i starten af december) bliver LAVERE end den, jeg betaler nu(!). Det ved jeg ikke, om jeg helt tør tro på, men man har vel lov at håbe? Lige meget hvad går jeg ikke i panik, og jeg er overbevist om, at renten må og skal ned - hvis ikke andet, så på lang sigt - hvis der skal sparkes gang i hjulene igen.

På NEWS har finanskrisen ikke overraskende været den helt store historie den senere tid. Det er på én gang en god og svær historie at dække, fordi den har så uendeligt mange mulige vinkler. Der er det politiske aspekt (what to do now?), det nationale vs det internationale (skal vi fokusere nært på hr. og fru Danmarks problemer eller mere rette blikket mod, hvor det i virkeligheden mest sker - altså USA, Island Asien m.v.?), eller den lidt mere nørdede hardcore finans-tilgang (hvordan kom vi hertil, hvad betyder krisen egentlig, hvad gør de forskellige sektorer galt/rigtigt for tiden, erhvervslivet bløder etc.) bare for at nævne nogle muligheder.

Vi har forsøgt at gøre det så godt, vi kunne, og personligt synes jeg, vi har været specielt stærke til konstant at tage temperaturen på krisen nu og her. Hvor er status lige nu, nationalt såvel som internationalt, med kurserne såvel som boligpriserne, beslutningsprocesserne fra politisk hold m.v. Specielt søndag aften var uovertruffen, da vi som det første medie breakede historien om den danske hjælpepakke. Præcist så sent, at TV-Avisen knapt nåede at nævne det. Det blev en aften med et hav af gæster, udvikling, spekulation og dynamik - ja selv Berlingske Tidende og Politiken roste os efterfølgende.

Efter stor breaking og ingen pauser i to-tre timer gik vi direkte på regeringens pressemøde ved midnatstid - et møde som med Lars Løkkes ord blev holdt så sent og ikke dagen efter, fordi vi havde opsnappet historien. Herefter fulgte solointerviews med Løkke, Espersen m.fl. og en sluttelig opsummering i studiet frem til kl. 1:30-stykker. En søndag som om eftermiddagen også havde budt på en lønkommission var i sandhed blevet et fabelagtigt NEWS-døgn. Derfor morer vi os dog ikke over andres ulykker, og finanskrisen gør også ondt på mange af mine kolleger, der har investeret i aktier m.v. Ydermere lever vi jo af reklamer, som for tiden ikke står øverst på mange virksomheders to-do-lister, så både privat og professionelt håber jeg, at de mørke skyer trods alt snart fortrækker igen til fordel for solen.

Og hvilken bedre måde at lokke den til end via humor? Derfor synes jeg lige, jeg ville dele en ...interessant udregning, jeg læste på Facebook tidligere i dag :-)... 

"Hvis du havde købt for 10.000 kr aktier i Roskilde Bank for et år siden, ville du have 64 kr. i dag. Hvis du havde købt for 10.000 kr aktier i Bonusbanken for et år siden, ville du have 206 kr. i dag. Hvis du havde købt for 10.000 kr. aktier i Nanocover for et år siden, ville du have 791 kr i dag. Hvis du derimod havde brugt de 10.000 kr. på at købe billige øl og drukket dem (2.667 stk. Dansk Pilsner købt i Fakta), ville du kunne få 4.666 kr. for de tomme flasker og kasser idag. Skål og god weekend".

20 år med TV 2-minder

1. Oct 2008 14:33, Søren Langelund

 Jubilæum: Tænk, at det er 20 år siden, at Samuel Rachlin kunne byde velkommen til den første nyhedsudsendelse på TV 2. En udsendelse, der ikke fungerede fremragende, men pionererne fra Odense kom hurtigt efter det. TV 2 NYHEDERNE formåede at komme tæt på befolkningen og blev snart den mest sete nyhedsudsendelse, ligesom TV 2 som helhed blev danskernes foretrukne kanal. Begge dele er stadig gældende her i 2008.

Som Kenneth Plummer, DR's generalsekretær, meget præcist sagde det i NEWS-studiet i aftes, så var TV 2 dog ikke kun en succes internt. Kvægtorvets moderne metoder smittede også af på Danmarks Radio, og selvom man kan argumentere for, at TV 2 også smittede DR med en populistisk syge, har den sunde konkurrence mellem de to kanaler som udgangspunkt klart været en enorm fordel for begge parter. På et internationalt marked med et hav af kanaler er det intet mindre end ekstraordinært, at DR og TV 2's kanaler sammen - stadig - står for over totredjedele af danskernes tv-sening.
TV 2 har uden tvivl betydet mere for danskerne såvel som tv-branchen, end man fyldestgørende kan gøre rede for i et sølle blog-indlæg. For mig personligt står nogle øjeblikke dog særligt klart i bevidstheden, så hvorfor ikke lige fremhæve dem? TV 2's nærmest revolutionerende game-quiz Lykkehjulet var med helt fra starten, og helt fra starten fik det også en speciel betydning for mig. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at dét programs leg med bogstaver i høj grad kan tilskrives, at jeg kunne læse og skrive, før jeg startede i børnehaveklassen. Og lærte værdien af en uldplaid, naturligvis!

Fra de glade 90'erne husker jeg også tydelig, hvordan TV 2 nærmest formede min hverdag, når jeg kom hjem fra skole. Eftermiddagen gik med Bubbers badekar og senere Beverly Hills 90210, Dallas og Venner, og når sommerferien nærmede sig, var det også på TV 2, at det ene uforglemmelige sportsminde efter det andet forplantede sig. Det var på TV 2, at Flemming Toft råbte hut-li-hut under EM-sejren i 1992, ligesom det også var her, at Mader og Leth som ingen andre videregav en passioneret og nærmest poetisk overlevering af Tour'en - naturligvis mest fængslende i og omkring 1996, da Bjarne Riis triumferede med en historisk sejr. 

Fredag aften brugte jeg også i høj grad på TV 2. Eleva2erens visionære blanding af journalistik og underholdning gik rent ind, og senere på aftenen var der gode odds for en Olsen-bande-film! Nyhedernes mere åbent kommunikerende tilgang til tv-mediet gjorde også, at det var her, jeg foretrak at tænde for at blive opdateret. Det var på TV 2, at jeg forskrækket afbrød min fødselsdag i 2001 for at se to charterfly smadre ind i tårnene på World Trade Center. En nærmest grådkvalt Poul Erik Skammelsen, der tilfældigvis befandt sig i New York, står stadig brændt fast på min nethinde. Bl.a. derfor er det også en stor fornøjelse dagligt at gå på arbejde i dag mange år senere - nu som kollega til Skammelsen, Dorph, Terkelsen og de andre tv-legender, der har været med fra dag ét. Fra dengang i 1988, hvor jeg var blot 4 år.

Selvom jeg f.eks. havde fornøjelsen af at lave royalt bryllup på hovedkanalen med Dorph i foråret, har jeg specielt meget glæde ud af at arbejde med Skammelsen. Vi har mange fælles aftenvagter på NEWS, og man skal i mine øjne lede længe efter en bedre journalist, en bedre kollega - ja slet og ret et bedre menneske. Han var meget ung, da TV 2 startede - præcist som jeg er nu - og han har vist ikke noget imod at være mit idol :-). Hvad der skal ske i fremtiden med TV 2, ved selv Poul Erik dog næppe. Vi skylder en fandens masse penge væk, reklamemarkedet er ualmindelig svækket, og snart sørger et frit digitalt sendenet for, at konkurrerende kanaler nemmere kan nå ud til danskerne.

Det er dog min tro og forhåbning, at TV 2 også lever i bedste velgående om en årrække. Hvis man ser på, hvor meget vi har udviklet os de sidste to-tre år alene, og hvor meget energi og drivkraft der har præget kanalen de sidste tyve år, kan man næppe være i tvivl om, at jubilaren dagligt sigter højere end i går og konstant vil gøre sig fortjent til at være danskernes foretrukne... Med de ord vil jeg gå ned og spise lidt velfortjent lagkage med kollagerne - den skulle efter sigende være ganske velsmagende!

On rotation vol. 22 (M83 - Saturdays=Youth)

26. Sep 2008 13:57, Søren Langelund

 Saturdays=Youth: Ungdommes uskyld, underfundighed og umiddelbarhed er omdrejningspunkterne for Anthony Gonzalez alias M83's tredje studiealbum. En bemærkelsesværdig gennemført og fremragende electronica-udgivelse, hvor franske Gonzalez' tidligere nærmest ekstremt tunge soniske teksturer sættes en smule til side til fordel for mere vedkommende melodiske symfonier. Disciple af hardcore-elektronisk miskmask vil formentlig stå af over for den poppede udvikling i M83's lydunivers, men vi andre kan lægge ører til et perfekt lydtapet for en retrospektiv rejse tilbage til teenageårenes traumer og triumfer.

Kærlighedserklæringer pryder bl.a. den simple og smukke åbning You, Appearing, der med den konstant repeterende linje "it's your face" vækker minder om første gang, man hovedkulds forelsket så ind i sin gymnasiekærestes øjne, og med Morgan Kibby på gæstende alfevokal er den luftkastels lette, elskovsmetaforiske hymne Up! et godt bud på årets sang ("If I clean my rocket, we'll go flying today / And we'll hit the pockets of warm and crispy air / Up to the planets up to the bodies of the galaxy, we fly we feed we suck we bleed we need"). Intet mindre.

Andre højdepunkter er den Kate Bush-inspirerede Skin of the Night, hvor erotik og horror forenes gnidningsløst; Graveyard Girl om en elskværdig goth-piges seksuelle tilknytning til en kirkegård ("Death is her boyfriend, she spits on summers and smiles to the night / She collects crowns made of black roses, but her heart is made of bubble gum"), og ikke mindst den nærmest kriminelt iørefaldende Kim & Jessie om et kærestepars første eksperimenteren med euforiserende stoffer ("They pass a bottle like it is water, and soon they’ll be flying / They are Gods! They are lightning!").

Uden at virke gammeldags har Saturdays=Youth den samme ærlige og nostalgiske gnist, som John Hudges' mest ikonografiske 80'er-film. Og samme grad af ømhed for outsideren såvel som the prom queen. Med Ewan Pearson og Ken Thomas som producere sikrer Gonzalez sig også beats, instrumentalisering og vokalharmonier, der på trods af et nærmest bombastisk, majestætisk tilsnit skærer helt ind til sjælen, hvor de næsten ikke kan undgå at efterlade ar. Det bliver svært at komme uden om M83, når regnskabet for musikåret 2008 skal gøres op.

Skuffende premiere på 'Premiere'

19. Sep 2008 13:12, Søren Langelund

 DR2 Premiere: Efter flere år uden et filmmagasin havde DR2 forleden premiere på det magasin, der skulle forsøge at løfte arven efter Bogart. Som tidligere beskrevet her på bloggen, var jeg sidste år snublende tæt på at blive vært på programmet, så jeg var naturligvis ekstra spændt på at se resultatet af det, som jeg ved har været en ualmindelig lang og hård tilblivelsesproces. Desværre er mit første indtryk af programmet med navnet DR2 Premiere lidt broget, og i virkeligeheden er jeg nok en kende skuffet.

Som udgangspunkt synes jeg egentligt, at programmet er skruet ok sammen rent teknisk. Der serveres et hav af fine, velklingende jingler og breakers, ligesom scenografien i studiet m.v. bestemt er godkendt. Vægtning af klip fra de enkelte film og lign. er også ok, og alt glider nydeligt. Men det gjorde det også i forgængeren og fiaskoen Filmland, og jeg har lidt svært ved at se fornyelsen i DR2 Premiere. Personligt fandt jeg Filmland for glat og med for lidt fokus på substansen, og det er lidt den samme sygdom, der gør sig gældende i det nye magasin.

Jeg synes ikke, man i de enkelte programelementer kan mærke tilstrækkeligt, hvor længe de har været undervejs, og selvom jeg nok er lidt farvet på dét område, synes jeg, der var mange langt mere interessante koncepter, der røg en tur i skraldespanden. F.eks. er tiltaget med at lade manden på gaden anmelde en af ugens film for mig at se totalt meningsløst - segmentet var alt for langt, ikke sjovt nok , og så giver det en unødig undskyldning for værten til ikke at tage grundig stilling til den enkelte film. Hvis jeg vil vide, hvad hr. og fru Danmark synes om en given film, så tænder jeg ikke for et professionelt filmmagasin.
Og så er der naturligvis værten, Mikkel Munch-Fals (placeret i midten af ovenstående foto). Der var flere aspekter, jeg bestemt godt kunne lide ved ham, og potentialet er bestemt til stede. Han virker charmerende og indlevende, og så er han modig nok til allerede fra starten at tydeliggøre sin egen, særlige humoristiske stil. Jeg må dog indrømme, at jeg også her har mine forbehold, for selv samme stil er pt. ikke min kop te. Hele programmet startes med en sær melding fra Munch-Fals om, at man kan se hans bagdel ved sine ture i haven. Noget jeg måske ville opfatte sjovt eller vedkommende, hvis jeg havde et bedre tilhørsforhold til ham. For ofte bliver Munch-Fals mere selvfed end kæk, mere overfladisk end filmkritisk, som når han proklamerer, at der ikke bør være grævlinge med i Lars von Triers nye film, eller at Viggo Mortensen i den grad er og bliver dansker. På samme måde er programmet fyldt med små, akavede og sjældent velfungerende humoristiske indspark - bl.a. med tilfældige klip fra The Big Lebowski.

Et andet problem er sendetidspunktet. DR2 Premiere ligger mandag aften kl. 20:00, hvilket oftest er flere dage efter, at jeg har læst et hav af anmeldelser og set trailers m.v. til ugens premierefilm - ja måske har jeg sågar over weekenden set de mest interessante film, og hvad skal jeg så med et magasin, der ser tilbage i stedet for at se frem? Hvorfor ikke lægge programmet torsdag aften, når man er mest fokuseret på weekendens premierefilm og -vurderinger? Eller fredag aften som friskt alternativ til den mere uforpligtende underholdning på hovedkanalerne?
Det største problem er dog, at programmet pt. ikke kan finde sine ben at stå på. Det vil både være seriøs kulturkritik og falden-på-halen-komik, og her står jeg af. Der er simpelt hen for lidt plads til at gå i dybden og for meget ligegyldigt lir. For at jeg skal huske at se et tv-program - flere dage efter jeg har læst anmeldelser af de fleste film - skal der være noget mere substans, der fanger mig. Noget unikt, noget autoritet, så jeg føler, jeg får noget ekstra oven i dét, jeg allerede har læst mig til. Den "jeg må og skal bare se med"-oplevelse, på samme måde som jeg altid skal læse Kim Skottes eller EMPIREs anmeldelser, fik jeg ikke. Langt fra. Måske jeg kigger med igen i næste uge, for programmet skal bestemt have mange chancer. Men måske jeg glemmer alt om det, og det er egentlig lidt ærgerligt.
DR2 Premiere kan (gen)ses på Hvis man går ind på og finder Deadline 17 fra i tirsdags (16/9/08), kan man også se Ole 'Bogart' Michelsens kritik af magasinet. Han er - som altid -spot on.

Sandhed eller konsekvens

16. Sep 2008 01:24, Søren Langelund

 Sandhedens Time på TV3: Reklamerne er overalt i bybilledet, trailerne kører konstant på tv, og medierne skriver spalte op og spalte ned. Alt sammen vedrørende TV3’s nye quizsatsning ”Sandhedens Time”. Et program der i al sin enkelthed går ud på at svare sandfærdigt på så mange spørgsmål om én selv som muligt stillet af værten – i den danske version Lars Hjortshøj. Som om at sidstnævnte i sig selv ikke er grund nok til at se med, når programmet i morgen aften har premiere kl. 20:00, så tyder mange erfaringer fra det store udland på, at det simple koncept også er ret genialt. På den der uimodståeligt afskyelige måde.

Deltagerne får penge for at svare ærligt – og kan gå hjem med op til en halv million kroner – men nogle gange er sandheden jo ekstremt ilde hørt. Og her indtræffer så det uundgåelige dilemma: Er ærlighed eller penge vigtigst? Hvilke skumle eller intime hemmeligheder har man lyst til at dele med omverdenen? Og til hvilken pris?  ”Synes du, at din kone var mere sexet, før hun fik børn?” ”Ville du have sex med en af dine venners kærester, hvis det aldrig ville blive opdaget?” ”Ville du forlade din kone, hvis din ekskæreste ville tage dig tilbage?” Spørgsmål de færreste af os kan svare 100% ærligt på uden at såre vores medmennesker – og derigennem os selv. I Sverige fortalte en deltager f.eks. så detaljeret om, at han havde været kæresten utro og ikke kunne lide hendes bryster, at hun brød grædende sammen. Han blev 75.000 svenske kroner rigere – og en kæreste fattigere.

En lignende situation kan sagtens udspille sig i den danske udgave, hvor man også nemt kan forestille sig deltagere miste deres job eller blive udstødt fra deres familier. Alt sammen for at være ærlig. For ærlig. For der er altså noget om det gamle mundheld, der siger, at ”sandheden er ilde hørt”. Vi lever i et samfund med ikke så få fristelser og muligheder for at lade tanker og lyster få frit løb uden nogen til at stoppe os. Og det er derfor, at jeg er personligt glæder mig til at stifte bekendtskab med ”Sandhedens Time”. For at se overfladen blive skrællet af almindelige danskere, mens de bliver ristet for deres egne gerninger. For at se hvor langt man tør gå. For at måle temperaturen på, hvor medmenneskelige vi danskere er anno 2008. Og ikke mindst for at blive underholdt.

Programmet har skabt debat og virak verden over – også herhjemme, og det tilhører da bestemt også kategorien 'junk-tv'. Men hvad så? Det gør det ikke som udgangspunkt udelukkende fordummende, og her har man da sammenlignet med f.eks. Vild med Dans et letfordøjeligt show med kant, der tør bryde mure ned. Jeg har bestemt ikke ondt af deltagerne, der frivilligt stiller op, ikke tvinges til noget som helst og til hver en tid kan forlade den varme stol og de rullende kameraer. I mine øjne er programmet et interessant socialt eksperiment, og efter en årrække med reality-tv der enten er for kønsløst (slankeprogrammer m.v.) eller for kunstigt opsat i diverse fastlagte pseudo-virkeligheder (Robinson, Big Brother m.v.), virker det her mere rendyrket. Ja, mere ærligt.

Fødselsdag anno 2008

13. Sep 2008 21:08, Søren Langelund

 24 år: I forgårs var det den 11. september, og mens det i USA blev brugt til at mindes ofrene for terrorangrebet i 2001, så var humøret lidt højere hos undertegnede og familie. Det var nemlig min fødselsdag, og storebror + svigerinde, lillebror og far kom forbi til lidt god - og hjemmelavet! - mad. De to sidstnævnte havde sågar taget hele turen over sundet fra det mørke Jylland. Hvis man har kendskab til mine evner som kok, kunne man frygte for selskabets liv og levned, men sørme om ikke det lykkedes mig at kokkerere lidt lækkert.

Gode gaver var der også nok af. Foruden lovning på en ny seng havde farmand gardiner med til soveværelset, og sørme om ikke han oven i købet havde sportstøj og sko med til gavebordet. Mor donerede nogle spritnye løbesko til projekt 'Søren i Form', og storebror fornyede mit dyre men livsnødvendige EMPIRE-abonnement. Alt i alt mere end fornemt.

Da maden var spist (en lidt for stor isdessert fraregnet), opvasken taget og gæsterne gået hjem, trak jeg mig tilbage til altanen med en god flaske vin og en endnu bedre kollega. Så det blev en smule sent, før jeg via Facebook og mobil kunne skrive tilbage til nogen af de rigtigt mange, som havde været så søde at sende mig en bette hilsen i løbet af dagen. Til alle dem og alle jer andre, der var med til at gøre min fødselsdag en god, gammeldags bekymringsfri hyggedag, skal der lyde et hjertevarmt tak :-).

Da lyset gik ud

6. Sep 2008 19:01, Søren Langelund

Stress?: Et solstrejf rammer millimeterpræcist vinduet, jeg sidder ved, og velfornøjet kan jeg mærke aftensmaden finde sig til rette i maveregionen oven på en løbetur, der i den grad gav appetit (og lidt ømme lår). De små glæder? Ja tak. Men måske har jeg taget dem for givet for længe? Eller slet og ret ignoreret dem.

I hvert fald fik jeg for et par dage siden en overraskelse af de mindre behagelige. Som et lyn fra en klar himmel (en kliche, ja, men her en ret præcis en af slagsen) fik jeg på mit arbejde i mangel af bedre ord et mindre svimmelheds-ildebefindende. Jeg skulle lige til at indtage min aftensmad, da det hele i et splitsekund blev sort og herefter begyndte at snurre rundt. Min puls trykkede speederen i bund, mine hænder rystede som var der jordskælv. Det mest underlige og ubehagelige var dog, at jeg ikke vidste hvad der galt. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

Efter nogle sekunders frisk luft og lidt kold vand i hovedet begav jeg mig tilbage på redaktionen, men frisk nok til at arbejde var jeg ikke just. En kollega var ikke sen til at ringe efter en ambulance, selvom jeg syntes - og stadig synes - at det måske lidt var en overreaktion. Jeg er ualmindelig glad for den omsorg, både familie, venner og - ikke mindst - kolleger har givet mig, men jeg er ikke specielt glad for at være unødvendigt omdrejningspunkt for folks bekymring. Og en ambulance signalerer bare på en eller anden måde, at noget er helt ravruskende galt.

Men lad mig slå fast, at jeg efter en tur på Hvidovre Sygehus blev erklæret helt og aldeles rask. Jeg fik den helt store tjekketur af den både søde og omhyggelige læge, og et par timer senere fik jeg lov at tage en taxa hjem. Lægen kunne ikke slå fast, hvad det ubehagelige tilfælde skyldtes, men såvel ambulancefører som min tillidsmand var ikke i tvivl om, at der var tale om et stress-symptom, som må og skal tages alvorligt. Jeg er bestemt ikke uenig, men jeg har altid været - og vil nok altid være - en arbejdsnarkoman, der går ekstremt meget op i at give mig 110% hver dag. Noget jeg ikke kan eller vil lave det store om på.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil ændre hverdag. Pt. sidder jeg - takket være min tillidsmand - hjemme hos familien i Jylland og restituerer nogle dage. Uden arbejdscomputer vel at mærke! Når jeg vender tilbage på pinden fra mandag, så bliver det med et nyt fokus. Jeg skal kort og godt være bedre til at holde fri. Til at sige nej til vagtplanlægningen, når de - som i de sidste fire-fem måneder - konstant vil fratage mig en fridag. Også selvom jeg elsker mit arbejde. Jeg må konstatere, at jeg hver dag har et stort ansvar, træffer flere beslutninger end de fleste gør på en måned, og på trods af min unge alder ikke bare kan bulre derudaf konstant.

Derfor vil jeg nu prøve noget nyt fremover. Foruden at jeg ikke vil tænde arbejdscomputeren så meget og rent faktisk forsøge at tænke på andet end arbejde dag og nat (noget der forhåbentligt også vil gavne min efterhånden ret usammenhængende nattesøvn :-)), skal jeg til at løbe mindst tre gange om ugen. For at få tankerne helt over på noget andet og for at holde kroppen og psyken så sund som muligt. Måske jeg også melder mig i et fitness-center. Måske jeg skruer ned på antallet af blogindlæg, filmanmeldelser m.v. Nu må vi se. Indtil videre har jeg her i det sønderjyske løbet en fin tur de sidste to dage, og jeg satser på, at de første skridt tilbage mod lyset allerede er taget.

Sommerens blockbusters rangeret, 2008

2. Sep 2008 13:25, Søren Langelund

 Top 9: Igen i år har sommeren budt på den ene store biograf-blockbuster fra Hollywood efter den anden, og specielt har der været bud efter superheltefilm. Men hvor gode var de egentlig?

Med undtagelse af Wall-E har jeg været så heldig at anmelde alle dem, jeg på forhånd var interesseret i for CinemaZone/MetroXpress, og da jeg nu forleden også fik set Disney/Pixars Wall-E, synes jeg, at vi skal gentage sidste års succes og lige have en kæk Top 9, hvor der gøres status over sommeren 2008's store biobaskere.

Min prioriterede rækkefølge ser ud som følger:

1) The Dark Knight

2) Wall-E

3) Wanted

4) Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige

5) Iron Man

6) Mamma Mia

7) Sex and the City

8) Hancock

9) Kung Fu Panda

Ikke set / don't care about: The Incredible Hulk, Narnia: Prince Caspian, Speed Racer, Mumien: Dragekejserens Grav.

For uddybende vurderinger af de enkelte film: Klik på ovenstående links for at komme til mine anmeldelser af alle filmene med undtagelse af Wall-E, som jeg her vil benytte lejligheden til at rose til skyerne. For 3D-drømmefabrikken over dem alle, Pixar, gør det kort og godt igen-igen-igen med denne både politisk provokerende, innovative, naivistiske, smukke og rørende fremtidsfabel af en anden verden. Andrew Stanton, der også stod bag Find Nemo, har måske ligefrem begået et mesterværk.

Også generelt må jeg sige, at jeg er pænt tilfreds. Jo, der var nogle mere eller mindre skuffende middelmådigheder i det store felt, men jeg hæfter mig mest ved, at film jeg har set meget frem til - som Indy 4, Iron Man og ikke mindst The Dark Knight - efterlod mig mere end almindeligt tilfreds. Ikke mindst sidstnævnte naturligvis, som også presser sig på til titlen som årets bedste film i det hele taget. Og så stod action-tour de forcen Wanted med dens perfekt dirigeret voldssymfoni uden en falsk tone for sommerens positive overraskelse.

For dem af jer der stadig mangler at se de bedste af filmene: Skynd jer i biograferne. For dem af jer der HAR set filmene: Feel free to discuss my list :-)!

Popkongens skarpe hjørne

30. Aug 2008 16:01, Søren Langelund

 Michael Jackson, 50 år: I går fyldte Michael Joseph Jackson et halvt århundrede. 50 år, hvoraf over 40 af dem er spenderet på at tryllebinde musikpublikummer verden over. Fra charmerende vidunderbarn til fuldblods superstjerne. Det er vel kun Elvis af enkeltkunstnere i nyere tid, der både hvad angår pladesalg, indflydelse og ikonstatus, kan matche Kongen af Pop? I løbet af karrieren er over 750 millioner plader langet over disken med Michael Jacksons navn på - 105 millioner af dem alene på historiens stadig mest solgte album, Thriller. En nærmest overjordisk musikalsk begavelse for at blande pop, soul, r'n'b, funk, hip-hop og rock med tidløse rytmer og uafrystelige melodier kombineret med dansetrin af en anden verden, hæver Michael Jackson op i en klasse for sig.

Men hvad har han betydet for mig? Jeg blev Michael Jackson-fan i en tid i midt-90erne, hvor han havde sit livs første store krise pga. børnemisbrugs-anklager og flere og flere underlige historier cirkulerede i medierne. Jeg var 10-11 år og kan huske at have mobbet min lillesøster for at synge Smooth Criminal og Man in the Mirror fra Bad-pladen, for Michael Jackson var da noget af en taber - det havde jeg selv set i fjernsynet!

Hvor og hvornår det præcist vendte, kan jeg ærligt talt ikke huske, men jeg tror bare, jeg lige så stille lod mig overrumple musikalsk, da jeg lærte den sande Michael Jackson at kende. Ikke ham den sky, underlige stakkel fra medierne, men musikgeniet, popsnedkeren, nybryderen Michael Jackson. På tv så jeg en dag den Spike Lee-instruerede video til They Don't Care About Us fra det dengang nye History-album, og der var en helt fantastisk energi i de svedige tromme-beats, man bare ikke kunne lade være at klappe med på. Sangen og videoen blev på min nethinde i ugevis, indtil jeg overgav mig. Nærmest pinlig berørt over, at jeg havde taget så grueligt fejl, begav jeg mig ned i Expert og købte singlen. Ugen efter albummet. And the rest is - meget apropos - History.

Det gode ved History for en ny fan, der ikke var gammel nok til at kunne huske Jacksons stormagtstid i 80'erne, var, at der både var en cd med de nye sange og én med 15 af de største hits fra Off the Wall til Dangerous. Pludselig forstod jeg al hypen omkring denne før sorte og nu kridthvide mand. Først nu forstod jeg, hvor meget musik kunne røre mig. Det var på alle måder en stor oplevelse. Man kan kan sige, at Michael Jackson for alvor indviede mig til musikkens kraft, og selvom jeg i dag hører meget andet end hans musik, blegner de fleste kunstnere stadig i sammenligning. Jeg kan stadig ikke sidde stille til en af hans bedste up-beat-sange, og det er også hans fortjeneste, at jeg i dag aldrig takker nej til en chance for at slå mig løs på et dansegulv.

Men har det ikke rørt mig, at der har været så meget tumult omkring Jacksons person? Det korte svar: Nej. Ærligt talt ikke. I mine øjne er han - som alle andre - uskyldig til det modsatte er bevist, og jeg tror simpelt hen, han er et offer for sin egen stjernestatus. Jantelov? Måske. Men også, at han vitterlig ikke er som alle os andre og - hvilket man specielt har kunnet se på ændringerne i hans udseende - tydeligvis aldrig menneskeligt har fået opbygget et specielt stærkt selvværd. Men ærligt talt, tror jeg, det er de færreste, der ikke ville blive lidt underlige af at have været verdensstjerne uden at kunne gøre noget som helst normalt, siden man var 6 år. Han har aldrig kunnet gå ned ad gaden, handlet ind i Netto eller kløet sig selv i røven, uden at skabe et hysteri. En skæbne, jeg personligt ikke har noget imod at have været foruden.

Man skal heller ikke glemme, at Elvis bestemt også havde sine ucharmerende sider i karrierens efterår, ligesom Mozart er et godt eksempel på, at det gale og det geniale  ofte går hånd i hånd. Så skal vi bare have ondt af den stakkels mand i stedet? Nøeh, for selvom han blev frarøvet sin barndom, har han også selv valgt sin karrierevej efterfølgende, og mon ikke han også har været glad for opmærksomheden til tider. Jeg beder bare om, at man skelner mellem kunstneren og mennesket Michael Jackson. På trods af at sidstnævnte har doneret flere penge til velgørenhed end mange før eller ham, og aldrig er blevet dømt skyldig for noget som helst, så vil han altid stå i et dårligt lys. Forhåbentligt vil eftertiden lære at huske førstnævnte: Musikeren Michael Jackson der for altid ændrede popmusikken, og her 50 år inde i sin levetid forhåbentligt ikke har begået sit sidste mesterværk.

Mens vi venter på et nyt udspil fra MJ, kan jeg anbefale at tage et kig på to nedenstående videoer, der er en god "introduktion" til Jacksons evner. Det er hans enestående optræden til MTV's VMA-show i 1995 (delt op i to) - min personlige favorit-performance. Den burde være mere end nok til at omvende eventuelle tvivlere...

OL - et tilbageblik

25. Aug 2008 13:22, Søren Langelund

 Storslået skuffelse: I går sluttede De Olympiske Lege i Beijing, som i de senere måneder har skabt enorm debat både ind- og udlands. Kritikken af kinesernes overtrædelser af menneskerettighederne er ikke gået manges næser forbi, men umiddelbart tyder det på, at meget lidt er nået frem til landets befolkning - ja endsige den kinesiske regering.

Mange vestlige statsledere har haft meget travlt med at vaske hænder og fremstå ih-så korrekte i medierne, men hvor meget konkret handling blev der egentlig tale om? Kulturminister Brian Mikkelsen undskyldte sig i går i Nyhederne med, at det var svært at trænge igennem med et kritisk budskab, men det er det vel kun, fordi han ikke har fået tilstrækkelig opbakning fra sin chef, statsministeren. Ligesom EU, USA, FN m.fl. ikke just har turdet at lægge handling bag de kritiske ryster. Meget af forklaringen skal nok findes i Kinas magtfulde placering på verdensscenen, fordi de færreste lande kort og godt har råd til at lægge sig ud med det pt. største vækstmarked på kloden. Og det er for så vidt også ok. Det havde blot klædt politikerne at være lidt mindre skinhellige.

For mit eget vedkommende havde jeg forinden OL frygtet, at jeg ville sidde med en dårlig smag i munden, mens jeg heppede på udøverne. Men allerede fem minutter inde i åbningsceremonien var al irritation over kinesernes manglende forståelse for menneskerettighederne glemt (i hvert fald for en stund). Så flot var den episke vifte af visuel extravaganza, som arrangørerne med filminstruktør Zhang Yimou (Hero) i spidsen leverede. Jeg vil sågar tillade mig at smide kliche-kortet og sige, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Showet var storslået og alligevel intimt, og kombinationen af konstante bevægelser, funklende farver, historiefortælling og synkrone bevægelser fra horder af deltagere gjorde det overdådigt smukt i såvel helhed og detalje.

Desværre toppede OL så også dér på åbningsdagen for mit vedkommende. Jo, Danmark fik en del medaljer, men vi skuffede i de sportsgrene, som jeg går op i (herrehåndbold, badminton, tennis m.v.). Specielt nedslående var håndbolddrengenes slatne syvendeplads efter reelt kun én virkelig velspillet kamp mod de tyske verdensmestre. Jeg havde gerne vekslet alverdens medaljer til de (for mig) ligegyldige no names i ridning, sejlads m.v. for en plads øverst på podiet til Wilbeks tropper. Ellers var der reelt ikke det store at komme efter sportsligt i mine øjne. Jo, svømmeren Phelps og løberen Bolt blev de helt store stjerner, men de var også så overnaturligt suveræne, at det a) lugter lidt af doping og b) gav et meget godt billede af et OL, hvor der sjældent var nervepirrende dueller og dyster. Der manglende noget af den samme nerve, som også ville klæde førnævnte kritik af Kina.

Som en sluttelig fodnote skal det dog nævnes, at det var en stor fornøjelse at se, hvordan TV 2 Sporten løftede opgaven og leverede sommerens tredje store kraftpræstation. Ikke kun havde vi de mest engagerede kommentatorer, de flotteste studier og de mindst irriterende værter - jeg synes også, man på Sporten har været heldige/dygtige til at fravriste DR rettighederne til de mest nteressante begivenheder. Ydermere stod reportere og redaktører konstant til NEWS' rådighed, hvilket særligt morgenfladen nød godt af. Ja, faktisk var det kun i lørdags, hvor DR viste synkronsvømning kækt kommenteret af De Sorte Spejdere, at TV 2 i mine øjne for alvor fik baghjul!...

Når NEWS går i Breaking

21. Aug 2008 20:31, Søren Langelund

 Flyulykken i Madrid: I går var jeg mødt ind, til hvad jeg troede skulle blive en almindelig - måske sågar stille og rolig - arbejdsdag på nyhedsdisken. En god time senere fik vi nyheden om flyulykken i Madrid, der skulle vise sig at koste 153 mennesker livet. Den værste katastrofe for spansk luftfart i over 30 år var en kendsgerning. Men ligeså var en god historie.

Forstå mig ret - så mange omkomne er ubeskriveligt tragisk, men det er også en historie, som det er vores job at videreformidle. Der kunne være seere, der havde pårørende ombord, der kunne være tale om en generel fejl på flyet, som var ejet af danske SAS, og i mange timer var der uklarhed omkring, hvor mange der var kommet galt afsted. Alt sammen vigtige vinkler, for hvor er vi henne, hvis over 150 mennesker kan dø i en flyulykke uden det undersøges til bunds? Hvis de var døde forgæves?

Vi var i såkaldt 'stor breaking' så godt som resten af dagen ud, ligesom vi i dag har dækket næsten enhver tænkelig afkrog af sagen. Men hvordan håndterer vi på NEWS en sådan katastrofe, og hvilke midler havde vi til rådighed? Først og fremmest var det ud fra en tv-produktionel optik en svær historie at dække, fordi der kort og godt ikke var mange billeder at vise. Klicheen om at ét billed er bedre end tusind ord, er i den grad dækkende i en sådan for os alle uoverskuelig situation. Det er billederne - ikke analyserne - man husker fra 11. september 2001 eksempelvis. I mangel af bedre producerede vi nogle grafikker, skamred Google Earth og viste lidt billeder fra lufthavnen, hvor man kunne se de tunge, sorte røgskyer. Senere kom der så lidt klarere billeder, men rigtigt gode blev de aldrig.

Derfor måtte fokus rettes på at få forklaret situationen så godt som muligt ud fra en mere informativ og mindre visuel vinkel, hvilket ikke just gjorde det nemmere for os. Vi fik gravet et hav af gæster til studiet frem - fra piloter til krisepsykologer - og ikke mindst havde vi live-gennemstillinger igennem til reportere i Spanien på videolink og telefon. Dels fordi de i orkanens centrum ofte har nyt, stemningsrapporter eller vinkler, der ikke er nået til Danmark endnu, men også fordi, at de simpelt hen er mere troværdige formidlere end en vært tusindvis af kilometer væk. Direkte tv-nyheder handler meget om, at være hvor det sker, når det sker - også selvom det ikke altid er den mest informative tilgang.

Mens vi i går "rullede med" på historiens nu-og-her-værdi, og fokuserede på konstant at opdatere når der var nye udviklinger i dødstal m.v., var der i dag mere tid til eftertanke, baggrund og perspektiv. Hvordan kunne det gå så galt? Hvad gør vi for at undgå, at det sker igen? Hvordan er reaktionerne i Spanien dagen derpå m.v. De næste par dage vil historien klart fylde mindre og mindre, men den vil formentlig stadig være godt stof, indtil en sikker afklaring omkring årsagen til ulykken ligger klar.

For mit personlige vedkommende har jeg fulgt udviklingen i historien fra første parket begge dage, hvilket har været både medrivende og hårdt. Det er altid hektisk - og derfor sjovt - når der virkelig sker noget, men det er også desto sværere at holde tungen lige i munden. Husker man at videregive de rigtige oplysninger? Husker vi ikke at vade for unødigt i folks sorg? Husker vi at være præcise, oplysende og alligevel levende i vores dækning? Det synes jeg langt hen ad vejen, at vi gjorde. Specielt taget i betragtning af, at vi i går var hårdt ramt af sygdom, og jeg eksempelvis derfor måtte være både redaktør og grafikreporter på én gang - vel at mærke på en dag, hvor alt i forvejen var kaos.

Heldigvis var det takket være skønne kolleger som altid dét hele værd. Og så lunede det også at vågne op til seertalsopgørelserne her til morgen, der viste, at vi på NEWS i går havde den tredjebedste dag i kanalens historie. Over 700.000 seere så med i snit i en lille halv time, og taget i betragtning af, at under halvdelen af danskerne kan tage NEWS og at mange formentlig så fodboldlandskamp m.v., vidner det om en stor tillidserklæring fra seerne. En tillid vi naturligvis også fremover agter at leve op til - både i og udenfor Breaking-situationer.

Drømmen der var tæt på at gå i opfyldelse

17. Aug 2008 14:17, Søren Langelund

DR's nye filmprogram og mig: Den 15. september går DR2's nye filmmagasin DR2 Premiere i luften - et filmmagasin, der har været ualmindeligt længe undervejs, og et filmmagasin som jeg sidste vinter var ved at blive vært for. Af en eller anden grund har jeg aldrig her på bloggen fortalt historien om, hvordan den helt store drøm næsten gik i opfyldelse, men hvilken bedre anledning end nu? Først vil jeg dog pointere, at jeg glæder mig ualmindeligt meget til at se programmet, og jeg håber, det kan bevise, at et levende medie som filmen fortjener levende kritik og omtale på tv.

Det var en mørk oktoberdag sidste år, da jeg ad omveje hørte, at DR var i gang med at caste til det filmprogram, som i den grad har været savnet, siden Filmland hurtigt gik i sig selv igen. Jeg havde aldrig seriøst troet, jeg var erfaren eller dygtig nok til at kunne komme i betragtning til sådan et job, men hvorfor ikke alligevel gøre et forsøg? Så tit starter der jo trods alt ikke nye filmprogrammer på tv, og som passioneret fan af både tv- og ikke mindst filmmediet, kunne man vel lige så godt sigte efter stjernerne? Så jeg sendte et cv og mine tanker for et sådan program til DR's programansvarlige, og overraskende hurtigt blev jeg inviteret indefor til en audition.

Jeg er normalt ikke særligt nervøst anlagt - tværtimod elsker jeg at være under pres, skulle bevise mig selv, være til eksamen, holde tale, stå på scenen eller lign. Men da jeg stillede min cykel op ad hovedindgangen til DR Byen og vidste, at min første audition kun var minutter væk, var det svært at mærke mine ben. Jeg forsøgte at få lidt smalltalk i gang med vagten, men søgte hurtigt tilflugt i et nærtliggende Urban. Alle overskrifterne gled dog sammen, og jeg bladrede ivrigt avisen igennem en to-tre gange uden at læse noget overhovedet. Rastløsheden var ved at tage overhånd, da jeg endelig blev kaldt ind. Nu skulle den ha' én over nakken, og nervøsiteten forsvandt meget belejligt som ved et fingerknips.

Efter en halvlang tur rundt i junglen bedre kendt som DR Byen blev jeg budt pænt velkommen af en caster og en kameramand. Lokalet var hvidt, snævert og langt fra så storslået som dét, jeg i mit hoved havde forberedt mig på den seneste tid foran spejlet. Noget tid forinden havde jeg fået tilsendt nogle punkter, jeg skulle komme ind på, men som udgangspunkt var der masser af muligheder for at give prøveoptagelsen mit eget egenhændige præg, og det var lige, hvad jeg agtede at gøre. Både hvad angik præsentation, fremtoning og analyse havde jeg forberedt mig ned til den mindste detalje, og da kameraerne tændtes for første gang, var jeg ganske tryg. Jeg vidste hvad jeg kunne, og hvad jeg gerne ville med det her program. Jeg havde en god idé til en udsendelse, jeg selv ville gide se. Nu skulle de andre bare overbevises.

Jeg vil helst ikke her afsløre mit programkoncept i indgående detaljer - måske jeg får brug for det senere ;-) - men overordnet set ville jeg lave et mere analytisk og perspektiverende program, som ikke kun skulle vurdere de enkelte film. Før man skulle anmelde den nye Lynch-fim, hvorfor så ikke via en debat eller lign. få sat hans filmografi under lup, så den nye film kunne sættes ind i en større sammenhæng? Hvorfor ikke kun fokusere på to af ugens vigtigste film og så satse på at gøre seeren klogere på disse film i stedet for en vurderings-del af samtlige film, som altid vil være meget subjektiv og mere flyvsk? Om noget havde Filmlands lidt skøjtende, hippe, overfladiske stil bevist, at der var behov for autoritet og dybde - i hvert fald i mine øjne.

Det lyder måske en kende kedeligt, men jeg tror simpelt hen ikke på, at man i disse overlæssede medieudbuds-tider får mange seere til et nicheprogram uden at tage seeren seriøst. Uden at have andet på hjerte end glimmer, højt tempo og lækkert hår. Ydermere havde jeg også en masse ekstra ideer om en nyhedsdel (f.eks. med liveomstilling til Cannes), et dvd-segment, et historisk tilbageblik, konkurrencer, integration af webinterface og lign., der nok skulle sætte skub i udsendelsen. Så nej, ikke kedeligt. Indholdsrigt og alligevel levende.

Min audition varede over halvanden time, selvom der kun var sat en halv time af til mig. Allerede dér havde jeg en god fornemmelse. De slugte mine ideer og min performance råt, og da der blev sagt tak for i dag, var stemningen rigtig god. Ja, nærmest venskabelig. Nu fulgte et par ugers venten, mailkorrespondancer og udveksling af ideer. Indtil jeg så fik det befriende opkald: "Vi vil gerne se dig igen". Sådan! So far so good! Jeg vidste på daværende tidspunkt, at de havde castet over 50 forskellige, og måske var jeg nu blandt de 10-15 sidste? 

Lidt skuffet blev jeg dog, da jeg fik at vide, at jeg denne gang ikke måtte forberede mig overhovedet. Den næste test skulle være mere spontan og gå mere i detaljen - de overordnede ting vidste de nu, at jeg kunne magte, var beskeden. Jeg forstod dem egentlig godt, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte forberede mig - jeg ville jo heller ikke gå på skærmen uforberedt, hvis jeg fik jobbet. Nå, dem om det. Til gengæld blev jeg positivt overrasket - og en smule nervøs - da jeg inden prøven fik at vide, at vi kun var to tilbage. TO (!). Der var kun én, jeg skulle slå, og så var drømmejobbet mit! Det var ikke helt til at fatte. Jeg nærmest svævede ind til Jersild og Spin-studiet, hvor castingen skulle foregå.

Jeg syntes ikke selv, det gik så godt anden gang. Min talestrøm var lidt ufokuseret grundet den manglende forberedelse, og de stillede opgaver gav ikke så meget mening for mig som første gang. Eksempelvis skulle jeg først anmelde en tilfældig film positivt i 4 minutter præcist, herefter 2 minutter og så fremdeles. En øvelse der vel skal vise om man kan skære ind til benet, men som føltes en smule useriøst, når man knapt fik tid til at tænke sig om. Herefter skulle jeg bedømme selvsamme film - bare negativt, ja nærmest svinende. De ville se mig engageret - de ville have hårene til at rejse sig, som det lød. Værten skulle ikke være bundet af en teleprompter. Se, dét gav mere mening i mine øjne. Herefter fulgte andre små øvelser, der alle skulle fremtrylle følelser hos mine tilskuere. Jeg fortalte om den første gang, jeg havde været forelsket, om den store lykke og den store sorg. Ingen skulle beskylde mig for at lægge fingre imellem, og da kameraet stoppede, var der først stilhed. Så var der én, der tøvende klappede. Måske jeg havde været for nærværende?

Auditionen var forbi. Castereren fortalte mig, at jeg havde et gudsbenådet kameratalent. Smilende gav jeg hånd og spurgte ivrigt ind til min 'modstander'. Det var en kvinde og åbenbart også en rigtig dygtig en af slagsen (senere fandt jeg ud af, at denne kvinde var Frederikke Lett). Mit humør dalede en smule. Jeg frygtede, at hvis vi to rent kvalitetmæssigt stod lige, ville DR vælge hende, fordi en kvinde som vært ville være et mere originalt og opsigtsvækkende valg end en 23-årig filmnørd. Jeg forlod DR Byen med en halvskidt mavefornemmelse, for jeg syntes ikke, jeg for alvor havde haft muligheden for at bevise mit værd til den anden prøve. Men stadig var der altså - på papiret - 50% chance for, at det var med mig som vært, at DR2's nye filmmagasin den 1. marts 2008 gik i luften. En totalt ubegribelig tanke.

Dagene gik, og jeg hørte intet fra DR. Oprindeligt skulle de bruge en lille uge til at bestemme sig. Det blev til to uger, en måned, to måneder. Via telefonopkald og mails fik jeg ad omveje fundet ud af, at beslutningsprocessen var gået i stå, fordi selve programmet var blevet sat på standby. I november havde DR2 fået ny ledelse, og den fandt det nødvendigt at starte alt fra ny. Det var tydeligt, man var nervøs for endnu et filmprograms-flop. Senere fandt jeg ud af, at ti-femten forskellige koncepter blev diskuteret og til dels apprøvet, før man i starten af det nye år fandt frem til løsningen: Et program med to værter, én mand og én kvinde der partout og konsekvent skulle være uenige med hinanden, og på den måde nå ud til flere seere på en lidt mere underholdende facon. Manden kunne f.eks. kalde den nye romantiske komedie fra Hollywood-samlebåndet for lige så tungnem som flertallet af de andre, mens kvinden kunne rose den for at være en ih-så-sød-film at tage veninderne med i biografen til.

I mine øjne virkede det som et lidt søgt koncept. Et koncept, hvor konceptet frem for filmene kom i fokus og den før nævnte seriøsitet syntes svær at få øje på. Derfor var det med mindre grad af skuffelse, at jeg modtog opkaldet i slutningen januar 2008 fra DR2-chefen: "Beklager, du er ikke længere i betragtning til jobbet. Du passer ikke længere ind i vores planer". Jeg følte mig egentlig lidt dårligt behandlet. Foruden at have svævet i uvished i månedsvis havde jeg jo gået til audition ud fra de konditioner, de havde lagt for dagen tilbage i oktober måned, og hvis jeg fik en ny chance ud fra det nye koncept, var jeg overbevist om, at jeg også kunne håndtere dét scenarium.

Men jeg fik ikke flere chancer. Jeg var mere en enspænder end en naturlig del af et parløb, lød det. Løbet var kørt, og som nævnt gjorde det mig egentlig ikke så meget, da jeg først havde fået den værste skuffelse på afstand. Jeg vidste - og ved stadig - at jeg vil kunne lave et ret suverænt filmprogram, og jeg havde fået bekræftet, at jeg ikke var helt forfærdelig foran et kamera. Og så var det altså fantastisk sjovt at være så tæt på. Selvom det kun blev til lige ved og næsten.

Om en lille måned vil jeg glæde mig til at tænde for DR2 for at se premieren på DR2 Premiere. Heldigvis valgte man igen-igen at skifte kurs, så to-værts-knold-og-tot-konceptet blev skubbet til side. I stedet satser man på en vært fra selve filmbranchen. En kunstner mere end en kritiker. Han hedder Mikkel Munch-Fals, er 35 år og har vundet en Robert for bedste kortfilm. Jeg er egentlig lidt skeptisk over for dét aspekt, at værten kommer fra selvsamme branche, han skal bedømme. Det kan give nogle uheldige situationer som et armslængdeprincip ville forhindre, men ud fra en ret fremragende artikel i EKKO #42 om programmets tilblivelse at dømme, virker Mikkel til at være er et interessant valg. Han synes at være engageret og har en - måske tiltrængt - anderledes baggrund end vi andre traditionelle kritikere. Only time will tell.

Von Triers mørke vej ud i lyset

13. Aug 2008 13:26, Søren Langelund

 Antichrist: Efter nogle halvmagre år rent karrieremæssigt efterfulgt af en - selv for ham - dyb depression er vi nok mange, der glæder os over, at Lars von Trier efter sigende på alle måder er i bedring. Efter finansieringen bl.a. med hjælp fra det danske filminstitut er faldet på plads, gør han i disse dage sig klar til at optage sin næste film, Antichrist i Tyskland. En tilsyneladende psykologisk thriller der glider over i hardcore horror.

Det er netop blevet offentliggjort, at de to hovedroller besættes af Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg, og selvom de unægteligt ikke er branchens største stjerner, har jeg ikke svært ved at se dem levere store præstationer foran von Triers kamera.

Dafoe var mejslende mesterlig i Shadow of a Vampire og hovedårsagen til, at Platoon var svær at ryste af sig. Gainsbourg har både noget mystik, sødme og sårbarhed over sig, hvilket vi har kunnet nyde i så forskellige film som 21 Grams, Science of the Sleep og I'm Not There. De to skal spille et ægtepar, som trækker sig tilbage til en skummel træhytte i en øde skov efter at have mistet deres barn. Vel at mærke i en verden med det skræmmende men ikke uinteressante grundlag, at det er Satan og ikke Gud, der har skabt Jorden!

Lars von Trier har for første gang siden Breaking the Waves fået hjælp til at skrive et filmmanuskript, og det af ingen ringere end Anders Thomas Jensen, som von Trier ellers tidligere har kritiseret for at være for produktiv. Hvad to af dansk films mest markante skikkelser i nyere tid i fællesskab kan få ud af horrorgenren skal vi sandsynligvis vente til 2009 for at finde ud af, for det er her, filmen regnes med at få premiere. Måske i Cannes til næste forår? Spændende bliver det i hvert fald!...

Hearts (og Vega) on fire

10. Aug 2008 21:42, Søren Langelund

 Cut Copy-koncert: At jeg ikke længere er 17 år, vidner mine smerter i nakkeregionen for tiden om. I lørdags skabte jeg mig nemlig som en tosset til livekoncert med australske Cut Copy på Vega i København - og det så eftertrykkeligt, at jeg stadig her to døgn senere knapt kan bøje hovedet og op ned. Men jeg ønsker ingen medlidenhed, for det var alle smerterne værd.

Selvom Leonard Cohen-koncerten i juli var en mere skelsættende musikalsk oplevelse, så stod Cut Copy på godt nydansk nemlig for the most fun i've had in years!

Koncerten varede kun en god time, men det var mere end nok til at Melbourne-trioen fik Lille Vega til at gynge, så der hverken på eller neden for scenen var en t-shirt, som ikke hurtigt blev gennemvædet af sved. Jeg - og de fleste andre koncertgæster - hoppede, dansede og skrålede som aldrig før til tonerne af bandets uimodståeligt sprudlende kombination af indierock, 60'er-psychedelia, 70'er-disco, 80'er-groove og 90'er-house. Nu har jeg aldrig prøvet at være på ecstasy, men efter i fredags har jeg en idé om, hvordan dét må føles.

Fokus var lagt på de bedste sange fra bandets andet album In Ghost Colours - årets cd - men der blev også plads til numre fra debuten Bright Like Neon Love. De tre sange Hearts on Fire, Lights & Music og Out There On the Ice bør særligt fremhæves, da bandmedlemmerne her syntes at give så meget af sig selv til vi publikummer, at man nærmest var bange for, de var ved at besvime eller få et epileptisk anfald. Da Dan Whitford rakte hænderne ud og bedende sang "with hearts on fire I reach out to you tonight", fik han vores alles betingelsesløse kærlighed tilbage, og man følte virkelig "a moment that is frozen as we hang in time", som teksten videre lød.

At Cut Copy har ry som et fremragende live-orkester, forstår man så udmærket, for fredagens Vega-koncert var en på én gang nærværende og glødende oplevelse af en anden verden. En oplevelse, der kommer til at vække positive minder i lang tid efter nakkesmerterne forsvinder...

Flagermusens besættelse

8. Aug 2008 00:30, Søren Langelund

 Batman igen-igen: Det hører til sjældenhederne, at jeg betaler gode penge for at se en film i biografen, som jeg allerede har set gratis ved en pressevisning. Dels er jeg ikke meget for offentlige filmvisninger - jf. denne kritik af danskernes biografopførsel - og dels er de færreste film gode nok til at se i biografen op til flere gange på kort tid. Heldigvis hører The Dark Knight ikke til sidstnævnte kategori. I dag var jeg et smut forbi Fisketorvet for at købe ind, men hurtigt var det CinemaxX og ikke Føtex, der fik min opmærksomhed. Jeg måtte simpelt hen bare gense The Dark Knight.

Heldigvis falmede filmen på ingen måde ved gensyn. Jeg står således stadig klippefast ved min topkarakter i min skrevne anmeldelse såvel som i min anbefaling på DR's P3. Ved andet gennemsyn fokuserede mine øjne særligt på Heath Ledgers uforglemmelige Joker for ikke at misse den mindste gestikuleren eller kække oneliner, og jeg føler mig mere overbevist end nogensinde om, at en Oscar er på vej til den afdøde australier. Det gør naturligvis heller ikke Ledgers præstation noget, at figuren Jokeren er superskurken over dem alle. Ligesom Batman er superhelten over dem alle.

Men hvorfor er Batman-universet overhovedet noget særligt? Hvorfor drages vi af den mørke ridder og den endeløse række af psykotiske fantaster, der forsøger at stikke en kæp i hans hjul? Det forsøger jeg at give et hæderligt svar på som interviewoffer i en ny feature-artikel publiceret denne måned i Magasinet Mand, som man kan tage gratis i bl.a. 7Eleven-forretningerne.

Således kan jeg vist næsten heller ikke klemme mere ud af det filmfænomen. Det må være tid til en ny besættelse - forslag modtages med kyshånd ;-)!...

Primetime problems

2. Aug 2008 20:04, Søren Langelund

TV-vaner og -kritik: Kloge hoveder mener, at fremtiden ser dyster ud for bredtfavnende flow-tv - altså tv-kanaler, hvor det er meningen, man skal se med i længe ad gangen på en bred vifte af programmer for hele familien. Programmer sammensat i en bestemt rækkefølge, så de følger hinanden på en komplimenterende og meningsgivende måde, så man slipper for at skrue om. I stedet bliver det formentlig såkaldt niche-tv, der vil vinde frem i fremtiden. Altså små, specifikke kanaler, som man bevidst slår om på for at se sport, nyheder, film og lign., når det passer en selv.

Hvis det er fremtiden, så lever jeg den allerede. Dels arbejder jeg på NEWS, men også i privatlivet er mine tv-vaner så godt som 100% bygget op uden om hovedkanalerne DR1, TV 2 og TV 3. Kald mig elitær, bitter eller bedrevidende, men jeg synes simpelt hen, at det meste af udbuddet på disse kanaler i bedste fald er uinteressant og i værste fald decideret horribelt. Jo, der er undtagelser som enkeltbegivenheder a la EM i herrehåndbold eller guilty pleasures som Beverly Hills 90210, der engang imellem fanger min opmærksomhed, men som hovedregel føler jeg mig talt ned til, når jeg skruer over på landets mest sete kanaler.

Det er som om, at programmernes eneste motiv er at lulle mig i søvn med ligegyldig wannabekendis-underholdning, livsstils-følelsesporno eller pinligt uinspirerede kopi-koncepter fra udlandet. Udsendelser uden vid og bid, udsendelser med så meget leflen for laveste fællesnævner, at man sagtens forstår, hvorfor seerne flygter over til de mindre kanaler med et klart fokus i en lind strøm. For mit vedkommende ser jeg foruden NEWS som hovedregel kun DR2 (temaer, baggrund/historie og satire som The Daily Show), Zulu/3+/TV 2 SPORT (NFL, fodbold, David Letterman, Friends, Simpsons), Discovery (Mythbusters, dokumentarer), CNN og lidt fra diverse musikkanaler.

På DR1 vises i skrivende stund Hold Masken - det måske mindst sjove underholdningsprogram i dansk tv's historie? - hvor andenrangskomikere så desperat forsøger at få os til at grine, at det end ikke er ufrivilligt morsomt. I eftermiddags blev fladen fyldt ud med Det lille hus på prærien, Kær på tur, hvor Peter Kær bagte pandekager på Dybbøl Mølle, og Sommerminder hvor Gitte Løkkegaard sammen med ligegyldige semi-celebs ser tilbage på en om mulig endnu mere ligegyldig fortid. Men heldigvis slipper vi i aften for endnu en uskarp, fad TV-Avis, der kun er skygger af fortidens styrke, og det efterfølgende håbløst amatøragtige Sommervejret, hvor der i løbet af 5 minutters udsendelse er flere produktionelle fejl end i hele TV Glads årsudbud.

TV 2 er klart bedre, mere gennemført og professionel både hvad angår program-udvalg og -produktion, men der er også længere og længere mellem snapsene på hovedkanalen. For en time siden forsøgte jeg, alt hvad jeg kunne, at komme igennem programmet Min nye familie, men efter et kvarter måtte jeg give op og skrue om med kvalme siddende helt oppe i halsregionen. Programmet handler om at en grædekone, der skal af med sin hund, fordi hun har fået en kæreste, der er allergisk over for hunde! Hunden Naomi skal derfor finde en ny familie, og nu skal ejerkvinden - som spenderer mere onscreen-time med tårer i øjnene end en gennemsnitlig Susanne Bier-filmfigur! - så vælge mellem en ung, glad familie og et velfungerende plejehjem. Naomi trives begge steder, så sikke et dilemma vor hovedperson står over for. Hvilket drama. Store ord og sætninger flyver om ørerne og programmet bygges op, som var det Sophie's Choice om igen eller en beslutning, der ville have betydning for verdenshistoriens skæbne. Én ting er, at et sådan program godkendes til produktion, men at det vises og gøres til en hel serie, nærmer sig det utilgivelige.

Meget af ovenstående kritik er rettet mod hovedkanalernes primetime, og det ser straks bedre ud sidst på aftenen, når der eksempelvis vises TV 2 DOX, 60 Minutes, Seinfeld og acceptable krimiserier. Men som hovedregel er det sørgelige udbud af programmer i den bedste sendetid med til at skubbe mig mere og mere over til nichekanalerne. Og væk fra de kanaler, der burde samle os alle.

P.s.: For mere bitterhed fra samme boldgade har jeg tidligere skrevet om fredagsunderholdningens forfald i almindelighed og min irritation over X Factor i særdeleshed.

NEWS er sommerkongen af morgenfladen

27. Jul 2008 16:01, Søren Langelund

 Morgensucces: I disse dage er jeg næsten dagligt at finde på den tidlige morgenvagt på TV 2 NEWS. Men selvom det er hårdt at komme op ved fire-femtiden, så har det været overraskende nemt at grave de gode historier op, og sørme om ikke også vores seere belønner os: I disse uger er NEWS intet mindre Danmarks største kanal for voksne danskere om morgenen!

Denne position tilhører ellers normalt solidt TV 2, når kanalen sender NYHEDERNE og ”Go’ morgen Danmark”. I denne periode er det imidlertid os på TV 2 NEWS, som lukker nyhedshullet under ”Go’ morgen Danmark”s sommerferie og leverer tv-nyheder og interviews, mens de to landsdækkende kanaler sender børne-tv. Denne nyhedsdækning belønner danskerne ved at gøre TV 2 NEWS til den mest sete kanal blandt seere over 15 år. Fra klokken 6.00-09.00 står TV 2 NEWS for 19 procent af tv-seningen blandt danskere over 15 år, mens TV 2 og DR1 står for henholdsvis 17 og 15 procent af seningen i denne målgruppe. Det viser seertallene fra Gallup for uge 28, 29 og de første dage af uge 30.

De fornemme seertal bliver ikke mindre imponerende af, at vores kære kanal kun kan ses af cirka halvdelen af danskerne. Ydermere har vi lavet nyheder til hovedkanalen TV 2 kl. 9:00 og 10:00 (og 12:00 og 14:00 som altid), hvilket er en serviceforbedring til seerne, der sidste år ikke fik TV 2-nyheder før kl. 12:00 pga. sommerferie. Og sidst men ikke mindst er både vores generelle seerandel og antal af seere steget med 250-300% i løbet af det sidste år, så vi har omkring den halve million seere per dag og 1,3 mio. seere om ugen. Der vel at mærke ser med i gennemsnitligt en halv time ad gangen.

Også finansielt/økonomisk hænger NEWS godt sammen - og vi tjener hårdt tjente penge til hele TV 2-familien. Så alt i alt har vi svært ved at få armene ned. Det eneste der mangler, er, at der også kommer styr på hovedkanalens økonomi. I morgen er "Go' morgen Danmark" tilbage på TV 2 - men vi håber på NEWS, at I vil kigge forbi vores studie alligevel - hos os slipper du for varm mad, dårlig musik og for joviale værter i studiet ;-)!..

Mørkets ridder på alles læber

25. Jul 2008 20:51, Søren Langelund

Batman-feber: Hvis det skulle have gået forbi nogen, har der i denne uge været premiere på den nye Batman-film, The Dark Knight. En film, der efter en genial markedsføringskampagne og ikke så få høje forventninger i dens følge næsten ikke kunne andet end at skuffe. Eller det vil sige indtil man så den. Som jeg skriver i min anmeldelse for CinemaZone/Metroxpress, er der selv med de finkulturelle briller på i mine øjne tale om en af årets bedste film - for ikke at tale om prædikatet 'alle tiders bedste tegneseriefilmatisering'.

Formiddagsbladene slår forståeligt ikke så lille et brød op af et par skandalehistorier i filmens kølvand om hovedrolleindehaver Christian Bales højlydte skænderi med familien, men det har ikke kunnet fjerne fokus fra selve filmen, som er godt i gang med at slå et hav af indtjeningsrekorder bl.a. i USA og samtidig har indtaget IMDb-brugernes førsteplads over de bedste 250 film nogensinde - foran bl.a. Godfather, Den gode, den onde og den grusomme og Pulp Fiction!

Sidstnævnte topplacering skal nok tages mindre alvorligt, da The Dark Knight næppe er at finde som nummer ét om et par måneder eller tre efter den første begejstring har lagt sig. Men imponerende er det dog alligevel, at en film har kunnet ramme så bredt hos både publikum og anmeldere. Rigtigt spændende bliver det så at se, om der kommer et par Oscar-nomineringer i de store kategorier til næste år - foruden den nominering til Heath Ledger, som vi er mange, der allerede tager for givet.

For mit vedkommende har ugen også handlet meget om Batman. Foruden at snakke om filmen online, med venner og hvoren man går hen, har jeg som nævnt oven for været så heldig at få lov til at anmelde filmen. Og sidst men ikke mindst var jeg forleden så også for første gang nogensinde live på landsdækkende radio for at snakke om filmen. Det foregik en tidlig morgenstund på DR's P3, og blandt interviewer Anders Breinholts intelligente spørgsmål var "hvem spiller Robin?" :-). Nedenfor kan du høre interviewet akkompagneret af et par flotte billeder fra filmen, hvis det skulle have interesse. 

En bog sendt fra himlen

22. Jul 2008 08:24, Søren Langelund

 The Lovely Bones: Selvom jeg ser mig selv som kulturel, må jeg indrømme, jeg får læst alt for få skønlitterære bøger ift. hvor meget jeg går op i musik og film. Et bevidst valg? Tjo, jeg kan egentlig godt lide at læse bøger, men det tager bare så lang tid, og det kræver næsten, at nogen tvinger mig den enkelte bog i hænde, så jeg ikke kan komme uden om den. Derfor er det også ret tilfældigt, at jeg nu kan anbefale Alice Sebolds The Lovely Bones på det varmeste.

Da jeg flyttede fra mit kollegie for et par uger siden, stødte jeg på tre engelske paperback-bøger bagerst i mit skab, som må have tilhørt en af de tidligere beboere på værelset, og mens jeg uden at kigge nærmere på de to første bare smed dem ud sammen med alt det andet ragelse, stoppede mine øjne på The Lovely Bones' på én gang mystiske og salige blå cover.

Dels så bogen indbydende ud, dels havde jeg - som den filmnørd jeg er - læst, at dette var den amerikanske bestseller fra et par år tilbage, som Peter Jackson for tiden var i gang med at filmatisere med Saoirse Ronan (Atonement), Mark Wahlberg, Susan Sarandon, Rachel Weisz m.fl. på rollelisten. En film, som allerede nu er udråbt til en af næste års mest ventede.

I stedet for at smide bogen ud, røg den derfor tilfældigvis øverst i en af de mange flyttekasser, og dermed var den en af de første ting, jeg pakkede ud igen dagen efter. Så efter en lang flyttedag, smugkiggede jeg lidt i den ved sengetid, og få sekunder efter var jeg lige så grebet, som millioner før mig. Sebolds historie om en lille pige, der på tragisk vis bliver voldtaget, myrdet og skåret i småstykker for herefter fra sin himmel at følge sin families udvikling og opløsning, er noget af det mest medrivende, rørende og intelligente stykke dannelseskultur, jeg har beskæftiget mig med. Man kan ikke lægge bogen fra sig igen - og man vil heller ikke - for vi får både et fængslende forstadsdrama, en nervepirrende thriller og en ny indsigt i livets væsen skrevet med vid, bid og glimt i øjet, så man næsten allerede kan se filmen for sin indre skærm.

Optagelserne til filmen er for længst i gang, men den kommer formentligt først ud til november 2009. Indtil da kan jeg kun anbefale at købe eller låne bogen så hurtigt som muligt, som på dansk (hvis man ikke hellere vil læse den på originalsproget) hedder Her fra min himmel.

Min lillebror - nu i film-trailer

17. Jul 2008 15:23, Søren Langelund

Frygtelig Lykkelig: Jeg har før pralet med min dygtige lillebror  Mads og hans deltagelse i den kommende Erling Jepsen-filmatisering Frygtelig Lykkelig. I oktober og november sidste år optog han nogle få dage med bl.a. Kim Bodnia (som han i filmen får tæsk af!) og Jakob Cedergren, og selvom han kun har en lille rolle, vil jeg tillade mig igen at gøre opmærksom på den.

Nu kan man nemlig se en trailer til filmen, og i få sekunder (fra 0.44-0.46) få et glimt af Mads :-). Selv med objektive briller synes jeg faktisk, at filmen ser særdeles interessant ud, og den vandt da også så sent som i weekenden hovedprisen på Karlovy Vary Film Festival i Tjekkiet. Ligesom flere internationale kritikere var særdeles positive i deres anmeldelser.

Handlingen er baseret på Erling Jepsens bestseller, hvor vi ifølge pressematerialet "følger den unge politimand Robert (Cedergren) som landbetjent i en lille sønderjysk by. Tilflytteren Robert er kun på Tønder-egnen som vikar, men det lokale, provinsielle hierarki viser sig dog en anelse vanskeligt at passe ind i hans planer, for livet er som bekendt ikke for nybegyndere - og da slet ikke på landet".

Frygtelig Lykkelig får premiere den 24. oktober - og traileren kan nydes (mange gange, tak ;-)) lige her...

Tykke Tanev og de vrede vestjyder

16. Jul 2008 14:10, Søren Langelund

 Når man som jeg er fra Vestjylland, så kender man irritationen over, at visse vejrværter fra tv (ingen nævnt, ingen glemt) har så meget volumen omkring maveregionen, at man kort og godt ikke kan se, hvordan vejret i ens region bliver de næste par dage. Jo, der er større problemer at tage op i verden, men det har nu alligevel ikke holdt Folketings-politikeren Jens Kirk (V) tilbage fra nu offentligt at kritisere TV 2 Vejrets populære vært Peter Tanev.

Kirk er valgt i Ringkøbing valgkreds, og man må formode, at Tanevs korpus er et heftigt samtaleemne i det vestjyske, siden politikeren nu tager den i mine øjne nærmest pinagtigt morsomme kritik op i dagens udgave af MetroXpress. Heldigvis er Peter Tanev foruden stor om livet også så storsindet, at han til avisen undskylder sin (over?)vægt  - dog ikke uden et glimt i øjet, som måske ikke vil falde helt i god jord i det vestjyske.

Hvordan vejrkrigen mellem Tanev, Kirk og Vestjylland ender, kan kun fremtiden vise, men hvis man nu alligevel har MetroXpress fremme for at læse den med garanti Cavling-prisvindende artikel, så tjek også lige min anmeldelse af Will Smith-blockbusteren Hancock ;-)!...

Godt begyndt

12. Jul 2008 21:01, Søren Langelund

Hjem kære hjem: Det begynder at ligne noget med min nye lejlighed (tidligere beskrevet her). Selvom det ikke burde kunne lade sig gøre med en (virker det til) uendelig række af 12-timers-vagter på job, har jeg efter kun to uger fået erhvervet eller bestilt mig de fleste af de allervigtigste ting. Sofa, spisebord, bademåtte. Kontorstol, altanmøbler, vinoplukker. Mikroovn, sengebord, brødrister. Og sengetøj, stuelamper, reoler, billeder, rammer, vinglas, potteplanter(!)... - ja listen kunne fortsætte i evigheder, for når man kommer fra et lille kollegieværelse og fælleskøkken og pludselig skal fylde en hel lejlighed ud selv, er der overraskende meget, man skal skaffe.

Mere end hvad jeg i hvert fald lige havde gennemtænkt af både store og små ting, som bare burde være der. For hvad er en suveræn sofa uden nogle tilsvarende skønne sofapuder? Eller en altan uden nogle møbler at nyde havudsigten på? Eller en masse skønne vægge uden nogle skønne billeder af nogle endnu skønnere kvinder (se nogle af de billeder, jeg har bestilt mig lige her :-))? Min Dankort har glødet og mine motorisk spastiske arme har være på overarbejde, hvad angår såvel slæbning og (eeeeps!) samling af møbler, og med slet skjult stolthed kan jeg proklamere, at det næsten er gået godt hver gang. Jo, jeg var ved at ødelægge ovnen på dag to, og spydige tunger vil sandsynligvis også påpege de ikke 100% lige stoleben i køkkenet, men i det store hele er jeg mere end tilfreds. Både over hvor hurtigt det hele er gået, og hvor godt det er endt ud med at blive.

Derfor også en særlig tak til familie og venner, som har hjulpet til - og som forhåbentlig også vil hjælpe den kommende tid, hvor der bl.a. skal samles et stort reolsæt, der er på vej fra IKEA og hænges billeder op :-) (for jo, der er stadig masser at gøre!.. hehe...). Min mor har været forbi hele vejen fra sydjylland med en indflytningsblomst (og en kasse Cola Zero!), farmand er i gang med at skaffe ny seng, og min storebror har brugt adskillige aftener på at sætte lamper og andet tingeltangel op. Ja, så sent som i dag gav han og svigerinde Anja mig et lift til iKEA. Ligesom vennerne har været overraskende nemme at lokke til at spendere tid på flytning, opsætning af trådløst net og alskens herlige aktiviterer. Så igen: Tak for det.

I løbet af en måned - om alt går vel - er de sidste dele samlet, sat op og mere eller mindre klar til at blive vist frem sådan for alvor. Hvilket også betyder, at de lovede billeder af lejligheden nok snart skal blive taget og lagt op på Facebook eller lign. :-)... Dem skal jeg bare også lige have nogen af mine fotograferingstekniske wiz-friends til at tage, så også dét forløber superbt!...

iPhone 3G - friend or foe?

10. Jul 2008 13:11, Søren Langelund

 iPhone-problemer: Ved midnat dansk tid lanceres Apple's famøse iPhone 3G herhjemme efter meget ståhej og lang ventetid. Men alle forbrugere herhjemme er langt fra jublende glade pga. Telia, der pt. er eksklusiv-forhandler i Danmark.

Personligt var jeg også ret sikker på, at jeg ville erhverve mig verdens vel nok lækreste gadget, men nu er jeg kommet gevaldigt i tvivl. For det første er abonnementpriserne nemlig betydeligt dyrere end i udlandet (danskerne skal give over dobbelt så meget som i Holland), og for det andet er Telias danske såkaldte iOn-abonnement ifølge mange kritikere såvel som undertegnede totalt fejlslagent ift. det eksklusive produkt.

Hovedkritikpunktet er kort fortalt, at abonnementet, som koster 600 kr. per måned(!), ikke - som i udlandet - har såkaldt "fri datatrafik" inkluderet, hvilket betyder, at telefonens store force (at gå hurtigt, lækkert og nemt på nettet m.v.) kan blive en meget, meget omkostelig affære for vi danske forbrugere. Inkluderet i det dyre abonnement er nemlig kun 300 mb trafik - og det svarer til sølle 4-5 almindelige hjemmesidevisninger om dagen! Foruden de adskillige flere visninger, de fleste af os har behov for, kommer så det at hente mails, se YouTube-videoer, downloade musik og alt det andet, som iPhone er ment som at blive brugt til.

Tilmed har Telias 3G-net i adskillige tests i både tv og blade fået hård kritik som værende det klart svageste sammenlignet med 3's og TDC's, og det er jo dét net, som skal sikre iPhone-brugerne den hurtige, smide netadgang. Således kan man med rette kritisere Apple for at satse på Telia herhjemme, og man kan - ikke mindst - være ud med riven over for Telia, som tilsyneladende ikke ved, hvilket produkt de sælger. Dette har skabt forståelig røre på adskillige online-fora herhjemme, ligesom en underskriftindsamling mod Telia blev sat iværk. iPhone-fansiden opfordrer også vrede kunder til at sende saglige klagemails til Telia. Allerede nu er der blevet sendt mails i tusindvis.

For mit vedkommende bliver det nok ikke til en klagemail. Men jeg vil meget mod min vilje nok vente og se tiden lidt an. Vente på, at 3 f.eks. kommer til at udbyde iPhonen, at Telias net/abonnement bliver bedre, eller at det nemmere end i dag bliver muligt at købe en ulåst telefon i udlandet. For selvom jeg meget gerne vil have fingrene i det lækre legetøj, som designteknisk og funktionelt virker uovertruffent, vil det næsten være for ærgerligt ikke at kunne bruge det tiltrækkeligt uden at tænke for meget på kroner og ører.

Vi følger i øvrigt lanceringen af iPhone på NEWS hele dagen, bl.a. i 17 Finans og i aften med reportere inde omkring den kø af mennesker på Amagertorv i København, der venter på at få fingre i telefonen ved midnat.

Feodoraen af for Cohen

6. Jul 2008 15:55, Søren Langelund

 Leonard Cohen live: I løbet af gårsdagens Cohen-koncert foran Rosenborg Slot lettede aftenens hovedperson utallige gange på sin Feodora-hat i respekt og benovelse over såvel sit trofaste og hypnotiserede publikum som det fejlfrit spillende orkester, der akkompagnerede den aldrende men knivskarpe mester.

Men havde jeg haft en hat med, havde jeg taget den af endnu flere gange for legendariske Leonard, der mere end leverede varen og indfriede mine tårnhøje forventninger. En over tre timers himmelsk opvisning i musikalsk indlevelse og så mindeværdig en koncert, at man op til flere gange blev efterladt med gåsehud eller tårer i øjenkrogen i en sindsstemning af ren, ophøjet ekstase.

Cohen selv sluttede koncerten af med at understrege, at han aldrig ville glemme denne særlige aften, og mens en sådan udtalelse fra mange andres munde ville have klinget hult og klichefyldt, tvivlede man ikke et sekund på denne vidunderligt indsigtsfulde, charmerende og meditative poet, for et kvarter over midnat kendte man præcist til den følelse, Cohen beskrev. Følelsen om, at noget uforglemmeligt, evigtgyldigt havde fundet sted. En ganske særlig aften, hvis toner med al sandsynlighed stadig runger helt ind til Rosenborgs kronjuveler.

Forinden forløb en decideret perlerække af Cohen-klassikere så lang og imponerende, at man ikke var i tvivl om, at den kunne have fortsat til den lyse morgen. Startende med min personlige favorit Dance Me to the End of Love og afsluttende med I Tried to Leave You blev det til i alt 23 sange (heraf en to-tre afvigelser ift. turnestarten i Dublin for nogle uger siden). Der var alle de store hits som Hallelujah, First We Take Manhattan, I'm Your Man, Ain't no Cure for Love og Suzanne samt de fleste af de små, sitrende perler som Everybody Knows, Sisters of Mercy, Tower of Song, The Future, Democracy, Bird on a Wire og In My Secret Life. Omkredsende og dissekerende åndslivet, kærligheden og ensomheden, og omfavnende såvel livets lyse- som skyggesider. Ja, i det hele taget et repertoire fra en alfaderlig og alligevel nærværende skikkelse, som ramte mig stærkere og klarere med sin legemliggjorte lyrik, end jeg tidligere har oplevet.

Bortset fra en mindre detalje som det faktum, at Cohen ikke spillede en af mine absolutte favoritter Waiting for the Miracle, har jeg efterfølgende intet at irettesætte koncerten for overhovedet, hverken hvad angår fremførelse, lydteknisk kvalitet - eller sågar vejret, som viste sig fra sin bedste side denne lune sommeraften. Alt gik op i en højere enhed, hvis epicenter var noget så simpelt som en gammel trobadour med en stemme sendt fra himlen og en hat under armen. Leonard - you're my man!

Waiting for the miracle

4. Jul 2008 19:31, Søren Langelund

Leonard Cohen live: Nogen kender ham som charmør, andre hans baggrund som munk. Til tider forklæder han sig som æstetiker og romantiker, andre gange som koldblodig, grusom pessimist. Måske er troubadouren og singer-songwriteren Leonard Cohen det hele på én gang. Med sin rustne, gennemtrængende og behageligt mediterende bas-stemme og tidløst rørende poetiske tekster har Cohen i over 40 år omkredset og dissekeret åndslivet, kærligheden og ensomheden - og musikalsk indtaget Manhattan, Berlin og det meste af den øvrige verden.

I morgen aften er det så Københavns tur til at blive sendt i den syvende musikhimmel, når Cohen live gæster Rosenborg eksercerplads. Blandt de dedikerede fans, der ikke har ladet sig skræmme af den lidt pebrede billetpris, er undertegnede, og jeg glæder mig ualmindeligt meget. Ifølge anmeldelserne af verdensturneen, som Cohen blev tvunget ud på, da en grådig manager stjal hans opsparing, kan man også roligt forvente mirakler af morgendagens koncert.

Så godt som samtlige dagblade herhjemme gav turnestarten i Dublin i juni 6 stjerner ud af lige så mange mulige, og bl.a. kaldte Ekstra Bladets Henrik Queitsch koncerten for ”en oplevelse for livet. Fra livet. Om livet. Amen”, og Erik Jensen fra Politiken så ” en af de smukkeste koncerter, undertegnede har haft fornøjelsen af at opleve”.

Så det er umiddelbart svært ikke at have skyhøje forventninger før koncertstarten i morgen aften kl. 21:00. Hvorvidt de bliver indfriet – og hvordan – skal jeg med glæde rapportere om her på bloggen i en de næstkommende dage...!

I øvrigt er der stadig ledige billetter til koncerten, hvis man skulle være interesseret.

De rigtige europamestre

2. Jul 2008 23:58, Søren Langelund

Tilbageblik på EM: For et par uger siden, skrev jeg i dette indlæg, at Spanien ville blive europamestre, og når man for en gangs skyld rammer plet, ville det da være synd og skam, hvis man så her efterfølgende ikke lige huskede at hovere tilstrækkeligt :-). Ikke kun gav Spaniens EM-sejr mig en tiltrængt skilling, jeg synes også, at turneringen fandt sin helt rigtige vinder. En vinder, som turde spille fodbold i stedet for blot at forholde sig taktisk til det. En vinder, som på én gang spillede klogt og sprudlende.

Fra den indledende opvisning mod Rusland - der blev gentaget igen i semifinalen - til  den afsluttende finale mod Tyskland, var spanierne en klasse over modstanderne. Specielt i finalen var der reelt - på trods af den spinkle føring - aldrig tvivl om, hvem der ville ende ud med pokalen. Selvom Tyskland er gode til at slå til, når der er mest brug for det, så var de i mine øjne skræmmende langt fra at være i nærheden af selv at tro på sejren. Modsat var der ikke noget tidspunkt i turneringen, hvor Spanien for alvor var tvunget i knæ, endsige rystet.

Det er dog ikke kun Spanien, der skal have ros. Alt i alt har jeg været mere end almindeligt tilfreds med niveauet i slutrunden - specielt i de indledende runder. Vi skal i mine øjne tilbage til VM i 1998 for at finde en tilsvarende underholdende, livlig og spændende turnering, hvor en så høj procentdel af kampene var så godt som umulige at tage øjnene fra. Fra Hollands blændende spil i indledende runde til Ruslands opblomstrende gennembrud mod slutningen, har vi fået så mange intense opgør, flotte scoringer og højt tempo, at jeg aldrig nåede at blive ked af, at Danmark ikke var med. Men ja, det hjalp selvfølgelig også, at holdet man satte penge på, klarede sig så godt, som det var tilfældet :-)...

Herre i eget hus

28. Jun 2008 20:34, Søren Langelund

 Ny lejlighed: I morgen sker endelig dét, som jeg i uge- og månedsvis har talt ned til og været noget så mentalt forberedt på: Jeg fraflytter mine ydmyge, indskrænkede kollegiefaciliteter til fordel for min helt egen, nykøbte og i øvrigt totalt overlækre lejlighed, hvis jeg nu selv skal sige det :-).

Jeg var mere end glad for at bo på det skønt socialt kollegie de første 2-3 år, men det sidste halvandet år har det været en daglig kamp at tage til takke med små ni kvadratmeters værelse og - ikke mindst - det aldrig at have noget for sig selv. Noget jeg kunne kalde mit. Noget jeg kunne udfolde mig på i stedet for at blive holdt nede af.

Fælleskøkkenets komfur skulle deles med 15 andre mennesker, jeg havde én lille hylde i et køleskab, ro og fred var der aldrig noget af, og selv den mindste form for boligmæssig selvrealisering var så godt som umulig. Det gamle, slidte og håbløst hærgede betonbyggeri blev heller ikke just mere attraktivt af at været hjemsøgt af ikke så mider, fluer og andet uhygiejnisk skidt, som man har svært ved at blive rigtigt gode venner med i længden. Som jeg sidder her i dag, er jeg vokset fra kollegielivet, og jeg har meget svært ved at komme i tanke om noget, jeg for alvor kommer til at savne. Jo, her er da et par mennesker, jeg holder af, men de er - no offense - meget, meget få i forhold til nogle år tilbage, og jeg tvivler på, at jeg kommer rendende desperat tilbage til en renunion lige med det første.

Så sent som i morges blev jeg kl. fire vækket af stive og festglade unge, som til deres store fornøjelse havde fået fat i både en megafon og et enormt båthorn a la dem man bruger til store fodboldkampe. Charmerende, ik'? To timer senere var der ro - indtil hujende studenter så begyndte at suse op og ned af den store hovedvej, som ligger alt for tæt på mit vindue. Et vindue, som i øvrigt er åbent døgnet rundt for at undgå decideret kvælelse i det tætte lokale. Det bliver helt mærkeligt fra i morgen af ikke kun at have både et reelt badeværelse, soveværelse, køkken og stue, men også at have det for mig selv. Helt mærkeligt som i forrygende fantastisk.

Min nye lejlighed er oven i købet kun et par år gammel, og dermed er alt totalt nyt og lækkert indvendigt. Fra trægulv og toiletfliser til den store, bekvemmelige altan, hvorfra man kan nyde en nærmest beach resort-agtig gårdhave og en skønt forfriskende havudsigt. Og så er det bestemt også rart, at jeg fremover på under to minutter kan gå på arbejde. Eneste problem er umiddelbart, at jeg ikke har nogle møbler at fylde lejligheden ud med indtil videre, så der går nok nogle uger/måneder, før alt for alvor er på plads. Men det er til at overkomme, synes jeg. Ligesom det er mere end acceptabelt, at jeg har gældsat mig op til begge ører og fremover kommer til at betale betragteligt mere i husleje end i dag. For taget i betragtning at jeg reelt betaler for den ultimative frihed, synes jeg egentlig, jeg er sluppet billigt.

Kald mig gammel, småborgelig eller kedelig, men det bliver så skønt at blive herre i eget hus. Gad vide om jeg overhovedet får sovet i nat af bare spænding. Ved middagstid i morgen går det i hvert fald løs, og jeg vil nok i de næste par uger smide et par billeder op af the new place på min facebook-profil. Glæd jer - det gør jeg ihvertfald :-)...

Den mørke ridders markedsføring

26. Jun 2008 07:42, Søren Langelund

 Batman all over: En af sommerens - ja måske årets - mest ventede film er uden tvivl efterfølgeren til Christopher Nolans såvel kritiker- som publikumroste Batman Begins, der mere end genoplivede verdens vel nok mest komplekse og derigennem interessante superhelt. Titlen er The Dark Knight, premieredatoen er 23. juli og foruden at fortsætte hvor den første film så uimodståeligt efterlod os med en mere troværdig Batman end nogensinde, så er det også som bekendt filmen, hvor vi får nu afdøde Heath Ledgers svanesang som skuespiller.

Ledger spiller flagermusmandens nemesis, Jokeren, og ud fra trailere m.v. at dømme, så ser hans præstation ud til at blive mere end almindeligt interessant. Jokeren virker i den australske kvindebedårers skikkelse mere vanvittig og ondskabsfuld end hidtil, og i Hollywood viskes der allerede nu om Oscar-muligheder.

Således skulle man tro, at filmselskabet følte sig mere end trygge mht. foromtale af filmen, og det er svært at se, hvad der skulle stikke en kæp i hjulet for dens succesmuligheder. Alligevel har jeg igennem længere tid gang på gang taget mig i at nikke anerkendende over nye tiltag, som selskabet bliver ved med at sætte i søen. Ikke mindst online. For når det kommer til The Dark Knight, så er en almindelig reklamekampagne og hjemmeside åbenbart ikke nok. Vi fans måtte i ugevis sidste år følge mystiske links på nettet for at se klip fra filmen - som var der tale om en skattejagt - og nu hvor vi er tættere på premieren vælter det frem med hjemmesider, som sætter filmens miljø såvel som personer fornemt i scene. På en original måde der gør, at man til tider har svært ved at huske, at der reelt er tale om reklamefremstød fra ende til anden. kan man f.eks. møde Jokeren og hans tilhængere, ligesom der til tider gemmer sig skjulte klip. Er man mere til the good guys, kan man på støtte op om Gothams retskafne kandidat til at blive statsadvokat, og der står intet om, at selv samme Harvey Dent senere bliver til den vederstyggelige Two-Face. Vidste man ikke bedre, så kunne dette site sagtens gøre sig ud for en rigtig politikers hjemmeside - man kan downloade klistermærker til bilen, støtte op med penge og give sit besyv med på holdningssiden ligeså. Også Dents modkandidat har naturligvis en hjemmeside, ligesom Dents kritikere også kommer til orde. Jo jo, demokratiet fejler på overfladen ikke noget i Gotham City!

Gotham har naturligvis også sine egne medier, og Gotham Times' hjemmeside diskuterer bl.a. indgående, om Batman er en helt eller fjende. Gothams svar på CNN, Gotham Cable News (GCN) har på deres website en lang og velproduceret feature om den rige playboy Bruce Waynes allerede legendariske ophav og opførsel. Sidst men ikke mindst, så har bl.a. Gothams politi og offentlige togsystem naturligvis også deres egne respektive hjemmesider. Fuldstændig som var der tale om en rigtig by, et rigtigt samfund, en rigtig virkelighed!

Ydermere har filmselskabet nænsomt drysset plakater, billeder, interviews, videoklip m.v. ud stille og roligt over de seneste mange måneder, så man konstant bliver holdt nysgerrig helt til premieredatoen. Og alt sammen uden at afsløre for meget om handlingen, hvilket får filmen til konstant at have et mystisk slør omkring sig, som man bare må have løftet. Jeg er såvel imponeret over som hooked på denne meget moderne og alternative form for promovering, og 23. juli kan kun komme for tidligt. Lever filmen bare tilnærmelsesvist op til dens markedsføring, har vi utvivlsomt at gøre med en af årets helt store biografoplevelser.

Vejen mod lasersyn, del 4

25. Jun 2008 19:32, Søren Langelund

Første eftertjek: Så er de første seks uger gået efter min øjenoperation, og derfor har jeg nu været til mit første såkaldte eftertjek. Jeg fik målt min synsstyrke og tjekket helingens udvikling, og heldigvis var alt, som det skulle være. Det tyder på, at mit højre øje er lidt længere om at hele end det venstre, hvilket måske kan forklare, at det til tider sidst på dagen føles lidt mere "træt" end det venstre. Men det er - fik jeg at vide - stadig så kort tid efter operationen, at der intet er at være nervøs over.

Personligt må jeg også indrømme, at jeg for længst har vænnet mig til ikke at bruge briller, og jeg synes det går aldeles udmærket uden. Jeg må også nu helt og aldeles droppe brugen af øjendråber, hvilket jeg heller ikke just klager over. Så alt i alt har jeg svært ved at droppe noget malurt i bægeret. Jeg skal stadig bruge solbriller konstant uden for, og som tidligere skrevet, kan jeg mærke, når øjnene har haft en lang og krævende dag (specielt på det højre), men det er jeg vel næppe ene om? Mindes i hvert fald også, at mine øjne mod aftentide godt kunne hænge lidt med mulen i de gode gamle dage, hvor jeg ellers gik med briller, så jeg er mere end fortrøstningsfuld.

Næste eftertjek - som vist også er det sidste - er medio august. I'll keep you posted ;-)!..

On rotation vol. 21 (Fleet Foxes - Fleet Foxes)

23. Jun 2008 10:42, Søren Langelund

 Fleet Foxes: Er der noget bedre end nyt musik fra en debuterende gruppe, som formår at leve helt og aldeles op til måneders hype og de dertilhørende naturligt skyhøje forventninger? Efter at have spenderet et par uger i Fleet Foxes' nærmest terapeutiske musikhimmel er svaret et klart og ufravigeligt 'nej'! Anmelderne har sammenlignet deres album med auditive solopgange, og det er egentligt et godt billede på den salighed og det velbehag, som hurtig indtræffer efter blot at have lyttet til få numre. Disse Seattle-drenge har gjort mine sidste par dages sygdom markant nemmere at overleve.

Deres metode er umiddelbart simpel. Oftest underspillede akustiske instrumenter blendes med vokalharmonier og korarrangementer af en anden verden, der leder tankerne hen på alt fra Beach Boys til Queen. Med overraskende drejninger og syrede tekstuniverser i de som oftest folk-, americana- eller country-inspirerede drømmepops-melodier, er sangene svære at slide op. Fleet Foxes' første album er en ualmindeligt helstøbt, dybtfølt og indlevende independent-skive, som det egentlig vil være synd at fremhæve enkeltsange fremfor helheden fra.

Et album der henter noget af det bedste fra fortiden op til nutiden, og i den proces måske er med til at lægge fundamentet for et bud på fremtidens lydbillede? Man har da i hvert fald lov at håbe...

P.S. Coveret fortjener at blive set i høj opløsning

De bedste amerikanske film?

18. Jun 2008 19:41, Søren Langelund

 AFI's topliste: Engang i mellem kommer det amerikanske filminstitut med kontroversielle top 100-lister over de bedste amerikanske film, og de er sjældent kedelige at kigge igennem. Hvis ikke andet så for at diskutere, hvilke film der mangler, og hvilke film der slet, slet ikke har fortjent at figurere på listerne. Denne gang har AFI så sendt ti top 10-lister ud fordelt over forskellige såkaldt 'klassiske genrer', og vinderne i de forskellige ti kategorier ser således ud (i tilfældig rækkefølge):

- Animationsfilm/tegnefilm: 'Snehvide og de syv små dværge' (1937). Et såvel naturligt som rimeligt valg. En skelsættende og - stadig i dag - fantastisk film. Min personlige Disney-favorit er dog Skønheden og Udyret - skarp forfulgt af Løvernes Konge.

- Romantisk komedie: 'Byens Lys' (1931). Den svageste og mest svingende kategori, men til gengæld en fortjent vinder. Langt fra at være Chaplins bedste film, men det siger mere noget om det lille komiske genis perlerække af mesterværker end denne films mangel på kvaliteter.

- Western: 'The searchers'/'Forfølgerne' (1956). Igen en helt suveræn vinder, som er svært at sætte en finger på. Man kan dog ikke lade være med at føle et stik i hjertet over, at Sergio Leone ikke er at finde i denne kategori, men det skyldes jo velsagtens, at hans film ikke er amerikanske per definition. 

- Sportsfilm: 'Raging Bull' (1980). At simplificere Scorseses vel nok stærkeste film til en sportsfilm er nok at stramme den, men nuvel. Nederst på denne kategoris liste har sødsuppe-dramaet Jerry Maguire sneget sig ind, og det siger nok en del om, hvor lidt seriøst disse genreinddelinger skal tages.

- Krimi/gyser: 'Vertigo'/ 'En kvinde skygges' (1958). Godt det ikke er mig, der skal vælge blandt Hitchcocks bedste film, men bestemt en vinder, man har svært ved at brokke sig over. Et skelsættende og ualmindeligt komplekst værk, som jeg stadig aldrig rigtigt har fået regnet ud på trods af flere gennemsyn. Min personlige Hitch-favorit er dog nok Menneskejagt, som må nøjes med en syvendeplads inden for denne kategori.

- Fantasy: 'The wizard of oz' /'Troldmanden fra Oz' (1939). Listens eneste deciderede fadæse-vinder. Ingen dårlig film, langt fra, men måske en af de mest overhypede såkaldte klassikere, som bortset fra de farvestrålende kulisser og mindeværdige sing-along-songs ikke rigtigt er noget særligt i mine øjne. Tiden har ikke været god ved Dorothy og co., men AFI har nok manglet det sidste mod til at give Ringenes Herre dens helt fortjente og vel indlysende førsteplads?

- Science fiction: '2001: A Space Odyssey' /'Rumrejsen år 2001' (1968). Puha, igen er jeg splittet. I mine øjne vil Star Wars (eller endnu bedre Empire Strikes Back) altid være science fiction-filmEN, men Kubricks rumodyssé kan argumenteres for både at være en vigtigere og bedre film. Men på trods af genreslægtskabet er det også to meget, meget svært sammenlignelige film. Kategoriens diversitet understreges også af, at Clockwork Orange er at finde her(!).

- Gangster: 'The Godfather' (1972). Vist ikke så meget at sige her. Listens vel nok mest sikre vinder - og da også helt fortjent. At jeg så personligt foretrækker The Godfather II er en mindre detalje.

- Retssalsdrama: 'To Kill a Mockingbird' /'Dræb ikke en sangfugl' (1962). Igen en ret svag og blandet kategori, som i mine øjne også er lidt overflødig. Når det er sagt, så giver den gode hr. Peck i denne film en af de mest gennemtrængende mandlige skuespilpræstationer nogensinde, og det fortjener bestemt anerkendelse.

- Storfilm: 'Lawrence of Arabia' /Lawrence af Arabien' (1962). Igen et meget åbenlyst og indlysende valg - og også én af mine absolutte yndlingsfilm. David Lean er og bliver epic-mesteren over dem alle, og så overlever jeg nok, at min egen personlige favorit (Titanic :-)!!) er lidt længere nede af listen.

-> Den samlede liste med alle 100 film kan ses lige her!

Af sådan mere generelle betragtninger, så undrer jeg mig over AFI's genreinddeling såvel som -valg. At der ikke er en horror- eller independent-genre, er næppe overraskende, men at det ofte mainstream-orienterede AFI ikke har fundet plads til en musical- eller krigsgenre, som hver især har budt på så mange af amerikansk films største og mest mindeværdige successer, er mig lidt en gåde. På samme måde glimrer en ren komedie-genre ved sit fravær. "Romantic comedy", "Sports" eller "courtroom drama" kunne godt have ladet livet i mine øjne - både ud fra generelle genrekriterier OG hvis man kigger på de enkelte film på disse tre lister.

Mere specifikt så savner man unægteligt nogle af de måske allerstørste amerikanske klassikere som Citizen Kane og Casablanca, som begge er i toppen af AFI's generelle Top 100 over amerikanske film. Men de er åbenbart - trods alt - ikke nemme nok at smide i en af ovenstående genrekasser. Af instruktørnavne spejder man bl.a. langt efter D.W. Griffith i epic-kategorien og så havde flere nyere navne som Coen, Burton eller P.T. Andersen vel heller ikke skadet?

Nå, men det er jo godt, at listen kun bliver lavet for at lægge op til diskussion - og så naturligvis for at fungere som baggrund for et storstilet, selvfedt tv-show, som man kun kan håbe på også når danske breddegradder ved lejlighed!..

Nyt job, nye udfordringer

13. Jun 2008 08:05, Søren Langelund

 On air-redaktør: Jeg er - som så oftest pointeret før - utroligt glad for mit job på TV 2 NEWS, og den glæde er ikke blevet mindre den sidste uges tid, hvor jeg oven på den store bryllupsdækning for TV 2 nu kan småstresse over karrierens hidtil største udfordring. Jeg er nemlig blevet såkaldt 'on air-redaktør' på NEWS.

Som det måske fremgår af navnet, så ligger der i den stilling væsentligt mere ansvar end i min oprindelige. I samarbejde med den ansvarshavende redaktør på dagen står jeg for ledelsen af den daglige redaktion, og sørger hele tiden for at prioritere og tilrettelægge, hvilke indslag/interviewes/lives/m.v. vi skal dække og hvornår.

Meget banaliseret kan man praktisk sammenligne vores afviklingskø på NEWS med en playliste, som de fleste kender fra musikafspilningsprogrammer som iTunes, hvor man også i en rækkefølge kan sammensætte enkeltelementer - og helst så det giver det mest sammenhængende og flydende hele. Min hovedopgave er, at sammensætte en sådan kø til hver halve time vi sender, og med den ene hånd sørge for at rækkefølgen bliver fulgt on air (at de seneste indslag kommer med hver gang, at interviews er skarpe og tilpas lange, at livereportere er igennem med aftalte gæster, pointer m.v., at vi ikke går over/under tid etc.), samtidig med at den anden hånd opsætter den næste udsendelseskø.

Der vil naturligvis altid være historier og overblik, der går igen fra udsendelse til udsendelse, da vi ikke beder seeren om at se med i timevis for at kunne få den seneste opdatering, men det betyder langt fra, at to køer som oftest er tilnærmelsesvist ens. Om morgenen har vi f.eks. en masse grafikker og features, hvor vi ser på dagens store historier i såvel udland og indland som finans, og disse bliver spredt ud over den dynamiske morgenflade sammen med en masse liveomstillinger til Vejret, Dagbladet Børsen, Vejdirektoratet, TV 2's regioner, Christiansborg og vores sendevogne på gaden, hvor den enkelte historie udspiller sig.

Selvom vi har en halv time at gøre godt med hver gang, så kan vi selvsagt ikke nå alle disse ovenstående hver gang, når vi også har indslag, interviews, telefon-lives m.v., ligesom vi oftest vælger at fokusere særligt på én nyhedsgenre i forskellige udsendelser. Foruden dagens absolutte tophistorier fra Indland, så kan man ofte støde på en halv time næsten udelukkende med finans- eller udlandsstof, specielt hvis vi har spændende nye vinkler, gæster eller lives til de enkelte historier. Sidst men ikke mindst, så forsøger vi også at klemme 3-5 minutters sport ind i de fleste udsendelser, men det kan være meget svært at nå - specielt i vores primetime-slots.

På den måde skulle man gerne som seer samlet set gerne få en varieret og spændende udsendelse i de fleste tilfælde - uden vi går hverken over eller under tid, så reklamerne kan komme på, inden vi præcist hel eller halv går på igen. En udsendelse, som er hhv. hurtigt, dynamisk godt selskab om morgenen, en levende debatterende og konkretiserende indgang til dagens tophistorier sidst på eftermiddagen, eller perspektiverende, dybdegående og fremadskuende om aftenen - for nu at stille det op i vores tre prime times hovedformål. Ind i mellem og i løbet af dagen er der så mere almindelige nyhedsudsendelser, men ydermere går vi sandsynligvis også i breaking på et eller andet tidspunkt, ligesom vi kl. 12 og 14 skal lave korte, præcise udsendelser for hovedkanalen, TV 2 - hvilket betyder ekstrem minutiøs planlægning ned til sekundet. Så det skorter ikke just på pauser eller tid til at kede sig.

Det gode ved sidstnævnte er, at man altid er i gang og at arbejdsdagen aldrig går ned i tempo. Nyheder i almindelighed og på tv i særdeleshed er evigt pulserende, og de konstant krævende udfordringer passer mig strålende. Oven på bryllupstilrettelæggelsen for TV 2 har jeg dog haft lidt svært ved at sove og slappe af, når jeg kom hjem, og selvom det langt fra er blevet nemmere efter det mere stressende nye job, så klynker jeg ikke. Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive bedre til at overkomme det hele, når det kommer lidt på afstand. Jeg har altid været en arbejdsbi, som elsker at være i gang og have nok at se til - hellere for meget end for lidt. Og så må jeg sove, når jeg bliver gammel ;-)...

Spanien bliver europamestre (I hope)

8. Jun 2008 15:00, Søren Langelund

 EM 2008: I skrivende stund har EM-slutningen (eller "EURO 2008", som det så smukt hedder på nydansk) været i gang i et døgns tid, og de næste tre uger er vi nok mange, som vil sidde mere eller mindre klinet til skærmen - også selvom Danmark ikke er med. Selvfølgelig havde et EM med dansk deltagelse og en gentagelse af de gyldne 92'er-dage fra slutrunden i Sverige ikke været at kimse af, men når man tager i betragtning, hvor dårligt og uinteressant vores landshold for tiden spiller, så gør vores fravær ved nærmere eftertanke ikke mig det store.

Så kan vi nemlig denne gang uforstyrret fokusere helt og aldeles på at nyde de mange suveræne fodboldspillere fra det store udland fremfor på vore egnes manglende meritter. Det eneste pres, vi har på vores skuldre, er den fra til stadighed bagende sommmerhede, og det er lige til at overkomme, når man søger skygge foran flimmerkassen.

Når vi nu ikke selv er med, giver det også én bedre muligheder for nøgternt at spille lidt penge på turneringen. Personligt har jeg sat kr. 300,- på Spanien som vinder, og foruden et hæderligt odds skyldtes netop dette valg følgende overvejelser: For det første er der på det spanske hold to af de spillere, som jeg det sidste år har nydt mest i Premier League: Fabregas fra Arsenal og Fernando Torres fra Liverpool - to af verdens bedste og mest interessante offensive spillere. Ydermere har man en erfaren forsvarskæde ledt af Puyol fra Barcelona og mellem stængerne op til flere udmærkede målmænd at vælge imellem. For det andet så tror jeg, at Spanien efterhånden er så sultne efter et trofæ, at det kan gøre den afgørende forskel. Ingen spanske klubber vandt nogle store turneringer internationalt i år, ligesom landsholdet endnu har deres første EM- eller VM-guld til gode. De har altid været lige ved og næsten - indtil i år. Nu skal det være, nu kulminerer den perfekte kombination af iver, erfarenhed og talentmasse, kan jeg mærke :-)!...

Med det sagt, så er det rigtigt interessante ved årets slutrunde imidlertid dens på papiret mange muligheder for spænding. Det er vel nærmest kun de to værtslande, der IKKE har en chance for at vinde? Foruden Spanien så har jeg dog en god fidus til Tyskland, som jeg også overvejer at spille på. Italien, Frankrig, Portugal er de andre oplagte favoritter, men Italien er plaget af skader, Frankrigs hold er stadig under genopbygning post-Zidane, og enmandshæren Ronaldo er i mine øjne ikke nok til at sikre Portugal guldet. Det efterlader altså Spanien og Tyskland, selvom også Kroatien, Sverige, Holland og Rusland i princippet kan vinde med den rette mængde held.

Kedeligt bliver det ihvertfald ikke at følge, og pt. er eneste klagepunkt, at Thomas Helvegs evner som kommentator mangler både vid, bid og skarphed. Indtil videre er en kære fynbos kommentarer for famlende, mumlende og præget af accent, men så er det jo godt, at han - ligesom spillerne - får ikke så få kampe til at nå topformen i over de næste uger...

All shoes, no sex

6. Jun 2008 10:48, Søren Langelund

 Carried away?: Efter fire års venten er filmudgaven af en af nyere tids mest succesrige tv-serier endelig landet i biograferne: Sex and the City - The Movie. En film der utvivleligt vil få specielt det kvindelige publikum til at søge skygge for sommersolen i biografen, men som alligevel ihvertfald skuffede mig, som - skal det nævnes - var/er særdeles glad for serien.

For hvad der var en provokerende, nybrydende og uforskammet underholdende tv-serie, er i sin filmudgave blevet en overlang reklamesøjle for alverdens modemærker, som aldrig rigtigt forløses eller fænger. Som jeg skriver i min anmeldelse (der kan læses i dagens MetroXpress eller her på kan den 2,5 timer lange Sex and the City – The Movie sammenlignes med et (for) langvarigt parforhold: Alt for meget evindelig kværuleren, alt for lidt dampende sex.

Hvad værre for de mange fans er, at de fleste andres anmeldere synes at være enige med mig. Skruer man ned for forventningerne, er der dog tilpas med underholdning til ikke at kede sig, og efter den meget hype i blade og på tv (ja, selv vi på NEWS havde studiegæster inde for at analysere seriens/filmens univers) kan man med rette blive fristet til selv at se giraffen. I såfald går filmen i 57 biografer landet over - nok også i en city nær dig :-)...

Vejen mod lasersyn, del 3

5. Jun 2008 19:52, Søren Langelund

Heling: Nu er det lidt over tre uger siden min LASEK-øjenoperation (se indlæg neden for), og dermed er det nu slut med store dele af øjendråbe-helvedet og et lidt svingende syn. Smerter har der heller ikke været nogle af længe, og selv det meget sollys irriterer mig ikke. Jeg skal dog stadigvæk have solbriller på uden for, ligesom jeg kan mærke, at mine øjne hurtigere bliver trætte end før.

Når vi nærmer os sidst på dagen, blive specielt det højre øje nemlig lidt tungt, og jeg kan mærke, jeg skal anstrenge mig mere for at se skarpt. Men eftersom jeg har fået at vide, at synet er svækket og kan svinge i op til tre måneder efter operationen, så vil jeg ikke gå i panik her efter bare tre uger. Næste skridt mod det permanente supersyn er et eftertjek, som ligger et par uger fremme. Her bliver jeg forhåbentligt bekræftet i, at operationen gik godt og småfejlene i synet snart vil forsvinde.

Jeg vender tilbage med mere nyt i øjen-sagen, når tid er :-)...

Top 10: Ét år, én film (1998-2007)

1. Jun 2008 11:06, Søren Langelund

Filmfavoritter: Ved nytårstid hvert år går jeg i selvsving med Top 5’ere bl.a. over mine favoritfilm fra det forgange år. Men hvorfor ikke gå skridtet videre og lave en top ti over de forgangne ti års respektive bedste film set fra min næsetip? Dels ville jeg på den måde kunne få stillet min sult for Top’ere, og dels kunne jeg måske få dig kære læser til at kommentere og komme med din egen tilsvarende top 10? Det er i hvert fald et forsøg værd :-).

Reglerne er klare og simple: For hvert af de sidste ti år (1998-2007) må man vælge én favoritfilm, som har haft dansk biografpremiere det pågældende år. Der er altså ikke tale over en top ti over de bedste film fra de sidste ti år – der skal være én film fra hvert år, hverken mere eller mindre.

Så her følger således mit helt og aldeles subjektive bud på hvert af de seneste ti års bedste film, som jeg ser dem på en flot sommerdag i 2008:

2007: Pans labyrint (Mexico/Spanien, Guillermo del Toro)

- Begrundelse: Eventyret kender ingen grænser, og slet ikke i hænderne på Guillermo del Toro, som med sin Oscar-vindende Pans labyrint har kreeret en på én gang emotionel, kynisk og på alle måder fabelagtig film. Med en projicering af det fantastiske oven på det grusomme opsættes rammerne for en ualmindeligt vellykket og rammende antikrigsallegori, der som helhed bliver en af de filmoplevelser, der varer ved længe efter, lyset tændes i biografen. Har man mod på en oplevelse af samme støbning som de rørende, hårrejsende og uforglemmelige godnathistorier fra barndommens lykkeland, er Pans labyrint intet mindre end uomgængelig. Læs min anmeldelse af filmen lige her.

2006: Oldboy (Sydkorea, inst. Chan-wook Park)
- Begrundelse: På én gang fænomenalt dyster og emotionelt rørende asiatisk filmkunst, hvis suspense-plot selv Hitchcock ville misunde, og tempo Tarantino ville have svært ved at overgå. En nærmest overlegen opvisning i dramaturgiske og æstetiske virkemidler - mere sindrigt action er ikke set siden The Matrix, så spændende en thriller ikke siden Se7en. Oldboy er et brutalt storværk, der efterlader én i åndenød. Den stikker i hjertet, pumper pulsen op og skamferer sjælen. En fantastisk berusende oplevelse. Læs min anmeldelse af filmen her lige her.

2005: Forår, sommer, efterår, vinter… og forår (Sydkorea, inst. Kim Ki-duk)
- Begrundelse: Meditativ og smuk på såvel yder- som inderside er Asiens måske mest visionære og produktive instruktør Kim Ki-duks indtil videre mest uforglemmelige værk. En i både konkret og metaforisk forstand fabelagtig fortælling om menneskelivets årstider, som med sin zen-buddhistiske ro rammende får dissekeret alt mellem himmelog og jord på billedpoetisk maner uden at blive prædikende eller prætentiøs.

2004: The Passion of the Christ
(USA, inst. Mel Gibson)
- Begrundelse: Troende eller ej, er det svært at overse, at sjældent har en instruktør brændt så meget for sin fortælling, sjældent er så stærke scenarier og fuldstændigt handlingslammende billeder overleveret så uhyggeligt nærværende på filmstrimmel. Jim Caviezel leverer som Jesus sit livs præstation i hovedrollen, og sammen med den brutalt smukke æstetik, den oprigtigt emotionelle underlægningsmusik, den skræmmende realistiske make-up og en knivskarp klipning, bliver denne film decideret uforglemmelig, eller - tør man sige - udødelig. Har man én gang lagt sanser og sjæl til Gibsons hårdføre men rendyrkede masochisme, vil den for bestandig rumstere rundt i erindringen.

2003: Dogville (Danmark m.fl., inst. Lars von Trier)
- Begrundelse: Når starten af det ny årtusindets mest originale og modige mesterværker skal gøres op, bliver der forhåbentligt en særskilt plads reserveret til Dogville. Selvom den blev overset i Cannes og haglet ned i USA, rejser der sig fra filmens famøse verfremdungseffekt et gribende drama med alt fra politisk brod til seksuel perversion. På én gang menneskelig og mærkelig, berigende og brutal er von Triers kunstværk med (kridt)streg under ”kunst”. Dansk film har siden ikke været i nærheden af samme kvalitet.

2002: Tal til hende (Spanien, inst. Pedro Almodóvar)
- Begrundelse: Kærlighedens sprog kan ikke udtrykkes i ord, livets labyrintiske veje kan ikke fuldt ud eksploreres. Men hvorfor ikke gøre et forsøg, må excentrikeren Pedro Almodóvar have tænkt i sin undfangelse af et værk der gang på gang har efterladt mig ødelagt, beriget og berørt. Tal Til Hende jonglerer fejlfrit med livets kontraster: Kærlighed og ensomhed, venskab og erotik, forstandighed og galskab. En fabel der på mirakuløs vis er så emotionelt og dramaturgisk fuldendt, som en film næsten kan blive. Tal Til Hende taler sit helt eget mesterlige sprog, og for én gangs skyld græder man under en film uden flovhed, men med en fornemmelse af, at ens tårer ikke slår til.

2001: Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (USA, inst. Peter Jackson)
- Begrundelse: Det burde ikke kunne lade sig gøre at filmatisere Tolkiens moderne murstens-mytologi – og slet ikke fyldestgørende. Men som bekendt ville og kunne Peter Jackson det anderledes, og her nogle år senere sidder man tilbage med en så storslået trilogi, at alle superlativerne allerede er brugt for mange gange. Dystert og idyllisk, tempofyldt og dvælende serveres en kompromisløs cocktail af spænding, mystik, karakterdybde, romantik, eventyr, drama og action, som bliver meget svær for Hollywood at overgå. Den allerede legendariske musik, den suverænt stemningssættende fotografering, det enestående skuespil-ensemble eller de banebrydende effekter er bare nogle af de bærende elementer. One film to rule them all?

2000: Dancer in the Dark (Danmark m.fl., inst. Lars von Trier)
- Begrundelse: Ikke blot det enkelte års bedste film, men intet mindre end min absolutte yndlingsfilm af den simple grund, at jeg aldrig emotionelt har reageret så stærkt på en film før eller siden. Da rulleteksterne til von Triers magiske og modbydelige musical satte ind, var jeg fuldstændig mørbanket i de efterfølgende uger, ligesom jeg i hovedrolleindehaveren Björk havde fundet mig en ny favoritsanger pga. hendes helt særlige sårbarhed. Hvis én film kan forsegle ens skæbne for evigt, så er det for mig denne film, som for alvor viste mig, hvor magtfuldt og helt igennem grundvoldsrystende filmmediet kan være, når det udnyttes allerbedst.

1999: Magnolia
(USA, inst. Paul Thomas Anderson)
- Begrundelse: Det er få nulevende instruktører, jeg har så meget respekt for som Paul Thomas Anderson. Manden har udelukkende lavet fremragende og unikke film, og den allerbedste er fin de siècle-flettefilmen Magnolia. Med en emotionel dybde og visuel bredde som få andre film, får vi her et velspillet og kollektivt melodrama, der kryber helt ind under den amerikanske middelklasse-dyne og dvæler ved den smerte, utilstrækkelighed og ensomhed, der gemmer sig derinde. Som titlen antyder, forsøger filmen som en flerbladet blomst at favne bredt om ni skæbner, men i virkeligheden rammer den os alle på majestætisk og mesterlig vis.

1998: Titanic (USA, inst. James Cameron)
- Begrundelse: Alene navnet er gennemsyret af stolthed, legende og græsk tragedie, og den bagvedliggende uforglemmelige katastrofe har forståeligt tryllebundet generationer. Historien om RMS Titanic, skibet der ikke kunne synke men endte med at koste 1500 mennesker livet, kunne selv som fiktion ikke være skrevet mere fascinerende, og når den så oven i købet skildres af James Cameron med én af til alle tiders mest episke produktioner, er der da ikke noget at sige til, at vi her har med verdenshistoriens mest indtjenende film at gøre. Og – uden sammenligning – den film jeg har set flest gange. Sjældent er en simpel, bredt appellerende kærlighedshistorie leveret i en så usædvanlig flot filmisk indpakning eller indvævet i en så uomgængelig historisk sammenhæng. Den mesterligt dynamiske instruktion af Cameron, de overrumplende storslåede effekter, den til stadighed kuldegysgivende, gribende musik, og et klassisk skæbnedrama hiver Titanic helt øverst op på Hollywood-piedestalen ved siden af andre storværker som Borte med blæsten og Lawrence of Arabia.

On rotation vol. 20 (Cut Copy - In Ghost Colours)

29. May 2008 23:00, Søren Langelund

 In Ghost Colours: I skrivende stund danser maj-solen over det ganske land, og der er således lang tid til, at året er omme og mine elskede Top 5-statusopgørelser over årets bedste film, musik m.v. igen står for døren. Alligevel vil jeg allerede nu så godt som garantere, at min top 5 over Årets Bedste Musik ikke bliver uden australske Cut Copy. For mine sidste par måneders intensiv gennemlytning af bandets blot andet album In Ghost Colours har pt. sikret det en uomtvistelig placering som årets pt. mest sprudlende, uimodståelige - ja lad os bare sige bedste - album.

Rock og electro forenes her let og løssluppent men aldrig for let fordøjeligt. Med det ene uafrystelige omkvæd efter det andet og en nærmest ubeskriveligt velfungerende kombination af akustisk guitar, svimlende synthesizers og et lydunivers af en anden verden lægges fundamentet for en helstøbt jagende popperle med ikke så lidt kærlig inspiration fra indierock, 60'er-psychedelia, 70'er-disco, 80'er-groove og 90'er-house. Det skal opleves frem for læses om!

Tekstuniverset kredser om nye begyndelser, ekstatisk eskapisme og euforisk emotionalitet, og de leveres skønt af Dan Whitfords behageligt afslappede stemme, så man gang på gang drømmer sig væk til en anden dimension af ren og skær fryd. Fra det uafrystelige åbningsnummer Feel The Love og supersinglen Lights and Music over den rockede So Haunted og de nærmest kriminelt sing-along-ish Hearts on Fire og Far Away til de dansabelt dvælende afslutningsnumre Nobody Lost, Nobody Found og Eternity One Night Only træder trioen fra Melbourne ikke én millimeter ved siden af perfektionens sti.

In Ghost Colours er spækket med hyperaktivte hymner, der gør sig godt både i høretelefoner og på dansegulv, og som er så godt som umulige ikke at blive pokkers påvirkede af i positiv retning. Så på én gang simpelt og komplekst. Herfra skal der således lyde en entydig opfordring til at dele solskinnet og sommerens komme med Cut Copy. Jeg har i hvert fald aldrig hørt noget lignende, og sjældent hørt noget så glimrende.

Royalt retrospekt

26. May 2008 10:44, Søren Langelund

 Én brik i et tv-puslespil: Nu er det allerede to dage siden, at prinsen fik sin (skønt nedringede!) prinsesse, men jeg har ikke vænnet mig til, at min telefon ikke i samme grad ringer uafbrudt døgnet rundt eller for alvor fattet, at jeg kan puste ud og slappe lidt af. For de sidste to måneders intens bryllupsforberedelse er uden tvivl det største, mest omfangsrige projekt, jeg har været med til. Utroligt sjovt og lærerigt, men også et enormt puslespil, som vi over 180 TV 2-ansatte har forsøgt at lægge i fællesskab.

Brylluppet har fyldt så meget i min bevisthed de sidste to måneder, at jeg har haft ualmindeligt svært ved at tænke på nogen eller noget andet - hvilket jeg da gerne vil benytte denne lejlighed til at undskylde over for min omgangskreds :-). Jeg har heller ikke orket at skrive om det på bloggen, da jeg har haft svært ved at konkretisere, hvad det præcist var, jeg lavede. Men tillad mig alligevel nu at gøre et forsøg her, for jeg tror, at mit arbejde kan koges ned til fire underoverskrifter:

- Tilrettelæggelse: Jeg tror, jeg var en af de allerførste redaktionelt ansatte, der blev tilknyttet brylluppet og begyndte at tilrettelægge de mange historier og gæster, som skulle bruges i den ti timers lange udsendelse. Det bestod af en masse koordinering med et hav af mennesker, som dels skal overtales og vinkles rigtigt, og dels gerne skal passe ind i udsendelsens forskellige segmenter. Ydermere skulle de mange gæster gerne skaffes, før konkurrenten fik samme ide, og der var mit sønderjyske ophav (jeg stammer fra Møgeltønder) en skøn fordel. Mindre rart var det så i de sidste dage op til brylluppet, hvor vi aflyste et hav af gsæter - deriblandt folk, jeg kender personligt - men tv er og bliver en uregerlig og ubarmhjertig størrelse.

- Research / gravearbejde: Når kongelige skal giftes, er der en masse hemmeligholdte oplysninger, som vi naturligvis gør vores bedste for at finde ud af for at kunne levere den bedste udsendelse. Hvem har lavet kjolen? Hvem skal lave maden? Hvor skal gæsterne overnatte? Hvem kører busserne med gæsterne? Og så videre... Dels oplysninger, som kunne være brugbare for værterne og for oplining af gæster, men også oplysninger af praktisk karakter, som er vigtig for eksempelvis, hvor kameraer m.v. skal stå på indfaldsvejene. Denne del af arbejdet var også spændende om end man skal væbne sig med tålmodighed og ikke så lidt opfindsomhed. Personligt er jeg stadig lidt stolt af, jeg fandt ud af, hvem der skulle lave maden før Billed-Bladet :-).

- Praktisk koordinering: Når der skal sendes ti timers direkte tv, skal der i den grad planlægges en masse i forvejen, og vi bruger meget tid på f.eks. at lave såkaldte adlib-billeder i god tid, så vi kan vise tidligere optagede billeder til relevante situationer i løbet af dagen. På selve bryllupsdagen skal man så være obs på, hvor de forskellige motorcykler og helikoptre skal sendes ud, og også her har vi med et pænt stort puslespil at gøre. Derfor hjalp jeg også lidt til på dette område pga. mit lokale kendskab til egnen og kendskab til de forskellige historier, men det er bestemt ingen hemmelighed, at jeg er glad for, at jeg ikke skulle lægge de fleste af mine kræfter på dette område :-). Selvom der er meget teknik i tv, så synes jeg - som altid - at det mest interessante er den redaktionelt formidlende vej til den levende fortælling.

- Diverse. Sidst men ikke mindst har der naturligvis været en masse småting, som ikke desto mindre også har taget en del tid. Alt fra at koordinere lokale rundture i Møgeltønder for reporterne over at få et boligkvarter til at flage på Jes Dorphs kommando til at skaffe lægehjælp til Natasja Crones betændelsesplagede hals.

Fælles for alle opgaverne har været, at det givet et indblik i en enorm tv-produktion, som jeg er meget taknemmelig for. Jeg er da lidt stolt over at have været med til at få min hjemstavn til at fremstå flottest muligt såvel som at have været en del af TV 2's største enkeltopgave i 2008. Men det vil ikke gøre mig noget, om der går lidt tid inden det næste royale bryllup, og jeg glæder mig nu til at komme tilbage til København og den hektiske hverdag på NEWS :-)...

P.S.: Tillad mig lige til slut at prale lidt med, at vi - heldigvis - slog DR1 i kampen om seerne, jf. denne artikel :-)... 

Eventyrer til alle tider

22. May 2008 00:01, Søren Langelund

 Indy er tilbage: 19 år måtte vi vente, men nu er vores til alle tiders yndlingseventyrer tilbage på det store lærred: Indiana Jones. Filmen hedder "Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige", og i skrivende stund er midnatspremierne sat i gang rundt omkring i det ganske filmland. Jeg var så heldig allerede at se den til pressevisningen onsdag morgen, og sørme om ikke min anmeldelse netop er blevet frigivet online.

Så skynd dig at klikke lige her, hvis du vil læse mere om, hvad du kan forvente af årets vel nok største blockbuster! Jeg vil dog gerne afsløre her, at den gode Dr. Jones på trods af sin nu højere alder bestemt ikke skuffer. Sommeren er reddet for biografgængere og - ejere og god fornøjelse til jer alle!

Vejen mod lasersyn, del 2

17. May 2008 17:58, Søren Langelund

Operation og efterveer: I dag er det dag tre efter min laseroperation i onsdags. Jeg fik en såkaldt lasek-behandling, og selvom mit syn stadig er en del sløret, ville jeg lige skrive lidt om mine erfaringer. Det bliver en kende kort, men forhåbentligt desto mere præcist. Selve operationsdagen hos Vårda i Malmø var intet problem - alt gik efter planen. Efter en kort snak med lægen og et sidste tjek gik selve operationen i gang, og det var på ingen måde ubehageligt. Det var ca. lige så dramatisk som at sætte en kontaktlinse i, og jeg tror, at det tog 2 x 20 sek. Maks.

Jeg fik den såkaldte lasek-behandling, fordi mit syn ikke var synderligt fejlbehæftet, og ifølge lægen havde det været lidt overkill at give mig en lasik-behandling, som er den mest populære og hurtigst helende, men også den mest risikofyldte. 2-3% går galt i byen med lasik, hvorimod 99,9% af lasek-behandlede opnår en succesfuld operation og ingen komplikationer, så jeg var glad for, at jeg kunne nøjes med denne. Ved lasek går man ikke ind og piller/skærer i øjet, så der kan komme eventuelle ar. Man fjerner bare et meget tyndt lag væv (lidt ligesom at skrabe dug af briller eller tage en ultratynd kontaktlinse ud), hvorefter laseren gør sin magi.

Det negative ved dette er så imidlertid bare, at der går noget tid, før ens syn er tilbage i fuld skrue igen. Det anbefales, at man efterfølgende tager fri i 3-7 dage, og selvom jeg ikke troede, at det var nødnvendigt for mit vedkommende, måtte jeg hurtigt se den smertende realitet i øjnene. For specielt dag 2 efter operationen er bestemt ikke en rar oplevelse. Øjnene kradser, føles tunge, svier som ind i h... og man kan absolut intet se. Du kan ikke lave mad, vaske tøj, læse sms'er/mails eller arbejde på nogen måde.

Ydermere skal man tage øjendråber hvert kvarter, hvilket bliver sværere og sværere, eftersom det er svært at ramme øjnene, når man intet kan se :-). Derfor vil jeg anbefale, at man har en kæreste/mor/nabo eller lign., man kan flytte ind til i de første par dage. Dag tre efter operationen ser man så imidlertid lyset. Dét gjorde jeg ihvertfald. Det kradser/svier ikke længere, og tilbage er nu "kun" irritationen ved ikke at kunne se skarpt/klart, konstant at skulle bære solbriller pga. lysfølsomheden, og sidst men ikke mindst den ret udtørrede/tunge kontaklinse, man har i øjet som "plaster" på såret de første dage.

Mine linser skal dog heldigvis ud i aften, og jeg satser på at forsøge mig med at tage på arbejde i morgen. Alt i alt har det været nogle anstrengende dage, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det har været dét værd, når først irritationen er kommet lidt på afstand. Og til eventuelle tvivlere så vil jeg gerne understrege igen, at selve operationen på ingen måde gjorde ondt. Jeg vender tilbage, når jeg kan snakke lidt mere om, hvordan mit syn så er blevet efter disse indledende (med forventede) begyndervanskeligheder

P.S.: Hvis der sidder en læser derude, som overvejer en behandling hosårda-klinikken, så kontakt mig endelig. Hvis jeg inden for de kommende tre måneder henviser en anden til en operation, så får jeg nemlig 1000 svenske kroner, og den heldige ven/bekendte kan nyde godt af et par gratis Ray-Ban-solbriller oven i det spritnye syn :-)...

Vejen mod lasersyn, del 1

12. May 2008 19:40, Søren Langelund

Forundersøgelse: I skrivende stund sidder jeg med sløret syn, megaudvidede pupiller og et par store solbriller, mens jeg skriver disse linjer. I dag tog jeg nemlig de de første skridt i retningen af et forhåbentligt superskarpt lasersyn. Destinationen var Malmö og formålet en forundsøgelse, som skulle sikre, at min operation på onsdag forløber sig så smerte- og fejlfri som muligt.

Men hvordan var det så? Og hvordan er det i praksis at gå fra brillebruger til laseropereret superseer? Dét vil jeg forsøge at svare på i dette og efterfølgende blogindlæg. Og for at starte med starten, så lad os lige få nogle facts på bordet. Jeg har valgt at blive opereret i Malmö hos den meget erfarne Vårda-klinik, fordi priserne dér er mindst 10.000 kr. billigere end i Danmark, og kvaliteten skulle samtidig være helt i top. Igennem den danske hjemmeside fik jeg formidlet konkakten, og pt. har jeg bestemt intet at udsætte på den svenske kliniks ekspertiser.

Ifølge aftalen med skulle alle forundersøgelser og eftertjek foregå i København, så jeg kun skulle til Malmö én gang, men da jeg fik min forundersøgelse (og dermed operation) rykket frem, klager jeg bestemt ikke over, at skulle til Malmö to gange. Den halvtime lange togtur overlever man snildt - og specielt når solen som i dag viste sig fra sin smukkeste side. Jeg havde heller ikke været i Malmö siden barnsben, så undersøgelsen gav mig en mulighed for at inspicere den umiddelbart charmerende svenske stad.

Kl. 08:33 rullede øresundstoget ind på Malmö banegård, og dermed havde jeg over tyve minutter til at finde Vårda-klinikken, som lå få hundrede meter væk. Derfor kom jeg frem til destinationen i så god tid, at lægestaben end ikke var klar til at åbne døren for mig. Igang kom undersøgelsen dog, og efter en times tid i selskab med diverse højteknologiske vidunderapparater og et venligt personale uden for voldsom accent lå mine resultater klar.

Intet i forløbet gjorde ondt eller var ubehageligt, men dagen ud er mine pupiller som nævnt stærkt udvidede pga. et lokaltbedøvende præperat, der var nødvendigt at dryppe i øjnene under undersøgelsen. Det gør også, at jeg ikke ser så godt dagen ud, men det kan jeg lige så godt vænne mig til, eftersom jeg også skal regne med sløret syn og lidt svien i dagene efter operationen. Men det vil jeg alt sammen vende tilbage til, når det bliver aktuelt om et par dage - hvis jeg altså kan ramme tasterne :-)...

Kleppert på krogen

9. May 2008 12:52, Søren Langelund

 15,4 kg. fisk: Min kære papfar elsker at fiske. Og helst efter så store som muligt. I ny og næ sejler han ud på bølgen blå i dagevis med et par venner, og naturligvis er der ære i at få den største kleppert på krogen. Derfor fortjener han her en hyldest, da det denne gang lykkedes ham at fange en kæmpestor hellefisk, som langt fra viste sig at være en hvilken som helst fisk!

Det viser sig nemlig, at papfar formåede at hive den 2. største fisk, der nogensinde er fanget på stang i dansk farvand i land. Dyret vejede 15,4 kg., og ifølge papfar var "Skipper helt vild - det var første gang, der blev landet en helleflynder på hans skib. Jeg er også blevet fotograferet til Fiskeavisen, som udkommer i næste måned. Så det var sgu en god tur". Til det er der vist ikke så meget andet at tilføje end godt gået - og godt det ikke var mig, der skulle hive en så tung fisk i land :-)!

Til gengæld glæder jeg mig til at komme hjem og smage på nogle af de mange kilo hellefisk, som nu pryder fryseren...

Top 5: Danske politikere

6. May 2008 18:37, Søren Langelund

Favoritpolitikere: Selvom alle politikere langt fra er lige tiltalende hverken personligt eller holdningsmæssigt, så kan jeg ikke lade være med at finde den generelle politikerlede, som præger tiden, for en kende overdrevet. Derfor følger der her en lille top fem over mine personlige yndlingslovgivere fra Kongeriget Danmark, som dels bygger på indtryk fra medierne men hovedsageligt på mine egne førstehåndsindtryk i forskellige backstage-sammenhænge.

5) Villy Søvndal, SF. Som tidligere omtalt i dette hyldestindlæg, så har jeg oven ud meget respekt for den kære Villys tilgang til mediekommunikation. Og selvom jeg er langt fra at være enig med ham, så skal jeg være den første til at indrømme, at hans menneskelige varme er svært smittende.

4) Morten Messerschmidt, DF. Det er ikke specielt heldigt at være højrefløjspolitiker og dele navn med den tyske værnemagts flyfabrikant, og når man så oven i købet fulder sig noget så kraftigt og (mener nogle) heiler i fuld offentlighed, kan der vel ikke være noget tilbage at holde af? Jo, i tilfældet Morten Messerschmidt, kan der. Magen til godmodig, humoristisk og selvironisk ung mand - endsige politiker - skal man lede længe efter.

3) Søren Gade, Venstre. Det kræver sin mand gang på gang med værdighed at tone frem på skærmen og proklamere sin tydeligvis oprigtige sorg over, at Danmark igen-igen har mistet en soldat i Afghanistan eller Irak. Denne opgave løfter forsvarsminister Søren Gade så flot, at han - i mine øjne - er en dark horse i kampen om at blive fremtidig Venstre-leder. Hvis han altså selv ønsker en sådan stilling. Bag skærmen er han i hvert fald et lige så venligt og behageligt selskab som på skærmen.

2) Søren Pind, Venstre. Få danske politikere har fået flere øretæver end Søren Pind. Og alligevel står manden stadig oprejst. Her har vi at gøre med en sjældent ærlig og visionær politiker, som præcist, skarpt og ofte fantastisk fængslende tør sige, hvad han mener. Tydeligt er det også, at han er lynende intelligent og ofte så kontroversiel, at han er garant for at puste friske og underholdende vinde over Christiansborg. Og nå ja, så er han som jeg selv liberalist.

1) Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Måske landets yngste folketingspolitiker nogensinde, men med garanti den mest charmerende og hypnotisk tillokkende MF'er jeg kan erindre. Det siger ikke så lidt, at hun er lige så skarp i vendingen, som hun er sød at se på, og med hendes bare 24 år er hun allerede en bedre taler og debattør end flertallet af hendes kolleger på Christiansborg. Qua et uimodståeligt smil og en fyrig kløgt er enhver vælger på holdningsusikker grund i fare for at blive indfanget i hendes socialistiske spind - og fuldt fortjent. Hvem savner i dag Pernille Rosenkrantz-Theil?

Ugen i flashback

3. May 2008 21:51, Søren Langelund

What a week: Det har været en forholdsvis begivenhedsrig uge - og så er den ikke engang forbi endnu. Starten af ugen var for mit vedkommende ikke overraskende præget af den meget uro på TV 2 grundet den varslede fyringsrunde. Personligt havde jeg heldigvis fået at vide, at jeg ikke blev fyret, men selvom jeg slap for den helt store omgang koldsved, var det en mærkelig og nærmest bizar oplevelse. Man kan ikke bare sådan fra den ene dag til den anden sige farvel til så mange kolleger uden at blive påvirket, og det er en oplevelse, som forhåbentligt ikke kommer igen lige foreløbigt. Nå, nu er sparekniven så blevet svunget, og selvfølgelig kommer vi i TV 2-familien også ud på den anden side. På NEWS er vi ihvertfald vant til nye udfordringer og konstant at skulle starte forfra, så vi lader os ikke slå så nemt ud :-).

Starte forfra skal jeg også snart boligmæssigt. For i onsdags modtog jeg (endelig?) den opsigelse fra mit kollegie, som jeg egentlig havde ventet for et halvt år siden. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg ikke har studeret siden sidste juni, så det er vel fair nok, at jeg nu bliver smidt ud. Ja, faktisk skal jeg først være ude pr. 1/8, så jeg har stadig lidt tid til at finde mig en lejlighed. Pt. savler jeg lidt over nogle skønne treværelses på Teglholmen - tæt ved TV 2 og havudsigt - men de er jo så også prissat, så det er til at få øje på!

Nu hvor jeg nævner 'øje', kan jeg også indskyde, at jeg har fået taget mig sammen til at booke en tid til en lasersynsoperation om et par uger. Så snart er det slut med briller og bøvl - jeg glæder mig ikke så lidt! Jeg får det lavet i Malmö hos nogle af de mest erfarne læger på feltet i Europa til kun kr. 17.000 (ca. 10.000 billigere end i København), og det er inkl. forundersøgelse m.v. i København. Så jeg overlever nok en halv times togtur for at spare så mange penge :-). Er du fristet af samme udmærkede mulighed for at spare penge og få et supersyn, så tjek ud

Nå, jeg vil tilbage til arbejdet, som for tiden meget foregår hjemme ved skrivebordet, hvor jeg tilrettelægger det royale bryllup for TV 2, som var der no tomorrow. Jeg må desværre ikke afsløre de store detaljer omkring arrangementet, men festligt og fornøjeligt bliver det ihvertfald, og for mit vedkommende er det første gang, at jeg er så involveret i så stort et endagsprojekt, så det passer mig naturligvis rigtigt godt. Også selvom det betyder lange arbejdsdage og færre timers søvn, end der kan tælles på én hånd. Men ja, man kan jo heldigvis sove, når man bliver gammel - agter jeg ihvertfald at gøre :-).

God weekend til jer alle og husk at nyd det dejlige solskinsvejr!

Strejkerne må høre op!

30. Apr 2008 15:51, Søren Langelund

 Konfliktens konsekvenser: I skrivende stund har storkonflikten stået på i over 14 dage, og jeg kan ikke længere holde mig tilbage fra at kommentere på strejkerne, som nu må til at høre op.

Jeg har meget sympati med mennesker, der gerne vil tjene flere penge i almindelighed og plejepersonale i særdeleshed, men det er ingen hemmelighed, at jeg tilhører den minoritet, der ikke støtter op om de strejkende. Jeg tror på det frie markeds evne til selv at finde sig til rette, og i et samfund som i forvejen er truet af overophedning, synes jeg det er farligt at give kunstigt dyre lønforhøjelser.

Det er altså ikke arbejdsmarkedets skyld, at visse grupper kun kan tilbyde deres arbejdskraft hos én arbejdsgiver, og dermed står dårligere stillet i en forhandlingssituation, hvilket vel heller ikke komme som en overraskelse for sunhedskartellet? Man har vel frivilligt valgt at gå ind i denne branche? Skulle regeringen gå ind og pumpe endnu flere penge ud i verdens i forvejen klart dyreste statsapparatur, så ville det betyde endnu en økonomisk lænke omkring mine og dine fødder, og jeg foretrækker bestemt mit frihed. Så har jeg også råd til og mulighed for selv at give mere til sygeplejersker m.v., hvis jeg vil, men det må og skal være mit eget frie valg i min konkrete situation.

Ellers får vi altså nemt et system, hvor velfærdsstaten sejrer sig selv ihjel – nogle af os vil mene, at dét løb allerede er kørt – for der skal også tjenes til mel at bage kagen med, før den kan fordeles. Og det er her, at FOA og co. står helt af, for det er i ALLES interesse – ikke mindst de svageste / dårligt lønnede – at velfærdsstaten ikke undermineres eller overophedes. Ellers ender det med, at visse gruppers grådighed ender med at koste dem og mange, mange flere, og hvis samfundet taber værdi, så er det altså ikke hr. og fru rigmand, der først kommer til at mangle brød på bordet!

Noget helt andet er, at de kære strejkende altså glemmer den mest simple økonomiske logik. For hvad sker der, hvis/når der gives en kunstigt høj løn, som markedet ikke selv på afbalanceret vis er nået frem til? Jo, det resulterer såmænd i inflation. Og meget af den, vel at mærke. Lønforhøjelser betales jo med højere priser i privat såvel som offentlig sektor, og dermed vil det ikke ændre synderligt meget i den samlede købekraft. Hvad kan man bruge en 15% lønstigning til, hvis priserne måske ender ud med at stige mere? Oven i dette kommer så det ikke ubetydelige forhold, der hedder betalingsbalance, eftersom danske varer bliver sværere at sælge i udlandet grundet svækkede konkurrenceforhold.

Vi kan altså i dette land ende med at skyde os selv kraftigt i foden, hvis ikke allerede vi har gjort det. Er der nogen af de strejkende, der tænker på, om deres børn eller børnebørn også får råd til velfærd? At det måske ville være bedre at fremtidssikre vores system med en indskrænkning af de offentlige udgiftslænker, så de klogeste hjerner ikke flygter til skatteparadis i udlandet og efterlader de famøse hænder, som alle skriger om, uden nogen til at betale for dem?

Sidst men ikke mindst, så vil jeg også gerne minde om, at der altså er mange danskere, som efterhånden er så chikaneret af strejken, at det må have en ende. Andet kan man ikke simpelt hen ikke være bekendt over for en befolkning, der betaler verdens højeste skattesats og bør kunne forvente et bare tilnærmelsesvist tilstrækkeligt serviceniveau. Det er altså dét, de strejkende er blevet uddannet til og betales for, og tiden er nu til at sige ”enough is enough”. Derfor er jeg også glad for, at der i skrivende stund klargøres nye forhandlinger mellem KL og FOA, som De naturligvis kan følge udviklingen i på TV 2 NEWS :-)...

On rotation vol. 19 (Nordstrøm – Endnu Én)

29. Apr 2008 11:25, Søren Langelund

 Endnu Én: Selvom anmelderne ikke alle falder i svime over deres letfordøjelige retrotoner, så har min indre 80’er-popdreng et særdeles ømt punkt for den danske duo Nordstrøm. Dårlig smag behøver vel ikke nødvendigvis altid være lig dårlig musik? Duoens kombination af Pet Shop Boys’ synth-electronika-lyd og Love Shops eller Gangways umiddelbare pseudo-poetiske tilgang til pop-lyrik resulterede i hvert fald i det ret fremragende debutalbum Dagdrømmer fra 2006, og nu er efterfølgeren så endelig på gaden.

Titlen er Endnu Én, og heldigvis fortsætter bandet - som titlen antyder - stilen fra debuten. Jo, åbningsnummeret Perfekt – pladens uden sammenligning sprødeste nummer - lægger en mere tungt trance-riff’ende stil for dagen, ligesom tekstuniverset denne gang sågar revser såvel religion som overfladisk forretningsliv. Men i det store hele er det stadig dagligdagens drømme og kærlighedens kvaler, som stadig er i centrum. Naturligvis sat i scene til himmelsk iørefaldende og velpolerede melodier, som har den sjældne kvalitet at fænge ved såvel første som 30. gennemlytning.

Sammenlignet med Dagdrømmer virker teksterne såvel som fremførelsen en anelse mere dybtfølt og melankolsk modnet, hvilket synes at pege mere frem mod Depeche Mode end tilbage mod Pet Shop Boys. Sålænge man ikke ophøjer Endnu Én til årets mest nyskabende eller intellektuelle plade, er der rendyrket keyboard-extravaganza til den store guldmedalje. Har man parkeret den gode smag på den nærliggende tankstation kan man således også med plade nummer to opleve Nordstrøms unikke blanding af lethed og tyngde, der sender slidstærke impulser til både hjerte, hjerne og dansemusklen.

Uden tvivl en af de albums, jeg kommer til at høre mest i år.

Store film i stort format

25. Apr 2008 14:52, Søren Langelund

 70 mm festival: Selvom jeg for tiden har mere travlt end måske nogensinde, så skal der de næste par dage være tid til en stor kulturel oplevelse. I Nordens største biograf, Imperial i København, er der nemlig i disse dage såkaldt 70 millimeter filmfestival, hvor man som tilskuer kan opleve intet mindre end nogle af de største og mest succesfulde film i det størstmulige format.

Som enhver filmnørd vil vide, optages normale film på 35 millimeters råfilm, og det er meget få værker i historien, som er blevet optaget i det dobbelt så store (og meget dyre) 70 mm-format. Det er også de færreste biografer, som kan vise film i dette format, så derfor er dette virkelig en chance af de sjældne for at få en helt særlig oplevelse for livet. Film kan simpelt hen ikke vises med bedre farvekontrast, mere lys, flere detaljer, skarpere billedside eller sprødere lydside!

Hvilke film kan man så se? Jo, det drejer sig om Lawrence of Arabia, 2001: A Space Odyssey, The Sound of Music, Titanic, Baraka, Hamlet, Cleopatra og Doctor Zhivago, og heraf har jeg købt billetter til to af mine yndlingsfilm Titanic og Lawrence of Arabia - to af de på alle måder mest episke film nogensinde. Førstnævnte har jeg set i biografen før, men kun i en lille Sønderjysk én af slagsen, og sidstnævnte har jeg til gode at nyde på det store lærred.

Så det er ingen hemmelighed, at jeg glæder mig rigtigt meget til hhv. lørdag og mandag, når filmene vises. Det kan kun - på alle måder - blive stort. Skulle du have lyst til at gøre mig selskab, kan der stadig købes masser af billetter på:

Fedtfattig slowfood

20. Apr 2008 16:10, Søren Langelund

 Ventetid hos Sunset: Deres slogan er "fedtfattig fastfood", og dét er der også for den forholdsvist sunde junkfoods skyld, at jeg ofte spiser frokost hos min lokale Sunset Boulevard på Fisketorvet, når jeg alligevel er ude at handle ind. Og nå ja, så smager eksempelvis deres laksesandwich med low fat fries og en blåbærssmoothie faktisk ret forfriskende. Men efterhånden er jeg blevet af den overbevisning, at man ikke kan kalde Sunsets sandwiches for "fastfood". Ihvertfald ikke når man bestiller på Fisketorvet.

Man kan naturligvis altid diskutere, hvad der kan kategoriseres som fastfood, men i mine øjne er 35-45 minutters ventetid ikke fastfood. Og ja, så længe har jeg måttet vente på at få min mad de sidste 3-4 gange, jeg har spist på Sunset. Først skal man stå i en lang kø for at bestille (fordi de aldrig gider åbne to kasser), så skal man have udleveret sine drikkevarer, og så får man så sit nummer i sandwichkøen, der - hvis man er heldig - er ca. dobbelt så lang som en typisk kø på posthuset.

Nu begynder så den længste venten, hvor man kan sidde og kigge ud over den fine centerbeton, indtil ens nummer endelig bliver råbt op. Men naturligvis er man da så end ikke på dét tidspunkt klar til at gå i gang med madindtagelsen. Nej nej, for så skal pomfritterne sættes over, som der åbenbart aldrig er nok af til at begynde med. Så er man til gengæld også nået frem til de 5-6 minutters rendyrket junk-nydelse, hvor man så kan overveje, om det er de trekvarters ventetid værd.

Mit svar er, åbenlyst, ja - også selvom jeg her forbeholder mig retten til at brokke mig. For ellers ville jeg vel ikke blive ved med at komme tilbage? Man skal bare være beredt på, at man indenfor samme tidsrum som det tager Sunset at forberede dit måltid, kunne have gået på McDonalds eller Kebab Palace op til flere gange. Med mindre de altså snart får taget sig sammen, ansatter nogle flere og lever op til "fastfood"-delen såvel som "fedtfattigt"-delen i det famøse slogan...

Nostalgia vol. 4: Den bedste ven

16. Apr 2008 22:16, Søren Langelund

 Tak til Andreas: Det var kold en vinterdag i 3.klaase, da en blond, bebrillet purk for første gang satte sig ved bordet lige bag mig. Han var den nye dreng på skolen, men snart skulle han vise sig at blive min bedste ven. En titel jeg stadig vil give ham her 15 år senere.

Andreas er hans navn, og måske jeg blev så fascineret af dette indledningsvist smågenerte hankønsvæsen, fordi han på alle måder mindede mig om én, jeg gerne selv ville være. 

Han var - og er - mig overlegen på så godt som alle områder: Kreativt, atletisk, bogligt - ja, han scorede i 4. klasse sågar datidens drømmepige - men når jeg kigger tilbage, så er det vel netop disse aspekter, der gør, at Andreas stadig i dag er et af de få mennesker, som aldrig keder mig og altid udfordrer mig.

Jeg har prøvet at granske min erindring for ridser i lakken og skår i glæden, men jeg kan ikke komme i tanke om én eneste gang, hvor Andreas har svigtet mig. Han har på ægte bedste ven-vis grint, leget og festet med mig den ene dag, og trøstet mig eller øset ud af sin indsigtsfulde livsfilosofering den næste dag. Få har som han givet mig så mange gode oplevelser, og jeg har svært ved at komme i tanke om nogen, jeg i samme grad ubetinget beundrer.

I dag bor Andreas i Kongens København, hvor han arbejder med plagede unge og ellers dyrker psykologi-studier, zen-buddhisme og - ikke mindst - al form for æstetik og design. Det er bl.a. ham, som har kreeret denne blogs (når jeg nu selv skal sige det) ret blærede look. Herfra skal lyde Andreas et ydmygt men dybtfølt tak for alt. Jeg venter stadig på, at han giver mig en chance for at kunne gøre gengæld.

TV 2 skridt frem og ét tilbage?

12. Apr 2008 19:37, Søren Langelund

 Succes og fyringsrunde: Spektret mellem succes og fiasko er nogle gange et svært håndgribeligt vadested. Sådan tror jeg ihvertfald, at mange af mine NEWS-kolleger føler det lige nu. På den ene side nyder vi for tiden fantastisk succes økonomisk såvel som seerandelsmæssigt:

Vi er blandt de få i TV 2-familien, som har en sund økonomi, og for et par dage siden blev det ydermere offentliggjort, at NEWS var den helt store tv-vinder i årets første kvartal. Vi har således tredoblet vores seerandel i løbet af et år, vores seere ser langt mere med end før (i snit en halv time ad gangen), og dagligt/ugentligt er vi i kontakt med hhv. 450.000 og 1,2 mio. danskere - tal som hverken de fleste andre kabel-kanaler eller landets dagblade kan hamle op med.

Det ville således være svært at få armene ned, hvis ikke lige det var for det faktum, at en masse af os nok bliver fyret om et par uger. Som bekendt kunne modervirksomheden TV 2 nemlig forleden præsentere et dundrende dårligt regnskab, som betyder, at der skal spares millioner over alt - også i nyhedsafdelingen, hvor NEWS hører under. Ingen ved noget præcist endnu, men formentligt snakker vi om beskæringer i omegnen af 10% i kroner og ører, så naturligvis er vi mange, som frygter for, om vi har et job om et par uger. Det eneste vi ved, er, at ledelsen har lovet at uddele de forhåbentligt få fyresedler senest ultimo april, så med lidt held er vi meget snart meget klogere.

Personligt er jeg bestemt heller ikke tryg ved situationen. Jeg er ung og timelønsansat, så jeg er nem at fyre fra den ene dag til anden. På den anden side er jeg ganske tilfreds med den indsats, jeg lægger for dagen, og det er min oplevelse, at jeg har gjort mit bedste for at gøre mig uundværlig. For tiden bruger jeg meget tid på at tilrettelægge det royale bryllup til maj for hovedkanalen, lige så vel som jeg er blevet stillet en mere ansvarsfuld position i sigte på NEWS (mere om dét når/hvis det bliver aktuelt), men alt det kan jo med ét ændre sig, hvis sparekniven rammer mig.

Så hvis du har tid, lyst og mulighed, så kryds endelig fingre for, at jeg også om en måneds tid er TV 2-ansat - forhåbentlig sågar i en ny og bedre stilling på det tidspunkt. Det er jo nemlig bestemt ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for at være en del af landets bedste tv-kanal :-)...

En flamme i modvind

9. Apr 2008 00:48, Søren Langelund

Boykot OL?: Jeg tror egentlig, han mente det godt. Vore kære kulturminister, altså. Han gik forleden som bekendt frem på TV 2 og proklamerede, at han måske vælger at droppe OL's åbningsceremoni pga. Kinas mere end almindeligt liberale forhold til menneskerettigheder som bl.a. udmøntes i en undertrykkelse af det fredelige Tibet. Og umiddelbart virker det jo til, at Mikkelsen har fat i den lange ende. Alle og enhver kan se, at det kinesiske styre ikke bør støttes, så hvorfor er det ikke klogt af Brian Mikkelsen at markere sin uden tvivl personligt etisk funderede tvivl over for at støtte åbningsceremonien?

For det første er det et spørgsmå om, hvorvidt et eventuel boykot ville være den bedste måde at demonstrere sin modstand over for Kinas styre på. Personligt er jeg ret overbevist om, at hvis man fornærmet bliver væk, resulterer det blot i en styrket kinesisk nationalisme, som på lang såvel som kort sigt kan få fatale konsekvenser for Kinas position i det globale verdensbillede. Den gode gamle regel om, at man ikke blander sport og politik er måske ikke så dum endda - ellers skal vi ihvertfald til at være mere konsekvente, hvis vi først begynder at bryde den.

For lad os ikke glemme, at vi stadig handler for milliarder af kroner med Kina - og gudskelov for det, eftersom økonomien jo buldrer derudaf derovre! Lige så vel som vi spiller fodbold mod Iran, Israel og andre lande, som vi ikke nødvendigvis altid er enige med. Og hvem skal for fremtiden til at sætte den moralske grænse for, hvornår vi blander politik og sport, hvis vi først går i gang? Mange af os vil jo f.eks. mene, at USA's håbløse Irak-invasion, brutale Guantanamo-fængsel m.v. jo ikke ligefrem er at lovprise menneskerettighederne, men det betyder vel ikke, at vi havde boykottet et OL i Los Angeles?

Når selv Dalai Lama ikke synes, at OL i Beijing skal lide under den kinesiske besættelse af Tibet, så er det måske fordi, dét ikke ville være den bedste løsning. Tværtimod ville man måske kunne få meget mere udrettet ved at vise den kinesiske befolkning et vestligt storsind og en moderne livsanskuelse? Det er altså også nemmere at brokke sig og markere sit standpunkt, hvis man rent faktisk er til stede, hvor det sker. Ydermere synes jeg, at vores atleter fortjener en utvetydig opbakning fra vores folkevalgte. Ellers er det da ihvertfald tåbeligt at sende dem afsted med en masse skattebetalte Team Danmark-kroner i ryggen.

Sidst men ikke mindst betyder Mikkelsens udmelding, at Kronprinsen får svært ved at tage til legene, hvis han alene repræsenterer det officielle Danmark. For ikke at sige så godt som umuligt, da han så netop ville tage politisk stilling i en sag, han på ingen måde skal blande sig i som kongelig. Og det kunne så igen resultere i, at han kan vinke farvel til en ellers sikker plads i IOC. Selvom jeg - og mange andre - ikke tror, at det bliver helt nemt og gnidringsfrit for Kronprinsen at sidde i IOC, så er det vel ingen hemmelighed, at vi ikke har noget alternativ herhjemme lige nu til en så vigtig post. Så ingen kronprins, ingen dansker i IOC, hvilket vel er det første succeskriterie at sikre i den sag?

Således er jeg nået frem til, at jeg på trods af sympati for Lille-Brians mod til at stå ved sin moralske overbevisning ikke kan være enig med ham på dette område. Til gengæld glæder min indre nyhedshund sig over, at regeringen er helt og aldeles splittet på området. Brian er (måske) for et boykot og har hele den Konservative gruppe (inkl. vores udenrigsminister og vicestatsminister!) med sig, mens Venstre med statsministeren i spidsen ikke vil høre tale om at droppe OL. Spændende skal det nok blive at følge sagens udvikling de kommende dage - så husk at tænd for NEWS i ny og næ ;-)!

Nu med MacBook

4. Apr 2008 00:23, Søren Langelund

 Nyt legetøj: Når man inden for en uges tid modtager pæne summer fra FerieKonto, SKAT og sin arbejdsgiver på én og samme gang, kan det efterfølgende være svært at holde pungen i lommen. Således også for mig, som for et par dage siden modtog mit helt nye legetøj; en spritny MacBook.

Jeg har på grund af arbejdsstress ikke rigtigt haft mulighed for at lære den nok at kende, men indtil videre kommer vi godt ud af det med hinanden. Men hvorfor overhovedet en ny computer - og hvorfor en Mac? Ja, hvorfor ikke? Prisen inkl. studierabat var kun kr. 9.200, selvom jeg fik 250GB harddisk og den størstmulige processor, og min gamle Acer Ferrari var efterhånden dels fyldt op og dels for langsom og dårlig til at køre mere end én applikation ad gangen.

Siden min families allerførste computer tilbage i start-90'erne var en Mac, har jeg ydermere haft lyst til at gå tilbage til de smukt designede, simpelt funktionelle og nu også PC-kompetible Apple-computere, så nu skulle det bare være. Ønsk mig held og lykke :-)!...

NEWS 2.0 går i luften

30. Mar 2008 21:25, Søren Langelund

 Bredformat og integreret web: Fra i morgen tidlig klokken 6:00 lancerer vi TV 2 NEWS i en langt flottere indpakning end normalt. Den grafikpakke som vi er mange, der har sukket efter i månedsvis, får nemlig endelig premiere. Foruden et nyt rødt logo (set her til venstre) betyder det kort fortalt følgende:

Vi begynder at sende udelukkende i bredformatet 16:9, så kanalen passer bedre til dit fladskærms-tv og får flere udtryksmuligheder. Ydermere præsenteres alt i et nyt, stilrent design, og vi får et mere ensartet æstetisk udtryk i forhold til Nyhederne på TV 2 (som også får nyt look og nyt studie fra i morgen).

Jeg må desværre ikke vise jer eksempler på det nye look her på bloggen, men trust me; det bliver virkeligt flot! Det jeg har set af det, er i hvert fald ret fantastisk at se på, hvis jeg nu selv skal sige det :-). Billedet bliver større og bedre udnyttet, seeren får en masse flere oplysninger (fra teasere omkring hvad vi sender senere til overskrifts-digier i selve indslagene, så man aldrig er i tvivl om, hvad man ser), og ja - så bliver det hele bare mere behageligt og pænere at se på.

Fra tirsdag får også et meget tiltrængt løft. Dels bliver siden pænere at se på, men ikke mindst kommer den nu endelig til at reflektere dét, som vi rent faktisk sender på tv-stationen! Sådan, at man fremover på vil kunne se med, når vi går i breaking, ligesom man hele tiden vil kunne se det seneste nyhedsoverblik i integrerede videoer på siden. Der vil også være links til de nyeste indslag, så - ligesom stationen - leverer nyhederne først, og sidst men ikke mindst vil vores blog blive mere fremtrædende.

Jeg glæder mig ustyrligt meget til de kommende dage, og håber at du/I ude bag skærmene vil nyde godt af NEWS 2.0 - nu med de bedste, hurtigste OG flotteste nyheder til tv såvel som web ;-)!

For mere om vores overgang til bredformat, klik her og her. For mere om den nye website, klik her.

Da jeg mødte Ole Christian Madsen

27. Mar 2008 18:40, Søren Langelund

 Premiereinterview: Den dyreste dansksprogede produktion nogensinde. En af årets mest ventede filmoplevelser. I morgen fredag har den så endelig premiere - Flammen og Citronen, altså. Jeg var imidlertid så heldig dels at se filmen for et par uger siden og dels at få lov til at interviewe filmens instruktør Ole Christian Madsen.

Det blev til en snak om kunsten at opsøge og omfavne tvivl, bevidste stilistiske fravalg samt søgen efter en tabt national identitetsforståelse, og jeg er egentlig blevet ret tilfreds med resultatet, som kan læses lige her!

Ole Christian Madsen viste sig at være både kunstnerisk og medmenneskeligt fokuseret såvel som interesseret, og det var bestemt ikke svært at få en samtale i gang. Dårligere blev det heller ikke af, at han roste CinemaZone til skyerne, så jeg nærmest blev helt blød i knæene :-).

Skulle man efter at have læst interviewet have lyst til at se filmen, så burde der være mere end rig mulighed for at finde den i en biograf nær dig i den kommende tid. Min personlige oplevelse af den er meget kortfattet, at den bestemt er flot, fascinerende og velspillet, men også lidt lang og sine steder ufokuseret i fortællingen. Havde jeg skullet anmelde den, var jeg nok endt ud med 4 store stjerner ud af 6 mulige - et resultat flere af mine kolleger synes at dele, som man kan læse her.

Et øjeblik, en film (vol. 3)

25. Mar 2008 22:43, Søren Langelund

American Beauty (Mendes, 1999): En af livets største glæder er at genopdage et mesterværk, man af en eller anden grund havde glemt eksisterede. Forleden tændte jeg for TV 2 FILM en sen aftentime, og et par timer senere lovede jeg mig selv, at jeg fremover for altid vil erinde, hvor fremragende American Beauty reelt er. Hver eneste skarpe indstilling sidder i skabet, skuespillet er uovertruffent, manuskriptet drønintelligent, musikken er jagende og symbolikken slående.

Jeg alt fra skraldgrinte til smågræd, inden rulleteksterne tilsat Elliott Smiths Beatles-cover Because satte ind, og var jeg nogensinde i tvivl, så er jeg det bestemt ikke længere: American Beauty er en værdig Oscar-vinder (selvom Magnolia var og stadig er 1999's uden sammenligning bedste film)! Den fungerer fremragende i sin helhed, men måske alligevel endda allerbedst i enkeltscenerne, hvor de forskellige optrins komiske, knivskarpe og bittersøde dissektion af forstadens ensomhed og livets sande skønhed træder frem.

Mit personlige favorit er den nu ikonografiske drømmesekvens afbilledet oven for, hvor den fortabte pater familias Lester Burnham i form af Kevin Spacey fantaserer om Mena Suvaris promiskuøse teenage-cheerleader, hvis blonde lokker og nøgne hud kun er omgivet af de rødeste, mest frodige rosenblade. Thomas Newmans musik og Conrad L. Halls hypnotiske kameraføring kombineret med skuespillernes indleven er med til kreere et af de uudslettelige øjeblikke, hvor den perfekte kombination af lyd, billede og stemning skaber noget større end ord og bryder grænsen til det ubeskrivelige.

True beauty, if I've ever seen it!..  

Mediefænomenet X Factor

22. Mar 2008 15:59, Søren Langelund

Mediehype frem for talent: I aftes var der semifinale i sangkonkurrencen X Factor, men det ved du jo nok i forvejen, for formodentlig så omkring 2 mio. mennesker med! Det er bestemt imponerende, men gør det talentet større eller for så vidt programmet bedre? Ikke i mine øjne. Jeg kan ikke helt forstå, hvorfor folk falder i svime over dansk tv’s sangkonkurrenceprogram nummer 10.000 - specielt når det (heller ikke denne gang) kommer i nærheden af originalen American Idol. Man har snedigt forsøgt at caste dommerne ud fra den amerikanske skabelon (en sort hitproducer, en afdanket popsangerinde og en kritisk gnavpot), men det er og bliver et billigt kopiprodukt.

Blachman har på trods af sit store ego og vrøvlende pseudo-intellekt ikke bedrevet noget nævneværdigt de sidste 12-13 år, Remee har skrevet et hav af hitsange, men vi mangler stadig at høre noget kunstnerisk interessant fra ham (SOAP-pigerne var vel næppe decideret kunst?), og hvor komisk er det lige, at Lina Rafn skal belære andre om at synge, når selv en fordrukken nordmand kan synge From Paris to Berlin lige så godt som hende? Hvad værre er, at de tre ikke har skyggen af samme fantastiske kemi imellem sig som Idols dommere.

Dommerne er dog – trods alt – mere interessante end selve deltagerne, som jeg slet ikke kan forstå den store hype omkring. Blandt dem, der fik lov til at optræde live, var der flere, der ikke kunne synge rent (at Basim kunne komme så langt er jo decideret beskæmmende for musiksmag i almindelighed!), og selv gårsdagens top tre var langt fra noget særligt eller proppet med potentielle verdensstjerner. De er da fine nok, men skræl mediefacaden og dommernes hule superlativer væk, og vi har reelt med 2½ sangere at gøre, der ikke har en kinamands chance for også at stå distancen på længere sigt.

2½ fordi Martin halvvejs er noget specielt og måske kan udvikle sig i den rigtige retning, hvis ikke han går i Popstars-Jon-fælden. Selv Martin er dog langt fra så god, som han gøres til. Han synger irriterende nasalt, mestrer på ingen måde det engelske sprog, og Lina Rafns kommentar i går om at han synger bedre end selveste Justin Timberlake, er jo decideret lattervækkende. De to tilbageværende piger var også meget pæne og fine i deres sangstemmer, men personlighed eller særkende er der ikke nok af, og sammenlignet med Sanne Salemonsen, Annisette, Anne Linnet, Tina Dickow, Henriette Sennenvaldt m.fl. (for slet ikke at tale om de internationale topsangerinder) er de begge to for kedelige og ansigtsløse.

Tillad mig i den forbindelse at spørge, hvor mange vedvarende stjerner Stjerne For En Aften, Popstars, Scenen er din (og hvad programmerne alle sammen ellers hedder) indtil nu har fostret? Hvor mange af dem sælger den dag i dag stadig tusindvis af albums? Hvor mange af dem vil om bare ét årti være mere end en perifer luftkastel i vores erindring? Ikke rigtigt nogen, så vidt jeg erindrer, selvom Julie Berthelsen vist stadig er et ansigt og en stemme, vi nikker genkendende til. Resten er forsvundet ud i glemslen og skal være glade for at blive hyret til firmafester eller få endnu en omgang 15 minutes of fame i Dansk Melodi Grand Prix.

Selvom X Factor såvel produktionelt som talentmæssigt altså langt fra kan måle sig med American Idol, er programmet som mediefænomen dog stadig interessant. Alle snakker om det – fra folk i køen i Føtex til Smagsdommerne på DR2 - ja, i aftes kørte vi på NEWS sågar historien om, at Martin og Laura såmænd gik i finalen. Men det er jo egentlig også kun på sin plads, for X Factor er for længst blevet større end bare en konkurrerende stations program.

Vi er på fornavn med deltagerne (er der nogen, der ved hvad Martin og co. hedder til efternavn?), og sågar de mere seriøse dagblade og tv-programmer omfavner også hele Danmarks mest eksponerede sangere. De er jo splitsekundets populærkulturelle omdrejningspunkt. Enhver venskabelig samtales epicenter. Derfor ser jeg – og formodentlig mange andre? – med når finalen løber af stablen på næste fredag. For man vil jo ikke kobles af samfundets fælles dagsorden, når finalen dagen efter skal dissekeres og evalueres. Og så overlever vi nok, at vinderen formentlig vil være glemt før den næste Idol-kopi løber af stablen...

Opråb: Bedre biografopførsel, nu!

18. Mar 2008 21:24, Søren Langelund

Rædselsoplevelse i biografen: Her i morges var jeg til pressevisning på den romantiske komedie 27 bryllupper, som har premiere om et par uger herhjemme. Selvom det ikke var et decideret filmisk mesterværk, så misunder jeg de stakler, som skal betale for at se den i biograferne. For mens jeg kunne se filmen i ro og mag, forudser jeg en ren teenagetøs-massakre i de stopfyldte sale. Lidt a la den jeg oplevede, da jeg for - for en sjælden gangs skyld - gik i biografen som almindelig kunde tidligere på ugen.

Her betalte jeg 85 kroner for at se den Oscar-nominerede Juno, og selvom filmen ikke fejlede noget, blev jeg pludselig meget bevidst omkring, hvor taknemmelig jeg er for at se de fleste interessante film til de lukkede pressevisninger. For først skulle jeg stå i kø for at hente min ikke just billige billet, og da jeg så sad godt klemt i salen, begyndte 20 minutters endeløse reklamer og forfilm.

Hvad værre var dog, at man nærmest ikke kunne høre, hvad der foregik på lærredet pga. folks snakken, raslen med slikposer og knasen af popcorn. Jeg tænkte, at det var helt i orden, så længe det stoppede, når filmen startede, men til min forfærdelse var der ikke megen forbedring at spore under introsekvensen. Der var stadig masser, der skulle snakkes om og stadig kilovis af popcorn, der skulle fortæres.

Et halvtimes tid inde i filmen begyndte der endelig at falde lidt ro på salen. Men så besluttede to stupide teenagetøser på rækken foran mig at skrive de første af 70-80 sms-beskeder til deres venner, og selvom telefonerne var på lydløs (lidt pli havde de åbenbart), så blændede deres stærke blå lys mig så kraftigt, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind. Havde jeg haft mere primitiv kvindetæsker-blod i årene, var de blevet sendt hjem med et blåt øje, men som den gentleman jeg er, nøjes jeg nu med at hænge dem ud her.

Det lyder forkælet, når jeg fremhæver alt dette som negativt på grænsen til at vanvidsskabende - og det er det også! - men hvordan flertallet af biografgængere til dagligt finder sig i det, ja sågar betaler for det, er mig lidt af en gåde. Hvilket bringer mig tilbage til dagens pressevisning, hvor alt heldigvis var i den skønneste orden, og jeg rent faktisk kunne nyde filmen.

For dem der ikke ved, hvordan en pressevisning skiller sig ud, så følger her en kort redegørelse: Man har stort set biografen for sig selv, man får lov til at se filmen gratis og før dens premiere, man skal ikke stå i kø for billet, der er gratis kaffe og wienerbrød før filmen, der er ingen støj eller chikane under filmen (med mindre nogle af de ældre anmeldere er faldet i søvn og snorker), og man slipper for trailere og reklamer før filmen. Eller sagt på en anden måde: Helt og aldeles perfekt og en rendyrket oplevelse, hvor filmen kan stå i centrum.

Det eneste minus er reelt, at man skal tidligt op, fordi de altid ligger kl. 9:30 (nå ja, så skal man også lave noget til gengæld for at se filmen - typisk skrive en anmeldelse eller lave et interview), men det er en pris, som selv et udpræget b-menneske som jeg selv hellere end gerne betaler. Jeg ville ønske, at alle andre kunne opleve bare en enkelt pressevisning, for så er jeg sikker på, at de ville vise og/eller kræve mere respekt for andre  biografgængere fremover.

Kom nu folkens, biograferne har aldrig været i bedre stand eller forskellige som nu. Så skal vi ikke skrue ned for chikanen og op for filmindlevelsen? Jeg ved, vi kan gøre det!

Guide til påskeferiens film

15. Mar 2008 14:58, Søren Langelund

Påskens film: I disse dage nyder jeg et par dages - synes jeg selv - velfortjent påskeferie. For efter en 75-timers arbejdsuge i sidste uge samt denne uges mange presse-screeninger og dertilhørende anmeldelser, der skulle skrives, er det dejligt, at skulle lave absolut intet de næste tre-fire dage. Mange danskere skal dog bruge lidt af deres ferie i biograferne de kommende dage, og da jeg har set/anmeldt de fleste af de nye premierefilm, syntes jeg, at jeg ville sammensætte en kort guide over, hvor de bedste filmiske påskeæg gemmer sig i biograferne.

- 10.000 B.C. Action/adventure-drama af Roland Emmerich. Påskens dyreste, største og - uden sammenligning - ringeste film. Jeg skrev bl.a. følgende i min anmeldelse af filmen: "Decideret irriterende og mere end blot dårlig og ligegyldig. Scene efter scene skriger på at blive parodieret, og selv vore mest primitive forfædre ville føle sig fornærmet på intelligensen. Hjernedødt, hjerteløst og humørforladt er blot nogle af de tillægsord, der popper op i ens bevidsthed, når de befriende rulletekster sætter ind". Karakter: 1 stjerne ud af 6.

- Horton og Støvfolket Hvem. 3D-animeret komedie/familiefilm af Jimmy Hayward og Steve Martino. Feriens dejligste film, som ihvertfald var en ikke så lidt positiv overraskelse for mig. Jeg skrev bl.a. følgende i min anmeldelse af filmen: Skøn, flot og afvæbnende familiefilm, som formentlig og forhåbentlig bliver en af påskens helt store billetbaskere. (..) På sine egne præmisser er Horton og Støvfolket Hvems hyldest til såvel det kolossale som mikroskopiske endt som den mest mindeværdige og elskværdige animationsfilm siden Disney/Pixars Ratatouille". Karakter: 5 stjerner ud af 6.

- Dansen. Dansk kærlighedsdrama af Pernille Fischer Christensen. Efter instruktørens overraskende bemærkelsesværdige debutfilm En soap, er Dansen langt fra at være en værdig efterfølger. Tværtimod er her nok tale om en af årets pt. største skuffelser. Jeg skrev bl.a. følgende i min anmeldelse af filmen: "Har hverken forgængerens kække replikker, særlige kemi mellem hovedfigurerne eller skyggen af selvironi. Tilbage er kun en allerhelvedes alvor og grågrumset storkøbenhavnsk hverdagstrivialitet. (...) Bortset fra en stemningsfuld rulletekstsekvens er Dansen mere et halvfærdigt filmskoleprojekt end en flyvefærdig film. Mere Varm på glatis end Vild med dans". Karakter: 2 stjerner ud af 6.

- Spiderwick-fortællingerne. Adventure/fantasy-ungdomsfilm af Mark Waters. Efter en årrække med Harry Potter- og Ringenes Herre-kopier/arvtagere er dette ikke den mest originale eventyrfilm. Men medrivende og vellavet er den bestemt alligevel. Jeg skrev bl.a. følgende i min anmeldelse af filmen: "Endnu en ferie, endnu en fantasy-film for familiesegmentet. Uden at revolutionere genren formår det seneste storslåede eventyr med mere skelen til Grimm end Rowling at udnytte eviggyldige eventyrkonventioner så fint, at resultatet er velfungerende og anbefalelsesværdig fridagsunderholdning – specielt for de børn og unge, som godt kan nyde et godt gammeldags godnathistorieeventyr frem for fortærsket fantasy". Karakter: 4 stjerner ud af 6.

- Lust, Caution. Romantisk/erotisk drama af Ang Lee. Efter Oscar-succesen med den lige dele rørende og provokerende Brokeback Mountain er Ang Lee tilbage med en kinesisk film - dog også provokerende, specielt hvad angår nogle allerede berømte og berygtede sexscener. I sin anmeldelse af filmen skriver min kollega Jacob Ludvigsen bl.a.: "Fremstår som lidt for upræcis til at kunne hamle op med Brokeback Mountain i fysisk påtrængenhed eller The Ice Storm i fintfølende drama. Selvom Ang Lee tidligere har præsteret bedre, har han dog stadig præsteret godt. Ikke mindst er hans nyeste værk båret af stilsikre billedkompositioner og en i det hele taget helt vanvittig smuk visualisering af et stemningsfuldt Kina i 40’erne". Karakter: 4 stjerner ud af 6.

Tempelriddernes Skat III. Dansk action-adventure/børnefilm af Giacomo Campeotto. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har set hverken denne film eller dens forgængere, men det tyder ikke på, at jeg er gået glip af noget. Ihvertfald giver Kim Skotte kun én stjerne i Politiken, ligesom min kollega Jacob Ludvigsen i sin anmeldelse af filmen bl.a. skriver: "Så vovet som Far til fire, så nervepirrende som Krummerne er tredje omgang tempelfnidder, hvis tyndbenede manuskript forhåbentligt ikke har taget mange minutter at udforme. I det mindste leverer Mick Øgendahl et fjollet oneman-show". Karakter: 2 stjerner ud af 6.

Således ser de væsentligste filmpremierer ud i denne uge, og da du nok ikke har tid/lyst til at se dem alle, håber jeg, at ovenstående måske har hjulpet dig lidt på vej hen imod de rette bestillinger ved billetlugerne. God påske og ferie, hvis du er så heldig at have en sådan.

Hyldest til Villy Søvndal

9. Mar 2008 14:13, Søren Langelund

Kære Villy. Lad mig starte med at sige, at jeg aldrig ville kunne finde på at stemme på hverken dig eller dit parti. Dertil er min liberale frihedsoverbevisning for langt fra den socialistiske samfundslænke , du så gerne vil fastgøre til mine fødder, men lad det ligge for nu. For jeg kan simpelthen ikke lade være med at få mere og mere respekt for dig, for hver dag der går. Ikke mindst hvad angår dine kommunikative evner.

Jeg var – sammen med mange andre – ualmindeligt skeptisk over for dine lederevner, da du tog over efter Holger K., men jeg skal da lige love for, at du har fået SF til at blive trendsættende og samlende på én og samme gang. Jeg er ikke sikker på at alle dem, som vil stemme på dig, deler din politiske overbevisning, men det er jo for så vidt ligegyldigt i dagens værdiladede spinpolitiske tidsalder, hvor personer mere end nogensinde repræsenterer deres parti, og der reelt ikke er den store forskel på den ene eller anden midterstyret regering.

For to år siden var det Marianne Jelved, der havde et unik momentum og Det Radikale Venstre var det hippe, smarte parti for alle fra intelligentsiaen til ungdommen. For et år siden oplevede Naser Khader og hans Ny Alliance noget lign., men hvor Jelved formøblede opsvinget med urealistiske statsministerdrømme, og Khader var/er mere Bambi på glatis end partileder, virker du Villy meget mere rustet, moden og velforberedt til at udnytte og pleje din fremgang. Én ting er, at du snart har indhentet en som altid sagesløs Helle Thorning i meningsmålingerne, men noget andet er, at du tydeligvis har en klar og konkret mediestrategi til også at bevare de gode tider!

Det er ikke for ingenting, at du i Anders Foghs øjne er oppositionens åndelige leder. I virker venskabelige - ja nærmest kærlige - over for hinanden samtidig med, at du ikke lader dig kue eller tale ned til. Med din retorik og formidling er du den eneste, der kommer i nærheden af Fogh eller Pia Kjærsgaard (sidstnævnte er vel stadigvæk trods alt i en kommunikativ klasse for sig), og så er det også lykkedes dig ligefrem at gøre SF spændende og moderne som parti. EU-modstanden er blevet nedtonet, den så trendy omsorg for miljøet har siddet i skabet ved lejlighed, og så kan du – som den første venstreorienterede politiker i historien? – forstå at klæde dig og fremstille dig pænt, så man ikke falder i søvn eller overvejer, hvorvidt du mentalt ikke er kommet ud af 70erne. Selv den ærkekonservative kartoffeljyde kan lide at være i stue med dig, og du har en jovial såvel som intelligent udstråling, som specielt Socialdemokraterne må misunde dag og nat.

På det seneste har du sågar formået at tage bladet fra munden omkring dét emne, som vel sagtens har kostet din blok magten de sidste tre valg: Integrationsdebatten. Da du den anden dag fik medierne – inkl. min egen arbejdsplads – til at gå i selvsving over din skærpede kurs på indvandrerområdet, var det vel en af de senere års mest bemærkelsesværdige politiske stunts herhjemme. For du formåede at puste og have mel i munden samtidig ved at sende en stærkt, forandret og selvkritisk signal uden at ændre din politik på ét punkt!

Du vil stadig ikke have færre udlændige til landet, du er stadig imod 24-årsreglen (på dét område er vi ret enige!), og du er stadig ikke just fortaler for strengere straffe til kriminelle unge indvandrere – og alligevel fik du et budskab ud, som måske for første gang i årevis reelt har en chance for at give Pia K. grå hår i hovedet. Du fremstod mere alfaderlig end nogen oppositionspolitiker siden Fogh kom til magten, og i går satte du så prikken over i’et med din udmelding om at arrangere nye tids største demonstration herhjemme. Som en anden Moses der ledte israelitterne ud af Egypten, kommer du til at gå forrest i 100.000 menneskers march mod fanatisme. Smukt, Villy, smukt.

Jeg ved ikke, om jeg ønsker dig for meget held og lykke fremover med dit politiske virke, for det ville jo så betyde et regeringsskifte, som jeg helst ikke ser p.t. Men jeg tror egentlig også, at du er så dygtig, at det er lige før, du ikke behøver hverken held eller lykke. Når Fogh ifølge rygterne om et år tager til EU, og du dermed mister din hovedkonkurrent, er det mit gæt, at du kun vil fremstå desto mere overlegen og måske ligefrem være nok til at levere statsministeriet til Helle Thorning ved næste valg. Ikke dårligt af en gæv koldingenser! 

FerieKonto - forældet og forfejlet

7. Mar 2008 11:52, Søren Langelund

Feriepenge nu og her: I går fik jeg en skøn positiv overraskelse, da der var brev fra FerieKonto. Mit optjente beløb var større, end jeg havde troet, og – hvad bedre var – så havde jeg glemt alt om feriepenge. Så i min bevidsthed var der næsten tale om en stor, gratis pengegave, som naturligvis skulle være mere end velkommen. Men i realiteten er der jo tale om penge, jeg ærligt og redeligt har tjent og ligefrem knoklet for, og så kan jeg som liberal ikke lade være med at tænke på, hvorfor en eller anden autoritativ instans i et år skal holde på mine penge? Og tilmed sætte krav op for hvordan jeg får dem igen?

Det er jo helt og aldeles absurd – specielt når det drejer sig om over 12% af ens løn! Det burde da være givet, at jeg selv fik lov til at disponere over mine egne indtægter i stedet for, at den store, stygge stat uden at spørge om lov tager mine penge fra mig i et år. Hvilken ret har FerieKonto til a) at fratage mig min ejendom og b) i princippet tvinge mig til at holde ferie inden for en given ramme, før jeg kan få mine penge? Tak for omsorgen, men jeg skal nok selv disponere over såvel min økonomi som min tid, og hvorvidt jeg har tænkt mig at holde ferie og i så fald hvor længe og hvornår, kommer vel kun mig ved?

At det i praksis intet problem er at få ens penge udbetalt lige meget hvad, fordi systemet er nemt at narre og de flestes arbejdsgivere snildt underskriver ferieerklæringen, er så en anden sag. Men det ændrer ikke ved, at det nuværende system er hamrende forældet og principielt forkasteligt. Selvom der reelt er tale om en bagatel burde det ikke være nødvendigt for måske hundredtusindvis af danskere at opdigte forskellige feriedage og rækkefølgen af dem for at få udbetalt over en tiendedel af den løn, de ærligt og redeligt har optjent i året før.   

Det er vel kun ret og rimeligt, at vi som udgangspunkt selv bestemmer over værdier, der tilkommer og tilhører os? Også selvom det er rart at blive positivt overrasket i ny og næ med illusionen af en ekstra, gratis pengecheck.

Comeback Clinton

5. Mar 2008 19:16, Søren Langelund

 Primærvalg: Som man kan læse i indlægget neden for, forudså jeg i går, at Barack Obama ved primærvalgene i bl.a. Texas og Ohio ville sætte Hillary Clinton endeligt på plads og blive Demokraternes kandidat til valget i november. Som man kunne se i nat på NEWS, skete det som bekendt ikke. Heldigvis. Godt nok er det aldrig rart, at bide i det sure æble og erkende, at man tog fejl.

Men som Clinton-tilhænger er jeg glad for og tilfreds med, at hun som - i mine øjne - den mest erfarne, saglige og kompetente kandidat stadig er med i ræset om at blive den næste leder af den frie verden. Personlig holdning og smag aside er det også svært ikke at være lidt imponeret af Hillary Clintons andet store comeback i årets valgkamp. Efter det første nederlag i Iowa stod hun også til at tabe det vigtige valg i New Hampshire, men det gik som bekendt anderledes. Lige som det bekendt så ud til, at hun i går ville tabe én af de store stater til Obama og dermed være færdig i kampagnen. Men med en solid sejr i Ohio og en mere snæver i Texas er Clinton nu helt og aldeles med igen. 

Lige som hendes mand i 90'erne kan hun derfor med rette kalde sig for et "Comeback Kid". Også selvom Barack Obama stadig er foran samlet set. Det vigtigste er nemlig at notere sig, at Clinton fik brudt Obamas store sejrsrække og nu har en måske afgørende momentum frem til den næste betydelige stat Pennsylvania. Vinder Clinton også dér - pt. siger målingerne, at hun er foran - kan hun sende et afgørende signal til de superdelegerede i partiet, som meget vel kan blive tungen på vægtskålen.

Dermed får vi måske en intern kamp hos Demokraterne, der kommer til at vare helt frem til partikonventet i august. Det er naturligvis noget, som Republikanerne kan udnytte såvel taktisk som konkret argumentatorisk, og med John McCains sikre kandidatur i hus siger min mavefornemmelse mig, at det langt fra bliver så nemt som mange har troet for Demokraterne at vinde Det Hvide Hus i november. Hvis Hillary og Obama slider hinanden såvel som partiet op, kan de reelt servere magten på et sølvfad til McCain. Men på den anden side sikrer den megen fokus på de tos duel konstant medieopmærksomhed, og måske McCain i de kommende måde glider en smule ud i glemslen?

Man har da lov at håbe, hvis man som mig holder med Clinton. For jeg tror, at desto længere der går, desto mere udhulet vil Obamas tomme retorik blive. Han kan vel næppe blive ved med blot at sige "change" i 3-4 måneder endnu? Eller måske kan han. Sikkert er det ihvertfald, at vi også i nat fik bekræftet at alt kan ske i politik - og specielt i Guds eget land.

Når Barack slår Hillary

4. Mar 2008 21:33, Søren Langelund

 Afgørelsens time: Om få timer - helt præcist klokken 02:00 i nat - blænder vi på NEWS op for den sidste omgang direkte primærvalgsdækning fra USA for denne gang. Igen sidder Poul Erik Skammelsen klar med gæster, analyser og resultater hele natten, og lige som de andre gange har jeg fået lov til at være med til afviklingen.

Målet er at lave en så god produktion, at I derhjemme forhåbentlig får svært ved at gå i seng, og jeg er ret sikker på, at vi denne gang én gang for alle får udråbt en sejrsherre hos Demokraterne. En sejrsherre med understregning af "herre". For det bliver Barack Obama, vi i morgen tidlig udråber til den store sejrsherre, er jeg overbevist om.

Hillary Clinton skal vinde aftenens valg i de store stater Texas og Ohio - og helst stort - for stadigvæk at være med i den tætte dyst, og det tror jeg simpelt hen ikke, hun magter på nuværende tidspunkt. Obama har alt momentum, har vundet de sidste mange, mange stater, og - desværre - er Clintonts mere substantielle politik ikke så sexet og charmerende som Obamas egensidige og lidt luftige løfte om change.

Men tæt bliver det garanteret også i nat, og spændende ikke mindst. Får vi en mindeværdig afskedstale fra Clinton, eller rejser hun sig fra de døde og overhaler på ny sin sympatiske konkurrent? Hvordan tager Texas, der i 1963 tog livet af JFK, imod "den nye Kennedy" som mange kalder Obama? Og hvad med McCain og de interne kampe hos Republikanerne? Alle svarene fåes som sagt fra 02:00 i nat på TV 2 NEWS - håber vi ses.

Danske film med dumme titler

1. Mar 2008 20:43, Søren Langelund

 Intetsigende titler: Snart har den danske prisvindende instruktør Pernille Fischer-Christensen premiere på sin anden spillefilm ved navn Dansen. Et umiddelbart interessant drama med Anders W. Berthelsen og Trine Dyrholm i hovedrollerne, men hvad der er meget lidt interessant - ja, sågar umiddelbart ret intetsigende - er filmens titel.

I hvert fald synes jeg ikke just, at en så kedelig og generel titel som Dansen giver mig synderlig meget lyst til at se filmen, og jeg får heller ikke ligefrem en ide om, hvad den har at byde på hverken tematisk eller kunstnerisk. Desværre er Dansen langt fra eneste synder på dette område - der har de seneste år herhjemme været en lidt trist tendens til at pådutte de enkelte film tamme og næsten provokerende simple titler.

Trenden startede for alvor med Thomas Vinterbergs fremragende Festen fra 1998, og her kunne man med rette argumentere for, at den skrabede titel passede fint til det nyskabende og tilsvarende skrabede dogme-koncept. Men siden har kreativiteten, modet og præcisionen på dette område været på et lavt blus, og man kan i flæng nævne populære såvel som mindre populære film med ualmindeligt kedelige titler: Drømmen, Brødre, Fighter, Dommeren, Springet og sidst men ikke minst Per Flys klassetrilogi Bænken, Arven og Drabet.

 Specielt sidstnævnte havde med sin såvel publikums- som kritikermæssige succes virkelig fortjent også at hedde noget tilsvarende skelsættende. I stedet virker det desværre som om, at Fly blot har navngivet sine film ud fra det første ord, der poppede op i hans bevidsthed. Eller måske et lidt tamt forsøgt på at kopiere den simplistiske skønhed, der lå i Kieslowskis Rød, Hvid og Blå-trilogi?  

Heldigvis er der også undtagelser, der lover godt for fremtiden - senest Kunsten at græde i kor (som godt nok er taget fra bogen af samme navn) - men på et tidspunkt, hvor dansk film på mange måder står i et vadested, kunne det være rart, hvis man med titlerne gik forrest og virkeligt forsøgte at fremhæve filmens specielle egenskaber og - måske ligefrem - udtrykte lidt mod, kreativitet og fornyelse. 

I filmens verden gælder det jo som i livet i sin helhed også, at det første indtryk tæller fantastisk meget...

Top 30: Dansk film fra 1998-2007

27. Feb 2008 13:57, Søren Langelund

Filmtop: Filmanmelder Jacob Wendt Jensens bog om dansk films guldalder de seneste ti år har medført en ”officiel top 30” over de bedste danske film fra 1998 til i dag. Listen er blevet ud fra en afstemning blandt ca. 70 branchefolk og kan ses her.

Listen fik imidlertid mig til også at lave min personlige udgave af denne top 30, og efter et par timers grublen og googlen endte jeg ud med følgende. Feel free to disgree – or just comment ;-)

1) Dancer in the Dark (Lars von Trier 2000)
2) Dogville (Lars von Trier, 2003)
3) Festen (Thomas Vinterberg, 1998)
4) De Fem Benspænd (Jørgen Leth / Lars von Trier, 2003)
5) Reconstruction (Christoffer Boe, 2003)
6) At kende sandheden (Nils Malmros, 2002)
7) En kærlighedshistorie (Ole Christian Madsen, 2001)
8) Kærlighed på film (Ole Bornedal, 2007)
9) Blinkende lygter (Anders Thomas Jensen, 2000)
10) Råzone (Christian E. Christiansen, 2006)
11) Elsker dig for evigt (Susanne Bier, 2000)
12) Idioterne (Lars von Trier, 1998)
13) AFR (Morten Hartz Kaplers, 2007)
14) Arven (Per Fly, 2004)
15) Vikaren (Ole Bornedal, 2007)
16) Drengen der ville gøre det umulige (Jannik Hastrup, 2002)
17) Italiensk for begyndere (Lone Scherfig, 2000)
18) Mifunes sidste sang (Søren Kragh-Jacobsen, 1999)
19) Kongekabale (Nikolaj Arcel, 2004)
20) Daisy Daimond (Simon Staho, 2007)
21) Små Ulykker (Anette K. Olesen, 2002)
22) Prag (Ole Christian Madsen, 2006)
23) Kunsten at græde i kor (Peter Schønau Fog, 2007)
24) Ghosts of City Soleil (Asger Leth, 2006)
25) Flyvende Farmor (Wikke/Rasmussen, 2001)
26) Tintin et moi (Anders Østergaard, 2003)
27) Bænken (Per Fly, 2000)
28) Adams æbler (Anders Thomas Jensen, 2005)
29) Pusher II (Nicolas Winding Refn, 2004)
30) Voksne mennesker (Dagur Kári, 2004)

Oscar-uddelingen 2008

25. Feb 2008 20:31, Søren Langelund

 Glimrende film, godkendt show: Spændingen blev forløst, stjernerne fik luftet de dyre rober, og et fornemt år for film blev hyldet, da den 80. Oscar-uddeling i nat løb af stablen i Hollywood. Det var langt fra det bedste, flotteste, sjoveste eller mest rørende Oscar-show, men dårligt var det bestemt ikke. Slet ikke når man husker på, at de sjove segmenter og komiske punchlines alle er blevet skrevet den seneste uge i stedet for i løbet af de sidste par måneder pga. den omfattende manuskriptforfatterstrejke. Værten Jon Stewart var kæk, afslappet og halvpolitisk, og selvom taget aldrig lettede af latterbrag, så leverede han en mere end godkendt præstation.

Talerne i år var korte og præcise, men kun en sjælden gang virkeligt gribende. Både Coen-brødrene – aftenens store vindere for No Country for Old Men – og Daniel Day Lewis, som fortjent blev årets skuespiller, var så fåmælte og afslappede, at man ikke just fik gåsehud. Undtagelserne var en meget rørt og naturligt overrasket Marion Cotillard, der blev årets skuespillerinde, og – ikke mindst  - den ukendte Marketa Irglova, som efter at have vundet for bedste sang fik lov til at komme tilbage til scenen for at gøre hendes inspirerende og opmuntrende tale færdig.

 Ellers nød jeg de mange fine tilbageblik til tidligere gyldne Oscar-øjeblikke i forbindelse med 80-års-jubliæet, ligesom årets ”in memorian” nænsomt hyldede bl.a. Antonioni, Bergman og Heath Ledger. På den røde løber fik jeg fik øjnene på stilke over Katherine Heigl, Marion Cotillard og Jessica Alba.

Men ligesom i showet som helhed savnede jeg her nogle overraskelser. Det var bestemt forrygende morsomt, da Seth Rogen og Jonah Hill fra Knocked Up og Superbad på scenen skændes om, hvem der mest lignede Halle Barry (!), men der var for få af disse momenter, hvor man blev taget på sengen.

Hvad angår selve filmene, så var årets dyst domineret af bemærkelsesværdigt gode og – for amerikanske forhold – smalle, intelligente film. Sjældent har fire af de fem Bedste Film-nominerede været så fremragende, som det var tilfældet i år, men til gengæld betød en manglende populær blockbuster-favorit, at udsendelsen fik de dårligste seertal i tyve år. Kort sagt, så var der – heller ikke her - nogen markante overraskelser i de store kategorier, men personligt var jeg glad for Dario Marianellis Oscar for musikken til Atonement og Daniel Day-Lewis’ sejr i Actor-sejr for There Will Be Blood. Og så var det rart at se, at priserne blev spredt ud over så mange forskellige film, hvilket bekræfter og hylder en bred vifte af kvalitet det forgangne år.

 Ellers bed jeg mærke i, at alle fire skuespilvindere for første gang i over 40 år var europæere, og at der var forholdsvis lidt politik og generelle mærkesager f.eks. sammenlignet med sidste års miljøfiksering. Slutteligt var det selvfølgelig lidt ærgerligt, at der ikke var en Oscar til dansk film, men det var skønt bare at se Viggo Mortensen og Christian E. Christiansen nomineret.

Således kan en ny award season og gætterierne omkring Oscar’en 2009 begynde, og jeg glæder mig som altid allerede som et lille barn. Det bliver svært for næste år at toppe det filmiske niveau fra det forgange år, men til gengæld bør det være muligt at overgå selve showet anno 2008. Se samtlige af årets Oscar-vindere lige her, og følg i det kommende år nedtællingen til Oscar 2009 på

Oscar-gæt 2008

24. Feb 2008 15:16, Søren Langelund

 Hvem vinder?: Efter i lang tid nonstop at have fulgt prisuddelingsræset – ja nærmest siden sidste års Oscar-uddeling – kan jeg ikke længere komme uden om mine endelige Oscar-gæt 2008, før det går løs i aften/nat i Kodak Theatre, Hollywood. Eller, jo, jeg kunne jo lade være med at gætte, men hvad er der sjovt i det? Og man er vel en rigtig filmnørd i almindelighed og Oscar-nørd i særdeleshed ;-).

Så her følger listen over dem, jeg tror, sejrer ved den 80. Oscar-uddeling. For en mere dybdegående analyse af de forskellige nominerede kan jeg henvise til det her blogindlæg.

Best film:
Hvilken film vinder? - No Country for Old Men.
Hvilken film ville jeg stemme på? – Atonement.

Best director:
Hvem vinder? – Joel & Ethan Coen for No Country for Old Men.
Hvem ville jeg stemme på? – Paul Thomas Anderson for There Will Be Blood.

Best actor:
Hvem vinder? – Daniel Day-Lewis for There Will Be Blood.
Hvem ville jeg stemme på? Day-Lewis.

Disse første tre store kategorier kan jeg næsten ikke se falde anderledes ud end ovennævnte bud. Til gengæld bliver der lidt mere spænding i nogle af de næste kategorier:

Best actress:
Hvem vinder? – Marion Cotillard for La vie en Rose
- Årets skuespillerinde-kategori er spændende, selvom kun to reelt kan vinde. Jeg vælger at gå imod strømmen, som forudser en sejr til Julie Christie, og tro på det franske talent frem for den engelske legende. Jeg har utroligt nok ikke set én af de fem nominerede film ordentligt, men selvom Cotillard er fransk, ligner hendes præstation noget, som er for godt til at være sandt for Oscar-akademiet: En stor, episk portrættering af en kendt, elsket personlighed, som går en emotionel rutsjebanetur igennem og brænder – eftersigende – mere igennem end selve filmen. Jo, Christie spiller sygdomsramt, hvilket også er et hit hos Akademiet, men jeg tror på en spinkel sejr til den søde franskmand.

Best supporting actor:
Hvem vinder? – Javier Bardem for No Country for Old Men.
Hvem ville jeg stemme på? Bardem.

Best supporting actress:
Hvem vinder? – Ruby Dee for American Gangster.
Hvem ville jeg stemme på? Saoirse Ronan for Atonement.
- Vel nok den mest åbne af årets store kategorier. Det vil ikke for alvor overraske mig lige meget hvem, der bliver udråbt som vinder. Forrygende Ronan er (desværre) for usympatisk og for uskrevet et blad til at vinde, tror jeg, mens de flestes favorit Cate Blanchett for nyligt vandt en Oscar og ydermere spiller med i en meget mærkelig film, som ikke just – er mit gæt – er et stort hit blandt Akademiets medlemmer. Amy Ryan var et hit hos kritikerne, men det er noget tid siden, vi har hørt noget til Gone Baby Gone, så det efterlader Tilda Swinton og Ruby Dee. Swinton kan meget vel vinde, så Michael Clayton får en pris med hjem, men jeg tror mest på alderspræsidenten Ruby Dee. Dels fordi hun er kendt og elsket af Akademiet med en flot karriere bag sig, dels fordi feltet i år er så spredt, at jeg tror, de fleste vil gå efter et stort Oscar-øjeblik, når veteranen for første gang modtager en statuette. Og ja, så er hun også – for første gang i mange år – den eneste sorte nominerede skuespiller overhovedet, så det kan måske også give lidt point? Tæt bliver det dog lige meget hvad!

Best adapted screenplay:
Hvem vinder? – Joel & Ethan Coen for No Country for Old Men.
Hvem ville jeg stemme på? Christopher Hampton for Atonement.

Best original screenplay:
Hvem vinder? – Diablo Cody for Juno.
Hvem ville jeg stemme på? Brad Bird for Ratatouille.

Best cinematography:
Hvem vinder? – Robert Elswit for There Will Be Blood.
Hvem ville jeg stemme på? Seamus McGarvey for Atonement.
- Årets fotograferingskategori er af mange blevet kaldt en af de allerbedste i årevis, og det bliver uden tvivl også et tæt opløb mellem Deakins og Robert Elswit. Deakins har favoritværdigheden, og jeg tror, at No Country også i denne kategori kunne tage guldet hjem, men hans problem er, at han dyster mod sig selv. Flere har kaldt The Assasination… for årets flotteste film, så måske stemmerne på den ironisk nok giver Elswit sejren. Endelig er det bestemt heller ikke utænkeligt, at Kaminskys ret originale arbejde belønnes – specielt hvis Akademi-medlemmerne er utilfredse med, at Diving Bell.. ikke blev nomineret til Bedste Film. Min fornemmelse sige Elswit.

Best art direction:
Hvem vinder? – Jack Fisk for There Will Be Blood.
Hvem ville jeg stemme på? Sarah Greenwood for Atonement.
- Igen en halvsvær kategori med tre kandidater; Atonement, Blood og Sweeney Todd.

Best costume design:
Hvem vinder? – Jacqueline Durran for Atonement.
Hvem ville jeg stemme på? Durran.
- Igen en kategori med tre stærke kandidater, men jeg tror og – måske mest håber – at der her bliver en statuette til den forrygende Atonement.

Best editing:
Hvem vinder? – Christopher Rouse for The Bourne Ultimatum.
Hvem ville jeg stemme på? Rouse.
- Coen-brødrene kunne meget nemt vinde deres fjerde Oscar her, men jeg tror på sejr til den mest åbenlyst velklippede film i kategorien.

Best music, score:
Hvem vinder? – Dario Marianelli for Atonement.
Hvem ville jeg stemme på? Marianelli.
- Marianelli er bestemt ikke en sikker vinder, men jeg håber og tror, at hans på alle måder fantastiske musik til Atonement bliver belønnet.

Best music, song:
Hvilken sang vinder? – “Falling Slowly” fra Once.
Hvilken ville jeg stemme på? ”So Close” fra Enchanted.

Best film in a foreign language:
Hvilken film vinder? – Forfalskerne, Østrig.

Best animated film:
Hvem vinder? – Brad Bird for Ratatouille.
Hvem ville jeg stemme på? Bird.

Best sound mixing:
Hvilken film vinder? Transformers.
Hvilken ville jeg stemme på? Ratatouille.

Best sound editing:
Hvilken film vinder? The Bourne Ultimatum.
Hvilken ville jeg stemme på? Bourne.

Best visual effects:
Hvilken film vinder? Transformers.

Best make-up:
Hvilken film vinder? La vie en Rose.

Best short film:
Hvem vinder? – Christian E. Christiansen for Om Natten.

Best short film - animated:
Hvilken film vinder? Madame Tutli-Putli.

Best documentary:
Hvilken film vinder? No end in sight.

Best documentary - short:
Hvilken film vinder? Sari’s Mother.

There we have it - husk, at Oscar-uddelingen kan - og skal! - ses i aften på TV 2 FILM!

Hvor længe skal vi finde os i det?

19. Feb 2008 12:48, Søren Langelund

 Stop gadeterroren: Så har vi igen balladen med snotforkælede, utilpassede unge, som bruger bål, brand og hærgen for at ”sætte sig i respekt”. Denne gang er det unge med en indvandrerbaggrund, som keder sig, vistnok brokker sig over diskrimination, og/eller føler sig trådt på oven på den genoptrykne Muhammed-tegning.

I over en uge har vi set hundredvis af biler, brande og skoler gå op i flammer – også uden for København – og vi på NEWS har haft mere end svært ved at danne os et forkromet overblik. Selvom vi har haft dusinvis af integrationseksperter, politikere, politifolk og sågar repræsentanter fra hitzb-ut-tahrir i studiet, synes jeg ikke, vi er ikke kommet virkeligt tæt på en løsning, og gad vide hvor mange dage/uger, at disse utilgivelige og utilstedelige ugerninger skal fortsætte. Det må være helt vildt irriterende at opleve, at ens bil eller daginstitution går op i flammer, og burde det ikke i 2008 i et civiliseret land som Danmark være muligt at færdes trygt på gaden uden at risikere at blive en levende fakkel?

Det virker desværre som om, at såvel politi som politikere er ved at affinde sig med balladen. Jo, det bliver fordømt – senest i går fra statsministeren - men fokus er på at formindske skaderne, ikke forhindre den. Det er kun Venstres kontroversielle Søren Pind, som har taget bladet fra munden og turdet at komme med konkrete, håndfaste forslag. Jeg er ikke 100% enig med ham, idet jeg tror, det på lang sigt er vigtig at skabe samhørighed frem for diversitet i et samfund, men jeg har respekt for hans mod og vilje til at ville gøre noget nu og her. På lang sigt er dialog måske vejen frem, men hvis det her skal stoppes i morgen frem for om måneder, er det måske på tide at hive det grovere skyts frem?

 For det første må politiet tildeles flere midler. For det andet skal der slås hårdt ned på de ballademagere, som ellers risikerer at blive negative rollemodeller for ligesindede. Hvis det kræver Pinds foreslåede gps-armbånd at holde øje med dem, så er det vel værd at prøve? Det kan da ikke blive meget værre, end det er nu!

For det tredje må og skal politikerne i København altså snart begynde at sende de rette signaler. Man kan med rette spørge sig selv, om Ritt Bjerregaard og co. ikke ligger, som de har redt, efter de belønnede ungdomshusterroristernes nådesløse ødelæggelse af vores by med et hus? Hvis det ikke fik konsekvenser for dem, hvorfor skulle det så få konsekvenser nu?

Politikere fra såvel alle partier taler om en såkaldt nul-tolerance – gid de også ville agere ud fra en sådan. Men ja, man kan selvfølgelig også igen røvrende retssikkerheden og retfærdighedssansen og – som Enhedslistens socialborgmester i København foreslog det –give de unge, kriminelle indvandrere et hus, hvor de kan boltre sig. Magen til absurd forslag har jeg godt nok ikke hørt i lang tid. Undskyld mig, men hvis kriminelle unge - ligegyldigt hudfarve og etnisk oprindelse – mangler et tilholdssted, så foreslår jeg min store, flotte og dertil indrettede nabobygning: Vestre Fængsel.

Aldrig har danskeren været så rig som nu, aldrig har så mange - også af anden etnisk herkomst - været i arbejde. Der er ingen undskyld for at ville nedbryde i stedet for at opbygge samfundet. Vi bliver nødt til at sende et utvetydigt signal om, at den senere tids hærgen er helt og aldeles uacceptabel – ellers er det bare et spørgsmål om tid før menneskeliv kommer i fare og en hel generation af fortrinsvis fredelige indvandrere får sit ry ødelagt af en mindre, hård kerne. Der må og skal ske noget og hellere i dag end i morgen!...

Vild med middelmådigheden

16. Feb 2008 14:40, Søren Langelund

 Fredags-tv’ets fald: I de senere dages udgaver af formiddagsbladene har det været en stor historie, at DR langt om længe har udkonkurreret TV 2 i kampen om seerne fredag aften. I mine øjne burde fokus dog i højere grad være på kvaliteten af de enkelte underholdningsprogrammer i ugens bedste sendetid. For ærligt talt: P.t. er det ikke et spørgsmål om Varm på is eller X Factor – det er et spørgsmål om pest eller kolera.

Begge de store kanalers fredagsflagskibe er så uinspireret fordummende fjernsyn, at der burde skrides ind. Begge repræsenterer de en sørgelig tendens, hvor de landsdækkende kanaler i weekendernes prime time svælger for laveste fællesnævner og producerer det ene overfladiske miskmask efter det andet. Det er i mine øjne år og dag siden, der har været et underholdningsprogram, jeg for alvor har gidet at se og som har haft bare en smule på hjerte. Vi skal vel næsten tilbage til det komisk nyskabende og ekstremt energiske Husk lige tandbørsten på DR eller det fint journalistiske magasinprogram Eleva2eren – begge fra midthalvfemserne.

Siden har aftenfladen været domineret af talentkonkurrencer og endeløse kendis-quizzer, som har forsøgt at toppe hinanden i uoriginalitet. Jo, Stjerne for en aften var ok underholdende det første år, men hvorfor skal vi bagefter bombarderes med Scenen er din og endeløse American Idol-kopier (Popstars, Sangstjerner, X Factor og hvad de ellers hedder)?. I det hele taget er sangprogrammer ved at overtage boligprogrammets position som det mest overeksponerede genre. Hit med sangen, Showtime, Grib mikrofonen og senest TV3’s Magi i luften er bare nogle af programmerne, som desværre mest har stået for mislyde på skærmen de senere år.

 Værst er dog de mange ”lær-din-kendis-at-kende”-programmer. Jeg synes f.eks. Den store klassefest, for hvad det var, fungerede udmærket og var noget nyt. Men efter Varm på is, Vild med dans, Venner for livet, Hiv stikket ud, Endelig Fredag og A-Ha – bare for at nævne toppen af isbjerget – er der ikke en semikendt dansker tilbage i landet, som ikke har udstillet sine oftest ligegyldige egenskaber uden for deres normale sfærer.

Men ja, folk tænder jo for lortet, når der nu ikke er andet, og efterfølgende rejser der sig så pseudo-stjerner af programmernes aske, som vi skal høre om over alt og konstant i andre sammenhænge.

Jeg lyder nok som en mavesur, gammel mand. Og det er jeg måske også. Men problemet er egentlig ikke så meget de enkelte programmer. Det er mere, at for mange af dem koger for meget suppe på tidligere succeser og mangler modet til at forsøge noget nyt og mere udfordrende. X Factor havde f.eks. været interessant underholdning for ti år siden, men dels har vi altså som nævnt set alt for mange lignende programmer tidligere og dels er kvalitetsniveauet hos såvel sangere som produktion ikke i nærheden af standarten hos genrens moder, American Idol. Senest tyder det så på, at Vild med dans’ succes efter (alt for) mange sæsoner ligeså resulterer i kopiprogrammer i form af TV 2’s decideret pinlige Varm på is.

Kære kanalchefer: Lad os da få noget nyt at se! Noget anderledes. Prøv at udfordre os i stedet for at tage for givet, at vi seere er tilfredse med det samme tyndslidte koncept om og om igen. Hvorfor skal det være mere reglen end undtagelsen, at man føler sin intelligens dybt fornærmet? Fredagsunderholdning på tv behøver ikke nødvendigvis have lige så mange tomme kalorier, som det slik store dele af Familien Danmark indtager netop denne aften!...

On rotation vol. 18 (Thriller 25th Anniversary Edition)

13. Feb 2008 01:45, Søren Langelund

 Thriller - 25th Anniversary Edition: Som tidligere annonceret her på bloggen, var det i december sidste år 25 år siden, at popkongen himself, Michael Jackson, udgav det album, som skulle vise sig at blive verdenshistoriens mest sælgende. Titlen var - naturligvis - Thriller, og for at fejre jubilæet har Jackson nu genudsendt moderen til alle pop-cd'er i en ny udgave. Vi er nok mange, som havde foretrukket, at Jackson gik i gang med et helt nyt album, og man kan med rette også være skeptisk, for behøver vi virkelig en ny udgave af et i forvejen perfekt album?

Det korte svar - når man først har hørt den nye Thriller - er: ja. For det første har Jackson restaureret samtlige de originale sange, så de lyder supersprøde, -skape og -friske rent teknisk, og var man nogensinde i tvivl om dette albums eviggyldighed, er man det bestemt ikke efter et par hurtige gennemspilninger eller ti. Klassikere som Beat It, Thriller og The Girl is Mine samt mine personlige favoritter Billie Jean og Wanna Be Startin' Somethin' har simpelt hen aldrig lydt bedre! I mine øjne og ører er og bliver Dangerous-albummet fra 1991 Jacksons hovedværk, men ved genhøret med ovennævnte perler er det ikke svært at forstå, hvorfor over 104 millioner (!) mennesker har investeret i Thriller.

Som ekstra icing on the cake har Jackson også valgt at genindspille fem af numrene i nutidige versioner sammen med hhv. Will.I.Am, Kanye West, Fergie og Akon. Og igen bliver ens mulige skepsis over for denne eventuelle form for helligbrøde gjort til skamme. For de fleste af de nye versioner/remixes fungerer faktisk overraskende godt! Selvfølgelig er de nye ikke så gode som de oprindelige sange, men mindre kan også gøre det.

Mest originale er Akons udgave af Wanna Be Startin' Something og Will.I.Am's The Girl is Mine, som på trods af få ligheder med originalerne bestemt har deres unikke charme. Kanye West har ikke ændret så meget på hans Billie Jean, men også denne lidt langsomme, funky version kan bestemt anbefales. Beat It er i 2008-udgaven gjort til en decideret duet mellem Fergie og Jackson, og selvom Fergie kunstnerisk ikke tilføjer det store, er den opdaterede produktion i sig selv sangen værd.

Ydermere byder cd'en også på en simpel, skøn ballade kaldet For All Time, som stammer fra originale Thriller-demo-sessions, men først nu er produceret til ende og udgives. Uden at være Jacksons mest originale sang er For All Time meget nem at synge med på og umulig ikke at holde af. Sidst men ikke mindst indeholder udgivelsen også en dvd med restaurerede musikvideoer fra Thriller-æraen, så der er efterhånden ikke mange grunde til ikke at købe - eller genkøbe - en af musikhistoriens essentielle albums.

All hail the King of Pop!

On rotation vol. 17 (Lykke Li - Youth Novels)

10. Feb 2008 17:00, Søren Langelund

 Youth Novels: Så har de gjort det igen, svenskerne. Vort ulideligt musikalske broderfolk på den anden side af Øresund har for Gud ved hvilken gang fostret en artist i international klasse, og bare for at få vores misundelse til at blive desto mere indebrændt har vi sågar denne gang at gøre med en bare 21-årig debutant, som på sit første album lyder som en kunster, man har lyst til at høre på, indtil ørene falder af. Navnet er Lykke Li, og efter bare et par gennemlytninger af hendes Youth Novels-debut vil man ud fra sin sindsstemning at dømme tilføje et 'g' til hendes navn.

For sikke dog det pigebarn kan synge! Tøsepigebarnet er i besiddelse af en fantastisk hypnotisk stemme, som kombinerer en allestedsnærværende alfevokal a la Björk, Emilíana Torrini eller Henriette Sennenvaldt med en meget følsom, næsten for skrøbelig nattergals resonans.

Det ene øjeblik omgivet af estatisk elektronik, det næste nærmest demonstrativ skrabede orgeltoner, leverer Lykke Li varrieret, prægnant pop i low fi-alternative-afdelingen, som ikke kan undgå at sætte gang i hofterne, når I'm Good, I'm Gone-førstesinglen hamrer afsted, få det blødende romantikerhjerte til at banke når hun sødt tilbageholdende forklarer en forelskelse i Little Bit, eller give gåsehud når hun f.eks. ømt viskende synger "time will fly upon my baby's back" i Time Flies.

Youth Novels
indeholder alt fra fra lykkeligt lallet lommefilosofi til smådepressiv sjælegransken, og det hele rammer lige dybt, lige stærkt. Både ved første og tiende gennemlytning. Lykke Li er kommet for at blive, og jeg har svært ved at forestille mig andet end, at hun her har begået et af de bedre albums i 2008. Og så må vi forsøge at abstrahere fra det faktum, at hun er svensk...

Super Duper Depp?

7. Feb 2008 22:05, Søren Langelund

 Sweeney Todd og Super-tirsdag: Hvad har en blodtørstig Johnny Depp og de amerikanske primærvalg til fælles? Ikke så meget - andet end, at jeg har brugt min tid på netop disse to ting de sidste par dage. Hele tirsdag nat var der nemlig Super Duper Tuesday i USA - hvilket betød primærvalg i 24 stater - og det var naturligvis noget, vi dækkede på NEWS, som var der no tomorrow.

Jeg var så heldig igen at være med hele natten sammen med bl.a. Poul Erik Skammelsen, mens vi forsøgte at udkonkurrere CNN's analyser og resultater. Og taget i betragtning af at vi sammenlagt var omkring et par håndfulde medarbejdere på arbejde, synes jeg faktisk, det gik ret godt. Kanalens samlede seerandel over hele dagen blev tredoblet bl.a. pga. vores indsats, og personligt fik jeg også en del ros for mine mange infobokse og informationsopdateringer natten igennem, så det blev jobbet naturligvis ikke værre af.

Onsdag aften - efter at have sovet om for- og eftermiddagen - fik jeg så endelig taget mig sammen til at se den amerikanske særling Tim Burtons seneste værk. Navnet er Sweeney Tood - noget så originalt som en horror-musical, som jeg havde store forventninger til oven på mange gode anmeldelser og en varm anbefaling fra flere sider af. Og filmen havde da også mange kvaliteter, som min kollega Jacob her uddyber i sin anmeldelse, hvorfor jeg her vil fokusere mest på et par ikke uvæsentlige kritikpointer.

 For jeg må indrømme, at den morderiske barber Sweeney alias Johnny Depp aldrig rigtigt fik min blodårer til at pumpe. Genremiksets blanding af blod og Broadway er klart interessant men ikke vanvittigt virkningsfuldt i dette tilfælde. Jeg synes klart, Burton gør, hvad han kan med sin magisk dystre palette, men det ændrer ikke ved, at historien er papirtynd og præget af nogle kedelige sange.

Problemet er altså mestendels forlægget - musicalen af samme navn fra 1979. Fortællingen er indtil den sidste halve time hamrende banal og pumpet op med for ligegyldige og for lidt mindeværdige toner. Jeg foretrækker personligt musicals hvor dialogen bliver talt frem for messet og sangene er mere separate og melodiske, så det hele som her ikke bare flyder ud i en monoton masse, men selv uden den approach havde Sweeney Todd været mere vellykket, hvis bare sangene og musikken var mere fængende

Det er jo musikken, der i musicals åbner døren til hovedfigurernes sind, så man her gerne skulle blive berørt af Todds personlige tragedie, skræmt af hans skarpe barberkniv og blive interesseret i hans videre skæbne. Men jeg var ikke for alvor rigtigt nogle af delene. Man kan ikke fratage virkningen af Burtons virtuose, makabre stil, og Sweeney Todd er klart en af 2008's pt. mest interessante film ud fra et visuelt synspunkt. Men det kan langt fra kompensere for historiens plothuller, overflødige sange og klodsede introduktion af så godt som samtlige personer.

 Den sidste halve time er dog et klimaks uden ende og en ren fryd, men den og strømmen af mord kommer for sent, og selv den allersidste fantastisk smukke indstilling var derfor ikke nok til at løfte mine hår i nakken. Indtil da er der kun glimt af virkeligt mindeværdigt scener - som f.eks. Sascha Baron Cohens (kendt som Borat) entry som italiensk plattenslager.

På den positive side synes jeg overraskende godt om Depps sangstemme. Intet at udsætte dér. Hans Oscar-nominering for Bedste Hovedrolle er måske lidt i overkanten, men god er han. Og så har jeg også et soft spot for Timothy Spall, som spiller en herligt gemen håndlanger for filmens villian. Konklusionen er dog, at selvom Burton viser, han stadig kan sit kram, er materialet denne gang bare ikke tilsvarende unikt, og derfor er Sweeney Todd som horror ikke skræmmende nok og som musical ikke emotionelt involverende nok.

Det resulterer i en halvlunken karakter på 3½-4 ud af 6 stjerner herfra. Nå -min pause er ved at være slut, så jeg vil tilbage til arbejdet. Denne gang får jeg heldigvis fri før solen står op ;-)!

Bold og brag

3. Feb 2008 16:40, Søren Langelund

 Super Bowl XLII: Årets største sportslige endagsbegivenhed bliver skudt i gang i aften/nat dansk tid, når de igennem hele sæsonen skræmmende suveræne New England Patriots tager imod Eli Mannings undertippede New York Gigants i årets Super Bowl. I sig selv et kæmpe show og en uomgængelig mediebegivenhed, men også - for mig - en af årets helt store begivenheder i almindelighed og sportsbegivenheder i særdeleshed.

For ikke kun er amerikansk fodbold et på én gang meget simpelt og komplekst spil, en form for skak udført med nådesløs fysik. Det er også den reelt set eneste sportsgren, som jeg finder så engagerende, at jeg kan se en hel kamp eller to i timevis uden at have et specielt tilhørsforhold til nogle af holdene. Taktisk såvel som spændingsmæssigt er der så mange niveauer og mulige overraskelser i NFL, at det aldrig bliver kedeligt. Som klicheen påbyder: alt kan ske, og alt vil ske.

Det eneste, som kunne have gjort nattens kamp en endnu større begivenhed, havde været, hvis 'mit hold' fra Dallas Cowboys var kommet i Super Bowl. Men ja, Eli Mannings giganter fra New York overraskede med en sejr over min helt Romo og co., og sørme om han så ikke ugen efter slog legenden Favre ud også. Det ændrer dog næppe ved, at nattens vinder formodentlig bliver Patriots ledt an af Mr. Perfect himself, Tom Brady. For sjældent - hvis nogensinde - har et hold spillet så flot og fejlfrit bold, som dét Patriots har leveret i år.

Det til trods glæder jeg mig som et lille barn til kick-off, og jeg både tror og håber, at vi får en intens og uforudsigelig Super Bowl. Kedeligt bliver det bestemt ikke, og før det sidste fløjt har lydt, skulle det ikke undre mig, at alt kan og vil ske (selvom vi i år ikke har Justin Timberlake til at blotte diverse sangerinders bryster i pauseshowet)...

Top 5: Oversete tv-skuespillere

30. Jan 2008 21:25, Søren Langelund

Top 5: De største skuespilsstjerner er ikke altid de bedste, på samme måde som der er mange sørgeligt oversete tv-skuespillere, der af en eller anden grund aldrig har fået det fortjente gennembrud på det store lærred. Derfor følger her en top 5 over nogle af mine personlige favoritspillere, som aldrig har fået den plads i spotlightet, de ellers fortjener:

 5: Peter MacNicol. Han brød igennem i Sophie's Choice og har haft små roller i film som Bean og Ghostbusters 2, men det er jo i tv-serier som Ally og senest 24 Timer, at vi for alvor har nydt godt af hans lavmælte talent indenfor både drama og komik. Bedst illustreret som "Kiksen" i førstnævnte serie, hvor han uden sammenligning var den helt store skuespilsmæssige oplevelse. På én gang skæv, original, intelligent og umulig ikke at holde af.

 4: David Schwimmer. Vi kender ham som Ross i Friends, hvor han igennem seriens ti år udviklede sig fra en halv anonym rolle til at være seriens klart største komiske aktiv. Schwimmer udviklede en mimik og repliklevering, der sagtens kan gøre sig også på det store lærred, og specielt god var han, når han lod neuroserne og de helt store armbevægelser indkoopere i sin nørdede, metroseksuelle figur. Schwimmer viste også i Band of Brothers, at hans evne til at spille halv-ynkelig stædigper ikke kun strækker sig til den komiske genre.

 3: Richard Schiff. Har haft småroller i alt fra I Am Sam og Ray til Se7en og Bodyguard, men det store filmgennembrud lader stadig vente på sig. At Schiff er en fremragende karakterskuespiller med en helt usædvanlig indestængt nerve og bitterhed, er man imidlertid ikke i tvivl om, når man har set ham brillere i tv-historiens bedste dramaserie, The West Wing. En serie, som har dusinvis af mindeværdige skuespilspræstationer, hvilket gør Schiffs evne til at stjæle den ene scene efter den anden desto mere imponerende.

 2: Ray Wise. Hans CV er præget af adskillige afstumpede roller som badguys fra overklassen i drama-soaps som Savannah, Dallas og Beverly Hills 90210, men vi husker ham bedst som Laura Palmers semipsykotiske farmand i Lynchs kultserie Twin Peaks. En rolle, som om noget viser Wises spændvidde som skuespiller, når han det ene øjeblik bryder grædende i knæ foran sin datters lig og det næste valser eskapistisk rundt til swing-musik som en anden Fred Astaire. Specielt excellent er Wise i den ellers halvskuffende sæson 2, som han i sig selv gør seværdig.

 1: Larry Hagman. En af mine absolutte yndlingsskuespillere på trods af, at karrieren reelt kun har budt på én stor rolle: J.R. Ewing i Dallas. Den rolle er så til gengæld også - i mine øjne - den vel nok sejeste, mest coole og ondsindede nogensinde vist på tv. Hvilket naturligvis i høj grad skyldes Hagmans glubske charme, isnende øjne og lumske smil, som resulterer i et helt særligt talent for at være det dummest mulige svin og alligevel umulig ikke at elske. Magen til energi, udstråling og nærvær er de fleste skuespillere forundt, så jeg tager cowboyhatten af for Larry Hagman.


27. Jan 2008 19:50, Søren Langelund

EM-guld: Det var ikke pænt, men det rakte - og så er alt andet sgu ligegyldigt! Det danske herrelandshold i håndbold er for første gang vindere af et stort mesterskab, og dermed er den flotteste danske sportspræstation siden Riis' Tour-sejr en kendsgerning - og denne gang formodentlig uden doping som hjælpemiddel!

Nogle gange siger billeder imidlertid mere end ord. Så mens det er svært at finde dækkende ord for denne triumf, så lad os her nyde et par fotos fra den fornemme danske EM-sejr, som jeg her på bloggen allerede annoncerede før turneringens start ;-):

Heath Ledger (1979-2008)

25. Jan 2008 17:49, Søren Langelund

 Mindeord: Tirsdag var en glædens dag. Danmark slog OL-mestrene i håndbold med ti mål, Oscar-nomineringerne var gode ved dansk film, og jeg levede højt en hel dag på byens bedste café latte. Men så blev det aften, og den chokerende nyhed tikkede ind på bureauerne: Heath Ledger, en af de få unge mandlige skuespillere som jeg inderligt respekterede, var fundet død. 28 år gammel.

Hurtigt fik jeg sammen med en kollega bikset en nyhed sammen til mens CNN kørte på fuldtryk i baggrunden, men jeg forstod alligevel ikke rigtigt, hvad var hændt før her et par dage senere. Derfor denne noget forsinkede hilsen til Heath i det hinsides.

For selvom det lyder en kende melodramatisk at sørge over én, jeg ikke kendte personligt, så må jeg erkende, at jeg blev berørt af den talentfulde skuespiller og kvindebedårers alt, alt for tidlige død. For Heath Ledger havde evnen til at charmere såvel som at røre unge såvel som ældre, kvinder såvel som mænd, og hans unge alder taget i betragtning nåede han alligevel at give mig ikke så få mindeværdige filmoplevelser i ret så forskellige værker.

Ledger var f.eks. stærkt medvirkende til, at 10 Things I Hate about You fra  1999 stadig den dag i dag - på trods af sin tåbelige titel - er en af de få romantiske teenagekomedier, jeg rent faktisk bryder mig om at se. Ligesom han var det helt store plus i den ellers lidt hule storfilm The Patriot året efter. En ung, lysende stjerne var født, og det uimodståelige smil og kække blik ophøjede også den ellers semibanale A Knight's Tale til fortrinlig underholdning.

Heldigvis ville, kunne og turde Ledger mere med sit talent, og inden for en kort periode slog han for alvor sit navn fast som seriøs skuespiller med en hudløs birolle i Monster's Ball og hovedroller i The Four Feathers og den australske outlaw-biopic Ned Kelly. I 2005 var Ledger her, der og allevegne i Lords of Dogtown, Terry Gilliams The Brothers Grimm, Lasse Hallströms Casanova og - naturligvis - Ang Lees kontroversille bøssewestern Brokeback Mountain, som gav ham en fuldt fortjent Oscar-nominering.

I den rolle som Ennis del Mar indkapslede han så blændende en meget maskulin og forstokket mand med en så forkert og alligevel så rigtig kærlighed til en anden mand, at vi var mange heteroseksuelle, som også var gråden nær mod filmens slutning. Heath Ledger udstrålede en autoritet og kompleksitet, der er få skuespillere dobbelt så gamle som han selv nåede at blive forundt, og hvis man eksempelvis kort efter ser ham perfekt castet som historiens største charlatan i ovennævnte Casanova, bliver hans spændvidde for alvor udstillet.

Den sidste af Ledgers film, jeg nåede at se, var det lille, intime kærligheds- og stofmisbrugsdrama Candy, hvor hans evner som karakterskuespiller slog nye rødder på en nærmest skræmmende realistisk vis, og hvor man også så glimt af det vanvid, han eftersigende dyrker til fulde i rollen som Jokeren i Batman-filmen The Dark Knight til sommer. En af årets mest ventede præstationer såvel som film er vi mange, der er enige om. Det gode er, at Ledgers arbejde med filmen er 100% færdig, så den kommer ikke fare. Men det ualmindeligt sørgelige er, at vi aldrig mere får den australske wunderkind at se igen på det store lærred.

I skrivende stund er det stadig usikkert, hvad der tog livet af ham. Lægeordinerede sovepiller er hidtil den bedste forklaring, men kom han bare til at tage for mange, fordi han pga. stress ikke kunne sove på det seneste, eller var det selvmord som følge af sin nylige skilsmisse? Eller måske noget helt tredje? Vi ved det ikke (endnu), men sikkert og vist er det desværre, at filmverdenen og dens tilbedere har mistet en af de helt unikke stjerneskud som lyste himlen op og havde potentialet til at blive hængede i et lysår eller to.

"Bottom line is... we're around each other an'... this thing, it grabs hold of us again... at the wrong place... at the wrong time... and we're dead" - Heath Ledger som Ennis del Mar i Brokeback Mountain (2005).

To chancer for dansk Oscar-guld

22. Jan 2008 21:58, Søren Langelund

 Reaktioner på årets Oscar-nominerede: Kl. 14:30 dansk tid blev sløret endelig løftet for årets heldigt udvalgte nominerede ved den firsenstyvende Oscar-uddeling (se fuld liste). Og naturligvis var der både overraskelser og Tordenskolds soldater. Men ikke mindst var der god grund til at kippe med lille Dannebrog.

For sørme om ikke der var hele to nomineringer til dansk film, selvom de fleste danske medier har det med at glemme den ene. Selvfølgelig er det superflot - og fortjent - at Viggo Mortensen fik en nominering for Bedste Mandlige Hovedrolle i David Cronenbergs mafiathriller Eastern Promises. Men lad os ikke også glemme, at Christian E. Christiansens novellefilm Om Natten også er med i kampen om at blive Bedste Kortfilm. Christiansen kender vi bedst fra hans syngende lussing af en debutfilm, Råzone,

Om Natten er der ikke mange, der har set, men eftersigende er der tale om en anderledes, barsk og sorthumoristisk ungdomsfilm om tre piger, som er indlagt på en kræftafdeling og har problemer med både helbredet og hinandens indbyrdes forhold. Filmen har Laura Christensen, Julie Ølgaard og Neel Rønholt i hovedrollerne og er en del af Filminstituttets talentpulje kaldet New Danish Screen.

 Nå - tilbage til den gode hr. Mortensen. Han har nemlig skrevet dansk historie i dag, da han er den første dansker nogensinde, som har fået en Oscar-nominering i én af de fem store kategorier (Film, Actor, Actress, Director, Manus)! Hatten af for dét - og for hans ret sublime (under)spil som hårdhudet og overtatoveret russisk håndlanger.

At han så med ret stor sikkerhed ikke vinder, er straks en anden snak. Klar favorit - eftersigende fortjent - er den altid suveræne Daniel Day-Lewis i Paul Thomas Andersons There Will Be Blood, som også scorede hele 8 nomineringer. I mine øjne lavede PTA med Magnolia en af 90ernes fem bedste film, og med alle disse nomineringer og gode anmeldelser i bagagen er det ingen hemmelighed, at netop denne film er dén, jeg ser mest frem til at se i år.

Favoritten til at gå med guldet for Bedste Film er dog - stadig - Coen-brødrenes roste post-western/thriller No Country for Old Men, som også scorede 8 nomineringer og kan prale af de fleste kritikerpriser. Ikke blot skulle filmen være god, men dens vinderchancer bliver næppe mindre af, at The Coens før er blevet forbigået. Så i år kunne det meget nemt være deres tur. Hvis altså ikke Akademiet ser PTA's vej - eller måske vælger den umiddelbart meget klassisk-episke Atonement, som dog på trods af syv nomineringer, succes ved Golden Globe og Bafta-showet nok er blevet overset i for mange store kategorier til for alvor at være en contender.

 Med helt fremme er dog også en skæv indie-komedie om en gravid teenager, Juno. Den er nomineret i alle de store kategorier og har tre ikke ubetydelige fordele: 1) De seneste års indie-succeser har gødet vandene. 2) Den er den eneste opløftende og løsslupne af de nominerede for Bedste Film - de andre er forholdsvist dystre. 3) Den er en kæmpesucces ved billetlugerne, hvilket ikke skal undervurderes i Hollywood!

Ellers synes jeg, at den fremragende Ratatouilles fem nomineringer også skal nævnes - Bl.a. for Bedste Manus og Bedste Animationsfilm, inden vi kigger på de store overraskelser. For jeg og flere andre Oscar-nørder tabte nok næse og mund, da Ruby Dee og Tommy Lee Jones' nomineringer for hhv. American Gangster og In The Valley of Elah blev læst op. De var pæne overraskelser, men giver alligevel god mening. Dee spiller fremragende i sin lille rolle som gangster-Denzels mor, og med hendes nominering kom der også en sort skuespiller blandt de nominerede i år efter deres markante dominans de senere år. Og Jones' nominering må ses som en cadeau for et godt år for den rutinerede skuespiller i flere film - bl.a. No Country for Old Men.

 Overraskende var det også at se Surf's Up nomineret som Bedste Animationsfilm, og at Fortryllet fik hele tre (!) nomineringer i Sang-kategorien. Jeg elsker sidstnævnte såvel som dens sange, men tre er måske lige i overkanten, når det f.eks. resulterede i, at Pearl Jam-forsangeren Eddie Vedders Guaranteed fra Sean Penns Into The Wild, blev forbigået.

I det hele taget var Into the Wild den helt store taber. Den fik ingen nomineringer i nogen af de helt store kategorier, selvom den forinden var pæn favorit i både Manus, Film, Actor og Director.

Således lidt klogere på såvel vindere som tabere er der nu kun tilbage at vente på, at showet begynder den 24. februar. Herhjemme sendes det igen i år på TV 2 FILM, og forinden har jeg naturligvis på denne side annonceret mine endelige vindergæt.

At være eller ikke være nomineret

20. Jan 2008 00:41, Søren Langelund

 The Foreign Film Scandal: På tirsdag bliver årets Oscar-nomineringer offentliggjort, og dermed får hele den vide kulturverden - og ikke mindst os Oscar-geeks - endelig at vide hvilke film, som Akademiet synes, er de fem bedste i de forskellige kategorier. Men i disse dage synes den såkaldte buzz omkring Oscar'en mere at gå på, hvem der IKKE bliver nomineret af forskellige grunde, ligesom det fylder ikke så få spalter verden over, hvorvidt Oscar-showet overhovedet bliver afviklet i år pga. den strejke, som aflyste Golden Globe-uddelingen for få dage siden.

Vi er mange der hverken tror eller håber på, at årets uden sammenligning største showbegivenhed bliver aflyst, men interessant er det alligevel, at meget af snakken pt. går på meget andet end dem man tror bliver de heldigt udvalgte.

Naturligvis vil der altid være en "øv bøv"-stemning over, at visse film bliver overset, men tag nu f.eks. årets Best Foreign Film/Bedste Ikke-engelsksprogede Film-kategori' og man vil få øje på en chok-reaktion i filmkendekredsene, selv inden de nominerede er blevet afsløret.

For et par dage siden blev det nemlig offentliggjort hvilke ni film, der kæmper om at blive udvalgt til den endelige gruppe af nominerede udlanske film, og her var der ikke så få chok at finde. Den absolutte storfavorit, den rumænske 4 måneder, 3 uger og 2 dage, var nemlig ikke at finde blandt de sidste ni på trods af, at den har vundet Guldpalmen i Cannes, adskillige andre kritikerpriser og har fået fantastiske anmeldelser og publikumsreaktioner verden over - også i USA! På samme måde blev andre favoritter såsom den franske Persepolis, den spanske Børnehjemmet og den tyske På himlens kant også overset, og i et år hvor mange har snakket om det høje kvalitetsniveau i udlanske film, er man nu i USA ret forarget over, at Akademiet ikke er kompetent nok til at kunne værdsætte dette.

Adskillige blogskribenter, aviser og andre medier i USA taler om "the foreign film scandal", og man forstår kritikken. For det er trods alt sjældent, at Akademiet i dén grad overser kunstnerisk originalitet og diversitet. Med det sagt, så er der skam rigtigt gode film at finde blandt de sidste 9 - deriblandt den italienske Den Ukendte Kvinde, den serbiske The Trap og den østrigske Forfalskerne, som jeg alle klart kan anbefale.

Alligevel bliver det meget spændende at se, hvad Akademiet vil gøre ved kritikken. Formanden for den forholdsvis lille, snævre komitté, der står for at udvælge de nominerede i denne kategori, modtager kritikken med åbne arme, og måske vi næste år ser et mere fair system, som nemmere kan koge de mange, mange udlanske kandidater til Oscar'en ned til fem nominerede. Et alternativ er også, at Foreign-kategorien nedlægges helt, som nogen foreslår, så Oscar'en kan blive global og ikke fokusere så meget på amerikanske film, som det i dag er tilfældet. En ikke-engelsksproget film kan godt vinde i den store Bedste Film-kategori, men det er aldrig sket (!) og den enkelte film skal også have haft amerikansk premiere for at have en chance ifølge det nuværende system.

Jeg ved ikke helt, hvad min egen holdning er til at gøre Oscar'en global, for selvom der er meget fornuft i at Oscar'en bliver hele verdens filmpris, så vil det også ofte gøre uddelingensprocessen endnu mere uoverskuelig end nu. Og lad os ikke glemme, at det jo trods alt er det amerikanske filmakademi, der uddeler priserne, så det er vel også fair, at de tager udgangspunkt i amerikansk film? På den anden side så er det jo svært selv for amerikanerne at påstå, at deres film altid er de bedste i verden, og ved sidste års uddeling var den mest interessante kategori i mine øjne f.eks. netop Foreign-kategorien, som stod imellem uddelingens eneste to mesterværker; den tyske De Andres Liv og den mexicanske Pans Labyrint.

Mange peger også på, at kategorien har mistes dens eksistensgrundlag. Oprindeligt blev den skabt for at skabe fokus omkring ikke-amerikanske film, som oftest var resten af verden overlegen. I dag er både publikum og kritikere ofte langt foran Akademiet i anerkendelse af film fra andre lande, ligesom at de i mange tilfælde via festivaler, dvd-udgivelser og mund-til-mund-metoden opnår lige så meget opmærksomhed - hvilket naturligvis også skyldes, at de i mange tilfælde kunstnerisk og visionært på ingen måde halter efter Hollywood længere. Tværtimod, vil mange nok mene. Dermed gør Foreign-kategorien egentlig ikke meget andet end, at give den enkelte instruktør et ekstra skulderklap, og sidste år så vi jo f.eks. også, hvordan den vindende De Andres Liv såvel som den tabende Pans Labyrint allerede havde skabt sig enorme mængder af omtale, hæder og salg af billetter inden selve prisuddelingen.

Men klart er det ihvertfald, at der nok skal ske noget. Som det er nu, er det mestendels pensionerede, ældre medlemmer af akademiet, der bestemmer de nominerede, og dermed bliver der ofte ikke plads til de ukonventionelle kunstværker uden mainstream-appeal. Og det holder ikke. Hvis man kigger ned over listen af nominerede og vinderne i Foreign-kategorien, er der simpelt hen for mange svipsere imellem de sidste 20-30 år, hvilket ikke klæder et så verdensomspændende show som Oscar'en.

Anyway - det er altså på tirsdag, at de nominerede i alle kategorierne bliver afsløret, og måske der så kommer nye "hvorfor blev x og y ikke nomineret"-skandaler. Indtil videre håber jeg bare, at showet bliver til noget, og så skal det altså også nævnes, at det ser ud til, at mange af de store kategorier i år er fyldt til randen med gode engelsksprogede film og præstationer. Uden at have set nogle af dem, har jeg ualmindeligt gode fornemmeler med film som There Will Be Blood, Atonement, Juno og No Country for Old Men, som allerede ligner gode kandidater til min egen private Årets Film 2008-top 5 til nytår. Ydermere er vores egen Viggo Mortensen hos mange eksperter favorit til at få en nominering som Bedste Skuespiller for hans også ret uforglemmelige præstation i Eastern Promises.

Så forhåbentligt og formentligt kan alt dette opveje fraværet af nogle af de bemærkelsesværdige udlandske film. Jeg vil i øvrigt naturligvis skrive meget mere om Oscar-uddelingen, når vi nærmer os den, og som altid præsentere mine gæt i de enkelte kategorier. There Will - med lidt held - Be Oscars!

Fra bronze til guld?

17. Jan 2008 18:01, Søren Langelund

 EM i herrehåndbold: Så er det i aften, at Danmarks håndboldherrer endelig (!) spiller den første kamp ved årets Europamesterskab. Modstanderen er ingen ringere end værtsnationen Norge, som for en god uges tid siden slog os gule og blå på hjemmebane. Så favoritter er vi næppe i dén kamp.

Alligevel er jeg næppe den eneste, som både tror og håber, at Boldsen og co. denne gang kan skifte de sidste par slutrunders flotte bronzemedaljer ud med et sæt guldmedaljer. Det kræver en masse held, få skader og de afgørende marginaler i de formodentligt mange tætte kampe, som venter, men det kan lade sig gøre, og nu må det være tid til at træde det sidste skridt op ad sejrsskamlen. Pt. er både Lars Jørgensen og Joachim Boldsen - måske vores to vigtigste spillere - meldt fit for fight, og forhåbentlig kan de klare en hel turnering på toppen.

Måske jeg håber mere, end jeg reelt tror på guldmedaljer, men pyt med det. EM i herrehåndbold er umiddelbart årets eneste store internationale sportsbegivenhed af format, hvor Danmark kan gøre sig gældende (ja, inkl. OL hvor vi kun kan gøre os i ligegyldige sejlsportsgrene), så lad os alle håbe det bedste og krydse samtlige fingrer og tæer.

Det går løs fra i aften kl. 19:05 på TV 2, men i løbet af hele turneringen varmer vi også op i mange udsendelser på NEWS. Både før og efter kampene - (bl.a. lige nu i skrivende stund omkring 18:00)! Go go Danmark!

Den enes overskrift, den andens morskab

11. Jan 2008 13:15, Søren Langelund

 Rubrik-tyveri?: Verden er lille en gang i mellem - også den indspiste anmelder-verden, som består af selvhævdende, selvudråbte feinschmeckere som mig selv. Derfor morer vi os over, når vi engang i mellem får den samme ide, som vi troede ingen andre end os selv, kunne have kommet på.

Et godt eksempel var i dag, da jeg - som altid om fredagen - spændt åbnede Politiken for at læse deres filmanmeldelser. Jeg var ved at få min kaffe galt i halsen af grin, da jeg så rubrikkerne til hhv. Kim Skottes og Erik Jensens anmeldelser af Control og Arn - Tempelridderen. Sidstnævnte havde nemlig valgt at præsentere sin anmeldelse under teksten "Av min Arn!", som også - mest for sjov - var min arbejdstitel, da ordspillet er både humoristisk og oplagt. Men det var netop for oplagt og tykt til, at jeg ville beholde det. Så i stedet valgte jeg "Tempelridderens forbandelse" - dels pga. Arns job som tempelridder og dels pga. den forbandelse der synes at hvile over skandinaviske kæmpeproduktioner, som retorisk bindes sammen med et ordspil med en reference til den anden Indiana Jones-film.

 Næsten på præcist samme måde havde også den gode hr. Skotte - landets bedste anmelder - brugt den overskrift, jeg selv i sidste øjeblik slettede fra min anmeldelse: "Kærlighed vil flå os i stykker". En direkte oversættelse af sangen Love Will Tear Us Apart's titel, skrevet af Ian Curtis, hvis liv filmen smukt skildrer. I stedet valgte jeg "Kontroltab vil flå os i stykker", da dén både indholdte den meget rammende reference og var mere dækkende for hovedpersonens psykoser, som handlede om mere end blot kærlighedskvaler.

Nå - nok nørderisk sammenligning for nu. Læs mine anmeldelser af Control og Arn - Tempelridderen, hvis du har lyst. Politikens anmeldelser kan - som altid - findes på - dog med andre rubrikker end i dagens avis ;-)!...

Hillary eller Obama?

10. Jan 2008 00:25, Søren Langelund

 Valg i USA: Millioner af amerikanere går for tiden med præcist samme tanker som jeg: Skal den næste leder af den frie verden hedde Barack Obama eller Hillary Clinton? I går nat var der primærvalg i New Hampshire, hvor Clinton vandt en spinkel og overraskende sejr, efter Obama havde taget fusen på alle i Iowa i sidste uge.

Jeg kunne dog personligt ikke blive enig med mig selv om, jeg var glad for the Fru Comeback Kid selv fik et comeback eller ej.

Oprindeligt er jeg ivrig tilhænger af Clinton, da hun dels er utrolig kompetent, vidende og kender Det Hvide Hus, og jeg dels tror, at USA og verden vil have godt af en kvindelig frontfigur. En leder, som måske tænker sig ekstra om, før hun går i krig, og en kvinde, som tør sætte fokus på nogle af de menneskelige problemer, USA i dén grad står over for.

Men som så mange andre er jeg på det seneste blevet yderst charmeret af den retoriske troldmand Barack Obama, som virker menneskelig og som et frisk pust. Jeg kender mindre til hans reelle kompetencer og jeg ville ikke være helt tryg ved ham i Det Hvide Hus, men jeg kan så udmærket godt forstå, hvis amerikanerne tænker, at de her har fat i en ny John F. Kennedy - blot med en smule mørkere hud.

Heldigvis er det dog kun dem og ikke jeg, der skal stemme den kommende tid - selvom vi alle i sidste ende bliver berørt af udfaldet. Jeg ville dog nok - trods alt - sætte krydset ved Hillary for hun er trods alt også en fornyelse i amerikansk politik, selvom hun bærer navnet Clinton. At Guds eget land måske er klar til en kvindelig præsident er jo i sig selv utroligt fornyende - og hvem er så mere oplagt end Hillary?

I øvrigt har jeg haft fornøjelsen af, at følge valget fra første parket på NEWS de sidste tre dage. Poul Erik Skammelsen har interviewet alle tænkelige eksperter på området og analyseret alle vinkler i så høj grad, at det er svært ikke at blive smittet med valgfeber. Det har været nogle hårde arbejdsdage - f.eks. i går nat, da jeg var herude i 16 timer i streg for at dække valget uafbrudt - men det har også været både lærerigt og spændende.

Heldigvis er der kun få dage til næste primærvalg, når det går løs i Michigan på tirsdag, hvor jeg dog med lidt held får lov til at nyde det politiske drama fra sofaen på en sjælden fridag :-).

Kunsten at negligere i kor

4. Jan 2008 18:43, Søren Langelund

 Årets Bodil- og Robert-nomineringer: Det kan godt være, at der uden for mit vindue blæser den koldeste, stiveste kuling i mands minde, men til gengæld kan jeg varme mig ved tanken om den forestående award-season, som lige så stille er ved at komme op i det helt store geak-gear.

De helt store prisuddelinger er naturligvis amerikanske, men herhjemme vil både Bodil- og Robert-statuetterne, som er hhv. Filmmedarbejderforeningens og Filmakademiets bud på årets bedste film, også lege med.

Bag førstnævnte gemmer der sig kritikerne på de store dagblade, og deres nomineringer er netop blevet offentliggjort. Jo, det skyldes måske underbevidst misundelse over, at jeg ikke selv er med i foreningen, men jeg er godt nok en kende overrasket og skuffet over mine anmelderkollegaers udvalgte.

I kategorien Bedste Film har man eksempelvis kun valgt at nominere fire film og nærmest decideret provokativt undgået Ole Bornedal helt og aldeles. Selvsamme Bornedal som efter min bedste overbevisning lavede hele to af årets vigtigste, modigste og slet og ret bedste danske film i hhv. Kærlighed på film og Vikaren. Selvom jeg personligt elsker sidstnævnte, kan man forstå foreningens manglende mod til at nominere den pga. handlingens fantasy-elementer og umiddelbare henvendelse til ungdomssegmentet. Men på samme tid også at overse årets stærkeste og flotteste drama på dansk i form af Kærlighed på film, nærmer sig det utilgivelige.

I stedet har man valgt, at nominere Jannik Johansens klichetunge Hvid Nat og - ret overraskende - Natascha Arthys ghetto-møder-kung-fu-miks Fighter. At de sidste to pladser går til hhv. Kunsten at græde i kor og AFR, har jeg straks nemmere ved at respektere. Førstnævnte er og bliver den populære favorit og kort og godt en fremragende og velspillet fortælling, mens sidstnævnte var en af årets mest specielle og overrumplende oplevelser. Speciel var Daisy Diamond i den grad også, men åbenbart for speciel for foreningen.

 Nej, så har jeg mere fidus til årets Robert-nomineringer, der giver 10 nomineringer til begge Bornedal-film, og også blandt sine Bedste Film-udvalgte mere er på rette vej. Jo, det havde været perfekt hvis Hvid Nat havde været skiftet ud med AFR eller Vikaren, men som helhed er det et mere tilfredsstillende felt. Til gengæld undrer jeg mig lidt over, at man hos akademiet har valgt at placere Jesper Asholt i birolle-kategorien og samtidig overset Jannik Lorentzen i hovedrolle-kategorien for Kunsten at græde i kor.

Mystisk er det også at se Bodil Jørgensen nomineret for Bedste Kvindelige Hovedrolle for Lone Scherfig-makværket Hjemve frem for f.eks. Sonja Richter i den ferme thriller Cecilie. Modigt havde det været at nominere Ulf Pilgaard i stedet for Ulrich Thomsen i Vikaren, men ja, modet har også manglet en smule hos akademiet.

Nå, nok brok. For slutteligt synes jeg lige, jeg vil præsentere min egen top 5 over årets bedste danske film i alfabetisk rækkefølge:

- AFR (Morten Hartz Kaplers)
- Daisy Diamond (Simon Staho)
- Kunsten at græde i kor (Peter Schønau Fog)
- Kærlighed på film (Ole Bornedal)
- Vikaren (Ole Bornedal)

Boblere: Ekko, Cecilie.

Nytår på NEWS

31. Dec 2007 18:48, Søren Langelund

På arbejde året ud: Klokken er i skrivende stund omkring 19:00 på årets sidste aften, og jeg er i fuld gang med årets sidste arbejdsdag. I bytte for fri i juledagene fik jeg vagten her nytårsaftensdag, og det har faktisk været en rigtig god oplevelse! 

For det første er stemningen på stationen her til aften mere end almindelig god og hyggelig, og der sker ikke alt for mange ulykker ude i den store verden til at så skår i glæden. For det andet har alt i kantinen hele dagen være på TV 2's regning, så vi har nærmest badet os i cola, godter og - da vi fik middag for kort tid siden - sågar champagne. Og nu vi er ved middagen, så fortjener kantinepersonalet uendelig meget ros, for sikke et nytårsbrag af et luksusmåltid vi fik serveret. Jeg savler nærmest helt bare ved tanken over det, og 2007s sidste måltid blev således også et af årets bedste.

Overraskende god synes jeg også, at dronningens nytårstale var i år. Sjældent har vor majestæt været så skarp, retorisk slagkraftig og konsekvent i tonen, og det lyder jo næsten poetisk, når hun på én gang revsende og kærligt konstaterer, at "menneskelig fattigdom skulle nødig være prisen for materiel rigdom". I øvrigt var en anden frynsegode ved at være på arbejde, at jeg kunne læse talen allerede i eftermiddags - ligesom vi i går allerede fik statsministerens tale ind på bånd, selvom den først sendes i morgen. Ret spøjst og en kende illusionsbrydende, men da bestemt ikke dårligt :-).

Nå - jeg skal vist tilbage på pinden, for arbejdes skal der jo. Husk at tænd for NEWS lidt i midnat - hvis ikke før ;-) - hvor vi producerer til alle TV 2's kanaler fra Rådhusklokkerne og fejringen af nytåret verden over m.v. Det bliver flot og - undskyld udtrykket - eksplosivt!  Måske jeg får lagt lidt billeder ind fra NEWS-nytåret i morgen (hvor jeg dog også skal arbejde), men lige meget hvad: Godt nytår alle sammen!...

Top 5 for 2007: Musik

27. Dec 2007 15:30, Søren Langelund

 Årets musik: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende Top'ere, så det basker - og nu er tiden kommet for årets musikudgivelser.

Generelt synes jeg egentlig, at der kom fine albums i år, selvom at jeg - som så mange andre - hørte mere musik fra andre år. Mange af mine favoritkunstnere kom med albums i år (Björk, Jens Unmack, Bright Eyes m.fl.), og heldigvis var det kun Prince, der af disse for alvor skuffede med hans Planet Earth.

Og så var der naturligvis også et par overraskelser i et år, hvor poppen dominerede rent genremæssigt i mine højttalere. Til gengæld var jeg - pinligt nok - kun til tre live-koncerter hele året!!...

Nå, less talk, more walk: Her følger mine 100% subjektive Top 5'ere over Årets Album, Årets Sang, Årets Koncert, Årets Sanger/inde og Årets Band - samt Årets Album og Årets Sang hvis man fraregner udgivelser fra 2007. Kun musik (albums/sange/koncerter) udgivet/afviklet for første gang i 2007 tæller - bortset fra 'år aside', naturligvis.

5) Bright Eyes - Cassadaga
4) Björk - Volta
3) Jens Unmack - Aftenland Express
2) Anne Linnet - Akvarium
1) Arcade Fire - Neon Bible

Honourable mention (alfabetiseret): Alan Menken, Amy Adams m.fl. - Fortryllet Soundtrack, Annie Lennox - Songs of Mass Destruction, Caribou - Andorra, Figurines - When the Deer Wore Blue, Katie Melua - Pictures, Private - My Secret Lover, Rufus Wainwright - Release The Stars, Shins - Wincing the night away, Sigor Ros - Hvarf/Heim, TV-2 - For dig ku' jeg gøre alting, Wilco - Sky Blue Sky.
- - - -

5) Jon McLauglin - So Close (From 'Enchanted')
4) Trentemøller - Moan (Trentemøller Vocal Remix feat. Ane Trolle)
3) Arcade Fire - Intervention
2) Björk - (feat. Antony) - The Dull Flames of Desire
1) Anne Linnet - Jeg Ka' Ik' Sig' Nej Til Dig

Honourable mention (tilfældig rækkefølge): The Air We Breathe af Figurines, Satans Yngel af Jens Unmack, What Light af Wilco, Crucify My Heart af Private, Rule the World af Take That, Phantom Limb af Shins, Melody Day af Caribou, Physical af The Benefits, Dark Road af Annie Lennox, Så Nær Som Nu af Stig Rossen og årets Guilty Pleasures: Gimme More af Britney Spears og Don't Stop the Music (Jody Den Broeder Big Room Dub) af Rihanna (feat. Michael Jackson) :-)!
- - - -


5) Annie Lennox
4) Jens Unmack
3) Björk
2) Anne Linnet
1) Justin Timberlake
- - - -

5) The Shins
4) Private
3) Bright Eyes
2) Figurines
1) Arcade Fire
- - - -

5) Stig Rossen - Så Nær Som Nu ved Dansk Melodi Grand Prix (tv)
4) Justin Timberlake - Madison Square Garden (dvd)
3) Figurines - Vega
2) Trentemøller - Vega
1) Justin Timberlake - Parken
- - - -

ÅRETS ALBUM - år aside
(musik hørt i 2007, men ikke udgivet i 2007)
5) Ane Brun - A Temporary Dive
4) Leonard Cohen - Essential
3) The Beatles - Revolver
2) Justin Timberlake - FutureSex/LoveSounds
1) Michael Jackson - Dangerous
- - - -

ÅRETS SANG - år aside
5) Joe Hisaishi - My Neighbor Totoro (Performed by Inoue Azumi)
4) Mikael Simpson - Vi 2
3) Antony - If It Be Your Will
2) Justin Timberlake - LoveStoned / I Think She Knows Interlude
1) The Beatles - Love You To

Det var min liste - hermed en opfordring til jer om at svare på indlægget med jeres! Det tager noget tid at tænke hele året igennem, men det er jo også kun top 5-tid én gang om året ;-)!

Hvad man ønsker, skal man få

25. Dec 2007 17:25, Søren Langelund

Gaveregn?: Man ved, man ikke længere er helt så lille, som man til tider gerne ville være, når man gør status over juleaften og konstaterer: Tre gaver blev det til. Ikke trehundredre eller tre dusin - nej, tre! Men det skyldes, at familien havde slået sig sammen for at give mig det, jeg ønskede mig mest: En Braun Pulsonic.

Så tak for den - jeg glæder mig til at barbere mig med verdens mest avancerede stykke sølvbeslåede legetøj! Ellers fik jeg af min kære storebror et gavekort til Men's Room, så girls watch out - I'm about to become hot(ter) ;-)! Lillebror havde igen tegnet et smukt skilleri - denne gang et portræt af Snurre Snup, som han oven i købet havde tegnet i fri hånd og puttet i en ramme!

Endnu bedre var det, at familien virkede til at blive glad for mine gaver, og så kunne julefreden sænke sig over det lille sønderjydske hjem med mandelgaven: Hvem vil være millionær på dvd, hvilket det meste af aftenen gik med, indtil vi vandt millionen ved midnatstid ;-)!..

Top 5 for 2007: Film

21. Dec 2007 18:37, Søren Langelund

 Årets film: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende Top'ere, så det basker - og hvad er bedre at starte med end årets film?

Generelt blev 2007 for mig et år med mange gode film, men få som jeg virkelig vil huske også om ti år. Det har gjort listen en kende sværere at lave i år, da der i virkeligheden kun var 1-2 i hver kategori, som var "sikre".

Nå, less talk, more walk: Her følger Årets Film, Instruktør, Skuespiller, Manuskript, Æstetik, Komponist og Årets DVD-udgivelse Top 5. Valgt efter 100% subjektive kriterier. Kun film udsendt offentligt i Danmark i 2007 kan nævnes (repremierer tæller ikke - film vist på danske filmfestivaler tæller).

5) Hallam Foe - David Mackenzie
4) Vikaren - Ole Bornedal
3) Ratatouille - Brad Bird
2) The Bourne Ultimatum - Paul Greengrass
1) El Laberinto del fauno (Pans labyrint) - Guillermo del Toro

Honourable mention: The Darjeeling Limited, Fortryllet, Harry Potter og Fønixordenen, Daisy Diamond, Kunsten at græde i kor, Persepolis, This is England, Apocalypto , Cashback, AFR, Den Ukendte Kvinde, Dreamgirls, Fra grav til grav, Forfalskerne, Knocked Up, Kærlighed på film, Planet Terror, Eastern Promises, The Band's Visit.

Årets store skuffelser: Det Gyldne Kompas, Breaking and Entering, Shrek den tredje, Cykelmyggen og dansemyggen, Death Proof, Goya's Ghosts, A Mighty Heart, Death of a President, The Good German.

Film jeg ikke fik set, som kunne have været kandidater til min top 5:
Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford, Little Children, The Diving Bell and the Butterfly, Time. Når disse bliver set, kan det altså ændre listen.

5) Morten Hartz Kaplers - AFR
4) Brad Bird - Ratatouille
3) Giuseppe Tornatore - Den ukendte kvinde
2) Ole Bornedal - Kærlighed på film, Vikaren
1) Guillermo del Toro - El Laberinto del fauno

5) Amy Adams - Fortryllet
4) Jamie Bell - Hallam Foe
3) Viggo Mortensen - Eastern Promises
2) Paprika Steen - Vikaren
1) Thomas Turgoose - This is England

5) Eran Kolirin - The Band's Visit
4) Judd Apatow - Knocked Up
3) Kærlighed på film - Ole Bornedal
2) Guillermo del Toro - El Laberinto del fauno
1) Brad Bird - Ratatouille

ÅRETS ÆSTETIK (Fotografering, klip, effekter m.v.)
5) Dean Semler - for at fotografere Apocalypto
4) Oliver Wood og Christopher Rouse - for at klippe og fotografere The Bourne Ultimatum
3) Guillermo Navarro - for at fotografere El Laberinto del fauno
2) Robert Rodriguez - klipning, fotografering og effekter i Planet Terror
1) Dan Laustsen for sin fotografering af Vikaren og Kærlighed på film


5) Marco Beltrami - Vikaren
4) Michael Giacchino - Ratatouille
3) Habib Shadah - The Band's Visit
2) Alan Menken - Fortryllet
1) Javier Navarette - El Laberinto del fauno

5) Edderkoppen (3-disc)
4) The Ultimate Bourne Collection (Steelbook)
3) The Guillermo del Toro Collection
2) Forestillinger (3-disc)
1) Blade Runner - The Final Cut

Det var min liste - hermed en opfordring til jer om at svare på indlægget med jeres! Det tager noget tid at tænke hele året igennem, men det er jo også kun top 5-tid én gang om året ;-)!.

2007 - et tilbageblik

19. Dec 2007 07:49, Søren Langelund

Året der gik: Endnu et år er ved at være gået, og uden der skal gå helt nytårstale i den, synes jeg, det er på sin plads med et par retrospektive tanker herfra, inden vi påbegynder det nye år. For hvad vil jeg egentlig selv huske 2007 for, når det først er omme?

Den første tanke der popper op, er, at 2007 var året, hvor jeg - ihvertfald umiddelbart - blev mere moden, ja nogen vil sågar sige voksen(!). I år fik jeg nemlig både fuldtidsarbejde, købte armbåndsur, kiggede på lejlighed, debuterede på fjernsynsskærmen, blev afhængig af kaffe og kørte på DSB 1'! Jeg følte mig heller ikke just yngre efter, at flere kolleger ved min fødselsdag gættede på, at jeg fyldte 31-32 år (i stedet for 23)...

Som altid var der masser af kul under arbejdskedlerne i år. Jeg har vel aldrig arbejdet så meget hverken fysisk eller psykisk, og heraf blev de fleste timer naturligvis lagt i hænderne på diverse filmanmeldelser og - ikke mindst - TV 2 NEWS. Det har været en stor oplevelse at være med til at starte en nyhedsstation op, men både på godt og ondt føles det som om, at der er gået langt mere end et år. Det gode er, at jeg har prøvet at sende så mange timers live-tv og har så meget erfaring, at jeg er svær at slå ud af kurs. Det dårlige er, at man måske godt kan føle sig lidt for rutineret til tider, og det er da ingen hemmelighed, at jeg føler mig klar til større og flere udfordringer. Men ja, NEWS-jobbet er jo trods alt også 'kun' et studiejob.

På den mere personlige front var det forgange år en blandet pose bolsjer. Amor smilede til mig i det første halvår, indtil smilet stivnede en kende, da vi nåede sommeren. Men ja, efter nogle halvsløve år på den front var det rart igen at føle hjertet slå. Slået blev der i år også til både bokse- og squash-bolde, og da jeg også fik løftet vægte og spinnet så sveden og blodet piblede frem, fik jeg tabt mig de små 8-9 kg, som sled unødigt på asfalten sidste år ved denne tid. Familien havde overordnet set et godt år, da storebror fik nyt arbejde, farmand fejrede jubilæum og lillebror scorede en rolle i en spillefilm. Og så ser min mor bare bedre og bedre ud sin alder til trods!

Af mere generelle betragninger så var det i 2007, at terroren sejrede på gadeplan på Nørrebro i København, Fogh sejrede i valget, og alt hvad der mindede om nationalsport gik af pommern til: Landsholdet missede kvalifikation til EM, FCK kom ikke med i Champions League, Mikkel Kessler tabte mod Calzaghe, Tom Kristensen udgik af Le Mans, og - hvilket jeg stadig ikke er kommet over - Michael Rasmussen blev brutalt og uretfærdigt frastjålet sin ellers suveræne Tour de France-sejr. Suk. Det kan vel kun blive bedre i det nye år?

Kuriositeter var der naturligvis også, da vi lærte så forskellige ting som, at mørk chokolade forlænger livet, daglig sex er vejen til lykken, gymnasieelever i Silkeborg ynder at smide tøjet, og at jeg åbenbart ligner Mads Vad fra Vild med Dans :-)!..  Det bliver unægteligt svært for 2008 at toppe!

Således er både jeg og bloggen klar til nytåret. Der er nok en masse, jeg har glemt, men so be it. Det er dog bevidst, at jeg i dette indlæg ikke har kommenteret årets musik og film, da jeg om få dage som altid kommenterer disse i mine årlige top 5ere! Indtil da: Godt nytår og - først og fremmest - glædelig jul, når I når så vidt.

Når en film kan fortrylle

15. Dec 2007 22:49, Søren Langelund

 Genvunden Disney-tro: Da jeg var lille ønskede jeg mig hvert år til min fødselsdag mindst én ny Disney-klassiker, og også den dag i dag har jeg mange af dem på dvd.

Alligevel er det da ingen hemmelighed, at jeg de senere år har mistet en del af den naive tro på eventyr og happily ever after, som Disney-filmene ellers indoktrinerede mig med. Voksenlivet er jo sjældent en filmisk dans på roser, og Disneys egne værker har heller ikke haft den samme magi de senere år sammenlignet med de gyldne 90ere m.v.

Så derfor er det mig en stor glæde, at kunne proklamere, at jeg nu - i hvert fald for en stund - har fået eventyrtroen tilbage. Det skyldes et møde med Disneys' nye Enchanted (Fortryllet på dansk), som er et godt gammeldags eventyr udsat for det moderne New York anno 2007. Det kunne være gået meget galt, men er endt ud sjovt, skønt og slet og ret uimodståeligt.

Her to dage efter jeg har set filmen er jeg stadig helt høj af forelskelse - selvom jeg ikke har nogen special someone at være forelsket i! Og det er jo skønt, når film kan have en sådan kraft på en kynisk materialist som jeg selv ;-).

Vil man se traileren eller læse lidt om filmen, kan man tjekke dens hjemmeside ud. Ellers har den premiere på onsdag, hvor jeg da godt (selvom jeg ikke må) kan afsløre, at jeg bl.a. skriver følgende i min anmeldelse for MetroXpress / CinemaZone:

"Hvis Walt Disney vender sig i graven, er det af ren og skær fryd, for det er mange år siden, at en Disney-film har været så magisk og dårende dejlig".

Død over Nørreport

13. Dec 2007 20:36, Søren Langelund

Novelle 10: Mens det gullige lys under Nørreport station flakkede et sekund, satte en mørk skikkelse sig ved min venstre side. Den rygløse bænk, hvis rystelser signalerede når et tog var på vej, var i forvejen fyldt op til den anden side. En teenagetraumatiseret hippie som trådt ud af 70erne, en fælt fordrukken og snorkende tigger, samt en ældre, nydelig herre med Krig og Fred i hånden ventede tilsyneladende alle på at komme hjem denne julefrokostnat.

Og så altså nu denne dunkle, mystisk hætteklædte mand, som lydløst var kommet gående og vendt sig mod mig, mens jeg var travlt optaget af at suge de sidste dråber ud af mit Coke Zero-bæger og blande dem med resterne af de mest frituredryppende fritter fra McDonald's i min mund. Uden ansigt og med en stemme som en hvislende slange præsenterede han sig som Døden. Jeg var for smadret til for alvor at blive bange, og han fik også hurtigt fremstammet, at jeg bare skulle slappe helt af. Han ville bare gerne snakke et par minutter, inden det sidste tog mod Enghave tøffede ind på stationen for at tage mig med sig. Ingen så eller hørte os – måske var de for berusede og uopmærksomme, måske var Døden som i legenderne virkeligt én, som kun viste sig for et menneske ad gangen?

Han viste sig at være en ganske flink fyr. ”Det med at slå folk ihjel er jo bare mit arbejde – døm mig ikke på mit ydre”. Jeg nikkede og skulle til at bræge et eller andet pseudofilosofisk om, at døden jo også var en naturlig del af livet, men fik i stedet kun fremstammet en fastfood-bøvs. Han snakkede og snakkede, og for en gangs skyld holdt jeg kæft og lyttede. Så inderligt, at han kunne mærke det, tror jeg. Så da han nåede til sin passion for skak, fulgte jeg trop og forklarede, at jeg var dybt fascineret af poker såvel ludologisk som oplevelsesmæssigt. Han forstod. Vi var på bølgelængde.

Jeg havde snakket mig varm og spurgte med et grin på læben, om han havde forelsket sig i nogle af sine ofre. ”Det er lidt svært, når de dør, idet jeg kysser dem. Det er lidt et turn off”. Svaret kom prompte, og selvom det sandsynligvis skulle lyde kækt, var der også en smule bitterhed at spore i hans stemme. Jeg mumlede noget med, at kvinder åbenbart også kunne være frustrerende i det hinsides, og herefter drejede samtalen sig automatisk ind på pigerne i vores liv. På blondinerne og brunetterne, på luderne og madonnaerne. På the one - og the one right in front of you.

”Hvorfor lod du kærligheden slippe igennem dine fingre?” spurgte han mig pludseligt alvorligt. Han må jo have læst mine tanker, for det var præcist hvad jeg tænkte på det tidspunkt i samtalen. Den sorte skikkelse havde nået de mørkeste afkroge af mit plagede sind. Jeg kunne ikke rigtigt sige noget. Jeg kiggede bare ned i togstationens beton som en kastreret Don Juan.

”Du ved godt, det er en dødssynd at lege med kærlighedens vægelsind?” Stemmen var pludseligt hævet og omringede mig som tusind tågehorn. "Du svigtede hende!" Jeg begyndte skyldfølende at flæbe som en lille pige, og tænkte at han nok alligevel var kommet for at svinge sin le over mit ligegyldige legeme. ”Har du intet at sige til dit forsvar?” Stemmen var nu så øredøvende, at Nørreports grundvold må have rystet.

Så stod tiden stille. Jeg kiggede op, trak vejret dybt og kiggede oprigtigt på mørkets udsending, mens han lagde an til at tage mit liv. Jeg vidste, jeg ikke havde grebet dagen. Turdet leve tilstrækkeligt. Han måtte tage mig, hvis han ville. Min mund skælvede, mens en nådesbøn væltede ud over mine læber. ”Jeg er fucking forkælet. Vis nåde!" Intet bevægede sig. "Jeg ved godt, jeg er sund og rask, og lever med materiel velbehag. Men du må forstå - jeg savner hende stadig hver eneste dag!” Om han så mit tomme blik ragede mig ikke længere. Jeg lukkede øjnene, så hende for mit indre og tænkte mig væk. Til dengang, hvor verden ikke var andet. Alt blev lyst. Så mørkt. Så lyst igen, som jeg åbnede mine øjne.

Døden var borte. Med sig havde han taget de tre mænd på min højre side. Hippien, tiggeren, den ældre herre. Krig og Fred lå på skinnerne, just som toget mod Enghave tordnede ind på stationen. På min arm tonede en brændt sætning med en dyster skråskift frem, men såret gjorde ikke ondt. Da jeg kom op i morgenlyset, fik jeg tydet, hvad der stod. ”Jeg er forkælet og lever i velbehag. Men jeg savner hende hver eneste dag”.

Tanker fra Teglholmen

12. Dec 2007 08:47, Søren Langelund

 Nye procedurer og mødetider: Efter en halv uge i Odense er jeg nu vel tilbage i København på godt og ondt.

På trods af hotelluksus er det rart at være hjemme igen, men arbejdsmæssigt er jeg gået fra det ene kaos til det andet. Vi er nemlig begyndt at sende NEWS fra nye lokationer på Teglholmen, og foruden et nye studie (se billede til venstre) betyder det også nye systemer og arbejdsrytmer.

Ja faktisk er min funktion ændret ret meget i forhold til før. Jeg skal fokusere mindre på slavisk at rette andres fejl og mere på, at levere info til seeren i form af grafikker, infobokse, teasere, breakings, nyheder i bunden af skærmen m.v. Det giver mulighed for, at arbejdsdagen bliver mere selvstændig, udfordrende og journalistisk, og det er jeg personligt glad for.

Der er dog - naturligvis - her i starten et hav af begyndervanskeligheder med det nye system - så venligst bær over med os den første tid. For mit vedkommende er det største problem dog ikke noget, jeg kan bebrejde det nye system: Det drejer sig nemlig om de nye morgenvagter, der nu begynder kl. 5:00 om morgenen, så seerne kan nyde godt af nyheder på højeste blus allerede fra 6:00 hver eneste morgen. Overordnet set er jeg egentlig enig i, at det er en ret smart beslutning, da mange mennesker gerne vil se nyheder så tidligt og ikke kan få det andre steder.

 Men men men. Hold da helt op hvor er det - for mig ihvertfald - nærmest umenneskeligt hårdt at skulle op omkring kl. 4:00, så man kan være på pinden kl. 5:00. Jeg er b-menneske, og selvom jeg forsøger at gå i seng ved midnat (hvilket er tidligt!), sover jeg tidligst kl. 1:00. Og så er man altså ikke udhvilet, når vækkeruet fra helvede bipper igennem marv og ben tre timer senere.

"Jamen så gå i seng tidligere" - det er altså nemmere sagt end gjort. Dels fordi det strider imod min naturlige rytme, dels fordi jeg jo ikke kun har morgenvagter og har meget svært ved at indpasse mig til dem, når de så er der.

Anyway: Jeg klynker nok bare. Men jeg tror, at jeg langsomt men sikkert er ved at blive mere zombie end menneske - også fordi de sidste par uger i forvejen har budt på alt for lidt søvn og for mange morgenvagter. Så hvis jeg er lidt gnaven og/eller mindre tilstedeværende end normalt for tiden, så ved du nu hvorfor ;-). Nå, arbejdet kalder igen. Måske jeg vågner på et tidspunkt?...

Tanker fra Odense vol. 2

6. Dec 2007 23:11, Søren Langelund

 Tilbage til Kvægtorvet og hotellet: Da jeg for en lille måned siden sidst lå i den fine dobbeltseng på Plaza Hotel i Odense, troede jeg næppe, at jeg skulle ligge her igen foreløbigt. Men det gør jeg altså nu i skrivende stund, og det skal jeg helt til søndag.

Altså ikke (kun) ligge i sengen, men arbejde på TV 2 i Odense i stedet for - som normalt - i København. Anledningen er denne gang, at vi sender NEWS fra Odense i weekenden, og det skal jeg så dels være med til at få til at køre i praksis og dels prøve at fortælle de kære odensianere, hvordan man laver NEWS :-).

Grunden til vi sender NEWS fra Odense er - som også nævnt tidligere på bloggen - at vi flytter til helt nye og bedre lokationer i København i ét stort mediehus sammen med alle andre TV 2-afdelinger. De sidste par uger og måneder har vi forberedt os, og den seneste tid er gået med dummyer og prøver det nye sted og med det nye system, som også følger med. Ja, det er faktisk næsten som at starte helt fra ny igen, som for et år siden, så hvis der fra næste uge optræder en del flere skønhedsfejl end normalt, så bær over med os :-).

Anyway - den sidste teknik pilles ned eller flyttes fra det gamle studie til det nye i København i weekenden, så derfor sender vi altså NEWS 2½ dag fra Kvægtorvet i et midlertidigt studie, som jeg hele eftermiddagen i dag fik lov til at lege vært i (se ovenstående billede). Det var i øvrigt ret sjovt. Der var masser af indslag, liver, studiegæster og breaking news (hvor vi både aflivede Lars von Trier og George Bush m.v.), og mens afviklingen satte kameragange op, testede forbindelser, prøvede arbejdsgange m.v. fyrede jeg den maks af i selskab med en flot dukke som medvært!

Før vi kom så vidt, startede dagen for sjette-syvende gang de sidste halvanden uge dog med, at jeg skulle alt for tidligt op for at nå et tog. Ligesom sidst var turen med DSB 1' ganske fornøjelig - der var jo en bolle med ost!! - selvom min kære kollega Taini aldrig nåede toget. Hendes s-tog sad nemlig fast, så det tog 45 min. at komme fra Østerport til Hovedbanen. En tur der normalt tager maks 5-7 min. Åh ja, gotta love DSB :-)!

 Nå, men frem nåede vi alle - også Taini, og så var det jo så tid til at sætte NEWS op i Odense, og fortælle vores dygtige kolleger lidt om, hvordan vores dagligdag er ret anderledes end deres mere trygge, forberedte og gennemtjekkede hverdag på Nyhederne.

En fornøjelse var det at finde ud af, at afviklingen herovre er enormt stor, så bered dig på at NEWS er mere flot end nogensinde i weekenden.

Mens vi i København er en PA, en producer, en lydmand, en output og en grafikreporter (altså fem mand), er der i Odense to producerassistenter, en producer, en billedmixer, en kameramand, en prompterkører, en EVS'er, en lydmand og så en outputter fra København og jeg selv - altså dobbelt så mange! Jeg tør slet ikke tænke på at fortælle køwenhawner-kollegerne om den luksus herovre, for f.eks. produceren går da i koma i misundelse over, at der er én mand til KUN at køre EVS, en mand til KUN at køre prompter osv. osv. :-)

Nå - det blev lidt teknisk. I morgen skal vi prøve for sidste gang om dagen og så overtager vi signalet efter 19-nyhederne til og med søndag nat. Jeg tager hjem søndag aften/nat og har så heldigvis fri mandag. Forinden har jeg dog planer om at udnytte fitness-rummet her på hotellet nogle gange, da man jo lige så godt kan bruge fritiden til noget fornuftigt, og så har jeg også lidt dårlig vægt-samvittighed, der skal gøres op med. Min kollega og Tobias har nemlig spenderet hele aftenen på at smovse bøffer, fritter og softice på Jensens Bøfhus (den eneste restauration i dette provinshul, vi følte os trygge ved at frekventere ;-)).

Netop dérfor er jeg også ret smadret og vil nu lægge computeren fra mig og stene i seng og for en gangs skyld få mere end fire timers søvn. Inden der i morgen tidlig skal nydes hotellets fornemme morgenbuffet og købes fitness-shorts til at forbrænde selvsamme med. Husk (også) at se NEWS i weekenden - måske du kan spotte den store bemanding! - og naturligvis fra mandag, hvor de fine nye fasciliteter i København tages i brug!

Tillykke til News og Thriller

1. Dec 2007 17:51, Søren Langelund

 Hurra x 2: Den 1. december 2007 er ikke kun første dag i julemåneden og store tømmermændsdag oven på gårsdagens mange julefrokoster. Det er faktisk også både TV 2 NEWS' første fødselsdag og Michael Jacksons legendariske Thriller-albums 25 års-jubilæumsdag.

Hvoraf sidstnævnte foruden at være verdenshistoriens bedstsælgende album nogensinde også har beriget mig i så godt som samtlige mine leverår, har førstnævnte det sidste år været min arbejdsplads og mit hjertensbarn. Ingen havde prøvet at starte en landsdækkende nyhedsstation i vort lille land før os, og vi havde med en alt for kort forberedelsesperiode alle odds imod os.

 Der er sket meget siden 1. december 2006, og selvom der stadig er rigtigt meget at forbedre, er jeg stolt af, at være en del af NEWS' innovative konstante ændring af de danske mediebrugeres ellers ofte forstokkede seervaner.

Læs mere om NEWS' første fødselsdag og hvilke tiltag, vi bl.a. fejrer det med (nyt studie, øget sendetid etc.) lige her!

Sammenlignet med Thrillers betydning og gennemslagskraft blegner NEWS naturligvis, men jeg vil nu alligevel tillade mig at råbe et lille hurra til begge disse vidt forskellige kulturprodukter, der har både denne fejringsdag og min affektion tilfælles.

On rotation vol. 16 (TV-2 - For dig ku' jeg gøre alting)

29. Nov 2007 15:08, Søren Langelund

 For dig ku’ jeg gøre alting: For to år siden landede TV-2 på månen og blev kærester med et for mange overraskende stort publikum overalt i landet. Succesen skyldtes et album med både de eviggyldige pophits og de slagkraftige ballader, og sjældent havde TV-2 lydt så meget som om, de virkelig mente, hvad de sang.

Både unge og gamle fans omfavnede Danmarks kedeligste orkester som aldrig før, og personligt var jeg til en helt igennem fantastisk koncert på Vega sidste år, der ikke antydede skyggen af metaltræthed hos Steffen Brandt og hans kumpaner.

Derfor er vi nok mange, som har glædet os som små børn til et nyt udspil fra TV-2, der ligesom sidst har Thomas Troelsen ved producerpulten. Titlen er denne gang For dig ku’ jeg gøre alting, som også er titlen på albummets første og måske bedste nummer. I sin helhed blev albummet imidlertid mildest talt lunkent modtaget af anmelderne – især i forhold til hvor mange stjerner, der blev kastet efter De første kærester på månen.

Til det er der kun at tilføje: Nej, det nye album er ikke TV-2’s bedste, og det er heller ikke lige så godt som det sidste. Men men men. Det er altså stadig mere end gedigent pophåndværk, og det er kun en 2-3 af sangene, som hurtigt glider ud i glemslen. Man skal nok også passe på med ikke at have for høje forventninger, for TV-2 er jo om noget en forholdsvis kontinuerlig størrelse, som ikke genopfinder sig selv fra album til album.

Præcis derfor har jeg nok også lidt svært ved at forstå anmelderkritikken om, at Steffen Brandt denne gang genbruger for mange af sine egne hits. Hey, det har han altså altid gjort til en vis grad, og så længe det gøres med et glimt i øjet gør det bestemt ikke mig noget, at melodierne sine steder minder lidt om tidligere meritter. Tekstuniverset kredser også stadig omkring kærlighedens kvaler, hverdagens trummerum og fysisk såvel som psykisk transport igennem livets mange togstationer, hvor man skal huske at stå af på rette sted.

Heller ikke dér er der altså den store fornyelse, men den gode gamle formel virker altså stadigvæk, så hvorfor reparere på noget, som ikke er i stykker? Jo, det kunne da være spændende f.eks. at se Brandt på egne ben, men han føler sig tydeligvist stadig ualmindeligt godt tilpas i TV-2, og på For dig ku’ jeg gøre alting får man både de semimelankolske åh-uh-åh-sange, som vi kender og elsker, og et par interessante samfundsrevsende skæringer om f.eks. hele Ungdomshus-balladen.

Man synger med fra første nummer, og efter blot et par gennemlytninger er det svært at lægge albummet fra sig igen. Nej, Brandt er ikke helt så poetisk og skarp som på sidste album, men vi skal også lade være med at lade for meget jantelov præge vores dømmekraft. Det eneste jeg virkelig savner på det nye album, er et par solide, kærlighedsballader a la Eventyr for begyndere og Under den sidste hvide bro og så nogle lidt mere uddybende og dybdeborende tekster. Men det er småridser i lakken på en anstændig, solid og velproduceret plade, der med garanti også sikrer Danmarks bedste poporkester et par hits i den kommende tid.

Ballade er vejen ud af bolignøden?

27. Nov 2007 17:12, Søren Langelund

Nyt ungdomshus: Det er ingen hemmelighed, at jeg er boligsøgende. Eller, at København ikke just bugner med billige boligløsninger for folk som jeg selv. Derfor kan det ikke lade være med at irritere mig en kende, når jeg i dag så en stolt Ritt Bjerregaard tone frem på skærmen for at proklamere, at de unge nu får et nyt ungdomshus.

På den måde blåstempler vor kære overborgmester ikke kun terror; hun sender også et signal til alle os andre, som også gerne vil have en bolig: Spred krigslignende tilstande og sæt ild på hovedstaden, så får du en bolig! Undskyld mig, men hvad ligner det??

Vi, der rent faktisk arbejder for føden og ikke bruger vores fritid på at smide med sten efter ordensmagten, er jo til grin! Vores mange skattekroner skal simpelt hen gå til at huse de selvsamme mennesker, som spredte skræk og rædsel for millioner overalt i København for kun ni måneder siden? Det er åbenbart dén velfærd, som socialdemokraterne snakker så meget om frem for skattelettelser? Jøsses!

Burde overborgmesteren ikke i stedet koncentrere sig om at skaffe de 5000 billige boliger, som hun lovede for to siden? Burde de unge ballademagere ikke få den lektion i, hvordan man opfører sig i et demokratisk samfund, som deres forældre tydeligvis ikke har gidet eller kunnet give dem, i stedet for at få en belønning for deres komplet uacceptable opførsel?

Jo, det tjener da os alle, at de unge nu er glade, og der nu forhåbentligt bliver ro i gaderne. Men det sker dæleme på et absurd grundlag. Og er vi ikke på vej ud på et skråplan. når vi belønner bøller for at bryde loven på groveste vis? Hvad gør vi næste gang, de vil have et eller andet? Siger nej indtil de sætter brand på rådhuset?

Jeg har heller aldrig forstået, hvorfor de unge ikke bare kunne få de millioner, en fond tilbød dem på et sølvfad? Eller hvis de virkelig er så mange tusinde, som de selv mener, hvorfor tager de sig så ikke et arbejde som alle os andre, og så står sammen om at købe et hus? Hvis de vitterligt er tusindvis, skal de jo ikke arbejde fuldtid i mere end en måned alle sammen for at købe et fint hus?

Men nej. Sådan skal det ikke være. Det er jo også nemmere at smide med sten og undergrave samfundet end at bidrage til det. Det er bare svært ikke at være jaloux, når man som boligsøgende og ærligt arbejdende borger føler sig ikke så lidt forbigået og sin retsfølelse trukket igennem sølet.

Få gylden afføring!

27. Nov 2007 11:53, Søren Langelund

 Rent guld i toilettet: Ja, det skulle vel komme? Julegaveideen til rigmanden der har alt: Piller indeholdende rent guld, som har den mest ubrugelige og alligevel utrolige effekt.

Sluger man ovenstående guldpiller til intet mindre end kr. 2100,- stykket, ja så skulle ens afføring ifølge blive gylden! Hvorfor man skulle have lyst til, at sine toiletbesøgs efterladenskaber bliver forgyldt, ved jeg ikke, men sjovt kunne det da bestemt være et prøve :-).

Historien melder dog intet om, hvor lang tid virkningen varer eller om de gyldne piller også ændrer lugten på afføringen til en liflig duft af guld. Men skulle man have lyst til at prøve produktet af, og eventuelt kommentere her på bloggen om dets resultater, så skulle de kunne købes her ;-).

Den fotograferede fortid

25. Nov 2007 11:33, Søren Langelund

 Indscannede minder: Den sidste dag i det sønderjyske blev brugt på at tage en tur ned af memory lane med hjælp fra vores gamle fotoalbums og en scanner.

Missionen: At scanne nogle af de bedste billeder fra min barn- og ungdom ind på computeren, så jeg har dem foreviget digitalt, og eksempelvis kan dele dem med mine venner på Facebook.

 En hel dag i selskab med min fortid viste sig at være både givtig og nostalgisk, og inden jeg nåede igennem alle billederne, fik jeg både grint og grædt i så høj en grad, så jeg nærmest blev helt høj af det.

Nej, man skal ikke leve i fortiden, men det skader sgu ikke en gang i mellem at lade en tanke eller to dvæle ved, hvordan ens liv er endt ved dets nuværende ståsted.

De mange billeder af alt fra lejrture med folkeskolen til min konfirmation og graduation kan ses på min Facebook-profil, hvis man er venner med mig dér.

Hvis ikke man er dét, så er man sandsynligvis nok heller ikke interesseret i billederne :-).

Men lur mig, om der ikke snart kommer flere! Så snart tiden og muligheden igen melder sig...

Da fars firma fyldte rund

22. Nov 2007 14:39, Søren Langelund

Jubilæumsreportage: Jeg er i disse dage i Sønderjylland hos familien, hvilket også er grunden til, at bloggen ikke er blevet så hyppigt opdateret som normalt. Helt snydes skal I dog ikke for en lille reportage fra gårsdagens hovedgrund til, at jeg er hjemme i min fødeby: Min fars firmas 25-års jubilæum.

"Ska' det være fin, skal det være Ole Gardin" lyder firmaets slogan, og fint var det ihvertfald i går på Schackenborg Slotskro, hvor ca. 300 kiggede forbi til lidt mundgodt og hygge. Jeg fik holdt en bette tale, farmand var glad og stolt, og både lokalpressen fra JydskeVestkysten og selveste Ekstra Bladet kiggede forbi.

En stor dag, som der her følger en lille video fra:


Bergman-kavalkade vol. 6

16. Nov 2007 19:39, Søren Langelund

 #6: Persona: I anledning af den store Ingmar Bergmans bortgang i sommers købte jeg nogle af mesterens mest kendte værker på dvd til nedsat pris. Jeg havde nemlig på det tidspunkt kun Criterions udgivelse af den fabelagtige Fanny og Alexander i samlingen. Her på bloggen vil jeg knytte en kort kommentar til hver af filmene, som jeg ser i kronologisk rækkefølge.

Den sjette film i rækken er Persona (1966); en af Bergmans mest kendte værker, som i mange – specielt modernistiske – kredse er blevet udråbt til en af filmhistoriens bedste og væsentligste film. I Sight And Sounds 1972-afstemning blev den eksempelvis udråbt som den femte bedste film nogensinde!

Persona starter med et billeddigt bestående af indskudte, syrede scenarier af alt fra erigerede penisser til stumfilmsklip, og så er scenen ligesom sat for en unik oplevelse, der er ment til at gå over fornuften og direkte ind i følelsesregistret. Fortællingen på klassisk Bergman-vis spundet omkring den menneskelige psyke - her i form af en stum skuespiller og hendes sygeplejerske, som udforsker livet væk fra hverdagens trummerum.

Hurtigt melder spørgsmålet sig imidlertid: hvem er patienten og hvem er plejeren? Eller er de måske i virkeligheden én og samme person? Ved filmens ende har man som tilskuer været vidne til en dystopisk dissektion af det gode, trygge liv, når det bliver en spændetrøje. Man forstår hvorfor, at Bergman opfordrede til at opleve den - ikke at overanalysere den!

Det nu alligevel svært at slå tænkeren helt fra, for der er så mange lag at hente i Persona, at de både enkeltvis og i sin helhed bliver hængende i dagevis. De fleste centreres omkring angst i alle dens former og afskygninger set fra flere både konkrete og symbolske vinkler, men der er også småerotiske aner at spore.

Med Persona omfavner Bergman også Brechts verfrämdungseffekt, og bliver om muligt mere selvrefleksiv end normalt. Uden dog at undvige essentielle spørgsmål som f.eks: Hvordan kan vi mennesker sætte os frie og bare være til? Via tro? Kærlighed? Kunst? Eller lader det sig ikke gøre? Bergman forsøger at indkredse svaret på en så nærmest skræmmende måde i enkelte scener, det er lige før, at der er tale om horror.

Æstetisk er Sven Nykvist som fotograf igen i sit es. Smukke, kontrasterende sorthvide billeder skudt i modlys dominerer filmen fra start til slut, og billedsiden bidrager således til narrativets dybdeborende graven i den labyrintiske menneskelige psyke. Resultatet er så vidunderligt flertydigt, at mange indtryk i både enkeltindstillinger og -scener samt ikke mindst i helheden, at Persona både fordrer og fortjener adskillige gennemsyn. Bergman brillianza!

Tanker fra Odense

12. Nov 2007 22:44, Søren Langelund

Valg fra første parket: Klokken har just passeret 22:00. Det er mandag aften en kold, kold novemberdag i det herrens år 2007, og jeg sidder i en lækker dobbeltseng på et fashionabelt 4-stjernet hotel i Odense efter en lang dag i TV 2’s nyhedsstudie på Kvægtorvet. En dag som gik hurtigt med prøverne til afviklingen af morgendagens kæmpeproduktion: Valgaftenen 2007. Også selvom teknikken drillede noget så grusomt, så systemet først ikke var klar til, at jeg kunne påbegynde forberedelserne af talafviklingen, som i morgen aften gerne skulle poppe op på skærmen i tide og utide med de forskellige kreds-, regions- og landsresultater.

Så da jeg ankom i morges, brugte jeg de første par timer på at vandre rundt på TV 2’s gange – hvilket bestemt var interessant, eftersom jeg aldrig har været her før – man alligevel også lidt frustrerende. For uden at lyde for hellig er det nu engang sjovere rent faktisk at lave noget, når man nu er mødt på arbejde og sågar stået tidligt op for at komme herover fra det store København. Så efter også at få hilst på de få ansigter, jeg kender herovre, få gjort mig gode venner med kantinebestyreren og sågar lyttet med på en rundvisers gennemgang af stedets historie fortalt til en 2. klasse, kunne dagens dont for alvor gå i gang.

Men inden vi kommer så vidt, må jeg vist hellere forklare min funktion i forbindelse med valget lidt mere indgående. For to uger siden blev jeg ringet op af en overordnet, som gerne ville headhunte mig til TV 2 nogle dage. Normalt er jeg jo ’kun’ på NEWS, så muligheden for at være med til at lave valg på hovedkanalen kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Min titel er ”taloperatør” og/eller ”ass. talredaktør” (afhængig af hvilken mail man læser), og det går kort fortalt ud på at få valgtallene ind i vores computersystem for herefter at få dem så lækkert og gnidningsløst på skærmen som muligt. Så når I – om guderne vil – i morgen kan se det ene fine resultat poppe op på skærmen efter det andet, så er det moi som har lavet det :-). Hverken mere eller mindre.

Men ja – meget skal gå op i en højere enhed, før vi i morgen nat (efter to gange 12-16 timers arbejdsdage) kan være stolte og tilfredse. Og dagens prøver viste, at der er meget at lave endnu i morgen. Men sjovt og lærerigt var det dog, og så skader det bestemt ikke at komme hjem på et så fornemt hotel og have dobbelt så meget plads, som man er vant til på sit kollegium :-)! Jeg kan godt vænne mig til det fashionable luksushotel-liv, tror jeg.. hehe..

Min dag startede imidlertid mere kedeligt og – ikke mindst - tidligt. Alt for tidligt. Jeg så naturligvis NFL det meste af natten i går, så da vækkeuret ringede kl. lort, var jeg hverken helt eller halvt vågen. Det fik et skarpt barberblad imidlertid rimeligt hurtigt ændret på nogle minutter senere, og med blodet stadigt dryppende ned ad kindbenet tog jeg mod Hovedbanen og toget mod Odense.

Togturen bød på mit første møde med DSB 1’, hvilket bestemt var sjovt at prøve, men også foranledigede en tankestrøm med hovedtemaet ”er det dét?”. For dobbelt så meget, som jeg normalt giver for en ungbillet, fik jeg lov at læse Politiken samt en bolle med ost. Ikke just prangende, men på den anden side havde jeg ikke just forventet en pool og medfølgende massagepiger (om end dette havde været at foretrække frem for bollen med ost!).

Dagens Politiken bød i øvrigt på en bemærkelsesværdig kronik: En 15-årig 9.klasse-elev prøvede at råbe landets forældre op med hovedtemaet: ”jeres unger støjer, er til gene og på ingen måde interesserede i at lære noget – gør noget ved det!”. Til skribenten er der dog kun at sige, at sådan var det sgu også i min skoletid, og mon ikke det fortsætter sådan også i fremtiden. For flertallet af ungerne er for forkælede, for fordummede og for lullet udfordringsmæssigt i søvn fra hjemmefronten. Sørgeligt, men sandt. Men hvis vi andre kunne overleve støjhelvedet der er folkeskolen, så kan den tapre, unge skribent vel også? Lykke til herfra i hvert fald.

Og nu til noget helt andet (igen): For da jeg ankom til Odense, mødte mine øjne en ualmindeligt smuk pige på stationen. Hun havde et langt, mørkt og krøllet hår, de skønneste brune, dybe øjne med et troskyldigt og uberørt blik, der fik togene såvel som tiden til at gå i stå. Pludselig var hun dog væk igen, og jeg fik mig fumlet ned til kvægtorvet. Og så sidder jeg altså en 13-14 timer senere nu her, og gør status over den lange dag.

Og ærligt talt: Dagen har gjort mig lidt træt, så lad mig slutte for denne gang. Mon ikke vi skrives ved snart? Ellers må du have et godt valg – og husk at sæt kryds ved TV 2 ;-)!

Lagkagen skal bages, før den kan spises

9. Nov 2007 17:50, Søren Langelund

Valgkampens sidste fase: I skrivende stund er vi netop gået ind i valgkampens sidste 100 timer. Mens den ene meningsmåling for første gang giver flertallet til Helle Thornings røde blok og den anden - også for første gang - giver det gamle VKO-flertal en mulighed for igen at tage magten uden Ny Alliances indflydelse, kan vi vist kun fastlå, at det bliver spændende.

Personligt hverken kan eller tør jeg forestille mig andet end, at statsministeren efter på tirsdag fortsat hedder Anders Fogh Rasmussen. Men som tidligere beskrevet her på bloggen irriterer det mig, hvor meget i fokus overbudspolitiken er - fra begge fløje! 99% af al debat går på, hvordan godene skal fordeles, hvordan pengene skal bruges, hvem der skal have de største stykker af lagkagen.

Undskyld mig, men er jeg den eneste der er interesseret i at skyde bjørnen, før vi sælger dens skind? Hvorfor er der intet fokus på at sikre, at der rent faktisk bliver nogle penge at bruge - også i fremtiden? Det er nemt nok at love milliarder væk til alt fra a-z, men pengene skal vel tjenes først?

Jeg frygter at medier såvel som politkere er begyndt at tage for givet, hvor godt vi har det i Danmark. At vi pt. - bl.a. pga. den nuværende regerings politik - har den største velstand i vort lands historie. Aldrig har vi tjent flere penge. Aldrig har folk haft det bedre. Aldrig har der været flere i arbejde. Aspekter der normalt i sig selv ville sikre Fogh fire år, men det er nu langt fra sikkert i år. Delvist naturligvis fordi Helle konsekvent har kopieret enhver succes i VK-regeringens politik (skattestop, skolepolitik, integrationspolitik etc. etc. etc.) - i hvert fald udadtil.

Men jeg tror sgu, det er farligt at tage for givet, at vores alle sammens velstand kan fortsætte under en rød regering, der med Villy og Asmaa som støtter vil have noget så travlt med at spise kagen i stedet for at bage den større til alles gavn. Dermed ikke sagt, at jeg entydigt støtter Fogh. Jeg har faktisk allerede brevstemt, og som tidligere lovet givet min stemme til Ny Alliance. Men det vil ikke være helt fair over for de unægteligt fornemme resultater, som Fogh-regeringen har opnået, at tage hans meritter for givet, og måske stemme på Helle bare for at der kan ske noget nyt, eller på Villy fordi han er noget så sympatisk.

Glem ikke, hvorfor vi har det så godt. Glem ikke, at velstanden kan forsvinde lige så hurtigt, som den kom. Undervurder ikke eksempelvis erhvervslivets enorme betydning for, at vi kan få penge i den kasse, som alle har så travlt med at tømme. Lad os for Guds skyld diskutere herfra og til evigheden om, hvordan velfærdsgoderne skal fordeles - men lad os ikke glemme, hvordan vi skaber goderne i første sted!

Derfor skal der herfra lyde en opfordring til at stemme på den blå blok - dens mange mangler til trods. For får vi det ikke alle bedre, når kagen bages størst muligt?

Søges desperat: bolig!

6. Nov 2007 10:09, Søren Langelund

Kollegie-træt: Jeg har ofte her på bloggen hyldet kollegielivet, og guderne vil vide, hvor taknemmelig jeg har været for min tid på OMK. Men efter snart 3½ år klemt inde på et lille værelse og et delekøkken med 15 søde, men meget unge mennesker, er jeg klar til at blive voksen. Klar til at komme videre i livet. Klar til 'mit eget'.

Men så nemt skal det naturligvis ikke gå. For mens flokkevis af mine venner enten har kærester eller familie, der står klar med en lejlighed, har jeg ikke den mulighed (Mor: hjæææælp!!). Og råd til at købe noget i København har jeg ikke, da jeg ikke har de hundredvis af millioner, det vist nok kræver. Også lejelejligheder er skræmmende dyre og/eller kummerlige, og derfor er jeg for tiden en smule slukøret og smådesperat.

For ærligt talt: Jeg ville hellere flytte i dag end i morgen, og da det ikke er sikkert, jeg skal studere til foråret, bliver jeg automatisk sat på gaden inden for en overskuelig fremtid lige meget hvad. Men men men... what to do?

Jeg har pga. trængslerne på det københavnske boligmarked overvejet at flytte til Malmö. Selvom det vil ærgre mig at gå over til fjenden, kan det blive sidste udvej. For i Sverige kan man for en million ifølge flere af mine kolleger få både en ok bil og en 2-3-værelses lejlighed tæt på statitionen, der kører til Hovedbanen tre gange i timen. I Danmark kan man knapt få en bil og en køkken for samme penge. Og da slet ikke en lejlighed!

Anyway - kender du nogen, der kender nogen elller noget, som kan hjælpe mig på vej, så modtager jeg hellere end gerne hjælp. Jeg kender så godt som intet til boligmarkedet, så enhver hjælp kan bruges - finansiel, såvel som rådgivningsmæssig. Til gengæld lover jeg en indflytningspilsner ;-)... Hjæææælp!!...

Se Sascha svede!

3. Nov 2007 22:24, Søren Langelund

 I form via Findes der noget bedre, mere tilfredstillende end at se fede mennesker svede? Næppe. Eller - det skulle da lige være, når det er en af ens bedste venner, som kæmper sig igennem motionshelvedet :-).

Så vækkes den indre sadistiske svinehund pludseligt endnu mere!

Derfor fik jeg dagens grin, da en af de mest smittende humoristiske og skønne mennesker, jeg kender, i dag sendte mig et link med hende på selveste Nike's hjemmeside. Linket viser Sascha, som hun hedder, i gang med et træningsprogram i samarbejde med en af Nike's professionelle trænere, og målet er så, at Sascha i løbet af forskellige "udsendelser" skal komme i form - og inspirere de besøgende på hjemmesiden til at gøre det samme.

Bliv motionsinspireret eller få dig et godt, kærligt grin af den energiske Saschas kamp for at gispe efter vejret lige her :-).

Totaloplevelsen Trentemøller

1. Nov 2007 23:34, Søren Langelund

 Live-koncert på VEGA: Her til aften lagde dansk musiks vel nok største internationalte navn for tiden, Trentemøller, vejen forbi VEGA nær mit hjem på Vesterbro, og blandt tilskuerne var McNeil og jeg selv.

Da selve koncerten efter en sprød times baggrundsmusik gik i gang for alvor, startede en halvanden times sublim opvisning i, hvad live-musik også kan være: En sanseberigende og -pirrende totaloplevelse, der strækker sig ud over mere end "kun" musikalitet.

For mens Anders Trentemøller jonglerede med samplinger, tryllede med beats og genopfandt det nærmest hypnotiske lydunivers fra hans albums, afspilledes et potpourri af nogle til lejligheden sammenklippede eksperimentalfilm i baggrunden, som til tider nærmest mindede om 30ernes dadaistiske syretrip.

På scenen fik de mange lydindtryk også en instrumental bund med hjælp fra Mikael Simpsons guitar og mundharmonika og - ikke mindst - et par sære skægaber og deres fortrinlige trompeter og trækbasuner. Resultatet var, at totaltoplevelsen i både billedlig og konkret forstand - godt ført an af en sitrende tung bas - satte VEGAs lægter i en bevægelse, som varede længere end selve koncerten.

Test din politiske overbevisning

30. Oct 2007 13:54, Søren Langelund

 Valget: Er du i tvivl om, hvor krydset skal sættes, når vi skal til valgurnerne næste tirsdag, så kan jeg anbefale en sjov lille test på Politikens hjemmeside.

Her bliver man stillet nogle spørgsmål om alt fra skatte- til integrationspolitk, og så kan man rangere, hvor meget man selv går op i de forskellige standpunkter.

Her oven for kan man se, at jeg ikke overraskende var mest enige med Ny Alliance, der nok også ender med at få min stemme, mens min gamle venner fra De Konservative er lidt længere nede ad listen. Overraskende er det heller ikke, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti er længst fra at få min stemme.

Så alt i alt en ok korrekt test, synes jeg, og har du også lyst til at prøve, så klikker du bare lige her.

On rotation vol. 15 (Anne Linnet - Akvarium)

28. Oct 2007 18:37, Søren Langelund

 Akvarium: Danmarks godmother of pop må være Anne Linnet, som i over 30 år har forkælet vores øregange, sat smittende fut i vores bentøj og leveret den ene sjæledissekerende ballade efter den anden.

Alligevel var jeg ved at få min morgenmad galt i halsen, da jeg så at Kim Skotte i Politiken gav hendes nye album Akvarium 6 stjerner ud af lige så mange mulige.

I en ret fremragende anmeldelse skriver Skotte bl.a.:

"Hvad der end ligger bag, så er en kombineret poetisk engel og forslugen dansedjævel faret i 54-årige Anne Linnet. Som en skumgenfødt Venus giver hun fanden i forbehold og fine fornemmelser og hopper sjov, sexet og skrupsulten op af semi-glemslens badekar med et af en lang, lang karrieres allermest vitale og smittende plader i favnen. (...) Livsbekræftende er det da mildest talt, at Anne Linnet på denne måde så groft ignorerer karrierens tilsyneladende post festum og trykker den på alle både yder- og inderlige kontakter".

Jeg kunne ikke selv sige det meget bedre. Linnet har på én gang aldrig lydt mere levende og livsklog, og i førstesinglen Jeg ka' ik' si' nej til dig har hun skabt et af de senere års sprødeste popsange. Som nogen læsere måske har bemærket på bloggens højre side, hvor man kan se hvilket musik jeg lytter til, har den genfødte popmama i den grad domineret mine højtalere den seneste tid, og jeg kan kun give Akvarium mine varmeste anbefalinger.

Linnet insiterer på albummet i at livet ikke bare vil overleve, men vil "leves igen og igen og igen og igen". Til det er der kun at tilføje at Akvarium vil afspilles igen og igen og igen.

Har vi et valg?

24. Oct 2007 19:50, Søren Langelund

Valg ’07: Så kom det. Valget vi alle – og ikke mindst os i mediebranchen – har ventet på de seneste måneder. Fogh kunne ikke længere stå for fristelsen til at få fornyet sit mandat hos befolkningen, og med en opposition hvor kun Villy Søvndal for alvor virker skræmmende, er det svært at bebrejde ham.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor stor forskel der er på, om statsministeren de næste fire år kommer til at hedde Anders eller Helle? Jo, den ene er en kvinde og den anden en mand, men de er efterhånden så ens på mange områder, at man kan tillade sig at spørge: har vi reelt et valg? Det klare, enkle svar er naturligvis ’ja’, fordi vi jo lever i et demokrati og om tre uger skal vi sætte vores kryds, men personligt har jeg lidt svært ved at komme helt oppe at ringe over valget.

For vi lever efterhånden i et samfund, hvor velfærden risikerer at sejre sig selv ihjel. For hvem er det, der bestemmer valgets vindere og tabere? Jo, det er i høj grad de 2,7 mio. stemmeberettigede på overførselsindkomst og/eller uden for arbejdsmarkedet. Og de er naturligvis klart mere interesserede i at tage end at give. Mere interesseret i at malke et system som har gjort dem til verdenshistoriens rigeste generation, end at sørge for at vi unge og fremtidige generationer også kan nyde godt af vore fælles rigdomme. Vi der arbejder og tjener pengene, som vi alle nyder godt af, skal naturligvis ikke have lov til at bestemme!

Så godt som samtlige partier har travlt med at overbyde hinanden i velfærdsgaver, for ellers bliver de jo straffet af det store, forkælede flertal. Anders Fogh tør ikke følge sit liberale hjerte så det kan betale sig at arbejde, og så vi også tiltrækker flere hjerner fremover. ”Vi har brug for flere hænder”, lyder det så ofte, men det vi i virkeligheden har mere brug for, er flere hjerner. Kun her har vi en chance for at konkurrere internationalt i fremtiden, men man forstår da så udmærket at mange af de klogeste iværksættere enten flygter til udlandet eller ikke kommer til Danmark, når de skal betale 67% i skat af den sidst tjente krone, og der ikke er skyggen af de nødvendige reformer og visioner at spore hos flertallet af politikerne.

Jo, Ny Alliance har lagt en ambitiøs og tiltrængt skattereform på bordet, men den bliver jo aldrig gennemført, og Naser Khader virker ikke som om han selv ved, hvad han snakker om. Han ender dog nok med at få min stemme alligevel, da han i det mindste har modet til at tænke nyt. Men hvor kunne det have været rart, hvis vi reelt havde et valg den 13. november. Hvis vi reelt havde en chance for at rykke ved samfundet og sikre fremtidens fælles goder.

Slutteligt skal jeg lige gøre lidt reklame for min arbejdsplads. For husk at valget selvfølgelig skal ses på TV 2 NEWS ;-).

Ligner jeg Mads Vad?!

23. Oct 2007 20:53, Søren Langelund

 Vild med dans-look-a-like?: Det startede i det små for et par uger siden, men de sidste par dage er det eskaleret:

Antallet af beskeder og godmodige drillerier over sms og msn, hvor mine kære venner påstår min lighed med den lidet maskuline dansetrold Mads Vad - dansepartner med Rikke Hørlykke i det ih-så-populære underholdningsprogram på TV 2, Vild med dans.

Selv har jeg svært ved at se ligheden. Specielt når han danser. For det første har jeg langt mere stil og styr på mine armbevægelser (...), for det andet har han i modsætning til mig valgt at beholde sine blonde lokker. Og sådan kunne jeg blive ved.

Men jo - vi har vel et charmerende smil og glimt i øjet tilfælles, og jeg ville da ikke have noget imod at svinge Hørlykke rundt på gulvet næste fredag, hvis den gode hr. Vad skulle gå hen og blive syg :-)...

Bergman-kavalkade vol. 5

21. Oct 2007 00:18, Søren Langelund

 #5: Stilheden: I anledning af den store Ingmar Bergmans bortgang i sommers købte jeg nogle af mesterens mest kendte værker på dvd til nedsat pris. Jeg havde nemlig på det tidspunkt kun Criterions udgivelse af den fabelagtige Fanny og Alexander i samlingen. Her på bloggen vil jeg knytte en kort kommentar til hver af filmene, som jeg ser i kronologisk rækkefølge.

Den femte i rækken er Stilheden fra 1963, som i sin tid blev opfattet som særdeles seksuelt provokerende. Dette skyldes scener med nøgne bryster, hed elskov og simulerede orgasmer, hvilket sikrede den stor salgsmæssig succes i de mere snuskede biografer – ja ifølge Bergman selv, så var der sågar angivet på plakaten hvornår de prekære scener fremtræder. I dag er det svært at blive forarget over de meget få hede scener, og – hvad værre er – er det også sværere at blive helt opstemt omkring filmen i sin helhed.

Bergmans ide med Stilheden var at lave en så godt som ordløs film efter i mange år at have fokuseret på sine sublime replikker. Derfor er der med hans egne ord kun 35 replikker i hele filmen (mit gæt er dog, at dette trods alt er lidt lavt sat), og det fungerer kun delvist. Som ordløst, billedpoetisk eksperiment er Stilheden således mere vellykket som eksperiment end som film. Man skal være mere end almindelig tålmodig for at finde fatte empati for fortællingens tre hovedpersoner, der som fremmede befinder sig på et feriehotel i et fjernt land, og for os tilskuere aldrig træder ud af rollen som fremmede.

Sven Nykvist leverer igen-igen nogle silhuetterende billeder af smukkeste kaliber, og Bergman lykkes med sit dvælende tempo og sin inciterende indsigt, der yder et fornemt indblik i menneskets emotionelle isolation i det åndeliges fravær. Form og indhold passer altså fortrinligt sammen. Ydermere er Stilheden også en af Bergmans mest sære film – på godt og ondt – med ikke så få mærkelige og finurlige scener og bipersoner. Men jeg indrømmer blank, at jeg for en gangs skyld rent subjektivt må melde pas og næppe vil gense dette – tør man sige? – småkedelige kunstværk.

Poker is in the air

19. Oct 2007 15:20, Søren Langelund

 Sejre, skandaler og secrets: Det er bestemt ingen nyhed eller hemmelighed, at poker i efterhånden nogle år har været en fast bestandel af min fritid. Men for tiden fylder det ekstra meget.

Dels fordi jeg ikke har spillet så godt som nu i lang tid, og dels fordi det på godt og ondt fylder meget i mediebilledet for tiden.

På den positive side er de danske spillere pt. i fokus på den store verdensscene som sjældent set. Phillip Hilm var lige ved og næsten ved WSOP Main Event, et par ukendte online-spillere vinder store turneringer som aldrig før, og Gus Hansen - stjernen over dem alle - har både ved WSOP, WSOPE og senest WPT været god til at cementere sin klassestatus.

På den negative side er det netop kommet frem, at en spiller på Absolute Poker har snydt sig til at se de andres online-kort, og dermed er de fleste spilleres værste mistanke altså blevet en realitet. Sikkerheden på spillestederne skulle dog stadig generelt være "bedre end hos Pentagon" - som en kilde netop har udtalt til Ritzau - men skandalen sætter imidlertid nogle tanker i gang.  

Det får dog ikke mig til at holde mig tilbage. Mestendels fordi jeg spiller for så små penge, at jeg næppe er i faregruppen. Men også fordi jeg pt. er så meget on fire, at intet kan holde mig tilbage :-). Jo, jeg spiller kun for småskillinger ift. tidligere tiders high stakes gambling (mestendels 10$ SNG'er hos Full Tilt), men til gengæld er sejrene ikke så få. Mit signaturspil - HU SNG - har jeg naturligvis heller ikke glemt også med fine resultater som følge.  

I aftes blev det foruden nogle SNG-sejre ydermere til en herlig gevinst i mit lille private cashgame med de nærmeste ludomaner i vennekredsen. Et par suckouts, nogle gode kort og et par afgørende raises gjorde den store forskel og sikrede foruden en herlig aften nogle stakater at varme sig på.

Slutteligt kommer poker måske også til at spille ind i mit fremtidige professionelle virke. Jeg kan ikke afsløre noget endnu, men jeg er på nippet til at komme med i et nyt stort dansk pokerprojekt, der lanceres primo 2008. Stay tuned - og indtil da: Shuffle up and deal!

Bløde, nye dun

17. Oct 2007 15:23, Søren Langelund

 Ny dyne og pude: Vi spenderer ikke så få procent af det vi kalder for liv i sengen.

Vi stener der, læser der, elsker der og - ikke mindst - sover der, og hvis man ligesom jeg sætter ikke så lidt pris på nattesøvnens himmerige, så skylder man da sig selv at have ordentligt udstyr i sengen.

Derfor er det med slet skult glæde, at jeg kan bekendtgøre ankomsten af mine nye bedste venner: Min spritnye dyne og pude, som jeg fik til fødselsdag af far og papmor, men som først for nyligt er ankommet med pakketransporten.

Det tog os kun få minutter at bryde isen, og nu har jeg sværere end nogensinde ved at komme op om morgenen. At være omgivet af bløde, åndbare, ny førstekvalitetsdun kan i den grad anbefales skulle jeg hilse og sige, og pludseligt virker det lang tid til mørket igen falder på...

Bergman-kavalkade vol. 4

15. Oct 2007 12:59, Søren Langelund

 #4: Lys i mørket: I anledning af den store Ingmar Bergmans bortgang i sommers købte jeg nogle af mesterens mest kendte værker på dvd til nedsat pris. Jeg havde nemlig på det tidspunkt kun Criterions udgivelse af den fabelagtige Fanny og Alexander i samlingen.

Her på bloggen vil jeg knytte en kort kommentar til hver af filmene, som jeg ser i kronologisk rækkefølge.

Den fjerde i rækken er 1962-værket Lys i mørket (Nattvardsgästerna), som er midterdelen af den i mange kredse døbte ’trostrilogi’ indledt med Som i et spejl og afsluttet med Stilheden (næste film i min lille kavalkade). En film der står Bergman så nær, at han – med egne ord – for en gangs skyld har lavet en så modig film, at han ikke ville ændre en eneste indstilling. Efter at have spenderet de små 75 minutter i selskab med Bergmans måske korteste film forstår man instruktørens tilfredshed.

Metoden er det indsnævrede, fokuserede kammerspil, som Bergman om nogen mestrer - men som selv han sjældent har behandlet så stringent som her. Handlingen forløber over nogle få timer en vinterdagssøndag i et øde lokalsamfund og kredser sig om sognets præst Thomas og dennes meget få kirkegængere. Alle søger de Gud igennem Thomas – alle har de et regnskab at gøre op med den almægtige herre, men da Thomas med autoritet fortæller, at ”vi mennesker må stole på Gud” ligner han langt fra en, der selv tror på sine ord.

Thomas har nemlig mistet sin elskede hustru nogle år tidligere, og derigennem også kontakten med en gyseligt fraværende Gud. ”Da Jesus hang på korset, måtte hans værste smerte have været Guds tavshed”, som det meget præcist for filmens helhed hedder i en afgørende scene, og det er denne dissektion af menneskets åndsfraværende dødelighed, der for alvor synes at interessere Bergman. Fra den umiddelbart simple, men rammende åbningsscene frem til den sidste replik ristes Gud synderlammende og sorthumoristisk, mens man som tilskuer indtrængende føler for figurernes bøn om kort og godt at få lov til at leve for noget: ”Hvorfor har du skabt mig så misfornøjet, bange og bitter? Sig mig i det mindste, hvad meningen med min lidelse er!”

Lys i mørket er endnu en Sven Nykvist-tour de force ud i smuk fotografering – ikke mindst qua den bemærkelsesværdige lyssætning, hvor hans kamera og til lejligheden opfundne teknikker fanger det grå, skyggeløse vinterlys fænomenalt. I hovedrollen leverer Gunnar Björnstrand karrierens vel nok fineste præstation, og som instruktør har Bergman aldrig været skarpere i sin Guds-kritik og -undren end i disse år. Om muligt ej heller mere indsigtsfuld. Lys i mørket er eksistentiel sjælegranskning af den fornemmeste slags.

Kærlighedens virkelighedsforestillinger

12. Oct 2007 22:59, Søren Langelund

 Flys oversete superserie: Det hører til sjældenhederne, at jeg har på bloggen opretter indlæg for at reklamere for mine egne anmeldelser på diverse hjemmesider og i publikationer.

Men dette indlæg er en undtagelse, fordi den omhandler en anmeldelse af en tv-serie, der blev skammeligt overset i foråret, da den ramte de danske tv-skærme: Per Flys Forestillinger.

Fly har aldrig været bedre, og dansk tv har ikke fremstillet en så smukt og smertefuldt dissekerende kærlighedsfortælling i en menneskealder. Serien er ude på en suveræn 3-disc-dvd, og min anmeldelse kan læses lige her.

Dus med dyrene

11. Oct 2007 12:12, Søren Langelund

Hjemme i jylland: De sidste par måneders arbejdsstress har efterladt sig spor på mit skrøbelige kadaver. Jeg har været plaget af influenza, feber og manglende mulighed for at få fri. Indtil nu. Fra i går og til og med weekenden er jeg derfor hjemme hos familien i Jylland for at restituere, og det gav mig i går mulighed for at optage følgende små videoer.

De viser de mange sjove, søde og skøre dør ude hos min far både hver for sig og - i tilfældet den sidste video - sammen i en lille fejde. Kunst er det næppe, og de er også begge hæmmet af dårlig belysning - og delvist speaket på engelsk, så brugerne på YouTube også kan følge med. Men jeg synes I skulle se dem alligevel, så here it goes :-):

On rotation vol. 14 (Arcade Fire - Neon Bible)

7. Oct 2007 09:49, Søren Langelund

 Arcade Fire - Neon Bible: Den seneste tid har min iTunes glødet med alt fra Britney Spears' comeback-single til Pavarotti og Katie Meluas nye album. Men jeg bliver ved med kontinuerligt at vende tilbage til en udgivelse, som allerede fra årets begyndelse blev udråbt til en kandidat som 'Årets album': Arcade Fires anden cd, Neon Bible.

Og man forstår så udmærket hvorfor, at indie-bandet - som Gaffa så præcist har døbt Montreals morbide mormoner - har fået både kritikere og publikum til at spærre øjnene op. Metoden er en blanding af uptempo-rock - som man har svært ved ikke at holde af, synge med på eller sidde stille til - og nogle dystert sorte og trøstesløse tekster, der langer hårdt ud efter det moderne liv i almindelighed og religion og forbrugssamfundet i særdeleshed.

Ifølge Arcade Fire er vi alle fortabte, men hvorfor ikke holde en fest, mens vi venter på undergangen? Efter at have lagt ører til Neon Bible er det svært ikke at give dem ret, for helhedsindtrykket er stærkt, tidløst og ret enestående. Som lytter efterlades man blæst omkuld med et stort smil om læben, og vil man som førstegangslytter have et indtryk af, hvad der venter én på pladen, så tag et kig på denne på én gang ret morsomme, absurde og imponerende live-optræden, hvor titelnummeret Neon Bible fremføres i en elevator. Priceless!

Da hjorten sang live

5. Oct 2007 10:12, Søren Langelund

Til koncert med Figurines: Feber og halsbetændelse kunne ikke holde mig fra i aftes at tage til koncert med et af mine favoritbands fra den danske musikundergrund: Figurines. Jeg har tidligere rost de nordjyske indie-poprockere her på bloggen - bl.a. for deres seneste album When the Deer Wore Blue - og det var også et veloplagt orkester, der i aftes indtog Vega.

Nedenfor følger et par små videoer, jeg optog med min mobiltelefon. Den første indeholder et uddrag fra sangen Ambush, den anden en bid fra Hey Girl og den sidste en smule fra I Remember:

Top 5: Ham ville jeg gerne være

1. Oct 2007 21:59, Søren Langelund

Top 5: "Damn, gid jeg bare var ham". Tanken har nok strejfet de fleste af os på et tidspunkt. Tænk at have Fætter Højbens held! Eller Brad Pitts krop! Eller eller eller... Jeg har grublet i adskillige minutter, og her følger en top 5 over de mænd, jeg helst ville være, hvis ikke jeg var mig selv:

5) Døden.
Motivation: Jo, det er nok lidt morbidt at vælge manden med leen, men så er man da i det mindste selv herre over liv og død. Og det må da også være et forholdsvist cool job, at spille skak med korsriddere og hvad jobbet nu ellers indebærer - og væsentligt mindre krævende end f.eks. Guds ;-)!

4) Dr. Phil.
Motivation: Jo, han er en gammel bedrevidende nisse, men on the bright side så må det være tilfredsstillende åbenbart at have et så perfekt liv, at man kan være selveste moralens (velbetalte) vogter. Og så virker det jo også til, at han rent faktisk gør en forskel i manges liv. Hvad ville Lettermans shows f.eks. være uden de mange Dr. Phil-jokes?

3) Phil Laak.
En af verdens bedste og - ikke mindst - sjove pokerspillere. Altid vellidt og en oplevelse at følge ved bordene, og så er hans veludviklede og til tider tossede gamblergén et stort plus. Ned trækker det heller ikke just, at han altid virker oven på og spreder glæde samtidig med, at han er kæreste med en Oscar-nomineret skuespillerinde (måske derfor han er så glad?).

2) Batman.
Motivation: De andre superhelte kan godt gå hjem at lægge sig - ingen er så rå, gennemført eller blæret som Batman, der ydermere kan prale af det smækreste gear, en dyster persona, en excessiv playtilværelse som alter egoet Bruce Wayne og - ikke mindst - at have fået selveste Frank Miller til at portrættere sig igen og igen. Det kunne jeg da godt klare.

1) Justin Timberlake.
Motivation: Han er ung, smuk, talentfuld, sympatisk, rig, ved godt helbred og udlever den drøm, mange af os skabsperformere ligger inde med. Han var ydermere sammen med Britney, mens hun var hot, og så bliver han krediteret for at bringe intet mindre end sexy back. Hvad mere vil man have?

That's my top 5 - how's yours ;-)?

Bergman-kavalkade vol. 3

28. Sep 2007 00:08, Søren Langelund

 #3: Som i et spejl: I anledning af den store Ingmar Bergmans bortgang i sommers købte jeg nogle af mesterens mest kendte værker på dvd til nedsat pris. Jeg havde nemlig kun Criterions udgivelse af den fabelagtige Fanny og Alexander i samlingen. Her på bloggen vil jeg knytte en kort kommentar til hver af filmene, som jeg ser i kronologisk rækkefølge.

Det handler om psykens af- og vildveje i Som i et spejl fra 1961, som er den tredje i min lille kavalkade. Filmen vandt en Oscar for Bedste ikke-engelsksprogede film og er klassisk Bergman i dens omfavnelse af essentielle eksistentialistiske temaer som kunst, sygdom, familie og Guds tilstedeværelse - eller mangel på samme. En film hvor miskommunikationen mellem en lille familie på ferie synes at tale for os alle.

Handlingen udfolder sig på den smukke Fårö, som Bergman senere skulle slå sig ned på også i sit virkelige liv. Her stiger en tilsyneladende lykkelig familie op af vandet i åbningsscenen, men hurtigt lærer vi hver deres skrøbeligheder at kende igennem bemærkelsesværdigt skarpe dialoger. Familieoverhovedet er en indebrændt og selvisk forfatter, der desperat efter anerkendelse forsøger at udnytte sin skizofrene datters kamp mod dæmonerne til litterær inspiration. Mens datterens svage mand opgivende må se til, og familiens efternøler af en lillebror føler sig helt og aldeles overset.

"Den som virkeligt elsker, handler altid rigtigt mod sin elskede" hedder det i filmen, som nænsomt angriber den simple tese, at Gud er kærlighed og vice versa. For det viser sig hurtigt, at kærligheden er kompleks og ikke til megen hjælp i sig selv, og ydermere - som det direkte udtrykkes i filmen - kommer der ingen Gud ind igennem døren med en udstrakt, hjælpende hånd. Da han endelig viser sig, er det kun som en gyselig edderkop.

I en ved første øjekast stillestående historie lykkes det Bergman til trods for nogle lidt teatralske enkeltscener på stærk vis at dissekere tomhedens perverse følelseskulde. Blandt hovedrollerne er specielt Harriet Andersson og Max von Sydow gribende, og iscenesættelsen er med hjælp fra fotograf Sven Nykvists semi-ekspressionistiske, på én gang smukke og dystert silhuetterende lys svær at tage øjnene fra. En pessimistisk perle.

Hvad er jeg værd?

25. Sep 2007 16:47, Søren Langelund

Kropsværdi udregnet i dollars: Glem alt om psykologer og hårprodukter, der prøver at pådutte dig en speciel værdi. Glem alt om selvmedlidenhed og tanker hen ad "jeg er mere værd end dét", når du føler dig nede. For nu er den her: Hjemmesiden der kan udregne din krops præcise værdi. Uden så meget pis.

Nedenfor kan du se min værdi - udregn din ved at klikke her, og se så hvem af os der mest værd ;-)!$4775.00The Cadaver Calculator - Find out how much your body is worth.


Den sidste metro

25. Sep 2007 03:12, Søren Langelund

Novelle 9: En knugende kvalme spredte sig fra maveregionen op i halsen med fart som det metrotog, der susede under mine fødder. Fem trin længere fremme stod hun. Med ham. Smilende gladere end jeg havde set hende længe, lysende den mørke trappe op som en projektør. Jeg forsøgte forgæves at synke uden held. Fæstne blikke på noget andet, mens jeg tvang mine ben i fremmarch. Hun var travlt optaget af charmøren ved sin side og den dampende cafe latte, hun just havde fået foræret af ham. Kunne jeg blot holde smerten og fortvivlelsen inde i et par sekunder endnu til en sidste gang at passere hendes kastanjebrune øjne ubemærket.

Men ubehaget tog blot til for hvert skridt, jeg tog hen imod hende, og hun kunne ikke undgå at bemærke min blege skygge, som den passerede hendes dunbløde bomuldsjakke. Vores øjne mødtes. Hendes fyldt med medlidenhed, mine med forfærdelse. Den ene gang hun ikke overså mig. Den ene gang hun ikke var på vej et andet sted hen eller havde nok i sig selv. Naturligvis skulle det være lige nu, at sygeligheden skulle ud. Jeg kastede min sorg op ud over pigen, jeg elskede. Mens hendes nye amour grinende så til.

Nåede hverken at sige undskyld eller farvel. Orkede ikke at modtage mere ynk. Jeg skyndte mig blot ned til metroen, som kom drønende i superfart. Da jeg få sekunder senere på sporet blev smadret ned af det førerløse tog, så jeg på alle måder lyset. Oh, salig sjælefred. Helt til vækkeuret ringer.

Guldsvanen i luften på ny

23. Sep 2007 11:15, Søren Langelund

 Copenhagen International Film Festival 2007: I ti dage står det kulturelle København på den anden ende, når vores helt egen filmfestival til 30. oktober serverer hundredvis af vidt forskellige oplevelser for det interesserede publikum. Heriblandt 11 film i hovedkonkurrencen som kæmper om Den Gyldne Svane! dækker jeg festivalens hovedkonkurrence, så kig endelig forbi den så godt som dagligt opdaterede side. Og husk så også at støtte det gode initiativ og kig forbi en af byens biografer de kommende dage. "Jamen jeg bor i Thyborøn" - Pjat :-)!

Alle film er europæiske, så der er mulighed for at få udvidet den finkulturelle horisont et par grader. Og med hundredvis af forskellige film er der nok også et par stykker for dig. Læs mere om de forskellige film på festivalens hjemmeside .

Bergman-kavalkade vol. 2

20. Sep 2007 15:14, Søren Langelund

 #2: Det Syvende Segl: I anledning af den store Ingmar Bergmans bortgang i sommers købte jeg nogle af mesterens mest kendte værker på dvd til nedsat pris. Jeg havde nemlig kun Criterions udgivelse af den fabelagtige Fanny og Alexander i samlingen.

Her på bloggen vil jeg knytte en kort kommentar til hver af filmene, som jeg ser i kronologisk rækkefølge.

Den anden i rækken er Det syvende segl fra 1957, som af mange betragtes som Bergmans store kunstfilmsbevidste gennembrud. Og man forstår hvorfor, når man nyder denne enestående allegoriske fremstilling af menneskets apokalyptiske søgen efter mening med livet. Projiceret over i en korsridders skakspil med Døden - en af filmhistoriens mest ikonografiske scener.

Det lyder dystert, men drivkraften er ikke tungsind for tungsindets skyld. Det er i stedet en sult efter viden og svar på de største spørgsmål om tro og eksistens. Kort sagt en større mening med eksistensens galskab. Som ridderen siger det, vil han have, at Gud skal vise sit ansigt og snakke til ham, og ikke kun forlange, at vi som mennesker skal skabe et billede af alle vores rædsler, og kalde det billede for Gud. Ellers forbliver tro blot en alvorlig lidelse, der er som at elske nogen i mørket, der aldrig viser sig, uanset hvor meget man råber.

Det er Bergman-monologer når de er mest skarpe, mest eksistentialistisk dissekerende, og det skader ikke just deres styrke, at de bliver leveret af en som altid fremragende Max von Sydow. Visuelt blander Bergman ekspressionistisk drømmeri med smukke naturlokationer badet i rørende symbolik og knugende kontraster. På alle måder et filmisk pragtstykke der intellektuelt kan måle sig med Nietzsche, og kunstnerisk efterlader sig ikke så få eviggyldige indtryk.

Musse-Masse the movie star!

18. Sep 2007 00:24, Søren Langelund

Min dygtige lillebror: Jeg er stolt storebror til en dejlig dreng på 12 år, og har været det siden jeg så ham første gang. For tiden er jeg dog ekstra stolt. Dels fordi jeg har fået endnu en af hans smukke kunstværker til at pryde min væg, men mestendels fordi han netop har scoret en rolle i en rigtig spillefilm :-)!

Det er jo ingen hemmelighed, at Musse-Masse (eller bare Mads) som han hedder, var den sidste ud af hundredvis af drenge, der blev siet fra til hovedrollen i dette års storsucces Kunsten at græde i kor . Så derfor stod han måske forrest i casting-køen, da de skulle bruge børn til den næste Erling Jepsen-filmatisering, kaldet Frygtelig Lykkelig.

Ihvertfald skal han på optagelse en fire-fem dage i oktober og november, og skal spille ved siden af navne som Kim Bodnia (som han eftersigende skal have tæsk af - kan det blive større?!?!) og Jakob Cedergren. Nej, det er ikke en hovedrolle og han har ikke voldsomt mange replikker. Men det er en rigtig rolle i en rigtig film, og når jeg selv er filmnørd, er det skønt at se sin bror udleve ens egne drømme :-).

Tidligere i dag skulle Musse og sin klasse til Bornholm, og da de stoppede på Høje Taastrup-station, kiggede jeg lige forbi og lavede følgende interview med den kommende stjerne :-):

So much tv, so little time

17. Sep 2007 10:39, Søren Langelund

Det bedste ved efterårets komme plejer at være tv-kanalernes lancering af det helt store skyts. Og 2007 er ingen undtagelse. Fra i dag og de næstkommende dage kommer der simpelt hen på papiret så meget spændende (mostly crap, but who cares?) i tv, at det er synd man ikke har tid til det halve af det.

Tag bare i dag mandag. På DR er Troldspejlet - også kendt som det eneste faste program DR sender i hverdagene, der er hver at se - vendt tilbage fra sommerferie. På TV3 er der premiere på både den ventede soapsatsning 2900 Happiness, som man skulle være et skarn om man ikke i det mindste skulle give en chance, og årets udgave af den til stadighed overraskende underholdende Robinson Ekspedition. Det er nogle år siden, at jeg minutiøst fulgte med i sidstnævnte, men har man tiden i ny og næ, forudser jeg god lir og herlig afslapning.

Aftenens helt store forventninger har jeg dog til DR2's Angora by Night, som markerer en af nyere dansk tv-histories mest fortjente succeshistoriers tilbagevending til skærmen. Det kan og skal blive suverænt sjovt. Ellers har jeg også sat kryds i kalenderen i morgen og overmorgen, når 3+ lancerer årets første kampe i Champions League. Ligesom der i aften skal stenes Monday Night Football på TV 2 SPORT (som dog havde premiere allerede i sidste uge, indrømmet).

Torsdag vil jeg glæde mig til sæsonpremieren på TV 2's Deal / No Deal (ja, jeg er ikke for fin til at indrømme, jeg morer mig over dét) og senere på aftenen Smagsdommerne på DR2. Så kommer der til gengæld heller ikke mere interessant, før der søndag igen er NFL, og tv-ugen kan begynde på ny...

Bergman-kavalkade vol. 1

15. Sep 2007 20:31, Søren Langelund

 #1: Sommeren med Monika: I anledning af den store Ingmar Bergmans sørgelige bortgang i sommers købte jeg nogle af mesterens mest kendte værker på dvd til nedsat pris. Jeg havde nemlig kun i forvejen Criterions udgivelse af den fabelagtige Fanny og Alexander i samlingen.

Her på bloggen vil jeg knytte en kort kommentar til hver af filmene, som jeg så vidt muligt ser i kronologisk rækkefølge.

Den første er Sommeren med Monika, som jeg i dag for første gang så rigtigt fra ende til anden. Filmen fra 1953 indeholder en dengang opsigtsvækkende brug af nøgenhed, og viser en ung Bergmans ømme skildring af Monika og Harry, som mødes over en cigaret og tænder hinandens glød. Sammen rejser de fra en hektisk og plaget storbytilværelse ud i sommeren og skærgården for at leve af kærlighed og kildevand.

Filmen er sammenlignet med senere Bergman-værker forholdsvis simpel - men ikke mindre seværdig. En indledende varme og humor efterfølges af alvor og frustration, når de tos ungdomsoprør kolliderer med virkelighedens alvor, og som tilskuer er man fængslet til forholdets sære sårbarhed badet i en smuk, semi-neorealistisk æstetik. En kærligt kejtet hyldest til tosomhedens op- og nedture og Bergmans første storværk.

Tak for gaverne

12. Sep 2007 15:56, Søren Langelund

Fødselsdag: I går fyldte jeg år. Den store fejring med familien var imidlertid fredags, og der var ikke meget fødselsdag i luften i går, da hele dagen var sat af til arbejde (takket være Foghs ministerrokade fik jeg først lov til at forlade NEWS 1:30 i nat). Men takket være en masse sms'er, msn-beskeder, mails, breve og opringninger blev dagen alligevel speciel. Så tak for dem - det var mere end gaver nok for mig.

Camilla Slyngborg førte sågar an i en kun tilnærmelsesvis falsksunget fødselsdagssang på NEWS, og selvom vores producer gættede mig til at blive 31-32 år (av, den sved!), varmede sangen alligevel. På gavefronten fik jeg af brormand/Anja og mor/Manni et abonnement på EMPIRE (ja tak!), og så er jeg rimeligt sikker på, at der venter mig en ny dyne og pude, når jeg kommer hjem til farmand næste gang (uuuuhm).

 Af lillebror fik jeg en ny flot tegning til mit galleri af hans skønne billeder, som I kan se her til venstre. Titlen er Det lille hus ved stranden. Tak til Musse for dét, og igen: tak til alle. Og lad så være med at nævne min alt for høje alder nogensinde igen :-)!

Gimme More... clothes?

10. Sep 2007 18:30, Søren Langelund

Britneys comeback: "It's Britney, bitch" indleder Gimme More, comebacksinglen fra en af det sidste tiårs største popikoner Britney Spears - hvis man altså på noget tidspunkt var i tvivl om, at det var branchens blonde enfant terrible numero uno, som var tilbage. Efter hvad der synes som uendeligt mange måneder med skandale efter skandale, er det helt mærkeligt at høre nyt fra Britney. Og måske endnu mere mærkeligt er det, at nummeret rent faktisk er ret catchy. Naturligvis ikke stor musikkunst men bestemt et velproduceret pophit og langt fra det flop, man med rette kunne have frygtet.

Flop var der imidlertid tale om, da Britney i aftes så for første gang performede sin kommende single. MTV's store VMA-show lagde scene til, og - som man kan se på dette link - virkede Britney totalt blottet for tidligere tiders professionalisme og indføling. Blikket var fjernt, attituden nærmest lattervækkende og outfittet var pinligt billigt og udstillende Britneys ikke længere så smækre ungpigekrop. Hun havde sågar svært ved at mime til sin egen sang - ja, det var faktisk så ringe, at man kan undre sig over, at MTV tillod Britney at gå på scenen.

Konklusionen af et sprødt nummer og en ringe playback-præstation må være, at Britney som performer og sanger får mere end svært ved at komme tilbage, selvom hun stadig har kompetente producere og komponister bag sig.

Travlt trods skolefri

7. Sep 2007 07:53, Søren Langelund

Vild med dans, squash, film og arbejde: For tiden får jeg ofte spørgsmålet "hvad laver du så nu?". Fordi jeg holder et semester fri, har folk åbenbart den opfattelse, at jeg ikke laver dagens gerning. Men indtil videre har juli, august og september været mere travl for mig end starten af 2007. Dels fordi min studieaktivitet i sidste semester ikke var noget at prale af, men mest fordi kalenderen er booket op med nye aktiviteter.

Eksempelvis startede jeg i aftes til salsa sammen med Kirsten fra 6. Vest, og ud fra første gang at dømme skal det nok blive en sjov og lærerig ugentlig fritidsabeskæftigelse. Og så får jeg jo også på ugentlig basis tæv i squash af Kenneth, men eftersom jeg endnu har min først sejr til gode, vil jeg ikke dvæle yderligere ved dét!

Travlheden skyldes dog nok mest, at jeg har fået mere arbejde på TV 2 NEWS, og i forrige uge f.eks. havde små 70 timer. Trivielt til tider, men stadig skægt som hovedregel - f.eks. her i morges, hvor vi optog fake-nyheder til tv-serien Anna Pihl! Alt imens jeg stadig anmelder biograffilm på livet løs for CinemaZone og MetroXpress, og nu også er begyndt at tage mig kærligt af dvd'er for Og fra tid til anden i øvrigt også skriver små indlæg på TV 2 NEWS' officielle blog.

Man kan sove og holde fri, når man bliver gammel ;-)!...

Styr på tiden

6. Sep 2007 13:24, Søren Langelund

 Nyt ur: Guderne vil vide, jeg altid er for sent på den. Selvom jeg egentlig i bedste Mærsk-stil forsøger at praktisere rettidig omhu. Derfor - og SLET ikke fordi jeg forleden i en juvelbutik blev ramt af en impulskøbsmæssig hjerneblødning - har jeg nu smidt alt alt for mange penge efter et smækkert nyt ur fra Boss.

I tilfælde af at min moder skulle besvime af forargelse, hvis jeg nævner prisen, vil jeg lade dén svæve ud i det uvisse og nøjes med at sige, at jeg er superglad for det og allerede er blevet gode venner med det. Jeg har aldrig rigtigt gået med ur før, men det sekund jeg så ovenstående skønhed smile til mig i juvelbutikken, vidste jeg, det var tid til at blive voksen og købe sig sit første, rigtige ur.

Så nu er jeg et nyt menneske og ligefrem en mand, hvis man tør sige det?! En mand der nu på armen ser røvgodt ud og forhåbentligt for fremtiden får lidt bedre styr på tiden... 

Da Søren fik quiz-klø

2. Sep 2007 20:23, Søren Langelund

Musikquiz hos Michmach: Selvtilliden var i top, da mit s-tog efter middag  endelig ankom i Jersie syd for København. Inden længe ville jeg nemlig sidde i Michmach med frues varme stue for at musikquizze en hel eftermiddag med geeks fra DAHF, og sidste gang lykkedes det mig overraskende at få en andenplads med hjem. Dagens quiztema var 80erne, og det tiltalte mig også umiddelbart rigtig meget. Efter quizmaster Michmach annoncerede, at niveauet var langt lavere end ved sidste quiz, var jeg parat til at gå hele vejen. De kunne bare komme an, kunne de!

Flash forward til et par timer senere: Claus O., Abildtrup, Silver Surfer, Cinemania, Jes Badstue og ikke mindst Ellyh lå allesammen foran mig. Jeg lå sidst, og selvom stemningen var god - og der fra køkkenet blev serveret dybstegt kylling og tigerrejer med sur-sød sovs samt bjerge af ris og rejechips - var selvtilliden forsvundet til fordel for desperationen.

Hvordan kunne jeg have frosset ud, hvem der lavede "Our House"? Hvorfor var mine yndlinge Michael Jackson, Queen, TV-2, Roxette, Leonard Cohen, Wham, Madonna, Pet Shop Boys, Prince, Anne Linnet m.fl. udeladt af quizzen? Skulle man virkelig være +30 for ikke at ligge nummer sjok? - selv Claus O. var jo foran mig! Det måtte være en konspiration ;-)!

Desværre kunne jeg kun skylde skylden på mig selv, for jeg måtte blankt erkende, at jeg bare var for dårlig. Hvor hårdt det end var at erkende for den dårlige taber. jeg er, så kendte jeg alt alt alt for få kunstnernavne på de mange herlige one-hit-wonders, så i stedet måtte jeg sidde og ose af dårlig samvittighed og mindreværd.

Det lykkedes mig dog til sidst - med hjælp fra nogle Kaj og Andrea-hånddukker (jo, man skulle have været der!) - at klatre op på 80 point, hvilket gav en næstsidsteplads og en kæmpe tilfredsstillelse: Godt nok var jeg ringe, men jeg var ikke værst :-)! Så selvtilliden er i top næste gang, når det gælder min musikalske hjemmebane i 90'erne.

Tak til drengene og ikke mindst vores værter for en forrygende eftermiddag - og til Jes for at køre mig hjem. Der skal høres 80er-crap resten af weekenden for mit vedkommende, så jeg ikke igen bliver taget med bukserne nede på denne måde :-)!

Nyt design

26. Aug 2007 22:48, Søren Langelund

Smukkesering: Så har Don Dres igen haft fingrene i design-maskinen, og givet bloggen en tiltrængt ansigtsløftning. Om det nye look udtaler les artiste: "Udtrykket er blevet dramatisk og en anelse dystert, med inspiration hentet især fra musikkens og filmens universer og grafiske traditioner", og jeg er personligt særdeles tilfreds.

Andreas arbejder stadig på at gøre udtrykket endnu flottere, og har De kære læser input, ideer eller nogen former for ris/ros til det nye look, så kommenter endelig på dette indlæg.

Herfra skal der indtil videre blot lyde en stor tak til Andreas. Håber og tror, at jeg ikke bliver den eneste der vil nyde designet - der i øvrigt gør sig bedst i Firefox, Safari og IE 7.

Bud efter bryster

26. Aug 2007 17:12, Søren Langelund

Ugens tophistorier?: er en af de hjemmesider, jeg ofte frekventerer. Selvom det langtfra er den seriøse journalistiks hjemstavn, så vil guderne vide, at det er underholdende og kuriøst ud over det sædvanlige - hvilket nedenstående tabel vel rimeligt godt illustrerer.

Her kan man nemlig se hvilke historier, der de sidste syv dage er læst mest på hjemmesiden, og bid mærke i antallet af ordet 'bryster' og andre sex-relaterede termer. Dét siger måske mere om vi læsere af end siden selv, men er man som jeg glad for farverige og smålumre morsomheder i ny og næ, så bliver man bestemt ikke skuffet.

Jeg giver i hvert fald en omgang til alle, der kan læse følgende liste uden bare tilnærmelsesvist at trække på smilebåndet.

  • Bollet ihjel af fødselsdagskamel
  • Beyoncé viste bryster under koncert 
  • 150.000 kr. for at vise bryster
  • Biel viser bryster og bagdel
  • Sagsøgt for at vise bryster på stranden
  • Britneys danske elskerinde vidner
  • Jordan klar til pølle-sex
  • Janice Dickinson i nøgen-demo

23 år, 23 ønsker

23. Aug 2007 20:30, Søren Langelund

Ønskeliste til min fødselsdag: Om nogle uger er det min fødselsdag. Min mor m.fl. punker mig for at få at vide, hvad jeg ønsker mig af den simple grund, at jeg normalt ikke ønsker noget sådan rigtigt. Enten har jeg det med at ønske for dyre ting, eller også ting som jeg selv køber inden min fødseldag. Eller blot slet og ret noget, der er umuligt at realisere.

Derfor er det med slet skjult stolthed, at jeg i anledningen af min 23-årige fødselsdag i år kan præsentere hele 23 realistiske ønsker. Sådan da...:

23) Mindre regnvejr!!

22) Frank Dandy-boxershorts

21) At blive opdaget som den talentfulde sanger, jeg er (hmmm)...

20) At vinde et set, måske endda en kamp over Kenneth i squash

19) The James Bond Collection-boks med alle 21 film.

18) Mere stress, mindre tid til at være bekymret

17) Et gavekort til Tiger of Sweden

16) Et solointerview med Lars von Trier

15) Biografgavekort til Nordisk Films biografer

14) Tilgivelse

13) Autografer fra Björk og Michael Jackson - gerne med teksten "Tak for inspirationen!" vedhæftet

12) Den ubesatte stilling som administrerende direktør for TV 2.

11) Mad serveret og tøj vasket hjemme hos moar - også i en alder af 23 år

10) Verdensfred. Hvis ikke over det hele, så i hvert fald i min omgangskreds.

09) Et betalt aften hos The Paul, Noma eller til nøds Kong Hans.

08) Brad Pitts overkrop

07) Søde børn

06) Et (fortsat) forholdsvist sundt helbred

05) Entry til en eller flere af næste års WSOP-turneringer i Las Vegas

04) Juice i endeløse baner fra JuiceMania, Fisketorvet

03) Et maleri kreeret af min lillebrors kunstneralias Le Mads

02) Årsabonnement på det britiske filmmagasin Empire

01) Et kys fra the one girl

Bollet ihjel af fødselsdagskamel!

23. Aug 2007 14:53, Søren Langelund

Dagens kuriosum: Hvis du synes at ovenstående overskrift virker en smule out there, så er du ikke den eneste. Jeg var også ved at vælte bagover, da jeg læste den i Ekstra Bladet. Dels i disbelief, men mest i form af et grineanfald. Det viser sig nemlig, at en kvinde i Australien har mistet livet på den nok mest bizarre facon, man kan tænke sig.

Kvinden fyldte 60 år, og hendes særdeles dyreglade familie valgte at give hende det, som man giver til kvinden down under, der har alt: En kamel. Det er der for så vidt ikke det store problem i, men desværre for vores kære fødselar var kamelen til lejligheden ualmindeligt liderlig.

For da den 150 kg. tunge kamel kom i parringshumør, gik det ud over dens 60-årige ejerkvinde, som omkom efter at være væltet bagover og, ja, humpet/parret/bollet/etc. ihjel! Tragisk? Tja. Komisk? I den grad! Måske den stakkels kvinde skulle have anet uråd, da kamelen forinden ved flere lejligheder har været ved at kvæle familiens kæleged på samme måde.

Verden er et forunderligt sted.  

Sommerens blockbusters rangeret

18. Aug 2007 00:38, Søren Langelund

 Top 6: Det har været en sommer med den ene store blockbuster fra Hollywood efter den anden i biograferne, og specielt har der været bud efter treere.

Med undtagelse af Simpsons Movie har jeg fået lov til at anmelde alle dem jeg på forhånd var interesseret i for CinemaZone, og da jeg så Simpsons Movie på egen hånd efterfølgende, synes jeg, at vi da lige skal have en kæk Top 6, hvor der gøres status over sommeren 2007's store biobaskere:

6) Spider-Man 3

5) Simpsons Movie

4) Die Hard 4

3) Pirates of the Caribbean: At World's End

2) Harry Potter and the Order of the Phoenix

1) The Bourne Ultimatum

Ikke set / don't care about: Transformers, Fantastic Four 2, Ocean's Thirteen.

For uddybende vurderinger af de enkelte film: Klik på ovenstående links for at komme til mine anmeldelser. Generelt må jeg sige, at der ikke var de store skuffelser. Når jeg kigger tilbage, burde jeg måske have været hårdere ved Spider-Man 3. Det er til gengæld også den eneste, der var tæt på at være en skuffelse.

For Die Hard overraskede mig positivt, Pirates fik afsluttet trilogien fint efter den fesne 2er og både den nye Harry Potter og Bourne-film slog benene væk under mig. Førstepladsen gik dog til sidstnævnte, som simpelthen er en actionfilm i særklasse, og som nok også lukrerer på at være den af filmene, jeg har set sidst.

For dem af jer der stadig mangler at se nogle af filmene: Skynd jer i biograferne. For dem af jer der HAR set filmene: Feel free to discuss my list :-)!

Always on our minds

16. Aug 2007 17:02, Søren Langelund

 30 år siden Elvis' død: 16 august 1977 faldt kulturhistoriens mest populære kunstner om i sit badeværelse. Kongens endelige fald var en realitet. Elvis had left the building for good. Med mindre man naturligvis tilhører den gruppe af tossede fans, som stadig mener deres idol er i live.

På sin vis lever legenden imidlertid videre, for Elvis som person og kunstner er 30 år efter sin død mere populær end nogensinde, og jeg er nok ikke den eneste der i dag - og fremover - stadig vil gøre, hvad vi kan, for at holde hans udødelige musik i live.

Elvis skrev ikke selv mange af sine sange, og han formøblede store dele af sin karriere ved at spille med i horrible film og falde for stofmisbrugets mange fristelser. Når man husker tilbage på ham i dag, er det alligevel de dusinvis af klassikere, som manden med den gyldne stemme, de afklædende hundeøjne, de vuggende hofter og ikke mindst et gudsbenået performancegen nåede at indspille.

Der er skrevet (for?) mange bøger om, hvad der gjorde Elvis' til noget særligt. Men først og fremmest var han en af pioneerne bag rockens udbredelse, og måske det sidste århundredes vigtigste musikalske enkeltperson. Vi husker ham ihvertfald stadig 16. august 2007.

Top 10 over tv-serier

12. Aug 2007 01:37, Søren Langelund

Fra Fragglerne til Simpsons: Ferietid er top 10-tid, og her følger mine subjektivt udvalgte favoritserier på tv igennem tiderne. Listen er resultatet af timevis af svære overvejelser og dræbte darlings, og eksempelvis smerter det mig stadig, at der ikke blev plads til den skrupskøre Scrubs, guilty pleasures som Batman-serien fra 60erne og Beverly Hills 90210 (som 90% af min ungdomsår gik med at se), samt krimiserier som Columbo og En sag for Frost. Ydermere skal det nævnes, at jeg (endnu) ikke har fået set nok af forholdsvist kritikerroste serier som bl.a. Deadwood, The Sopranos og Carnivale til at tage dem med i betragtning.

10. Fraggle Rock. Skabt af Jim Henson. Essentiel del af ethvert barns opvækst – i hvert fald min! Serien om fragglerne er mere charmerende og fabulerende end noget andet den geniale Henson har stået bag, og jeg synger stadig i en alder af snart 23 år gerne med på ”danse dagen lang, bekymre sig en anden gang”, når livets mening skal opsummeres. 

9. Sex and the city. Skabt af Darren Star. Morsom, medrivende og på alle måder fabulous serie, som nok mest er for kvinder og bøsser, men som vi heteroseksuelle mænd også kan nyde og lære noget af. Et godt tidstypisk billede på den moderne singletilværelse i storbyen, krydret med vid og bid, fortræffelige skuespillere og et uimodståeligt humoristisk overskud.

8. 24. Skabt af Joel Surnow m.fl. Hæsblæsende og nervepirrende action-underholdning, som sagtens kan argumenteres for at være neokonservativt beredskabspropaganda, men hvad gør det, når den ene cliffhanger efterfølger den anden på ekstremt spændende vis? 

7. Band of Brothers. Skabt af Steven Spielberg og Tom Hanks. Glem de dusinvis af 2. verdenskrigsfilm, som forsøger at videregive den utaknemmelige soldatertilværelse under umenneskelige forhold i det største blodbad, verden har set. For i mine øjne er Band of Brothers både i sit episke format og slående persongalleri bedre og mere indlevende end de fleste af disse film til sammen. Noget af det flotteste nogensinde vist på tv.

6. Dallas. Skabt af David Jacobs. Uden tvivl en guilty-pleasure, men i mine øjne er denne serie moderen til alle sæbeoperaer og så spækket med herlige intriger, at den er sindssygt svær at slippe, når man først er fanget. Og – ikke at forglemme – kan den også prale af verdens vel nok bedste villian ever i Larry Hagmans fortrinlige J.R.!

5. Riget. Skabt af Lars von Trier. Djævelsk underholdende, teknisk innovativ og velspillet selvudråbt venstrehåndsarbejde fra von Trier, der med egne ord blot ville lave ”en moderne Matador, tilført lidt gys, grin og soap”. Det lykkedes til fulde. Mit navn er Søren Langelund, jeg ønsker Dem en fortsat god aften og skulle De som jeg blive draget af Riget, så husk at være vel beredt på at tage det gode med det onde. 

4. Friends. Skabt af Marta Kauffman, David Crane og Kevin Bright. Kvantitativt den serie, jeg nok har spenderet mest tid sammen med, og uden tvivl min favorit-sitcom. Lad bare kultursnobberne have deres Seinfeld i fred, for Friends nærmer sig komisk perfektion og kan med sine hele seks interessante hovedfigurer prale af det bedst sammensatte ensemble i tv-historien. Bedre venner kan man ikke købe sig til.

3. Matador. Skabt af Lise Nørgaard og Erik Balling. Intet mindre end et dansk kulturklenodie og ikke det mindste overvurderet. Vi kender den alle til hudløshed, men bliver alligevel ved med at elske den, og man kunne og burde skrive afhandlinger om seriens dramatiske såvel som komiske, historisk indførende og nationalt samlende kvaliteter. Det er en treer, Kvik!

2. The West Wing. Skabt af Aaron Sorkin. ”Walk-and-talk”-tracking shots så man får åndenød spundet omkring den mest velskrevne, åndrige og endeløst tempofyldte dialog giver West Wing den mest fortættede dramatik, man kan forestille sig. Som seer får man et nærmest skræmmende ambitiøst og indsigtsfuldt indblik i verdens vel nok mest interessante arbejdsplads’ dagligdag, og bundlinjen viser en decideret overlegent fremragende serie, som fortjener hver og én af dens rekordmange 26 Emmy-priser.

1. Simpsons. Skabt af Matt Groening. Vi startede listen med animation og vi slutter med animation. For tv-historiens sjoveste, mest vanvittige familie hedder Simpson til efternavn, der med et imponerende højt niveau siden slut-80erne og en virkelyst til at eksperimentere og udfordre mediet uden at miste sin crazy-humoristiske kerne simpelt hen er unikt. Homer og co. er som Mr. Burns ville sige det i enhver henseende eeeexcelent, og lad os slutte med et af tusindvis af geniale citater fra serien:
Homer: Aw, twenty dollars! I wanted a peanut!
Homer's Brain: Twenty dollars can buy many peanuts!
Homer: Explain how!
Homer's Brain: Money can be exchanged for goods and services!
Homer: Woo-hoo!

The Simpsons og mig

8. Aug 2007 01:19, Søren Langelund

 Doh!: Som de fleste nok har opdaget, så hærger The Simpsons Movie for tiden biograferne, og derfor benyttede jeg i dag lejligheden til at få taget ovenstående fornemme foto af mig og selveste Simpsons-familein!

Den celebre fotosession fandt sted i forbindelse med, at jeg så filmen i Imperial i dag, og selvom Homer som man måske kan se mangler sin arm, skulle jeg hilse fra ham og sige, at det virkelig ER ham på billedet.

Hvis man bare ikke kan få nok af The Simpsons, så kan jeg også anbefale et sjovt link, hvor man kan lave en Simpsons-figur ud af sit eget billede. Altså en figur der - med lidt held - ligner en selv, som man ville se ud i Springfield:  Jeg kom til at se ud som billedet her til venstre viser :-).

Og hvordan var filmen så? Helt sikkert sjov og sprælsk, men også lidt for pæn og ueksperimenterende - specielt til sidst. Taget i betragtning af, at The Simpsons måske er den bedste tv-serie nogensinde, er der et stykke vej op for den dog ganske underholdende film. Jeg er egentlig meget enig i Kenneths fine anmeldelse, så henviser bare til den, hvis man er yderligere interesseret i en lidt mere kritisk anmeldelse end de danske dagblade generelt har lagt for dagen.

Gammelt guld #2

4. Aug 2007 16:07, Søren Langelund

Genopdaget musik: Findes der en større glæde, end at genopdage en sang, en kunstner eller et album, som på trods af dens/deres fremragende kvaliteter på uforståelig vis er gledet en smule ud af ens bevidsthed? Måske, men de kan ihvertfald tælles på én hånd!

Den senere tid har jeg især fundet stor glæde i The Beatles-albummet Revolver, som jeg vist nok synes er deres bedste overhovedet. Sangene er på én gang eksperimenterende, uimodståelige og skelsættende, og specielt fremhæves skal den citarbårede Love You To med George Harrison på både instrumenter og vokal.

Leonard Cohens mørke, messende stemme har jeg altid fundet fascinerende, så at sige at jeg har genopdaget hans følsomt erotiske og elskværdigt simplistiske Suzanne, er nok en overdrivelse. Men efter jeg i noget tid har haft et lidt anstrengt forhold til Suzanne og hendes henslængte hyldestballade er det nu igen noget helt særligt  at "touch her perfect body with your mind".

Sex gør dig ti år yngre!

29. Jul 2007 17:52, Søren Langelund

Dagens kuriosum: Der er åbenbart ingen grænser for, hvad sex kan gøre af vidundere. For et par måneder siden kunne jeg her på bloggen berette, at sex er bedre end lykkepiller til at gøre os mennesker glade, og nu kan det så tilføjes, at sex tre gange om ugen også gør os ti år yngre. Men kun hvis vi dyrker det med en fast partner, vi føler os trygge ved, ikke føler skyldfølelse over for og som kan levere kvalitetssex.

Det fremgår alt sammen af en ny stor undersøgelse, som en kendt skotsk neurolog har foretaget over de sidste ti år. God og ofte sex får nemlig eftersigende både kroppen til at producere de stoffer, der gør os mere glade og styrker immunforsvaret samt tilfører huden næring. Men intimitet og fortrolighed er åbenbart er forudsætning for, at disse stoffer frigøres, og derfor skal det være med en fast partner. Ja, faktisk så kan tilfældig sex ofte medføre uro i stedet, som både slider på sjæl og udseende!

Så moralen er vel, at man ikke behøver at lide for skønheden. Man skal bare finde that special someone, og så ellers get it going ;-)...

On rotation vol. 13 (Figurines - When the Deer Wore Blue)

27. Jul 2007 21:48, Søren Langelund

 Figurines - When the Deer Wore Blue: Et af de bedste bands - måske det bedste? - vi har herhjemme på indie-scenen er i mine øjne Nordjyske Figurines, der efter noget der mindede om et kunstnerisk gennembrud med Skeleton nu endelig er klar med deres tredje album. Og When the Deer Wore Blue overstiger langt de forventninger man kunne have til det stadig ret unge band.

For mens Skeleton havde de velklingende, uimodståligt catchy rock-pop-undergrounds melodier og en frisk garagelyd, er det nye album så storslået og modent, at man næsten ikke kan genkende bandet - og dét er ikke en kritik! Bevares, jeg er vild med Skeleton, men man blev forholdsvist nemt mæt af dets ikke helt så originale og lidt monotone lydbillede, og det er først her på det tredje album, at man virkelig fornemmer noget større end blot et dansk Modest Mouse rejse sig fra indie-ilden.

Førstesinglen Hey Girl er således en af de få sange med uptempoet hitpotentiale, en af de få sange man hurtigt føler, man har hørt til ende. Den er bestemt en af albummets bedste sange, men albummet som helhed har en mere drømmende, stemningsfuld og decideret hypnotiserende kvalitet over sig, som kræver adskillige gennemlytninger for at nå ind til.

Generelt er lyden lidt 60er-inspireret, og der er bl.a. udstikkere til Beatles og Beach Boys, men de velklingende vokalharmonier og nydeligt proportionerede instrumenter ser også fremad i flere decideret bemærkelsesværdigt velkomponerede og skønt komplekse sange. Når der så oven i købet også er plads til mere harmløse og bare dårende dejlige sange som Let's Head Out, er det svært ikke at anbefale When the Deer Wore Blue så meget, som jeg overhovedet kan.

Figurines er tilbage og på mest fremragende vis!

Mææææh and my family

23. Jul 2007 13:16, Søren Langelund

Skør familie, skøre får: Når jeg skal beskrive min far for folk, der ikke kender ham, siger jeg altid, at det er fra ham, jeg har arvet meget af mit vanvid. F.eks. har vi begge to siden jeg var helt lille haft en passion for, at stoppe op ved en tilfældig mark (man er vel jyde ;-)), og snakke med dyrene. Min far er klasser bedre til det end jeg, og specielt med køer kan han til tider få noget der minder om en decideret samtale i gang - eller sådan lyder det i hvert fald :-)!

Så da min far, min skønne lillebror Musse og jeg forleden holdt ind ved en græsmark tæt på Højer Sluse i Tønder-marsken, Sønderjylland for at snakke med nogle får, tændte jeg for mobiltelefonens kamera, så jeg kunne dele med jer, hvor tossede vi reelt er i Langelund-familien ;-) -->


22. Jul 2007 20:09, Søren Langelund

Færdig med grunduddannelse: 22. juli 2007 blev dagen, hvor jeg fandt ud af, at jeg nu også officielt kan kalde mig bachelor i film- og medievidenskab. Hvad end det så betyder :-). Ved et tilfælde så jeg, min sidste karakter var tikket ind, og hov - så er det vist point nok til at grunduddannelsen, jeg har brugt de sidste tre år på, er klaret.

Så venter der sig bare nu det store spørgsmål: Hvad så nu, Søren? ... hmm ja.. vi vender tilbage til det spørgsmål i næste udsendelse af "Min fremtid". Stay tuned ;-)!..

Og hey - tillykke til mig :-)!

Potter ifølge Langelund

15. Jul 2007 16:11, Søren Langelund

Igen på tv: Som også angivet her på bloggen, er det ikke længe siden jeg fik min tv-debut, men igen i søndags var der bud efter mig på skærmen. Denne gang gjaldt det TV 2 NEWS og et live-interview i studiet vedrørende den nye Harry Potter-film, Harry Potter og Fønixordenen. Som filmanmelder var det mit job at fortælle seerne lidt om, hvad de kunne forvente af filmen, og hvad der gør Potter-universet til noget særligt, og det var en stor fornøjelse at få lov til.

Det skal siges, at interviewet blev givet før jeg så filmen, så der er ikke tale om en anmeldelse. Den kan man til gengæld læse lige her. Interviewet kan man se nedenfor (ved at trykke play på video-vinduet) efter meget teknisk slid og slæb - og hjælp fra den kære Nicki Lolk. Interviewet er rippet fra et råbånd fra NEWS, og derfor mangler der grafik på skærmen (f.eks. mit navneskilt, TV 2-logo m.v.). Lyden er også lidt forsinket ift. billedet, men det bliver nok ikke bedre. God fornøjelse mor - og andre der er interesserede ;-)!.

Sex and the Summer

7. Jul 2007 13:50, Søren Langelund

 Sex and the City-maraton: Mens regnen hærger den ene feriedag efter den anden, så er det jo godt, man har sit tv og en stak dvd'er, som bare venter på at komme i afspilleren.

De sidste par uger har min sommer stået udelukkende i tv-serien Sex and the City's tegn, da jeg har slugt alle seks sæsoner på hvad der må tendere rekordtid. Jeg ved godt, at det er en tøseserie, men den er alligevel forfattet og instrueret af mænd, og så er den jo ualmindeligt godt skrevet og i sine fire velspillede hovedroller et præcist og sympatisk billede på den moderne singletilværelse.

Så jeg har bestemt ikke fortrudt de sølle kr. 250,-, jeg smed efter ovenstående skotøjsæske med samtlige sæsoner af serien, for i selskab med Carrie, Miranda, Charlotte og i særdeleshed the fabulous Samantha får man timesvis af forrygende og til tider eftertænksom (også for os mænd!) underholdning i den lille, lyserøde æske. Så hvis man ikke ved, hvad ferien skal bruges til, er der her ihvertfald en god idé til at fordrive tiden med lidt naughty relaxation.

Apopros Sex and the City er det netop blevet offentliggjort, at der endelig snart kommer en filmudgave af serien, men indtil da skal vi lige have nogle af mine yndlingscitater fra yndlingsfiguren Samantha:

- "Money is power, sex is power, therefore, getting money for sex is simply an exchange of power".

- "The country runs better with a good looking man in the White House. I mean, look what happened with Nixon; no one wanted to fuck him, so he fucked everyone".

- "Men cheat for the same reason that dogs lick their balls... because they can".

- [til en elsker, som mener blowjobs er det nemmeste i verden for en pige] "You men have no idea what we're dealing with down there. Teeth placement, and jaw stress, and suction, and gag reflex, and all the while bobbing up and down, moaning and trying to breathe through our noses. Easy? Honey, they don't call it a job for nothin'".

- [til Carrie, der endnu ikke har internet] "You've got to get online, honey. If only for the porn".

- [om at forstå mænd] "Who knows, he's a man. You could lay your pussy on a table right in front of one and still not know what he's thinking".

- "Can we cut the cake? I have to go to a Three-way".

- "I will wear whatever and blow whomever I want as long as I can breathe and kneel".

- "Well, I'm done with great love. I'm back to great lovers".

- "You have a lot of nerve telling me to get a wax. If you were in Aruba the natives could bead your back".

- "Fuck me badly once, shame on you. Fuck me badly twice, shame on me"!

- "If we could perpetually do blowjobs to every guy on earth, we would own the world. And at the same time have our hands free".

Hollywood ending

2. Jul 2007 16:48, Søren Langelund

Novelle 8: Som hun forlod ham i døråbningen og langsomt forsvandt ud i den gråkolde sommerdag, var han sikker på, hun ville vende om. Komme tilbage og for et minut eller to give ham det farvelkys, de altid ville huske. Måske endda den kærlighedserklæring han så inderligt brændte efter at høre. Så de kunne skiltes så bedrøveligt og alligevel så uforglemmeligt, som de gjorde på film. Så de kunne forsikre hinanden om, at de for altid ville høre sammen, og det kun var skæbnens ubarmhjertighed, der tvang hende væk fra ham. At de virkeligt elskede hinanden, hvis ikke andet så for en stund.

Da hun var 10-15 meter væk vendte hun sig rigtigt nok også om. Han smilede og håbede, men hun fortsatte blot i den modsatte retning væk fra ham kort efter. På samme måde, da hun var kommet 30-40 meter væk - måske for at tjekke om han virkelig stadig stod og længtes efter hende, eller om han var kommet til fornuft og ladet hende gå. Han stoppede aldrig med at spejde efter hende, og selvom hun ikke kiggede tilbage en tredje gang, står han sikkert i den regnvåde døråbning endnu. Og venter på sin Hollywood ending.

Da Søren fik sin tv-debut

28. Jun 2007 21:22, Søren Langelund

Gæst i TV 2's 22-nyhederne: Jeg tror, jeg første gang var i fjernsynet som en del af en jublende folkemængde under Alexandra og Joachims proklamering af deres forlovelse en regnvåd eftermiddag i Møgeltønder for 12 år siden. Få år efter lavede jeg min egen tv-kanal med farmands kamera (dog kun med familien som seere ;-)), og til daglig arbejder jeg nu på en tv-kanal, hvor jeg ofte er en del af det levende baggrundstapet.

Alligevel var det dog først i aftes ved 22-tiden, at jeg fik min reelle tv-debut. Søde Camilla Slyngborg manglede nemlig en vinkel til sit Die Hard 4.0-indslag, og så trådte jeg til med et forslag. Det godtog hun, og sørme om ikke også hun gerne ville have et interview med mig i indslaget. Få timer senere var jeg så på rigtig tv som en del af forgrunden, og det var supersjovt.

Har du lyst til at læse min anmeldelse af Die Hard 4.0, så klikker du bare lige her, og vil du se mit paniske forsøg på at fremstå som erfaren filmekspert, så tryk på play i videolinket neden for.

Cruel s.o.m.m.e.r.

27. Jun 2007 08:20, Søren Langelund


Trælst vejr og ny TV-2-single: Vejret er altid et yndet samtaleemne men for tiden lidt mere end sædvanligt. I det sydlige og østlige Europa er der ekstremt vejr med hhv. hedebølge og kraftigt regnvejr, og herhemme er det gråt, vådt og trist. Jo, det er da synd for grækerne at de sveder ihjel og briterne at de (og selv deres fodboldstadiums) drukner, men havde det ikke været lidt nemmere at føle med dem, hvis vores eget vejr var bare en smule sommerligt?

De sidste to uger er jeg næsten dagligt rendt ind i den ene irriterende byge efter den anden, og sjældent har jeg haft så meget tøj til tørre og skiftet våde sokker som på det seneste. Det har været godt gammeldags trælst for nu at sige det på mit jyske modersmål. Mens vi venter på sol og sommer er mit yndlingsorkester fra hjemlige himmelstrøg, TV-2, klar med den nye single S.o.m.m.e.r.

Det Thomas Troelsen-producerede nummer er intet mindre end en hyldest til den danske sommer, og skulle allerede kunne downloades i online-butikkerne. Fysisk kommer den først i handlen i morgen, og forhåbentlig er den en forløber til et kommende album, der efterfølger det meget succesfulde og i øvrigt fremragende De Første Kærester på Månen fra 2005. Der er dog endnu ikke sluppet en dato ud for, hvornår landets kedeligste orkester er klar med det nye album, men forhåbentlig kan den nye single synge sommervejret til landet i mellemtiden.

Justin caught on tape

25. Jun 2007 22:08, Søren Langelund

Mine videoer fra koncerten i Parken: Som lovet i stemningsrapporten fra Justin Timberlake-koncerten i indlægget nedenfor kommer her de videoer, jeg optog i lørdags. De er alle optaget med min mobiltelefons 2 megapixel-kamera, så kvaliteten er ikke noget at råbe hurra for. Men håber de alligevel kan give et indtryk af en stor oplevelse.

Det skal beklages at filerne fylder så meget i vinduet, men jeg arbejder på at koge de forskellige videoer ned til nogle færre :-). Indtil da kommer her en kort beskrivelse af de 7 filer og efterfølgende videoerne selv:

#1 er fra før koncerten, og mens folk ankommer til Parken. #2 er fra mens Natascha Bedingfiedl varmer op, og Sascha opfordres til at synge med! #3 er fra hvor Bedingfield synger videre - nu bare med Louise og Sascha som korpiger! # 4 er så hvor Justin gør sin entre, spiller de første numre og skåler til publikum på dansk (sådan da). Herefter er der fællessang med nummeret Senorita. #5 er bl.a. nummeret What Goes Around og Timbalands entre. #6 er dele af Cry Me A River, hvor man måske kan bemærke den ret seje guitarsolo, og lidt af LoveStoned. #7 er den sidste sang, (Another Song) All Over Again, sunget med Parken badet i lightere.

Da popprins blev konge

24. Jun 2007 03:43, Søren Langelund

 Justin Timberlake live: Køerne var lange og forventningerne store, da musikikonet Justin Timberlake lagde vej forbi København.

Men da en lidt kedelig opvarmning fra Natasha Bedingfield var forbi, og selve koncerten gik en smule forsinket i gang, lettede Parkens tag med hjælp fra et rekordstort publikum så eftertrykkeligt, at ingen var tvivl om, at mr. JT leverede varen. Eller at poppen havde fået en ny konge.

I mine øjne er der i genren ingen over eller ved siden af Michael Jackson, men Timberlake er nutidens og sandsynligvis fremtidens mand, og efter hele 2½ time i selskab med den 26-årige kvindebedårer forstår man hvorfor.

Fra omkring 21:30 til midnat fik publikum foruden de mange hits og mere til også så godt som samtlige sider af en begavet multikunstner at se. Justin spillede selv flygel, elguitar og keyboardguitar, sang de høje toner rent og de dybe klart, og fik bl.a. via en ret snedig rund scene og nogle fabelagtige danseoptrin forført og rørt hele publikum så kø i regnvejr, Parkens fadølpriser og alt andet for nogle timer blev bedøvende ligegyldigt. Det glødede simpelt hen fra den centrerede scene, mens pop, funk, soul, rytmer og snert af rock, techno og hiphop fornemt forenedes.

Højdepunkterne var bl.a. en rock'et Cry Me A River, en sansebombarderende SexyBack og et overdådigt åbningspotpourri med titelnummeret fra FutureSex/LoveSounds mikset med nyklassikeren Like I Love You og hittet My Love. Stort var det også, da Justin holdt en tyve minutters pause, og overlod scenen til Timbaland, der som DJ og opstemt saltvandsindsprøjtning miksede alt fra Michael Jackson til Coldplay, og naturligvis ikke var sen til også at spille sine egne hits.

Aftenen tilhørte dog Timberlake, der igennem så godt som samtlige numre også inviterede publikum til forrygende fællessang, og dén var vi 55.000 skrålende tilskuere ikke sen til at gribe. Til sidst kunne stjernen lade sig hylde med lange og mange stående ovationer, efter han badet i lightere havde leveret aftenens afsluttende ballade. En sand kraftpræstation i sang, dans og fest var forbi, men der går lang tid før København glemmer lyden og synet af Justin Timberlakes forrygende optræden. Sexy is back!

(Til interesserede vil jeg snart lægge nogle små videooptagelser og fotos af koncerten op her på bloggen)

Min dyre by

18. Jun 2007 18:18, Søren Langelund

 København koster knaster: Jeg elsker at bo i København.

Selvom jeg er jyde i hjertet, er der intet som gustne, godmodige Vesterbro, solslikning på Bryggen, pigerne på Strøget, JuiceMania på Fisketorvet og et hav af skønne små biografer der alle sammen er med til at gøre hovedstaden til så dejligt et sted af bo for mig.

Alligevel tog min entydige entusiasme over København dog sig et lille dyk i dag, da det kom frem at byen er verdens sjette (!!) dyreste at bo i. Dermed er hovedstaden mere end 10% dyrere end f.eks. New York, Paris og Rom! Det er både dyrt at købe ind her, bo her, bruge transport her, spise her og tage til diverse kultur- og fritidsaktiviter.

No wonder man hører om flere og flere helt almindelige danskere, der ikke har råd til at bo i byen længere. Jeg skal dog enten gå bankarot eller smides ud, før jeg render nogen steder ;-)...

Et øjeblik, en film (vol. 2)

10. Jun 2007 14:24, Søren Langelund

Dancer in the Dark (2000, von Trier):
Min subjektive yndlingsfilm, Guldpalme-vinder og ikke mindst mødet mellem to egenrådige og særegne genier; Björk og Lars von Trier. Dancer in the Dark har nogle helt særlige kvaliteter, og jeg kunne prise dette mesterlige samsurium af hjerteskærende melodrama og hypnotisk, eksperimental musicalmusik til tidernes morgen.

Men nu og her skal det mere handle om et enkelt billed, som flot sammenfatter filmens magi. I hendes fantasi danser hovedpersonen Selma på et tog i bevægelse, mens hun synger om alle de ting hun har set, på trods af at mørket er ved at sænke sig over hendes syn. Mens arbejdere på toget liver op omkring hende, bevæger hun sig igennem deres dansende kroppe og udstrakte arme som en dronning, mens hun rammer sangens klimaks og på alle måder tager den fantastiske drømmeverden ind. Inden den bratte virkelighed igen tager over.

Hvis ikke man i disse sekunder i filmen får bare en smule gåsehud, må man have taget morfin eller anden form for sansesløvende midler, for sikke et øjebkik, sikke en film!...

Agurketider og fremtidsplaner

9. Jun 2007 16:43, Søren Langelund

Sommer, ferie og karrierevej: Som den faste læser på denne side måske har bemærket, har jeg den sidste uge ikke skrevet så mange indlæg. Dette skyldes ikke lyst eller interesse, men mestendels en kombination af eksamensstress, godt vejr og forestående agurketider. Noget som også kommer til at påvirke nyhedsdækningen på NEWS over sommerferien - ihvertfald de to sidstnævnte.

For i sommerferien bliver der næppe så meget at gå i Breaking News over, og mon ikke også at danskere hellere vil nyde grillmaden og slikke solskinnet end at kigge med på, hvad der sker uden for kolonihavens sparsomme horisont? Derfor går vi i juli i sommerberedsskab på NEWS, med masser af sport, magasiner og en mindre stringent holdning til, hvor længe en nyhed er en nyhed.

Min egen sommerferie begynder sådan mere eller mindre på onsdag, når jeg har været op til mundtlig eksamen i Idéhistorie(!). Herefter skal så afleveres en stor skriftlig opgave i Nyhedsformidling, som dog er 99% færdig, og så kan et halvår væk fra studierne ellers begynde. Det betyder, at jeg nok får flere timer på NEWS, men også at jeg forhåbentlig for mere tid til at se de film og venner, jeg har negligeret den sidste tid, og så skal jeg ellers tænke nogle tanker omkring min egen fremtid. For hvad skal jeg læse til næste år som min overbygning? Efter at have udskudt den endelige karrierebeslutning i syv-otte år, skal jeg snart til at træffe en beslutning...

Men først skal eksamenerne overståes, agurketiderne overleves og det fine vejr og den gode udsigt i det danske sommerland (i mere end en forstand ;-)) nydes godt og grundigt. God sommer!...

Den vanvittige kamp

2. Jun 2007 23:11, Søren Langelund

 Danmark - Sverige: I skrivende stund er det få minutter siden, at Danmark netop har tabt 0-3 til Sverige i en ret afgørende EM-kvalifikationskamp.

En kamp uden sidestykke. En kamp der uden tvivl vil gå over i dansk fodboldhistorie som på alle måder den mest vanvittige af sin slags.

Først kommer vi dels uheldigt, dels uforberedt og klodset bagud med 0-3 efter 25 min. Så går der totalt spillemæssigt kaos og anarki over kampen, men efter to gode spark og en Jon Dahl på pletten er vi med i kampen igen. Der står nu mirakuløst 3-3. Hvem kan nogensinde huske noget lignende? Danmark bagud med tre mål i Parken. Danmark der selv scorer tre mål uden at modstanderen hedder Færøerne? Begge dele er jo uhørt!

Med kort tid igen får Jon Dahl så chancen helt fri for mål. Han bør score til 4-3, men misser. Kort tid efter ligger en svensker i Thomas Sørensens straffesparksfelt. Ingen ved hvorfor. Linjevogteren har dog tilsyneladende set noget, og kort efter fløjter dommeren for straffe til Sverige og uddeler et rødt kort til Christian Poulsen. En klud i ansigtet for Danmark.

Værre bliver det imidlertid, da en fordrukken tosse af en klaphat vælter ind på banen og pander dommeren ned. Kampen afbrydes, Danmark erklæres som taber, kaosset råder. På banen, på lægterne og ude i stuerne. Det er svært ikke at være en smule chokeret, selvom det 'bare' var en fodboldkamp. For vi har aldrig set noget lignende i dansk fodbold. I én og samme kamp får vi både helt fantastisk vendt et 0-3 nederlag til en mulig sejr, og afslutningsvist et helt og aldeles tåbeligt drama med en sort plet på sporten og et EM uden dansk deltagelse til følge.

Når røgen har lagt sig, melder der sig dog unægteligt nogle aspekter, som man bør tage til eftertanke den næstkommende tid. Først og fremmest må DBU stramme op omkring sikkerheden. At først én og derefter to andre tossehoveder får lov at komme ind på banen er utilgiveligt. Det skal simpelthen rettes til næste gang, vi skal spille på hjemmebane (engang i 2019, eller hvornår det bliver). Dernæst: Christian Poulsen, du skylder os en undskyldning. Stil dig frem på tv og lav en Bjarne Riis. Og sidst men ikke mindst skal den kvajpande, som ødelagde EM-drømmene for alle os andre, give en kvajebajer eller ti til resten af roligansfolket, for magen til dumhed skal man sgu lede længe efter!...

Man kan selvfølgelig også bare lade være med at gå så meget op i fodbold, og som min mor tørt men rammende konstaterede som hendes eneste kommentar, så var det jo i det mindste en flot græsplæne, spillerne havde at boltre sig på. Så gik hun i seng, og mon ikke man bør følge trop..?

Om burkaer, personlig frihed og håndtryk

31. May 2007 16:18, Søren Langelund

Tørklæder eller ej: Skal man have lov til at gå med burka som offentlig ansat og med tørklæde som folketingsmedlem? Et af tidens store stridsspørgsmål og det seneste skud på den åbenbart nærmest uendelige stamme af integrationsproblematikker dukkede i dag igen op i Folketingets afslutningsdebat. Nu er jeg godt nok ikke folkevalgt, men derfor kan jeg ikke lade være med at blande mig alligevel. Så her følger min mening på området.

Religion skal være frit, og er det gudskelov stadig. Men det bør også være en privat sag, som man ikke skal pådutte det offentlige rum ved enhver given lejlighed. Jeg bryder mig hverken om Moses Hansens trækors på gader og stræder, selvom jeg er kristen, eller om muslimske tørklæder i det offentlige rum. Hvilken religion man tilhører er jeg for såvidt totalt ligeglad med. Problemet opstår blot, når de adskiller os i stedet for at forene os, og med tørklæder skriger muslimske kvinder indirekte "jeg er anderledes" ud til offentligheden, med noget der burde høre privatsfæren til. Har vi ikke lært nok af tusinder af års religiøse krige? Religion bør være noget, man holder for sig selv, så vi ikke lader det komme imellem os som mennesker.

At tørklæder oven i købet signalerer undertrykkelse, kønsdiskriminering og underkastelse gør ikke just sagen bedre, selvom mange af de enkelte kvinder nok vil påstå, at de bestemt ikke er undertrykte. Det er dog her, at jeg for en gangs skyld fandt fornuft i Sørine Gottfredsens ord i DR2's Debatten for nogle uger siden, for hun påpegede helt rigtigt, at vi ikke kan bruge enkelte opfattelser til noget, når helheden stadig udtrykker det stik modsatte. Og Danmark er nu engang et land, hvor vi for det første ikke har blandet religion og politisk styring i århundreder, og for det andet ikke påklistrer vores ydre med vores religiøse opfattelser. Et diskret kors om halsen kan altså ikke sammenlignes med en burka.

Jeg er dog indædt liberalist, og er som hovedregel modstander af ordet 'forbud', og at staten skal bestemme, hvordan man skal gå klædt hvornår. Men der er nogle kulturelle dogmer i vores land, som jeg dog stadig føler bør opretholdes, når man f.eks. vil være folketingspolitiker. F.eks. mener jeg bestemt heller ikke, at man bør tale fra folketingssalen med hovedet gemt i en plasticpose, med bar overkrop eller lign. - det hører sig simpelt hen ikke til. På samme måde som man i mine øjne ikke bør sende åbenlyse religiøse signaler fra talerstolen. Når Arne Melchior i mange år har kunnet tale uden kalot og Søren Krarup m.fl. ikke løber rundt med præstekraver, bør Asmaa Abdol-Hamid også som muslim kunne lade Allah og ikke mindst dennes signalværdi blive hjemme. Som hendes andre muslimske folketingskolleger også gør det så fortrinligt.

Kulturelle traditioner læner jeg mig også op ad, når det kommer til det at give hånd. Det er noget vi i dette land har haft tradition for i over 900 år, og er det ikke en naturlig del af vores natur og de overbevisninger vi praktiserer? Jeg kunne ikke - modsat andre - drømme om, at tvinge nogen til at give mig hånden, hvis ikke de ønsker det. Det skal være helt op til den enkelte. Men jeg vil så også til gengæld have lov til at notere mig, at disse mennesker ikke ønsker kontakt med mig eller omverdenen ud fra almindelige danske forhold, hvis alt bortset fra deres øjne er dækket til som et sort spøgelse, og de ikke ønsker noget så simpelt som at give hånd. Og det synes jeg er synd og skam - ikke mindst for dem.

Derfor forstår jeg også godt, at virksomheder ikke vil ansætte folk med disse tilbøjeligheder. Som arbejdsgiver ville jeg heller ikke bryde mig om, at min sælger, kassedame, ansigt udadtil el. lign. udsender udanske og nonkommunikative signaler. Lige meget om dette består af burkaer/tørklæder og andre religiøse symboler, eller en demonstrativ kasket, t-shirts, punkerhår eller hvad der nu ellers ikke 'byder sig' i den enkelte situation. Lige som det skal være folks egen beslutning at gå med sådan beklædning, skal det derfor naturligvis også være virksomhedens eller det offentliges valg at sige, "det der passer ikke til vores profil eller vores opfattelser, så det ønsker vi ikke her". Frit valg må og skal gælde begge veje.

Slutteligt vil jeg dog sige, at jeg tror det er vigtigt ikke at hoppe med på Pia og co.'s vogn og blæse problemet større op, end det er nødvendigt. Vi er så rige i det her land og har det så godt, at jeg personligt ikke fatter, at vi ikke har andet at gå op i end dette. Jo, det er vigtigt at signalere at Danmark adskiller religion og politik, værdsætter det frie valg og ikke kan støtte op om diskriminerende symboler, men jeg synes de enkelte sager skal løses i lokalområderne sag for sag stille og roligt. Et generelt forbud mod tørklæder i det offentlige rum ville jeg bestemt ikke bryde mig om, for hvad bliver så det næste? Vi skal passe på ikke at bedrive hetz mod forskellige befolkningsgrupper, også selvom vores intentioner er reelle.

Man ændrer ikke f.eks. den muslimske kultur ved via et trylleslag at forbyde dit og dat. Et sådant tiltag adskiller os kun endnu mere ad, i stedet for at vi fokuserer på det modsatte: At skyde religion og andre personlige, private overbevisninger til side til fordel for det fælles bedste.

Larmende stilhed

28. May 2007 12:36, Søren Langelund

Novelle 6: Han lå og tænkte på, hvor meget kællinger kævler uden reelt at sige noget. Nedbryder tavshedens uopbyggelige mur uden omtanke. Han havde stadig hovedpine efter en lang dag i selskab med den nagende støj, som syntes at være pålagt kvindekønnet overalt.

Først i bussen, så på arbejdet, så i bussen igen, i telefonen derhjemme, over middagen med kæresten og nu også på tv! Ud af ingenting blev en uskyldig summen uundgåeligt til et øredøvende inferno af skinger latter, hånende sladder og mumlende nonsens, når først de fik talte sig varme. Kunne de ikke tænke på andet?

Med ryggen til ham lå hun, med tårer langsomt trillende ned af sine rødmossede æblekinder. Hvorfor sagde han aldrig noget til hende? Kom aldrig med komplimenter, spurgte aldrig til hendes dag, sagde knapt 'godnat' mere. Det var som om, hun skulle tage initiativet til al dialog, der ikke vedrørte sex. Var han slet ikke interesseret i at bryde den tavshed, som skyggede for deres engang så blomstrende forhold? Troede han, at hun kunne læse hans tanker? At hun ikke behøvede, han sagde, hvor dejlig hun er en gang i mellem?

Begge trak de på skulderen, sukkede og hev i hver sin ende af dynen. Et kvarter senere slukkede det tidsindstillede tv af sig selv.

Et øjeblik, en film (vol. 1)

26. May 2007 01:16, Søren Langelund

Romeo & Juliet (Luhrmann, 1996): En af grundene til jeg elsker film så meget at de både er en del af mit studie, fritid og arbejde (hvis man kan kalde det at anmelde film for et arbejde ;-)) er de små men uudslettelige øjeblikke, som man bare aldrig glemmer. Når den perfekte kombination af lyd, billede og stemning skaber noget større end ord og bryder grænsen til det ubeskrivelige.

Et sådant øjeblik er der et hav af i en af mine absolut yndlingsfilm Romeo & Juliet, og som oftest er de centreret omkring den skønne Claire Danes. Det er bestemt ingen hemmelighed, at hun i den film for mig er drømmekvinden over dem alle, og det skyldes i høj grad blikke som det, hun sender på ovenstående billede. Da den 12-årige Søren for første gang så filmen var det således også et første møde med forelskelse - selvom det naturligvis ikke var helt det samme som en 'virkelig' en af slagsen.

Alt sammen pga. ovenstående øjeblik, hvor Julie møder sin Romeo for første gang og så mystisk, smukt og legende tjekker ham ud igennem et akvarium. Mit hjerte pumpede, min puls steg og min mund stod på vid gab. Og gør det stadig. Kunne et andet væsen virkelig være så bedårende? Ja! Danes kunne. Sikke et øjeblik.

Kys til Bjarne

24. May 2007 23:27, Søren Langelund

 Riis og doping: I dag blev skrevet endnu et kapitel i cykelsportens så godt som uendelige dopingsaga.

I Bonn stod flere ryttere fra Telekoms altdominerende hold i Tour'en 1996 frem og erklærede, at de op til løbet havde indtaget det forbudte stof epo. Det forøger det pres som siden Festina-skandalen i 1998 har hvilet på skuldrene på en af tidernes største danske sportsmænd, Bjarne Riis.

For nu er der efterhånden ikke mange omkring ham, som stadig - som ham selv - hævder deres uskyld. Både ryttere, massører og team-ledere har lagt kortene på bordet, og når Bjarne Riis i morgen eftermiddag afvikler pressemøde, gør han nok det samme. Og fortæller dét som mange har mistænkt i årevis, og flere allerede dømt ham på forhånd for: At have brugt epo som hjælp til den legendariske tour-sejr.

Det kan på den måde sagtens være, at dansk kultur- og sportsliv i morgen er blevet en stjerne færre. Ihvertfald ud fra den offentlige jantelovsstyrede retssal at dømme. Herfra skal der imidlertid lyde en uforbeholden støtte til Bjarne Riis, også selvom han har dopet sig. For mig er hans tour-sejr den største bedrift i dansk idrætshistorie, og det skal der meget til at ændre i min bevidsthed.

Det var ikke heldigt og småtilfældigt som EM-sejren i 1992, det var en præstation af en anden verden. Minderne fra den fantastiske sommer, de nærmest euforiske tre uger i den franske himmel, er stadig så klare og har efterladt så stort et indtryk på min nethinde, at Riis' stjerne næppe vil falme foreløbigt. Gu' er det vemodigt, at han sandsynligvis har dopet sig. Men men men.

For det første er epo ikke et stof, der gør hvem som helst til Tour-vinder. For det andet var og er Bjarne Riis en ualmindelig intelligent, velforberedt, professionel og så gennemført en sportsmand som de gives. Hvad han udrettede som rytter og efterfølgende som direktør på verdens bedste og - måske lidt paradoksalt nok - reneste cykelhold taler simpelt hen for sig selv.

For det tredje tror jeg, at doping var en del af cykelkulturen. Jeg tør godt generalisere og sige, at langt størstedelen af de store mestre vi kender og elsker, for ikke at sige dem alle sammen, garanteret har været dopet i en eller anden grad. Fra Indurain til Armstrong, fra Lemond til Merckx. I 60erne og 70erne var det f.eks. velkendt at mange ryttere var decideret høje under løb, mens det senere blev mere organiseret og kontrolleret.

Prøver jeg at forsvare doping? Nej! Er det ikke at snyde? Jo! Men når alle snyder, hvor meget snyd er det så reelt i det? Spiller man så ikke bare spillets regler som alle de andre? Jeg tror ihvertfald det er vigtigt den kommende tid ikke totalt at korsfæste Riis i den danske offentlighed, når han næppe var værre end så mange andre, og - hvis alle havde været fri for doping - nok havde vundet Tour'en alligevel. Ikke mindst fordi Riis efterfølgende har vist så stor integritet og ydmyghed.

Det må ikke være sjovt nu for Riis, at skulle krybe til korset. Indrømme over for sine børn og dusinvis af ansatte, at man tidligere var en synder. Og måske stille dem alle over for en usikker fremtid. Derfor opfordrer jeg til en anstændig og respektfuld modtagelse af hans formodede tilståelse i morgen. Det kræver mod at stå frem, det kræver sin mand at se fortiden i øjnene. Ligesom det krævede sin mand at cykle fra alt og alle op og ned af bjerge i sne og hede tusindvis af kilometer år efter år.

Bjarne Riis, bevar din styrke. Og glem ikke at vi trods alt er mange, som aldrig vil glemme de ubeskriveligt dramatiske og stadigvæk gåsehudsfremkaldende øjeblikke du gav os alle i 90erne (gense f.eks. de sidste minutter af Hautecam-etappen her). Med Jørn Maders udødelige ord slutter jeg dette indlæg: "En idrætsmand i den største udfoldelse, i den største præstation. De kan vel næppe nævnes større. (..) Kys til Bjarne, kys til Danmark".

Daglig sex er vejen til lykken!

19. May 2007 20:37, Søren Langelund

 Dagens kuriosum: Som ovenstående foto af dagens B.T. viser, så har hjerneforsker og overlæge Troels W. Kjær netop præsenteret en ny undersøgelse med et fantastisk budskab:

Sex gør kort og godt vi mennesker gladere og mindre urolige, anspændte, triste og irriterede! Det eneste catch (hvis man kan tale om et sådant) er, at man helst skal dyrke det hver dag for at få alle de fantastiske ekstravirkninger ud af lagengymnastikken.

Den magiske effekt skyldes, at hjernen ved sex frigiver to humørstyrende signalstoffer i hjernen, kaldet dopanin og serotanin. Eftersom lykkepiller eksempelvis kun frigiver det ene af disse to, så kan man altså konkludere at en daglig tur i høet er intet mindre end bedre end lykkepiller! Så måske man skulle lægge børnene lidt tidligeere i seng fremover, hvis man har sådan nogle, og varme lidt op for parforholdet. Det gælder vores helbred!

Kvinden i omklædningsrummet

19. May 2007 00:43, Søren Langelund

Novelle 5: Døren var smækket bag hende ved en fejl, og hvad der var begyndt som et næsten uskyldigt kig ind i fitness-centrets herreomklædningsrum var nu blevet et tvunget udstillingsvindue over den danske mand i al sin forfaldne tilstand. De havde ikke set hende, men hun havde i den grad set dem. Tykke, tynde, slappe, muskuløse, gamle og unge - alle så de ualmindeligt svage og nærmest pinligt berørte, smertefulde og ydmygede ud. Som når ens mor tog ens temperatur bagi, for at måle om man havde feber.

Hun skulle jo bare lige hurtigt kigge ind, og se om Tanja havde haft ret i, at des større muskler mændene havde, des mindre var deres mandighed mellem benene, men hun var for travlt optaget af at aflæse mændenes underdanighed i ansigtet til, at deres nedre regioner var det mindste interessant. Var det virkelig selv samme skabning, som havde kæmpet tusindvis af krige, nedlagt milliarder af kvinder og formet både murstenene og tankerne bag det moderne samfund, der her stod foran hende og for enhver pris undgik kontakt med nogen eller noget andet end deres egen ynkelighed?

Hun skyndte sig ud, før nogen så hende. Lige dele forvirret og forfærdet. Hjemme ventede kæresten med hjemmebagte boller, te og roser i alle regnbuens farver. "Tillykke med årsdagen, skat!", smilede han, da hun trådte ind. Hun simulerede et smil og ti minutter senere en orgasme. Så skulle han - gudskelov - skynde sig videre. Ned i centret for at svede det sidste forårsfedt væk inden sommersæsonen. "Så jeg kan blive rigtig lækker, når du skal vise mig frem på Bellevue", opfangede hun med det ene øre, mens han strøg ud af døren.

Hun væmmedes ved ham. Han var ikke længere noget, kunne ikke noget - og da mindst af alt tilfredsstille hende. Snart ville han gå ind i samme bad som de andre tabere. Stille sig på samme række. Hun smækkede døren til deres lejlighed og forhold for sidste gang med en selvsikker følelse i maven. Hun var det stærke køn. Mændene havde underkastet sig hende én gang for alle.

Gammelt guld #1

18. May 2007 19:16, Søren Langelund

Genopdaget musik: Findes der en større glæde, end at genopdage en sang, en kunstner eller et album, som på trods af dens/deres fremragende kvaliteter på uforståelig vis er gledet en smule ud af ens bevidsthed? Måske, men de kan ihvertfald tælles på én hånd!

Tag nu bare denne uge alene, hvor jeg de sidste par dage først genopdagede Michael Jacksons groft oversete Why You Wanna Trip On Me (fra hovedværket Dangerous) og Shout (b-side fra Invincible), som jeg af en eller anden grund har haft en tendens til at spole over før.

Dernæst blev det Trentemøllers tur, og specielt nummeret Miss You, som ikke har mange måneder på bagen, men som alligevel af uransagelige årsager først nu fandt vej til mine øregange på mest befriende vis.

Aaaah :-)!!....

Den fede sparegris

15. May 2007 21:24, Søren Langelund

 Konto hos Northern Rock: Efter flere dages grublen, tog jeg i dag en semi-drastisk beslutning på min privatøkonomis vegne. Jeg oprettede nemlig en opsparingskonto hos noget så fædrelandsbedragerisk som den engelske bank Northern Rock. For mig at se var det dog det eneste fornuftige at gøre, efter jeg nu er begyndt at have lidt at spare op af.

Hos Northern Rock får jeg nemlig 4,75% i indlånsrente (jeg får vist 0,75% nu i Tønder Bank), og der er ingen begrænsninger, gebyrer, krav eller lign. Ingen bindingsperioder, intet mindstebeløb man skal have stående i så og så lang tid. Altså i bund og grund sund fornuft. Da banken indtog Danmark i februar varslede det nye tider for finansverdenen herhjemme, og når selv en konsersativ jyde som jeg skifter side, kunne det indikere at the times they are changing, som Bob D. ville sige det.

Det tog i øvrigt kun få minutter at oprette kontoen, som er klar til brug om få dage, og så kan jeg ellers bare overføre fra min nuværende lønkonto frem og tilbage, som det passer mig. Supernemt, superbelejligt. Tjek hvis du kunne være interesseret i på samme måde at erhverve sig en ny, fed sparegris.

Verden set igennem Armani

15. May 2007 21:03, Søren Langelund

 Nye briller: Som billedet viser, har jeg netop erhvervet mig 2 x briller som det seneste skud på dette forårs åbenbart endeløse forbrugsfeststamme.

Som det også fremgår, er det ene par en solbrille og det andet en normalbrille - de har dog det tilfælles, at de begge er af mærket Armani, begge er med styrke, og begge ikke var i mine tanker for få uger siden.

Ved lidt af et tilfælde tumlede jeg forleden ind i Thiele på Fisketorvet, fordi de reklamerede med et tilbud på solbriller med styrke. Da jeg så fandt 'mit par', viste det sig så selvfølgelig, at der ikke var tilbud på dem, men jeg var jo hooked - og så måtte jeg æde den lidt pebrede pris. Bedre blev det ikke, da jeg efterfølgende fik taget synstest og den venlige brillemand (overraskende nok?) fandt ud af, at mine 'rigtige' brillers styrke ikke længere passede til mine øjne.

Derfor måtte jeg igen have den store pung fremme, men til gengæld fik jeg så også et par nye almindelige briller, som jeg er mere end almindeligt glad for. Det samme gælder naturligvis også for solbrillerne. Begge kan ses in action i den nærmeste fremtid, så hold øje efter undertegnedes spritnye coole look :-)

Da fællessangen ebbede ud

11. May 2007 15:49, Søren Langelund

 (Øst-)Europæisk Melodi Grand Prix: I morgen sendes finalen i det 52. europæiske Melodi Grand Prix direkte til hundredvis af millioner af seere, men for første gang i min levetid bliver det uden mig foran tv'et.

En af medielandskabets største europæiske kulturinstitutioner spillede i gårsdagens semifinale nemlig ultimativt fallit. Den europæiske fællessang, som blev stablet på benene i 1950erne for at dulme mange af 2. verdenskrigs sår, synes fuldstændigt at have tabt melodien.

Nej, dette er ikke kun en bitter kritik af et show, jeg har elsket i årevis, men som i går ikke lod det ellers fint fremførte danske nummer Drama Queen gå videre til finalen. Det er en erkendelse som har været på vej i årevis, men efter i aftes ikke længere kan undviges. For aldrig har jeg oplevet et mere substansløst grandprix med den ene elendige sang og pinlige optræden efter den anden. Aldrig har konkurrencen været så meget overfladisk glitterpapir og afklædte blondiner, og så lidt sang og musik, som i går.

Nej, det kræver ikke just konservatorieuddannelse for at placere grandprix-musik i den særdeles mainstream-orienterede og letsindige popgenre, hvor den altid har hørt hjemme, men i går blev selv den tidstypiske æstetiserede substansløshed og uforbeholdne glæde, som vi grandprix-fans normalt har kunnet bruge som undskyldninger for at se showet, kørt agterud til fordel for en smagløs østeuropæisk musikmafia. Samtlige de ti lande som gik videre til finalen var nemlig fra Østeuropa, hvilket var skandaløst, da disse landes sange med én undtagelse var både decideret forfærdelige og underminerende for showets fælleseuropæiske fundament.

Øst-tendensen har været undervejs de senere år, men aldrig har det været udstillet så meget som i aftes, hvor hæderlige sange som det norske, hollandske og islandske bidrag - forduen det danske - blev skammeligt forbigået. Der var også adskillige buh-råb fra salen, da de overgearede værter forsøgte at sprede glæde med opremsningen af de ti upopulære finalister, og efterfølgende var der mere end almindelig vrede og harme at spore blandt både deltagerne og de forskellige landets deligationer. Fuldt forståeligt!

Forhåbentligt kan alle nu se, at reglerne må og skal laves om efter tilstrømningen af de mange nye lande de senere år. Siden murens fald og krigen på Balkan er showet blev udvidet fra 22 deltagere i 1990 til 42 i 2007, og når en stor del kommer fra det samme område og kun stemmer på hinanden, bør de enten udelukkes, gives deres eget program eller - optimalt - have mindre indflydelse på den endelige afgørelse. Hvad der før hed Jugoslavien er nu 6-7 forskellige MGP-lande, og selvfølgelig stemmer de på hinanden. Ligesom Danmark ville gøre, hvis Jylland, Fyn, Sjælland, Bornholm m.v. stillede op individuelt.

Hvad der startede som en fælleseuropæisk musikalsk fredsalliance er altså blevet for regionalt centreret og kunstnerisk ufokuseret, og jeg nægter personligt at se et ellers storslået show, når det har så få gode sange og repræsentanter fra mit geografiske eller smagsmæssige område. MGP har aldrig været ment som et musikalsk foregangsshow, selvom stjerner som ABBA og Celine Dion har meget at takke det for, men dets harmløse pop har været vedkommende, flot, spændende og ikke mindst underholdende præsenteret, hvis man ikke tog det alt for seriøst. Dét er desværre alt sammen pist væk nu, i hvert fald ud fra gårsdagens show at bedømme.

Det store royale puslespil

9. May 2007 18:27, Søren Langelund

Svensk statsbesøg: Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er royalist. Ikke ubetinget eller overdrevet, men jeg er glad for vores anstændige, traditionsrige og kompetente kongehus. I disse dage er jeg dog gået totalt i royal-mode, da vi på NEWS intenst dækker vort svenske broderfolks kongefamilies statsbesøg.

Nogle vil nok undre sig over det specielle ved dén begivenhed, men jeg synes det er dybt interessant af flere grunde. Dels fordi det bl.a. faktisk er 32 år siden den svenske kongefamilie sidst officielt besøgte os på denne måde, og dels - for ikke at sige hovedsageligt - fordi jeg har været med til at planlægge vores dækning af besøget.

Normalt ville en sådan opgave være noget særligt afviklingsmæssigt, da det kræver en masse udover den sædvanlige rutine, men denne gang blev det også udfordrende planlægningsmæssigt. Så når jeg ikke er på arbejde disse dage, er det svært ikke at sidde klæbet til skærmen og se, hvordan det hele udfolder sig :-).. Håber I nyder godt af - synes jeg selv - vores fine og fornuftige dækning af det historiske visit.

Verdens lykkeligste land!?!

8. May 2007 19:11, Søren Langelund

Er vi de gladeste i verden?: Jeg så lige et ret morsomt NEWS-indslag hapset fra amerikansk tv, hvor en NBC-reporter besøger Danmark - verdens lykkeligste land. Vores alle sammens kongerige topper nemlig en ny liste over klodens lykkeligste folkefærd foran lande som Schweiz, Bahamas og Sverige. Japan skraber bunder som nummer 90, Storbritannien er helt nede som nummer 41, mens USA må tage til takke med plads nummer 23!

Vi danskere skulle eftersigende være så lykkelige bl.a. pga. adgang til uddannelse og sygehusbehandling, en naturlig evne til ikke at forvente for meget og en nær kontakt til vores kære. Der melder sig naturligvis allerede noget malurt i bægeret, for som det bliver pointeret i undersøgelsen har Danmark også en af de højeste selvmordsrater i Europa.

Jeg vælger dog at ignorere dette faktum og opfordrer i stedet os alle til, at tænke et sekund eller to over hvor godt vi har det. Lykken er ikke kun en dans på roser, men den skal værdsættes og ikke tages for givet. Heller ikke selvom man bor i verdens lykkeligste land!...

Dumhed gør blind

7. May 2007 16:27, Søren Langelund

På skadestuen: Når man som jeg har formået at tabe mine egendele ned på bunden af Islands Brygge og fået evakueret landets næststørste storcenter pga. en mikrobølgeovnsulykke inden for de sidste par år, skulle man tro, jeg havde brugt min dumhedskvote for en tid. Men nej. For sjældent har jeg ageret så tåbeligt som i dag.

I formiddags var jeg stresset på vej ud af badet på vej til en casting (som jeg vil vende tilbage til, hvis det bliver aktuelt), og så skulle jeg lige spraye lidt deodorant under armene. Da sprayen ikke ville virke tog jeg den op til ansigtet for at undersøge, og fik med lidt uheld og en del stupiditet sprayet en anseelig mængde direkte ind i mine sårbare øjne.

Kort efter bredte en kraftig smerte sig i specielt venstre øje, men jeg bed det i mig og skyndte mig til castingen, som dog selvsagt gik lidt kejtet. På turen derud forsvandt mit syn mere og mere, mens smerten og irritationen tog til, så kort efter stormede jeg på cyklen fra Amager til Rigshospitalet. Dér fik jeg dog at vide, at skadestuen befandt dig i Bispebjerg, så jeg tonsede forvirret længere ud af Tagensvej, og fik med lidt held fundet vej igennem hospitalslabyrinten til skadestuens venteværelse.

Da den søde sygeplejerske hørte, at skaden efterhånden var nogle timer gammel, blev jeg sparket frem i køen, og kort efter var mine efterhånden blodrøde øjne koplet til to halvliters-drops som i en halv time rensede godt og grundigt. Mens jeg sad der uden at kunne røre mig med øjnene solidt placeret i saltvand, kunne jeg så dels mærke smerten fortage sig, og dels ærgre mig over hvor dumt jeg havde båret mig ad.

Det hele endte dog godt. Forhåbentlig klarede jeg castingen forholdsvist ok, og jeg skulle ifølge overlægen slippe for varige øjenskader. Efter han havde givet mig diagnosen corpus alienum conjunctivae, bad han mig om at holde mig i ro, slappe af i øjnene og ellers tage hjem med opløftet pande. "Det kan ske for de bedste", lød den opmuntrende udgangsreplik fra ham, mens sygeplejersken smilede betryggende.

Således sluttede mit første møde med en skadestue, og om muligt en af de dummeste dage jeg kan minde. Nu vil jeg hen og hvile lidt - med øjnene lukket.

On rotation vol. 12 (Björk - Volta)

4. May 2007 01:56, Søren Langelund

 Volta: Den udtømmelige islandske vulkan spyr igen, musiktrolden der ikke kan tæmmes er på ny løs - eller sagt lidt mindre klichéfyldt og mere præcist: Den tætteste kloden kommer på en musikalsk gudinde, er klar med hendes sjette studiealbum!

Navnet er Björk, titlen er Volta, og albummet er mere tilgængeligt, uptempo og - heldigvis - ikke nær så ekstremt og eksperimenterende som forgængeren Medúlla. Denne gang har Björk på et par numre ydermere fået en hjælpende hånd fra hitmageren Timberland, men alt dette til trods er den efterhånden 41-årige islænding bestemt ikke gået mainstream. Nelly Furtado kan føle sig helt tryg på toppen af pophitlisterne.

For Björk er stadig helt sin egen, og lige så lidt diskoteksvenlig hitpotentiale som den stammedans-lignende førstesingle Earth Intruders har, lige så spraglet og skiftevist mystificerende mørkt og emotionelt længselsfuldt er det kompromisløse album i sin helhed. Volta er ifølge Björk selv hendes mest umiddelbare cd, og man kan mærke, at der ikke er helt samme grad af en gennemgående stil og stemning som normalt.

Albummet har således mange forskellige indtryk, som både er helt sine egne og alligevel til dels vækker minder om så godt som samtlige andre af Björks tidligere plader. De sidste to skæringer - hhv. den kompromisløst støjende Declare Your Independence og den smukke harpeballade My Juvenile - vækker minder om en ditto afslutning på Homogenic, og specielt førstnævnte lægger sig op ad 1997-albummets Pluto. Albummets måske bedste sang - The Dull Flame of Desire - er en fantastisk duet med Antony (fra the Johnsons), som i sin storslåede pompøsitet minder en smule om SelmaSongs-perioden, og sidst men ikke mindst er der også lidt Post og Debut at spore i den herligt sprudlende Innocence.

Man kan dog nemt mærke, at Björk (igen-igen) bevist har udviklet sig. Teksterne er mere modne og politiske og hendes lydbilleder er langt mere komplekse og mindre sing-along-ish end tidligere. Nogle vil mene, at der er færre af de virkeligt gode melodier, men selvom Volta da heller ikke i mine øjne (ører?) kommer op på siden af mesterværkerne Homogenic og Vespertine, er jeg stadig positivt overrasket og mere end almindeligt tilfreds over endnu en musikalsk og kunstnerisk tour de force fra min yndlingskunstner. Og det siger ikke så lidt.

Vedr. copycat-adfærd og gymnasiestrip

2. May 2007 14:41, Søren Langelund

 En lille strøtanke: For nogle uger siden gik en koreaner på tragisk vis amok på en high school i Virginia. Efterfølgende snakkede man om en frygt for såkaldt copycat-adfærd andre steder i landet. Altså andre galninge som ville efterligne den horrible massakre i en form for heltedyrkelse af koreaneren.

Ikke mange dage senere gik nogle unge på Silkeborg Gymnasium så amok. På en helt anden uskyldig og - for os andre - langt mere underholdende facon, men dette resulterede dog alligevel også i en del mediehysteri. For tænk at unge mennesker gør noget så forfærdeligt som at have det sjovt og strippe en smule for sine kammerater. Det kan vi jo ikke have! De fleste der har prøvet at være unge og i festhumør har vist oplevet eller måske endda været involveret i noget lignende, så lad os lige droppe hykleriet og i stedet rose disse unge naivister for deres frimodighed og evne til at more os andre.
Nå, men ikke at jeg på nogen måde generelt vil sammenligne Virginia-episoden med den fra Silkeborg yderligere, så er det dog interessant at vi endnu ikke har hørt om copycat-aktioner mht. sidstnævnte sag. Lige på dét punkt kunne det da have været rart, om vi danskere mindede mere om amerikanerne. For hvorfor bugner det ikke med andre gymnasie-stripshows på youtube og lign.? Hvorfor er der ikke nogle unge mennesker, der tager bladet fra munden og klæderne fra kroppen, og siger "jeg er ung, lever i nuet og er skide lige glad med hva' I tænker og tror om mig!"?

Mens vi venter, kan jeg personligt vaske mine hænder og proklamere, at JEG personligt er blevet alt alt for gammel til sådan noget, så hvervet overlader jeg trygt til den ih-så-vilde ungdom :-)...

Mørk chokolade forlænger livet!

30. Apr 2007 22:19, Søren Langelund

 Dagens kuriosum: Nu er der tilsyneladende gode nyheder til alle, som elsker et stykke mørk chokolade i ny og næ.

Dagbladet B.T. skriver nemlig i dag, at ny forskning peger på at mørk chokolade giver intet mindre end "øget sexlyst, fastere bryster, en slankere talje og et længere liv". Ernæringsforsker Arne Astrup kalder endda mørk chokolade en grøntsag forklædt som slik!

Mon ikke der er tale om chokolade i moderate mængder? Og så skal det nok også understreges, at det altså kun er mørk chokolade og ikke normal mælkechokolade. Men måske man med ovenstående in mente alligevel skulle købe en chokobar med hjem til fruen ;-)...

En krammer bryder isen

26. Apr 2007 15:10, Søren Langelund

Pingeling: Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med pingviner. Det er nogle mageløse og fascinerende intelligente dyr, som vi mennesker kan lære meget af - som ovenstående bedårende billede også beviser.

Her brydes isen nemlig mellem to pingviner med et kærligt kram, og tænk hvis kommunikation kunne være så venlig og enkel mellem os mennesker også.

Fotoet er taget af stjernefotografen Andy Rouse, og er klippet ud af dagens udgave af Ekstra Bladet.

I lære som radiovært

26. Apr 2007 10:31, Søren Langelund

På Vesterbro Lokalradio: I aftes blev jeg en oplevelse rigere, da jeg gæstede den erfarne og ejendommelige kulturkritiker Karen Hammers ugentlige radiomagasin på Vesterbro Lokalradio. Der var næppe tusindvis af lyttere, og vores 45-minutters lange samtale og diskusssion af AFR og Death of a President var nok også en kende nørdet til den almene lytter, men sjovt var det!

Karens udsendelse kan høres på frekvens 98,9 i Københavns-området hver onsdag aften fra ca. 19:30 til 21:30.

Det blev en tv-prinsesse!

21. Apr 2007 23:00, Søren Langelund

 Den lille ny: Jeg havde en fornemmelse i maven allerede i går fredag, da jeg på NEWS snakkede lidt med en kollega om, at Kronprinsesse Mary nok ville føde allerede her i weekenden.

På vores alle sammens nyhedskanal har vi forberedt os længe til den store royale begivenhed, men det havde personligt passet mig bedre, om den lille ny prinsesse kunne have blevet inde i sin moder et par dage endnu. Dels så vi kunne få gennemtestet nogle forskellige koncepter og afholdt nogle møder, og dels fordi jeg ikke er på arbejde så meget i næste uge :-).

Men nej, mavefornemmelsen talte sandt, og sørme om ikke nyheden om kronprinsessens indlæggelse tikkede ind det sekund, jeg mødte på arbejde. Og så begyndte det vanlige kaos ellers. Det er sjovt, intenst og altid noget særligt at lave tv, når der sker noget stort, og efter Ungdomshus-nedrivningen var vi ret hærdet og tog det meste i stiv arm. Alligevel havde jeg dog denne gang ikke haft noget imod at nyde showet hjemme fra sengen, men I morgen møder jeg og mine kære kolleger naturligvis ind igen, og regner med at kunne vise de første billeder af det nyeste medlem af kongehuset. Stay tuned på TV 2 NEWS :-)!

Simpsons fylder 20 år

19. Apr 2007 09:17, Søren Langelund

Doh-maraton på tv: De fleste er bekendt med Homer Simpsons knapt så slanke fysiske udformning, men i dag er han ikke kun rund omkring livet - han og resten af sin uimodståelige familie fylder nemlig rund, da det i dag er 20 år siden, at tv-historiens sjoveste serie startede med at rulle over skærmen.

Det fejrer TV3+ i dag med at sende de første 13 afsnit samt et (i øvrigt ret morsomt) bag-om-program. Det hele begynder 13:30 og varer til 20:30, så for jer der ikke er på arbejde i dag: Nu behøver I ikke bekymre jer om, hvad I skal lave resten af dagen :-)!

De første afsnit er specielle både i tegnestil og fortælleform, da det er tydeligt at man ikke har fundet frem til mange af seriens mest populære enkeltdele. Hør f.eks. Homers stemme, der er mere grov og mindre kær end normalt. De første afsnit er således ikke blandt seriens bedste, men de er alligevel ret interessante.

Huskes skal det også, at Simpsons til sommer debuterer på det store lærred. Se trailere til The Simpsons Movie  lige her!

On rotation vol. 11 (Unmack - Aftenland Express)

8. Apr 2007 15:25, Søren Langelund

Aftenland Express: Det er sæson for årets måske mest interessante albums. Foruden det nye Bright Eyes-album og ny single fra Björk inden for få dage (!!) har en af dansk musiks mest sjældne fugle Jens Unmack også netop sendt sit andet soloalbum på gaden. Den ret så fremragende debut Vejen Hjem Fra Rock'n'Roll følges op af den mindre homogene men ikke mindre vellydende Aftenland Express.

En køretur med Unmack-ekspressen fører nemlig ørerne ned af varierede stemningsveje med euforiserende kærlighedserklæringer, guitar- og keyboard-dominerede intelligente melodier og simplificerede poetiske potpourrier. Fra den hårde rock-lyd på Satans yngel, over country-nostalgi i Hele vejen til Manderlay og Ensomt Tog til eftertænksomme popballader som København i dine øjne og Sidste sang for os er Aftenland Express spækket med mange og ikke mindst rigtigt, rigtigt gode sange.

Unmack spiller live på Vega den 28. i denne måned, og jeg regner stærk med - lige som sidste år - at lægge vejen forbi.

On rotation vol. 10 (Bright Eyes - Cassadaga)

8. Apr 2007 15:21, Søren Langelund

Cassadaga: Så er det nye Bright Eyes-album her endelig - to år efter det mesterlige dobbeltalbum Digital Ash In A Digital Urn / I'm Wide Awake, It's Morning. Titlen er Cassadaga, og lyden er mere hovedkuldst eksperimenterende og mindre sammenhængende end det følsomt folk'ede Wide Awake og dystert elektroniske Digital Ash.
Det bliver kvaliteten imidlertid ikke dårligere af, og igen-igen er Conor Obersts skingre, men kraftfulde vokal i front for nogle helt specielt indtrængende og sært på én gang bombastiske og minimalistiske sange.
Pakket ind i strygere, akustiske guitarer, psykedelisk poesi og følelsesladte længsler læner albummet specielt i starten sig mest op af den charmerende dystopiske country-stemning, som vi kender fra Bright Eyes, men det udvikler sig hurtigt i mange og spændende forskellige retninger uden at miste hverken melodi eller mod til at omfavne livets store spørgsmål.
Cassadaga er mere simpelt og ikke så knugende majestætisk som sine forgængere, men det er bestemt ikke mindre lytteværdigt, og Bright Eyes har på ny begået et ualmindeligt langtidsholdbart album, som bør imponere både på og udenfor indie-scenen.

Den lange fredag

6. Apr 2007 00:08, Søren Langelund

The Passion of the Christ: I anledning af påsken havde TV 2 i aftes dansk tv-premiere på Mel Gibsons mesterlige The Passion of the Christ, og for mit vedkommende blev det til endnu et gensyn med en af mine absolutte yndlingsfilm fra dette årtusinde.

Om man er troende eller ej, er det svært at overse, at sjældent har en instruktør brændt så meget for sin fortælling, sjældent er så stærke scenarier og fuldstændigt handlingslammende billeder overleveret så uhyggeligt nærværende.

Jim Caviezel leverer sit livs præstation i hovedrollen, og sammen med den brutalt smukke æstetik, den oprigtigt emotionelle underlægningsmusik, det skræmmende realistiske make-up og en knivskarp klipning, bliver denne film decideret uforglemmelig, eller - tør man sige - udødelig. Har man én gang lagt sanser og sjæl til Gibsons hårdføre men rendyrkede masochisme, vil den forevigt rumstere rundt i erindringen og minde os om, hvad Vor Herre gik i gennem for vores skyld. Og hvilken bedre anledning til dette end Langfredag?

Jeg har endnu ikke kunnet se filmen til ende uden at bryde grædende sammen. Gårsdagens Skærtorsdag var ingen undtagelse. The Passion of the Christ er ypperlig og eviggyldig filmkunst, og gik man glip af filmen i aftes så er den netop udkommet i en ny dvd-udgave med masser af ekstramateriale. God påske.

De andres sider

5. Apr 2007 22:52, Søren Langelund

Links til blogs: Kære læser. Jeg er ualmindeligt benovet over at du til tider spilder din sparsomme tid på min ydmyge blog, men i de kommende helligdage har du måske lidt mere fritid, og savner derfor lidt mere anbefalingsværdigt læsestof. Derfor følger her nogle links til forskellige blogs, som jeg selv ynder at besøge i ny og næ:

- En skøn side, som man skal være ualmindeligt hjerteløs for ikke at trække lidt på smilebåndet og ytre et enkelt "nååårh" eller to over. Siden er nemlig dedikeret til billeder af søde dyr i alle afstøbninger.

- My man McNeils rodebunke af dogmatiske men som oftest intelligent formulerede ytringer, grove men aldrig kedelige eller forudsigelige noveller, pseudo-kunstneriske billeder af kæresten og anden form for uimodståeligt nonsens.

- En af nettets på én gang mest originale, informative og underholdende blogs, selvom den er i den mere pikante afdeling. Forfatteren er en anonym dansk luder, som med overskud, vid og bid fortæller om sine positive og negative oplevelser i hendes noget anderledes, men bestemt ikke kedelige hverv.

- Foruden at være albumaktuel og en af landets bedste sangskrivere er Jens Unmack også en hyppig blogskribent på sin ret så fremragende hjemmeside, hvor alt fra mainstream-pop til avantgarde-rock ofte kommenteres, anmeldes og vendes og drejes. Er man interesseret i en vis troubadours søgen efter de musikalske guldkorn, bliver det ikke meget bedre end her.

- Uden tvivl den blog, jeg besøger oftest. En hel side dedikeret til film med henblik på den næstkommende Oscar-uddeling. Hvem er favoritter denne gang, og hvorfor? Hvad kunne blive årets overraskelser, flops og skandaler? Hvad sker der i industrien lige nu!? Svar på det hele serveres intelligent og dybdegående af Sascha Stone og hendes filmnyhedshungrende og prisuddelingsbesatte skribenter. Vil man være bare lidt med på Hollywood-beatet, er der ingen vej ud om denne interaktive genistreg af en side.

NEWS mod aids

1. Apr 2007 23:08, Søren Langelund

Røde næser for en god sag: I dag er det den 1. april, og foruden at være dagen for aprilsnar og min kære søsters fødselsdag (tillykke!), så er det også ‘Humor mod aids'-dag.

Det betyder i praksis, at tre humanitære organisationer går sammen om at bekæmpe aids med humoren som våben. Nej, ideen er ikke at gøre grin med - ifølge Copenhagen Consensus - klodens pt. største problem. Tværtimod håber Ibis, Folkekirkens Nødhjælp og Aidsfondet i stedet med denne årlige event at vække overskud og godt humør frem i glade givere, så de omkring 40 mio. smittede - der ikke har så meget at grine af i dagligdagen - kan få en nødvendig hjælpende hånd.

Derfor har organisationerne hele dagen igennem solgt symbolske røde næser til at støtte formålet, og på TV 2 NEWS havde vi både reportere i marken og besøg af arrangementets organisator i studiet. Foruden at bruge hendes tv-tid til at opfordre politikerne til at sætte mere ind på området, uddelte sidstnævnte også røde næser til os i ude i teknikken (se ovenfor), så selvom seerne næppe fik øje på det, blev der leveret nyheder OG støttet et godt formål på én og samme tid dagen igennem.

Naturligvis blev det gode formål også støttet med en skilling. Sidste nyt fra NEWS er således, at langt de fleste af os sendte en sms med teksten ‘humor' til 1220, og dermed gav en rund tyver af vores skammeligt høje timeløn til de mere trængende. Hermed skal der lyde en opfordring til læseren om at gøre det samme, eller støtte over netbank og dankort via

Manglende mangler

25. Mar 2007 17:49, Søren Langelund

37" og Xbox 360: Når man bor på et lille og - vil nogen mene - kummerligt kollegieværelse, får man ofte spørgsmål, som alle dækker over den samme undren: Hvordan kan man holde det ud? Den manglende lebensraum, et beskidt delekøkken og larm og støj - alt sammen pakket ind i et faldefærdigt betonbyggeri? Men jeg har aldrig rigtigt manglet noget. Mit kære kollegie er centralt placeret og fyldt med dejlige mennesker, og af materielle goder nøjes jeg udmærket med min dejlige seng, mit standhaftige skrivebord med min uundværlige laptop oven på, og så mit lille 17"-tv.

Hov, det er vist ikke helt sandt længere. For selvom ovenstående er det svar, jeg har givet op til flere gange, savnede jeg dog hele tiden et ordentligt tv til at se mine mange film på. Så da jeg fik min første løn fra NEWS skulle der købes nyt tv, og det blev til et fremragende Panasonic 37" widescreen plasma-tv - specielt til prisen. Som prikken over i'et købte jeg også fornyligt en Xbox 360 for at forkæle det indre legebarn, som ellers er blevet sultet så længe.

It's just sweeeet, og NU mangler jeg vitterligt intet :-)...

Selvpineri i sadlen

19. Mar 2007 20:15, Søren Langelund

Maven på vægtskålen (igen-igen): Der sad man så. Omgivet af svedende, prustende matroner og halvdvaske, flommefede mandfolk mens stereoanlægget pumpede forrige års technohits ud i højtalerne og pulsen stille og roligt kom helt derop, hvor man pludseligt får en vag idé om, hvordan et hjerteanfald føles.

Jo, rigtigt gættet - jeg var til spinning i dag. For første gang nogensinde.

Som faste læsere af bloggen (jo, jeg ved I er der!) vil vide, så har jeg i noget tid kæmpet med vægten, og som I nok kan regne ud, så er det i for lang tid gået den forkerte vej siden jeg nu er blevet så desperat, at jeg praktiserer den ultimative offentlige ydmygelse bedre kendt som spinning. Jeg så ingen anden udvej, da jeg pt. vejer ti kilo mere, end da jeg først satte mig for at tabe mig for at lille år siden - og det uden at spise usundt eller 'for meget'. Så noget skulle der ske.

Men det går hurtigt op for én, at man ikke længere sidder alene derhjemme på kondicyklen. Ikke nok med at man føler sig som medvirkende i en dårlig amerikansk tv-serie eller som en af de nikkedukker der agerer levende bagtapet i TV-Shop-reklamerne, nej - ydermere skal man også finde sig i en nærmest fascistoidt råbende instruktør, konstant dryppende sved i mundvigen og stønnen i surround sound.

Hvad vigtigere er dog: Skidtet virker jo, og nu bagefter føler man en inderlig stolthed, som bare måtte videregives til jer læsere. Så inden længe sidder jeg i sadlen igen!


17. Mar 2007 19:30, Søren Langelund

Novelle 4: Det generte smil og blikket ned i gulvet. Og så kom spørgsmålet, hun havde ventet på.
- Hvor mange gange har du sagt det?
- Sagt hvad?, spurgte hun ængsteligt tilbage.
- Ja.. "jeg elsker dig"..
- Og ment det?, fløj det ud af hende en kende for hurtigt.
- Ja!
- Og hvor det ikke var til min mor eller far eller sådan? Tja.."jeg elsker dig".. hmm..
- Kom nu! Sig det!
- Ok. Altså, kun én gang. Hendes smil var stivnet.
- Kun én gang? Virkelig..?
- Ja, lige for et sekund siden, da jeg mumlede det for dig. Det var den eneste gang, jeg nogensinde har sagt det af hele mit hjerte. De romantiske floskler kæmpede om at komme ud af hendes mundvige, mens tiden syntes at stå helt stille. Så kom svaret, hun havde ventet på:
- I lige måde. Jeg har det lige sådan. Virkelig!..

Da ordene ramte hendes ansigt, var det svært ikke at smile veltilfreds. Også selvom de kom fra hendes spejlbillede på det indelukkede toilet, hvor hendes tandbørste ikke havde haft selskab i måneds-, eller var det årevis? Endelig følte hun sig inkluderet i kærlighedens guddommelige skær.

Så køhnt, så dejle

12. Mar 2007 21:01, Søren Langelund

Forårets komme: Med skyfri himmel og op imod 15 grader i solen må man sige, at 12. marts i det herrens år 2007 blev dagen, hvor våren meldte sin ankomst i det kolde land mod nord.

Så for mit vedkommende var det ualmindeligt svært ikke at nynne - endsige skråle - lidt med på min yndlingsforårssang fra min sønderjydske hjemstavn :-):

"Ved Forårstid" Karsten Thomsen, 1945.

1. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
e himmel sæ udbre'r så vi',
e sol så klar i'e vand sæ spejler
og lys og værremt strør
vos å e jord hernér,
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

2. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
e bøg sin blaj udbrer så vi',
hvorunner små skovblommer frejle
står mell' e blaj og græjs
og lærre godt tefrejs.
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

3. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
di små syngfowl er kommen hi,
og flagrend i e loft så glæjle
de synger med en lyst,
der smitter i vort bryst,
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

4. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
den pigh, jen fremfor åll kan li',
hun sidder ved vos, og vi spejler
vos i hind øjens glans,
der rummer åll vor sans,
ja, det er køhnt, ja det er dejle!

5. Det er så køhnt, det er så dejle,
nær i den føhst forårsti'
vi glæjes og beruses i
di toner, som forbi vos sejler.
Mit moersmål, din sång
hær dog den kønnest klång.
Ja, det er køhnt, ja, det er dejle!

The best a man can get!

7. Mar 2007 21:54, Søren Langelund

Whatta shave!: Det er ved at være noget tid siden, at bloggen sidst på skamløs maner udviklede sig til en reklamesøjle. Så here we go again.

Sidste gang hyldede jeg aloe vera-toiletpapir, og også denne gang skal roserne uddeles til et semi-livsnødvendigt badeværelsesprodukt. Navnet er Gillette Fusion, og hvis man ligesom jeg har set reklamerne til hudløshed, så bær over med producenten. For der er en ganske naturlig grund til, at de tæppebombarderer sendefladerne: Den nye Gillette-barberskraber holder nemlig, hvad reklamerne lover (!!).

Kort sagt: Aldrig har jeg haft så gode barberoplevelser, som efter jeg gav efter for fristelsen og hoppede med på Fusion-bølgen. Med det nye fembladssystem føles barberingen nærmest svævende let, og det er næsten lige så behageligt, som når kæresten let stryger sine fingre ned ad din kind. Jeg har langt mindre hudirritation end før, og oven i købet kan jeg de få gener til trods decideret mærke, at barberingen langt tættere nu end før. Ydermere ligger den ualmindeligt godt i hånden (...), ser lækker ud, og så er den udstyret med et bagsideblad, som man kan studse bakkenbarter m.v. med.

Jeg skylder måske at sige, at jeg tidligere var en glad Mach 3-bruger, efter at have lagt diverse elektroniske maskiner på hylden. En rigtig, grundig, hygiejnisk og behagelig barbering er og bliver med hjælp fra en skraber, men med Gillette Fusion er det ikke de skrabede tillægsord, man skal have op fra ordforrådsposen. Den er - for nu at bruge Gillettes gamle slogan - the best a man can get :-)!


7. Mar 2007 16:41, Søren Langelund

Nyt Björk-album: Som tidligere omtalt på denne side, er jeg svært glad for den islandske musikvulkan Björk. For nu at sige det mildt. Derfor er det mig også en stor glæde at annoncere, for dem som ikke allerede skulle vide det, at hendes nye album Volta er i handlen den 7. maj!

Björk udtaler på hendes hjemmeside, at det nye album bliver "full-bodied and really up", og at hun havde brug for at slippe sig løs og bare have det sjovt, efter hvad hun selv kalder tre meget seriøse projekter på stribe.

Dette lyder i sig selv spændende, men værre bliver det ikke af, at hun på det nye album bl.a. får producer-assistance af Timbaland, synger duet med Antony Hegarty (fra Antony and the Johnsons og electronica-geniet Mark Bell hjælper til. Volta bliver Björks ottende studiealbum, hvis man inkluderer de to filmsoundtracks SelmaSongs og Drawing Restraint 9, og efterfølger Medúlla fra 2004.

Kom maj du søde milde!

Udbrændte nyheder

4. Mar 2007 15:34, Søren Langelund

Nørrebro-dækningen, del 2: De sidste par dage har uden tvivl været de mest hektiske i TV 2 NEWS' tre måneders levetid, og det der startede som energisk, entusiastisk og ukuelig nyhedsdækning var søndag svært ved at få de hårdt prøvede nyhedsstations-medarbejderes puls helt oppe at ringe.
Inklusiv min egen. Forstå mig ret: vi brænder stadig for at levere de bedste og hurtigste nyheder, og det var fedt at være så meget på - og sågar levere tophistorien hos CNN, BBC og sågar Al Jazeera - men de mange krigslignende uroligheder i hovedstaden, snart 700 anholdte og ydermere et semikongeligt bryllup i går har sat sine spor.
Siden torsdag har jeg i skrivende stund været på arbejde i over 45 timer, og selvom jeg elsker mit job, så er det lidt hårdt med tolv-timers vagter kun adskilt af få timers søvn. Og selvom jeg endda er en af dem på redaktionen, som er sluppet billigt, måtte jeg på et tidspunkt i går formiddag have en timeout med hovedet i toilettet inden the show went on.
Det er ikke ment helt så ynkeligt som det fremgår - I promise - men jeg tror ihvertfald ikke, jeg var den eneste, som var særdeles lettet i i formiddag, da vi endelig begyndte at sende nogle af de båndede magasiner (Bilmagasinet, Pressemøde, VIP etc.), som vi normalt bliver træt af og føler bryder vores arbejdsrytme - for så var der i det mindste nogle korte pusterum. Her søndag eftermiddag, hvor weekendens strabadser - om de unge vil - er ovre for mig, tror jeg på samme måde heller ikke, at jeg er den eneste, som satser på, at uromagerne er lige så trætte som os, så vi slipper for ballade og mere overarbejde de førstkommende dage.

Herfra skal der derfor lyde en stærk opfordring til ballademagerne om først igen at rasere hovedstaden, når vi alle har fået samlet kræfterne igen. Peace :-)

A different day at the office

1. Mar 2007 17:12, Søren Langelund

Rydningen af Ungdomshuset fra første parket: Så møder man ind på arbejde på NEWS en stille morgenstund, hvor uret akkurat har passeret 5:30, og tror at man får en normal nyhedsdag med trafikmeldinger, et par indslag om for gamle mødre og måske - hvis man er heldig - et par lives fra Østjylland og Christiansborg.

Ikke gåsehudsfremkaldende spændende, men hyggeligt og overskueligt. Men så skete det kort tid efter 7:00, at politiet rykkede ind i Ungdomshuset, og så skal jeg ellers lige love for at den kære nyhedskanal gik i højeste alarmberedsskab.

Pludseligt fik jeg min kære redaktør i øret, og med høj røst og euforisk stemmeføring fik han fremstammet de gyldne ord: "På med Breaking-mode! Det sker sgu nu - UNGDOMSHUSET RYDDES!!" Havde det ikke været for det faktum, at jeg skulle sætte det fine orange skilt på skærmen og i det hele taget sætte stationen på den anden ende, så havde jeg haft svært ved at få armene ned.

For det er nu altså sjovere at være på arbejde, når der for alvor sker noget, og det skal jeg da lige love for der gjorde (eller rettere: gør) i dag. Dusinvis af reportere, kamerahold, telefon- og studieinterviews, samt - naturligvis - én helikopter, sørgede for at vi i afviklingen aldrig fik pulsen ned, men for mig at se er det virkelig en dag som i dag, at NEWS for alvor beviser sit værd. For damn hvor var vi seje :-)!

Efter små 11 timers knoklen måtte jeg dog sidst på eftermiddagen kaste håndklædet i ringen og tage hjem, hvor min seng nu i den grad frister. Men i morgen tidlig venter arbejdet igen, og hvis man er heldig bliver der heller ikke dér tale om en helt almindelig dag på kontoret. Og indtil da er det naturligvis på NEWS, det sker ;-)!

Marty og alle de andre

26. Feb 2007 15:22, Søren Langelund

Oscar-night, vol. 3: Det er dagen derpå i hele filmverdenen. Men ikke for Martin Scorsese, der endelig (!!) fik sin Oscar efter utallige forsøg.

Helt som jeg havde forudsagt og ikke mindst håbet. The Departed gik hele vejen og fik Bedste Manuskript, Bedste Instruktør og Bedste Film, og af de nominerede var det lige, som jeg havde håbet. Faktisk havde jeg generelt meget lidt at klage over i år.

De fleste priser gik til dem, jeg selv ville have stemt på, og det var reelt kun Alan Arkins Birolle-pris, som jeg virkelig ikke kunne se nogen mening med. Mest herligt var det, at der fuldt fortjent gik 3 tekniske priser til Pan's Labyrinth, men "hovedprisen" for Bedste Udenlandske film gik heldigvis til min gode ven Florian Henckel von Donnersmarck og hans suveræne De Andres Liv.

Selve showet virkede mere friskt end i mange år, fyldt med Oscar-moments og jeg slugte det hele råt. Nogle synes det var for pænt og kedeligt, men det kan man da ikke seriøst sige, hvis man har set de senere års show?? John C. Reilly, Will Farrell og Jack Black leverede f.eks. en decideret fremragende "hvorfor vinder komikere aldrig"-sang, Ennio Morricone rørte en hel verden da han (også fuldt fortjent) modtog en hyldest-Oscar, og så blev flere af de nominerede præsenteret af en skæg lille skyggedansetrup, som kombineret med gospelsangere, et fascinerende lydeffekt-kor og nogle ualmindeligt vellavet tilbagebliks-segmenter (bl.a. instrueret af Michael Mann, Errol Morris og Nancy Meyers) gjorde 2007-uddelingen til noget særligt. Det største tale-øjeblik stod Al Gore for, da han både formåede at sprede sit sobre miljøbudskab og tage pis på sin vicepræsidents-baggrund ved næsten af offentliggøre sit kandidatur som præsident igen.

Det eneste der manglede var en kortfilm-Oscar til Danmark, at jeg ramte nogle af mine modige gæt rigtigt (jeg fik 14 pletskud og så godt som resten i andetvalget, men lidt pinligt var det alligevel, at jeg i sidste øjeblik dissede Whitaker til fordel for O'Toole, men ja, hvo intet vover) og så Billy Crystal som vært. Ellen gjorde det ok, men hendes afmaskerende, nede på jorden-talkshow-jovialitet er intet ift. Crystals showmanship. Det kan dog ikke ændre ved, at det var et godt, lækkert og sprudlende show i år, som endda fik mange af de rigtige vindere efter min smag.

Se samtlige vindere lige her.

Final predictions

25. Feb 2007 19:01, Søren Langelund

Oscar night, part 2: Så kan jeg vist ikke trække mine gæt længere. De kommer her, og det har været ualmindelig svært at komme på op til mange af dem, som også beskrevet nedenfor. Det er faktisk kun 3-4 af kategorierne, hvor jeg føler mig ret sikker. Men hey - så bliver det endnu mere spændende i år at se showet!

Eksempelvis er det kun The Queen, som af de fem Bedste Film-nominerede ikke har en reel chance for at vinde. Jeg har dog valgt at tro på Scorseses The Departed. Den er helt sikkert for voldsom til mange, er langt fra så ambitiøs i sit budskab som Babel, har ikke Little Miss Sunshine's moral, feel good-aura eller charme, og så er det trods alt kun et remake. Men det er en Scorsese-film, den blev en storsucces i biograferne, og så vandt den nogle af de vigtige priser, som kan indikere at den står stærkt (WGA og - ikke mindst - PGA). Ydermere er der mange gode skuespilspræstationer, og det er klart den af de fem film med højest underholdningsværdi.

Hovedårsagen til at jeg vælger Departed er dog, at det er den af de fem, som jeg personligt bedst kan lide, og i et år hvor alt kan ske, tillader jeg mig - måske dumdristigt - at følge hjertet. Det samme gør, at jeg tør tro på Peter O'Toole i Skuespiller-kategorien (selvom Whitaker er favorit) og en dansk Oscar i kortfilm-kategorien. Samtlige gæt følger her.

Fed = hvem jeg tror, der vinder. Kursiv = alternativ.

Bedste film
The Departed
Letters from Iwo Jima
Little Miss Sunshine
The Queen

Clint Eastwood - Letters from Iwo Jima
Stephen Frears - The Queen
Alejandro González Iñárritu - Babel
Paul Greengrass - United 93
Martin Scorsese - The Departed

Mandlige hovedrolle
Leonardo DiCaprio - Blood Diamond
Ryan Gosling - Half Nelson
Peter O'Toole - Venus
Will Smith - The Pursuit of Happyness
Forest Whitaker - The Last King of Scotland

Kvindelige hovedrolle
Penélope Cruz - Volver
Judi Dench - Notes on a Scandal
Helen Mirren - The Queen
Meryl Streep - The Devil Wears Prada
Kate Winslet - Little Children

Mandlige birolle
Alan Arkin - Little Miss Sunshine
Jackie Earle Haley - Little Children
Djimon Hounsou - Blood Diamond
Eddie Murphy - Dreamgirls
Mark Wahlberg - The Departed

Kvindelige birolle
Adriana Barraza - Babel
Cate Blanchett - Notes on a Scandal
Abigail Breslin - Little Miss Sunshine
Jennifer Hudson - Dreamgirls
Rinko Kikuchi - Babel

Manuskript (adapted)
Children of Men
The Departed
Little Children
Notes on a Scandal

Manuskript (original)
Letters from Iwo Jima
Little Miss Sunshine
Pan's Labyrinth
The Queen

The Black Dahlia
Children of Men
The Illusionist
Pan's Labyrinth
The Prestige

Blood Diamond
Children of Men
The Departed
United 93

Art Direction
The Good Shepherd
Pan's Labyrinth
Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest
The Prestige

Curse of the Golden Flower
The Devil Wears Prada
Marie Antoinette
The Queen


Pan's Labyrinth

The Good German
Notes on a Scandal
Pan's Labyrinth
The Queen

"I Need to Wake Up" fra An Inconvenient Truth
fra Dreamgirls
"Love You I Do" fra Dreamgirls
"Our Town" fra Cars
"Patience" fra Dreamgirls

Lyd klip
Blood Diamond
Flags of Our Fathers
Letters from Iwo Jima
Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest

Lyd mix
Blood Diamond
Flags of Our Fathers
Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest

Visual Effects
Pirates of the Caribbean: Dead Man's Chest
Superman Returns

Udenlandske film
Days of Glory (Algeriet)
De andres liv (Tyskland)
Efter brylluppet (Danmark)
Pan's Labyrinth (Mexico)
Water (Canada)

Happy Feet
Monster House

Deliver Us from Evil
An Inconvenient Truth
Iraq in Fragments
Jesus Camp
My Country, My Country

Binta and the Great Idea
Éramos Pocos (One Too Many)
Helmer & Søn
The Saviour
West Bank Story

Animation kortfilm

The Danish Poet
The Little Matchgirl
No Time for Nuts

Dokumentar kortfilm
The Blood of Yingzhou District
Recycled Life
Rehearsing a Dream
Two Hands

And the Oscar goes to...?

25. Feb 2007 12:23, Søren Langelund

 Oscar night, part 1: I aften/nat går det løs. Årets største og mest prestigefyldte filmpris-uddeling løber af stablen i Kodak Theatre i Hollywood, når Oscar-statuetten skal uddeles til et hav af håbefulde og - mere eller mindre - dygtige filmfolk. Vi Oscar-nørder (jo, jeg er stolt af selv at være det) ved godt, at vinderne af aftenens priser ikke nødvendigvis altid er fortjente, og efter vores egen (og flere andre kritikeres) mening er der altid en god håndfuld film, som bliver overset af The Academy.

Ikke desto mindre er Oscar-uddelingen årets helt store filmfest, og der er så meget spænding og prestige forbundet med prisen, at showet er en event som man bare ikke må misse. Ihvertfald hvis man kigger ud over min næsetip. Derfor har jeg også hele året - så godt som hver dag - opdateret mig på diverse nørde-hjemmesider, så man konstant kunne være med på beatet og kvalificeret gætte på, hvem der så rent faktisk vinder i aften.

Et helt års slid til trods står jeg her få timer før uddelingen går i gang, og har vitterligt ingen reel ide om, hvilken film der vinder hovedprisen "Årets film". Det er første år, så længe jeg kan huske tilbage, at 3-4 film kan vinde den helt store pris, og derfor er det naturligvis ekstra spændende i aften at følge de mange konvolutter blive åbnet. Hver ekspert forudser nærmest noget forskelligt, og selvom der også i år er kategorier som er 'locked', sidder jeg her i skrivende stund og har meget svært ved at beslutte mig. Jeg har de sidste mange år - hvis jeg selv skal sige det - været ret habil til at gætte vinderne, og dette skulle naturligvis også gerne fortsætte i år.

Fortsættelse følger - når jeg jeg har besluttet mig :-)!...

Latter giver varmen

22. Feb 2007 15:24, Søren Langelund

Plat, men skægt: Efter fire stive timers kamp med offentlig transport, snevejret, inkompetente lavpris-supermarkeder og punkterede dæk er jeg netop hjemvendt fra indkøb med behov for et godt grin. Så får man også varmen. Derfor nedenstående videoer, som jeg personligt synes er ret morsomme. Feel free to laugh!

Det endegyldige bevis på at kvinder (til tider ihvertfald) ikke kan køre bil :-):

Vi kender alle følelsen af, at ville proppe mikrofonen ned i halsen på den irriterende sølvbryllupssanger - måske det ændrer sig nu? Men sjovt ser det ud :-)!

Mandril-kampagne vol. 1: Tis-smagning af udsøgt karakter!

Mandril-kampagne vol. 2: Den stumme, majskolbe-benede gør-det-selv-mand, Tanja!

Mandril-kampagne vol. 3: Et af de allerbedste klip med Claes Jakob Baunspieler, manden som skrev kendingsmelodien til "Her er London"!

Mandril-kampagne vol. 4: Oraklet Salte-fanden, der bekæmper ferskheden i mad!

Mandril-kampagne vol. 5: Flemming Timmernik aka MC Mowgli og tusindvis af andre coole navne, der har skrevet en bog for blinde hip-hoppere.

Sneflokke kommer vrimlende...?

20. Feb 2007 18:55, Søren Langelund

Snestorm - plrrr, as if!: Så tænder man helt uskyldigt for sit tv, og sørme om ikke Peter Tanev står og lover snestorm med op til 30-40 cm sne, vedvarende fygning og generelt kaos helt indtil onsdag nat/torsdag morgen.

Godt man (og med "man" mener jeg selvfølgelig "jeg") har været på arbejde og i skole de sidste to dage, så man - om køleskabet vil - kan barrikere sig indendøre indtil fredag, hvor studiet og Amager igen kalder.

Lørdag og søndag skal jeg også formå at få jernhesten til at makke ret, men heldigvis kun ud på NEWS, så min besked er til sneen: Kom an!

Godt nok formåede du sidste gang, du blot for en dag viste dit smukke, men ondsindede fjæs næsten at slå mig ihjel (jeg faldt midt i et pænt stort kryds, men der skete ikke det vilde mor, bare rolig!), men look who's laughing now? Jeg har varm kakao, Riesen og nymodtagne dvd'er nok til at modstå dine kuldegysende rædsler, og - om kæresten vil - bliver der ikke behov for at skrue op for min radiator. In your face!

Jeg kan kun opfordre alle andre til på samme måde at modstå sneens fristelser. Pas nu godt på jer selv, og hvis I ikke kan undgå at benytte jer af DSB, så find de tålmodige suk og overbærende knytnæveslag frem fra den godmodige side af din forpinte sjæl. En tog-fører er også kun et menneske...


17. Feb 2007 14:59, Søren Langelund

Influenza og det der er værre: Vi er mange, som er syge denne weekend. I Danmark meldes der om en influenza-epidemi, og desværre er jeg blevet en af ofrene. Efter diverse opkast- og diarré-episoder virker det dog nu til at gå frem ad, på trods af feber og generel sløv- og svimmelhed.

Det er også år og dag siden, jeg sådan for alvor har været ramt af en sådan virus, så det var vel min tur. Og så er det - som altid når jeg er syg - perfekt timet. Jeg kan nemlig slappe forholdsvis meget af i denne weekend (så du behøver ikke være nervøs, mor), og mon ikke jeg er rask når arbejdet igen kalder mandag morgen kl. 5:30...

Som sædvanlig er alt andet dog større i USA, og det er netop blevet offentliggjort, at pop-divaen Britney Spears sandsynligvis er mere end almindeligt syg. Just som man ikke troede hun kunne synke dybere, har hun netop - foran alverdens fotografer - klippet sig skaldet (jeg synes dog billederne er for nedværdigende til at gengive, så de bliver ikke bragt her)!! Det får jo i den grad ens egen tilstand til at blegne...

Den Store Stig

10. Feb 2007 22:26, Søren Langelund

Melodi Grand Prix 2007: Der var ti kunstnere på scenen i Forum Horsens til aftenens danske Melodi Grand Prix.

Men de ni blev sunget helt og aldeles ud af scenen af den bedste sang og landets uden sammenligning bedste sanger, Stig Rossen, som godt nok kun blev treer med sin smukke old fashion-ballade Så Nær Som Nu, men var den eneste performance med internationalt format.

Han sang ganske enkelt forrygende. Det er ærgeligt, at Rossen ikke kommer til Helsinki og i Johnny Logan-ånden kan sprede sit storslåede kærlighedsbudskab, men publikum i salen rejste sig forståeligt op i anerkendelse efter hans sang, og mon ikke det var det unge sms-tv-publikum og grandprixets store homoseksuelle fanbase, som sendte sejren over til transvestit-dronningen DQ og dennes lyserøde tyggegummi-slibrige diskosang Drama Queen, som ellers kun kom med i finalen på et wild card.

Det er for tidligt at udtale sig om sangens chancer ved Det Internationale Grandprix, men umiddelbart mener jeg ikke, at den er fængende nok til at gøre sig rent musikalsk. Til gengæld kan transvestit-aspektet være et show-mæssigt plus, som det var det for Dina fra Israel, da han/hun i 1998 vandt med Diva - dog også en unægteligt bedre sang.

Ellers var årets grandprix en noget blandet landhandel - som altid. Der var altid veloplagte Jacob Andersen og hans veludførte, men også ret gennemsnitlige rock-melodi Listen to Love, metervare-eurodance fra Anette Heick, endnu en kærlighedserklæring til kvindekønnet fra Jørgen Olsen, og så vendte Me & My tilbage til Danmark med den iørefaldende pophymne Two Are Better Than One. Lavpunktet stod den ualmindeligt irriterende teenage-bedårer Danni Elmo for, da han lige som sidste år leverede en forfærdeligt flæbende rockballade, der målt på en afskys-skala kun blev overgået af knægtens Gavin Degraw-kopierede army-kasket og wannabe-rockstar attitude.

Alt i alt var showet ganske nydeligt, og niveauet i sangene var hvad man kunne forvente. Hverken mere eller mindre - og jeg nød den uforpligtende og letfordøjelige underholdning. Det havde dog været fornemt om den Store Stig fortjent havde kunnet taget stikket helt hjem, men så er det jo godt man allerede kan købe sangen online - og herfra skal der bestemt også lyde et tillykke og ikke mindst et held og lykke til den forståeligt glade Peter Andersen alias DQ.

De udviste børn

6. Feb 2007 23:38, Søren Langelund

Nu må det være nok!: Der har været ualmindelig meget fokus på Danmarks integrationspolitik de senere år, og med rette. For der har været mange problemer på området, og det er der for såvidt nok også stadigvæk en del steder.

Men én ting er indvandrere og en helt, helt anden er flygtninge og lign. som virkelig har brug for vor hjælp! Foruden at vi nu ikke vil tage imod de irakiske flygtninge - som vi ellers har været med til at bombe ud af deres huse - kommer så nyheden om, at vi sender Kosovo-børn hjem fra asyl-centrene, som dels ser Danmark som deres hjem, og dels plages af psykisk syge forældre, der ikke får nogen hjælp i deres hjemland!

Så bliver det vel næppe mere pinligt?!? Vi kan saft susemig ikke være bekendt, at sende uskyldige børn ud af landet på denne måde, og deportere dem til en skæbne uden nogen form for fremtid.

Torsdag aften sender TV 2 dokumentaren De Udviste Børn, hvor et kamerahold følger en af disse ramte familier. Lad os håbe at en politiker eller to ser programmet og får vækket den sidste snert af medmenneskelighed, som vi sørgeligvis synes at have fortrængt i al vores rigdom.


6. Feb 2007 21:30, Søren Langelund

Beatles - Michelle (Lennon / McCartney)

Michelle, ma belle
These are words that go together well
My Michelle

Michelle, ma belle
Sont les mots qui vont tres bien ensemble
Tres bien ensemble

I love you, I love you, I love you
That's all I want to say
Until I find a way
I will say the only words I know that
You'll understand

Michelle, ma belle
Sont les mots qui vont tres bien ensemble
Tres bien ensemble

I need to, I need to, I need to
I need to make you see
Oh, what you mean to me
Until I do I'm hoping you will
Know what I mean

I love you

I want you, I want you, I want you
I think you know by now
I'll get to you somehow
Until I do I'm telling you so
You'll understand

Michelle, ma belle
Sont les mots qui vont tres bien ensemble
Tres bien ensemble

I will say the only words I know
That you'll understand, my Michelle

Klar, parat, skolestart

6. Feb 2007 21:16, Søren Langelund

Back on the bench: Selvom man hellere vil spendere tid på kæresten, filmskriblerier og NEWS-arbejde, så skete det uundgåelige forleden: Skolen startede igen. Der er dog lys for enden af tunnelen, for jeg skal blot holde ud et semester til, og så kan jeg kalde mig bachelor, hvilket skal fejres med et fri-semester, hvor der skal tjenes stakater :-)!

Det skal dog med rette siges, at fagene so far faktisk er ret spændende. Jeg er på Tilvalg og har derfor hhv. valgt "Nyhedsformidling og politisk kommunikation i danske medier" og "Idehistorie", og mens førstnævnte virker nemt - og interessant - at gå til, så tyder sidstnævnte på at være ret alment dannende og fascinerende. Mit skema er også blevet lagt sådan, at jeg kun har timer to gange om ugen, så jeg dermed nemmere kan tilrettelægge mine vagter på NEWS, filmvisninger for CinemaZone und anderen aufgaben, så alt i alt kan jeg vist ikke tillade mig at whine.

Men det bliver nu alligevel godt med noget vinterferie snart :-)!...


30. Jan 2007 22:38, Søren Langelund

Et islandsk stolpeskud, et dansk kontrastød. Fyrtårnet fra Skjern stiger til vejrs fra 10 meter med to forsvarsklipper på nakken. Skyder mod det lange hjørne hårdt presset. Tiden står stille. Bolden sejler ind. Forløsningen og den ekstatiske jubel kan bryde ud: Danmark er for første gang i en menneskealder i VM-semifinalen i håndbold, og - i mine øjne - den største danske sportspræstation siden Bjarne Riis i 1996 triumferede i Tour'en er en kendsgerning.

Sådan drenge - fandmer godt gået! Og lad os så få Boldsen på benene igen, og smadre Polen synder og sammen på torsdag!

Musikvideo Top 10

27. Jan 2007 20:53, Søren Langelund

Fra Britney til Björk: Inspireret af McNeils YouTube-bonanza kommer her en top ti over mine yndlingsmusikvideoer pt. Det har været meget svært at udvælge, og det overrasker mig virkelig, at der ikke er blevet plads til en eneste af Michel Gondrys genistreger, en eneste video med mit yndlingsband Queen eller en eneste dansk musikvideo (Aqua's Barbie Girl, Mew's Special - just to mention af few candidates), eller sågar Backstreet Boys' herlige Backstreet Back-video :-). Til gengæld er der blevet plads til følgende:

10. Britney Spears - Toxic. dir. Joseph Kahn. Den ultimative guilty pleasure video fra dengang, hvor Britney var smokin' hot. Det eneste der mangler er det røde læder-outfit fra Oops I Did it Again!

9. Fatboy Slim - Weapon of Choice. dir. Spike Jonze. Egentlig en af Jonze's mere simplere videoer og en af Slims mindre sprudlende sange. Men to ord: Christopher Walken!

8. Chris Isaak - Wicked Game. dir. Herb Ritts. Endnu en guilty pleasure, men alligevel en ualmindelig smuk video, ikke mindst takket været Helena Christensen, som aldrig har set bedre ud.

7. Michael Jackson & Janet Jackson - Scream. dir. Mark Romanek. Stadig verdenshistoriens dyreste video, stadig en af de allerflotteste i dens miks af sorthvid sci-fi, referencer til alt fra Warhol til animé og exceptionel koreografi.

6. Röyksopp - Only This Moment. dir. Blunt. Futuristisk men nærværende. Storslået men minimalistisk. Få videoer har så mange lag, få videoer kan genses så mange gange.

5. Bright Eyes - First Day of My Life. dir. John Cameron Mitchell. En ide så simpel, at den ikke burde holde vand: Lad tilfældige folk lytte til en kærlighedssang, mens deres umiddelbare reaktion bliver optaget. Resultatet er den mest oprigtige, søde video man kan forestille sig.

4. Sigur Rós - Untitled 1 (Vaka). dir. Floria Sigismondi. Et åndeløst larger than life-sansebombardement, som i sit post-apokalyptiske udtryk passer perfekt til den meditativt storladne komposition, og fuldt fortjent vandt MTV-prisen for Årets Video i 2003.

3. Johnny Cash - Hurt. dir. Mark Romanek. The Man in Black kunne ikke have fået en mere skelsættende svanesang eller brændemærkende video, som både opsummerer en af de største karrierer i musikhistorien, og stærkere end de fleste får leveret sit hjerteskærende budskab på ærligste vis.

2. Michael Jackson - Smooth Criminal. dir. Colin Chilvers. Videoen er nydeligt filmet og oplyst, og gangster-historiens integration af samtlige noir-klicheer holder hele vejen. Men dette er alligevel om noget artistens video. Jacksons nærmest overnaturlige performance-evner sætter scenen for en uforglemmelig MTV-oplevelse, der måske aldrig bliver overgået.

1. Björk - All is Full of Love. dir. Chris Cunningham. Den smukkeste sang badet i den ypperste æstetiske såvel som tekniske kunnen kan ikke beskrives tilstrækkeligt. Den skal opleves. Gåsehud er kun et fattigt ord.

Forventningens glæder

22. Jan 2007 18:07, Søren Langelund

2007's formodentligt store kulturoplevelser: En klog mand sagde engang, at vi ikke kan opnå større glæde end forventningens.

Glæden om det nye, gode, spændende som venter, før realiteternes skuffelser eventuelt indtræffer. Velvidende om dette følger her de kulturoplevelser i 2007, som jeg personligt på stående fod ser mest frem til:

Musik: Puha, hvor bliver det et spændende år. En håndfuld af mine absolutte favoritter udgiver (eftersigende og forhåbentlig) alle spritnyt materiale, og det skal gå meget galt, hvis ikke jeg falder i svime over:
- Bright Eyes: Cassadaga. Udkommer i april. Er det muligt for den lykkeligt melankoliske indie-tripper Conor Oberst, at overgå eller bare komme i nærheden af det mesterlige dobbeltalbum I'm Wide Awake, it's Morning / Digital Ash in a Digital Urn? Man kan kun håbe, og singleforløberen Endless Entertainment lover godt!
- Björk: tba. Udkommer i april. Min all time favorite-artist bør kunne overgå Médulla fra 2004, og som altid med hende er mine forventninger intet mindre end skyhøje! Indtil videre er det kommet frem, at samarbejdspartnerne denne gang bl.a. er så forskellige kunstnere som Timbaland og Antony Hegerty, mens Sjón og Mark Bell igen er med som producere og medtekstforfattere. Det lugter lidt af 'Årets album'.
- Hush: tba. Udkommer i februar. Store dele af 2006 gik med at nyde A Lifetime, så igen er forventningerne i vejret. Den danske country-pop duo spillede en del af det nye materiale, da jeg hørte dem til en koncert i november på Jazzhouse, og det lød særdeles lovende.
- Jens Unmack: tba. Den tidligere Love Shop-forsanger fik med sine lyriske og filosofiske singer-songwriter-popsange øjnene op og ørerne åbnet hos mange af os med Vejen hjem fra Rock 'n Roll fra 2005. Hans hjemmeside annoncerer denne gang, at lyden bliver lidt mere mørk, og instrumentaliseringen mere eksperimentabel. I can hardly wait!
- Michael Jackson: tba. Udkommer eftersigende sidst på året. Popkongens comeback er mere eller mindre dødsdømt på forhånd, for med mindre han overgår salget af Thriller (hvilket næppe lader sig gøre), så vil den negative presse nok fokusere på, at han ikke sælger så meget som i gamle dage. Alligevel kan det kvalitetsmæssigt næsten ikke gå galt. Jackson er stadig kongen, og et album fra hans hånd kan ikke undgå at blive en af årets helt, helt store oplevelser. Måske årtiets. Teddy Riley og producerer, og rygterne er allerede i gang om andre spændende samarbejdspartnere.
- Sigur Ros: tba. Udkommer sidst på året. De islanske særlinges blanding af vrøvletekster, Coldplay-lyd og Enyas åndelighed gør deres musik til noget helt for sig, og de kan levere nogle af de mest behagelige og samtidigt langtidsholdbare sange. Det kommende album skal helt sikkert erhverves.

- Ydermere skal det blive spændende at høre de nye udspil fra Britney Spears, U2, Coldplay, Metallica, Rufus Wainwright, R:E:M, Fugees, Gnarls Barkley, Chris Cornell og Radiohead som alle også udkommer med nyt i 2007.

Film: Der er ikke annonceret så mange titler så langt ud i fremtiden, men alligevel er der nogle særdeles interessante film, som umiddelbart venter os i biografmørket. Heriblandt en masse guilty pleasures:
- Dreamgirls. Premiere 9/2. I et lille år har jeg mere eller mindre instinktivt udråbt denne film som den helt store Oscar-favorit. Jo, det ligner glitter og Hollywood-glassur indpakket i pompøs Broadway-musik, men der gemmer sig måske også substans og gode skuespilpræstationer, og min indre musical-stjerne kan næsten ikke vente.
- TMNT. Premiere 30/3. Så kom den endelig. 3D-filmen om barndomsidolerne Turtles! trailerne ser dejligt corny ud, og det bliver med garanti en skøn rejse tilbage til barndommens lykkeland.
- Little Children. Premiere 16/2. Todd Fields opfølger til den fremragende In the Bedroom har Kate Wilson, Patrick Wilson og Jennifer Connelly på rollelisten, og har fået en god modtagelse i USA. Det tror jeg også den får af mig!
- Kunsten at græde i kor. Premiere 27/4. Peter Schønau Fogs debutfilm er en filmatisering af Erling Jepsens rørende, voldsomme og humoristiske erindringsbog, og foregår på min sønderjyske hjemstavn. Ydermere var min lillebror den sidste der blev siet fra i castingen af hovedrollen (selvom 3-400 håbefulde knægte forsøgte sig), så jeg har nok et specielt forhold til denne film.
- The Simpsons Movie. Premiere 27/7. Verdens uden sammenligning bedste og sjoveste animationsserie kommer endelig i en filmudgave. Jeg har tidligere blogget om traileren, og siden er mine forhåbninger bestemt ikke stagneret. Mmmmmm Siiiiimpssoooons.
- Spider-Man 3, Zodiac, Harry Potter og Føniksordenen, Goodbye Bofana, Shrek den Tredje, 300 og The Good German ser jeg bestemt også frem til.

Ydermere er det også i 2007, at den sidste Harry Potter-bog udkommer, og hvor spændende bliver det ikke lige? Genopstår Dumbledore? Er Snape virkelig ond? Og hvem overlever - hvis nogen? Eeeeps, det bliver neglebidende! Der kommer også en masse spændende ting på tv i den nærmeste fremtid med Super Bowl, Oscaruddelingen, High Stakes Poker og 24 Timer som de store højdepunkter.

2007 - get movin'!


20. Jan 2007 16:07, Søren Langelund

Nyt job, ny kæreste: For de få sjæle i det ganske land som ikke allerede ved det, så må jeg nok hellere oplyse, at der på det sidste er sket lidt nyt i mit kære liv.

For det første er jeg blevet producer- og grafikassistent på TV 2 NEWS, hvilket er superfedt. For det andet har jeg de sidste 5 uger haft fornøjelsen af verdens dejligste piges selskab, og det er mere end superfedt :-)!

Ydermere så skal jeg på mandag ud og optage en prøveudsendelse på DR, efter jeg har søgt en stilling som speaker, så måske jeg også snart arbejder dér. Mere om dette følger. Nå - tilbage til studiet!

Sviner fra Regner!

19. Jan 2007 17:09, Søren Langelund

Min anmeldelse på tv :-)!: Den nye Anja og Viktor-film har netop haft premiere, og i den anledning blev filmens producent hr. Regner Grasten interviewet på TV 2 NEWS om motivationen for filmen. Han blev bl.a. mødt med kritiske citater fra anmelderne, og sørme så om Lotte Mejlhede ikke læste de sidste par linjer op af min (!!) ret så kritiske anmeldelse af filmen.

Det er jo i sig selv nice, at man sådan bliver eksponeret på tv, men hvad bedre var, at den griske og sjældent kvalitetsbevidste producent svarede at jeg var en gammel, sur anmelder, som havde set for mange film! Det bliver næppe bedre :-)!! Men ja, med mine 22½ år er jeg vel også efterhånden en halvgammel og gnaven herre...

Return of the 'King of the World'!

12. Jan 2007 15:32, Søren Langelund

Camerons kommende film: Det er efterhånden ti år siden, at filmhistoriens mest vindende og mest indbringende film Titanic skyllede ind over verden.

Filmen er stadig en af mine absolutte yndlinge - hvor politisk ukorrekt det end kan opfattes - men instruktøren James Cameron har ladet vente på en opfølger til sin kæmpesucces. Cameron, som også har film som Terminator, Aliens og The Abyss på CV'et, ser dog ud til endelig at vende tilbage til instruktørstolen, da han forleden annoncerede sit nye projekt, kaldet Avatar.

Eftersigende er der tale om en science fiction-film, hvor mennesker kæmper mod fjendtlige menneskelignende rumvæsener fra en fjern planet, og Cameron selv er ikke i tvivl om, at filmen bliver et hit:
- "Vi kommer til at blæse publikum tilbage i biografstolene på en måde, der ikke er set mage til i lang tid! Mit mål er at genoplive de magiske, mystiske øjeblikke, som min generation følte, da de første gang så Rumrejsen år 2001 og Star Wars".

Hvad der også bliver spændende er, at filmen eftersigende optages i et helt nyt 3D-format. Spørgsmålet er så blot, om filmen ville kunne blive afspillet på denne måde allerede i 2009, når den forventes at være færdig. Men spændende er det ihvertfald!

Årets bedste danske film?

12. Jan 2007 15:03, Søren Langelund

Robert Publikumprisen 2006: Jeg er ikke i tvivl, men er du? Hvilken film er den bedste danske film i 2006? Hvis du vil give dit besyv med, så gå ind på dette link og stem. Så er du med til at afgøre hvilken af filmene, som får Robert'ens Publikumspris for Årets Danske Film.

Som ovenstående billede afslører, så går min stemme til den uafrysteligt kompromisløse og stærke Råzone, som både var årets - for mig - store positive overraskelse og mest mindeværdige danske film.

Sexist for en stund

3. Jan 2007 15:50, Søren Langelund

Diskrimination: Det er de færreste, som tør indrømme det, men de fleste af os er nok lidt sexister, når det kommer til stykket. På et par områder, i hvert fald. Jeg tør godt indrømme, hvor jeg går ind for kønsdiskriminering, men for at være tilpas diplomatisk (og ærlig) har jeg dog valgt ét område, som taler for begge køn, og ét område som taler imod. Feel free to agree, disagree or discuss :-)!

1) Kvindehåndbold burde, hvis ikke forbydes på tv, så i hvert fald eksponeres i LANGT langt mindre grad. Det er jo forfærdeligt at se på, intet mindre, og så ynkeligt at vores lille land fokuserer på en sportsgren, som kun siger os noget, fordi vi tilfældigvis er gode til den - eller, I might add, VAR gode til den. Foruden Danmark er det kun i Norge at kvindehåndbold får mere end de to minutter årligt på tv, sportsgrenen fortjener!! Behøver jeg sige mere?? Kvaliteten er jo - sammenlignet med herrehåndbold - så pinlig, at det ville svare til, at samtlige public service-kanaler viste fodbold i primetime fra 3. division dag ud og dag ind!

Afslutningsvis vil jeg tillade mig at gengive et i øvrigt fremragende citat fra herrelandsholdsspilleren Joachim Boldsen: "Der er ikke noget godt ved damehåndbold, når jeg sammenligner det med herrehåndbold. Det er jo to forskellige verdener, og det er næsten flovt at sem hvor lidt de kan. For de kan vitterligt ingenting". Slam! Kapow! Whatta qoute :-)!

2) Mænd burde forbydes enhver offentlig statslederstilling. Kort og godt. Samtlige premierministre, præsidenter og lign. burde være kvinder. Kald mig naiv, men jeg tror verden ville blive et bedre og mere tolerant sted at leve i, hvis det var de oftest mere vise og velovervejende kvinder, som besad de største magtposter. Det ville selvfølgelig kræve, at flere kompetente kvinder stræbte efter sådanne poster, men ville kvinder ikke i en større grad tænke over tingene to gange, før de smed bomber eller invaderede uskyldige nationer? Ville de ikke prioritere uddannelse, fremtidssikring og sundhed over militær oprustning, ligegyldig territorieafpisning og lign.? Well, jeg siger ikke, at verdens konflikter ville blive løst i en teklub i stedet for på slagmarken (om end det ville være nice), men måske bare et lille skridt derhen af?

Anyway - I England har de prøvet det, i Tyskland er de i fuld gang og herhjemme er vi jo godt på vej med en del kvindelige ledere på vej frem (mon ikke også snart Lene E. overtager De Konservative?). I USA er vi naturligvis også mange, der håber på Hillary til næste valg. Så måske min drøm en dag bliver en realitet? Ideen er i øvrigt tyvstjålet fra den amerikanske forretningsmand, stifter af CNN etc.; Ted Turner. Smart guy if I ever saw one!...


29. Dec 2006 03:13, Søren Langelund

Novelle 3: "Der var ild i hendes øjne". Først nu forstod han meningen med denne gennemtærskede ugebladsnovelle-kliché. For aldrig havde han oplevet mage til personificeret lidenskabelighed. Aldrig havde han mærket så indestængt en varme strømme fra dunblød og forførerisk velduftende kvindehud som nu. Hun var på én gang så glansbilledelig smuk, at man ikke burde lægge en hånd på hende, og så forbryderisk tillokkende, at en evig skæbne i Skærsilden med 'synder' stemplet i panden syntes en rimelig pris at betale for et splitsekund af hendes inderligste opmærksomhed. For et ildevarslende blik fra hendes gennemborende brune øjne, som han kunne se sig selv fortabe sig helt og aldeles i.

Telefonen kunne ringe, verden styrte sammen om ørerne på dem uden at det ville ophæve den trance, hun havde sat ham i. Michael Meyerheims ellers så godmodige asexuelle stemme forstummede helt og aldeles fra tv'et, og han ænsede kun ilden. Hende. Han mærkede skrøbeligeheden i forelskelsens største og mest ubeskrivelige øjeblik, i samme nu som hendes mund i slowmotion definitivt gav efter for fristelsens fyrige håndsrækning. "Bare lidt" var ordene, men mens Chanel-røde negle gennempiercede hans ryg, kunne hun ikke have ytret noget mindre rammende til at beskrive det sansehav, der skyllede ind over hans forpinte sjæl, kun for at opløse og genføde ham gennem hendes tilfredsstillede åndedrag.

Et øjeblik, en evighed. 

2007: Lev, læs, løb - og sov

28. Dec 2006 16:01, Søren Langelund

Nytårsforsætter: Det nye år står på trapperne, og det er tid til at gøre op med det nu snart afviklede år 2006. Selvom tid er en menneskeskabt konstruktion, giver nytåret en god mulighed for refleksion og (måske for?) ambitiøse planer om fremtiden. Men selvom de måske ikke alle bliver realiseret, er det stadig vigtigt at drømme og sætte sig mål. Så her følger mine for det Herrens år 2007:

- Ok, det lyder helligt, men jeg vil forsøge at leve hver eneste dag fuldt ud. Bemærke de små detaljer i livet, og ikke sætte sjælen på autopilot. Smile til kassedamen i Føtex og spørge hende, om ikke hun havde fået lavet noget ved hendes hår, hvis jeg rent faktisk tror det. Lytte inderligt til min sidemand i bussen, mens han priser sin nyfundne kærlighed. Nyde regnen, vinden og solskinnet lige meget fordi de hver især bekræfter, jeg er til. Se mine kære i øjnene og huske at fortælle dem, hvor meget de betyder. Ikke affeje ét menneske, én fortælling, én indlevelse, fordi jeg tror jeg har oplevelet det/den før. For ingen dag, ingen oplevelse er jo ens, når det kommer til stykket. Ikke hvis man omfavner rutinerne i stedet for at neglicere dem. En klog pige fortalte mig i dag, at der kun er to dage om året, hvor du ikke kan gøre noget ved dit liv: i går og i morgen. Derfor skal der kæles om 'i dag' i 2007. Carpe Diem!

- Jeg er skammeligt bagud, når det kommer til at have læst de vigtigste ikke-danske bøger. Bortset fra populærværker som Harry Potter og Ringenes Herre har jeg mere eller mindre intet læst af skønlitterær verdensklasselitteratur. Alt fra Hemmingway til Dostojevskij er gået min næse forbi, så nu har jeg sat bognørden Gizmo McNeil (the artist formerly known as Totenkopf) til at sammensætte en kanon af ti værker, man bare SKAL have læst. Planen er så at få dem alle læst i 2007!

- Jeg skal få styr på min døgnrytme, og komme i seng i ordentlig tid i det nye år! Gerne før midnat (selvom det vist aldrig lykkedes mig i 2006), så jeg kan komme tidligt op og få noget ud af dagen! Jeg kan sove, når jeg bliver gammel! The days of the daysleeper are gone!

- Jeg skal have smidt de overflødige kilo, jeg efterhånden har slæbt rundt på for længe. NU skal det sgu være... NU!... Mr. Fitness here I come - damn jeg bliver hot (...)!

Glæden ved bløde pakker

24. Dec 2006 23:44, Søren Langelund

Julegavehøsten 2006: Steget er sunket vel til rette i maven, lysene på træet er næsten brændt ned, og det er tid til at gøre status over de fine julegaver, som familien var venlig nok til at give én i år. Som sædvanlig var jeg mere interesseret i, at se om min familie kunne lide deres gaver fra mig, end at pakke mine egne gaver op.

Kunne min moder lide bogen om erotisk massage (det kunne hun ikke, men til gengæld blev hun glad for de cremer hun også fik), kunne min storebror bruge de luksus-boxers jeg havde fremskaffet (det kunne han godt), var lillebror tilfreds med det interaktive quizspil til PlayStation (i skrivende stund spiller han det ivrigt, så det tager vi som et ja) osv osv.

Men der var skam også nogle gaver til undertegnede under træet, og i år var hver og én blød. Det slog mig, at jeg nok er ved at være voksen, eftersom jeg ikke blev det mindste skuffet over dette - nærmest tværtimod. Hvor var forargelsen over, at jeg ikke fik noget spil, nogen film eller noget elektronik/legetøj af en eller anden art? Hmm, skræmmende.

Måske det skyldes, at de bløde pakker jeg så rent faktisk fik, alle var umådeligt fine og tiltrængte. Mor, far, papmor, papfar og lillebror var gået sammen om et nydeligt jakkesæt, og storebror havde sprunget banken og fundet en lækker uldtrøje og en slim Tiger-skjorte i Illum. Eneste problem synes således nu at være, at de sure klude derhjemme i mit tøjskab blegner endnu mere ift. de nye luksus-outfits, men so be it.

Både farmor og onkel og tante var hoppet med på tøjvognen, og gav mig hver især nogle skønne boxers, så selvom det kvantitativt var en mindre succesfuld julegavehøst uden hårde pakker, er jeg bestemt mere end tilfreds. Nu skal der vist slåes mave, inden morgendagens juleandagt venter kl. 10.00 i morgen tidlig. Aaaah, christmas....

Top 5 for 2006: Film

21. Dec 2006 16:57, Søren Langelund

Årets bedste film, OldboyMovies of the year: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende Topere, så det basker.

Her følger Årets Film, Instruktør, Skuespiller Top 5 og Årets DVD-udgivelse.

Kun film udsendt i Danmark i 2006 kan nævnes, repremierer tæller ikke.

5) Volver - Pedro Almodovar
4) The Departed - Martin Scorsese
3) Three Extremes - Fruit Chan, Takashi Miike, Chan-wook Park
2) De andres liv / Das Leben der Anderen - Florian Henckel von Donnersmarck
1) Oldboy - Chan-wook Park

Honourable mention: Science of Sleep, Prag, Frozen Land, Råzone, The Queen, Babel, Hard Candy, Happy Feet, United 93, Capote, En Ubekvem Sandhed, Casino Royale, Gasolin', Gå og bliv den du er, Match Point, Stolthed og fordom, Pingvinmarchen.

Årets store skuffelser: De MANGE 3D-animationsfilm, som var flotte men ualmindeligt ligegyldige (og i tilfældet Den Grimme Ælling og Mig: både ligegyldig OG grim!), Superman Returnzzzzzz og Oliver Stones sørgelige knæfald for violiner og patriotisme i World Trade Center.
- - - - -

5) Michel Gondry - Science of Sleep
4) Anders Østergaard - Gasolin'
3) Pedro Almodovar - Volver
2) Florian Henckel von Donnersmarck - De andres liv
1) Chan-wook Park - Oldboy, 3 Extremes
- - - - -

5) Min-sik Choi - Oldboy
4) Philip Seymour Hoffman - Capote
3) Helen Mirren - The Queen
2) Leonardo DiCaprio - The Departed
1) Ulrich Mühe - De andres liv
- - - - -

1) The Vengeance Trilogy - Chan-wook Park

Sådan så filmåret 2006 ud for mit vedkommende. I er mere end velkomne til at kommentere og/eller bidrage med jeres egne Top'ere!

Top 5 for 2006: Musik

21. Dec 2006 16:19, Søren Langelund

Tunes of the year 2006: Nytåret sig nærmer, og traditionen tro betyder det for mit vedkommende Top'ere, så det basker.

Her følger Årets Album, Årets Koncert, Årets Sanger, Årets band og Årets Sang Top 5.

Eneste der må nævnes er albums/sange/koncerter udgivet/afviklet i 2006.

5) KIM LARSEN & KJUKKEN - Gammel Hankat
4) PRINCE - 3121
3) MUSE - Black Holes and Revelations
2) JUSTIN TIMBERLAKE - FutureSex/LoveSounds
1) NORDSTRØM - Dagdrømmer

Honourable mention: Nephew - Interkom Kom Ind, Johnny Cash - American V, Under Byen - Af Samme Stof Som Stof, Gnarls Barkley - St. Elsewhere, Trentemøller - The Last Resort, Thom Yorke - The Eraser, Sara Grabow - Blueberries, Nerina Pallot - Fires.
- - - - -

- - - - -

- - - - -

3) NORDSTRØM - Lille Vega
2) HUSH (opvarmning: Sara Grabow) - Jazzhouse
1) TV-2 - Vega

Special Mention: Space Gravys første livekoncert på Huset
- - - - -


5) TAKE THAT - Patience
4) GNARLS BARKLEY - Go-go Gadget Gospel
3) MUSE - Starlight
1) NORDSTRØM - Berlin

Med i kampen til sidste var Antiborger af Space Gravy, Blueberries af Sarah Grabow, Finder altid et sted af Kim Larsen, Love af Prince, Lejla af Hari Mata Hari, SexyBack af Justin Timberlake og årets Guilty Pleasure: Buttons af Pussycat Dolls :-)!
- - - - -

ÅRETS ALBUM - år aside:
5) LEONARD COHEN - Essential
4) HÄNDEL - Messiah
3) BRIGHT EYES - Digital Ash in a Digital Urn
2) HUSH - A Lifetime
1) BRIGHT EYES - I'm Wide Awake It's Morning

Sådan lød året 2006 for mit vedkommende. I er mere end velkomne til at kommentere og/eller bidrage med jeres egne Top'ere!

Orgasmer sikrer julefreden!

17. Dec 2006 23:01, Søren Langelund

Kom i julehumør: Julen er orgasmernes, og ikke kun hjerternes fest. På fredag kl. 16.00 opfordrer nogle amerikanske aktivister ihvertfald til en masseorgasme i kamp for global fred.

Ideen er, at hvis alle mennesker i hele verden får orgasme på samme tid, vil der blive udløst så meget energi, at det vil have en positiv indvirkning på Jordens energifelt, hvilket skulle eliminere vold og aggression på et globalt niveau.

Ifølge en mindre videnskabelig afhandling på innitiativtagernes Global Orgasms hjemmeside står der måleudstyr rundt omkring i verden, som ved tidligere lejligheder har målt udsving, når hele verden har været følelsesmæssigt involveret i en sag (fx 11. september 2001), så foruden at tilfredsstille sig selv og sin partner (hvis man har ham/hende ved hånden), indgår man altså også i en forbedring af planetens balance. Hvis man ellers går til makronerne på fredag, og kommer i julestemning i mere end én forstand...

Strøtankens abc

13. Dec 2006 21:41, Søren Langelund

Bogstaver og betydning: De 28 bogstaver i alfabetet danner fundament for tusindvis af ord og endnu flere betydninger. I skrivende stund, et lille minut en december aften 2006, gav hvert bogstav dog følgende input i min hjerne. Hverken mere eller mindre.

A=anarki, B=Björk, C=CinemaZone, D=dans, E=electrify, F=fantastico, G=Gammel, H=hovedpine, I=indelukkethed, J=jamen, K=kulhydrater, L=lyst, M=Michelle, N=Neeeeeej, O=OMG!, P=programassistent, Q=quarantine, R=rigtighed, S=sommersolen, T=Toby, U=usikkerhed, V=vamp, W=warum, X=x, y=yderlighed, Z=Zach-drengen, Æ=ætsende, Ø=ønskedbrønd, Å=åndsnærvær.

Ballonfærd for barneskæbner

12. Dec 2006 02:16, Søren Langelund

Hjælp Darfur: 85.000 mennesker har indtil videre mistet livet i den blodige og tragiske konflikt i Darfur-provinsen, og adskillige millioner af mennesker er på flugt. Børn, sultne, syge.

Der må gøres noget nu, og derfor benyttede Amnesty søndag FN's menneskerettighedsdag til at markere, at Sikkerhedsrådet må gribe ind og lægge pres på Kina, som holder hånden over Sudans regering.

Foruden at indsamle underskrifter sendte Amnesty 1000 balloner i luften fra Rådhuspladsen med motiver af de børn, der lider pga. utilgivelige bureaukratiske forviklinger.

Selvom det var et smukt syn, er det næppe nok i sig selv, så gør dit for at lægge pres på FN og skriv under på Amnestys gratis underskriftsindsamling.

S-togs skønhed

6. Dec 2006 17:54, Søren Langelund

Novelle 2: Der var ikke én kvinde i hele kupeen, jeg havde lyst til at røre ved. Ikke én mand, jeg kunne overtales til at ville kommunikere med. Hvor var mennesker egentlig grimme. Fede, tyndhårede. Udtryksløse. Døde. Ud fra dette forholdsvist repræsentative udsnit af den københavnske middelklasse at dømme. Jeg kunne end ikke værdige dem et nedladende blik.

Desperat greb jeg ud efter et glitrende reklamekatolog, der som sendt fra himlen var blevet smidt på nabosædet i nærheden af Nordhavn station. Åh salig betryggende, overfladeskønhed. Endeløse sider med sminket ynde og verden ifølge Dolce & Gabbana.

"Næste station: Enghave". Herren være lovet.

En synders bekendelser

4. Dec 2006 15:38, Søren Langelund

10 bud, utallige brud: Det er ved at være nogle år siden, at Moses kom ned fra Sinai med Pagtens Ark, bedre kendt som De Ti Bud. Jeg vedkender dog her, at jeg ikke har holdt mig til samtlige af Herrens love. Men mon ikke man roder bod på sine synder ved at bekende dem? Her følger de ti bud, og et udpluk af mine overtrædelser af selv samme:

1) Du må ikke have andre guder
- Har jeg vist ikke overtrådt. Med mindre Michael Jackson rent faktisk ER en gud.

2) Du må ikke misbruge din Guds navn
- Av, den var straks værre. De fleste af os har vist bandet, og jeg er ingen undtagelse. Jeg er også skyldig i at bruge Herrens navn i prale-øjemed eller i scenesættelse af undertegnede.

3) Du skal holde hviledagen hellig
- Jeg er begyndt at slappe mere af om søndagen - gerne foran NFL eller Totalfodbold på tv, men det er vel næppe hvad Gud i sin tid mente, og det har haltet gevaldigt med kirkebesøgene i år.

4) Du skal ære din fader og din moder
- Det vil jeg selv mene, at jeg for det meste gør. Har ihvertfald intet behov for det modsatte, men det kan være de mener noget andet. Og jeg var vist også lidt af en tasmansk djævel i mine barndomsår.

5) Du må ikke slå ihjel
- Jeg har endnu ingen menneskeliv på samvittigheden, men har til gengæld slået insekter, håb, fremtidsdrømme og lignende ihjel i tusindtal.

6) Du må ikke bryde ægteskabet
- Har ikke været gift, så det ville undre mig om jeg havde brudt et ægteskab. 

7) Du må ikke stjæle
- Som en tyv om natten har jeg stjålet alt fra naboens mælk til skønjomfruers kyskhedsbælter. Det er vist også blevet til et par 'frynsegoder' fra diverse arbejdspladser, jeg har været hos. Jeg tilstår også tyveri af adskillige vingummier, chokokiks og vindruer fra Kenneths værelse (og andre før ham).

8) Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste
- Igen: Av. I dag prøver jeg altid at sige sandheden, også selvom det koster dyrt, men jeg har før elsket at fortælle historier, også selvom de blev solgt til eventuelle tilhørende som alt andet end løgnagtige. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen ;-)!

9) Du må ikke begære din næstes hus
- Som ydmyg kollegianer er det RET svært, ikke at begære andres boliger. Bare en smule. Men ja, jeg har det mere end fint på gode gamle OMK!

10) Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til
- Igen: Lidt af en umulig opgave. Det er svært ikke at fantasere om selv sin bedste vens kæreste, selvom jeg selvfølgelig ikke ville realisere denne fantasi. Kenneths Xbox 360 er også ret svær ikke at begære!! Please forgive me!


2. Dec 2006 18:57, Søren Langelund

1, 2, mange: December er knapt begyndt, før man bliver tæppebombet med den ene mere besynderlige julekalender efter den anden. Ideen om at tælle ned til julen er da meget charmerende, men har man vitterligt behov for 4 chokoladekalendre, 4-5 tv-kalendre, skrabejulekalender, Anders And-julekalender, Hjem-is-kalender (og lign. reklamegøgl)?

Da jeg var mindre, mindes jeg hvordan der gik sport i at have mange, men når man rundede over 30 forskellige var man jo heldig, hvis man nåede at åbne dem alle inden inden dagen var gået på hæld, og det hele startede fra ny!

Så tillad mig at skære igennem. Den eneste julekalender man har brug for, er Ekstra Bladets Paris Hilton-kalender. Og så Zulus "lummerjul", ikke at forglemme!

Min søndag

25. Nov 2006 19:55, Søren Langelund

Del 7: Det var et par timer siden jeg havde kørt morgenrutinen igennem uden at tænke videre over det. Jeg havde haft en sær fornemmelse i maven hele formiddagen; det er en særlig dag. Ikke at en særlig dag er analogt med en god dag, nej, jeg har ikke en god dag, det kan jeg ikke prale af. Jeg havde ikke være fuld i går, bare træt, rigtig træt, og nu var jeg så rundt på gulvet, at jeg ikke kunne samle tankerne. Jeg gav op.

Det var blevet gradvist koldere og mere mørkt den sidste tid. Det fungerede som gradvist mere benzin på bålet. Jeg gik videre, forbi nogle nøgne træer. Forsøgte atter at samle tankerne, men jeg opgav igen. Det er som, når man har glemt noget, noget vigtigt. Des mere desperat man bliver over, at hukommelsen gør krumspring, desto længere væk forekommer målet. Modvind, masser af modvind på en dyster søndag.

Som jeg nåede nogle hundreder meter længere hen ad gaden, havde jeg glemt desperationen, og søndagsmiddagen med min storebror i aften slog mig. Var næsten hjemme igen. Laver en statusoptælling over mit tøj; intet er rent.

Status over turen derud; maksimalt uoverkommelig. Jeg lukker døren bag mig.

Sætter noget sørgeligt musik på - bare for at cementere de miserable omstændigheder. Går ind ved siden af for at låne mig til nogle rene klude til i aften. Lukker døren bag mig, og lytter mig længere ind i min selvmedlidenhed.

Frygter min brors million-dollar-smile i aften. Nogen har bare let ved at have det godt - andre skal lære det.

("Min søndag" er skrevet af Morten Fjordhauge og er syvende del af bloggens føljeton om en følsom ung mand. Første del var "Stadig vælge dig", anden del "Hans skyld", tredje del "Skelbækgadebræk", fjerde del "Tyv tror hver mand stjæler", femte del "Happy Hangover" og sjette del "Synd for menneskene. Flere dele og forfattere følger)

Beats, brag og blåbær

20. Nov 2006 15:17, Søren Langelund

Box, Bond og Hush: De sidste tre dage har budt på tre store - og vidt forskellige - kulturelle oplevelser, som fortjener en ydmyg hyldest her på bloggen. Lørdag aften/nat var jeg bag bardisken på Culture Box, hvor der var Berlin Connection Special Night. Det betød de fedeste beats, electronica sounds og trance melodier jeg har hørt siden Röyksopps livekoncert sidste år, og navne som Paul St. Hilaire, Pole, Sascha Funke og Barbara Preisinger sørgede for nærmest ekstatiske vibes blandt det entusiastiske publikum og - selvom vi knoklede - også hos os bartendere.

Hush live 19/11, Jazzhouse. Beklager den ringe billedkvalitet - lyden fejlede til gengæld intet!

I går søndag var det så tid til at komme ned på jorden igen, og i hænderne på fænomenale Hush og deres stemningsfulde akustiske live-koncert på Jazzhouse, var det svært ikke at føle sig levende, taknemmelig og beriget på trods af manglende søvn, tømmermænd og et helvedes til regnvejr. Koncerten bød også på en positiv overraskelse, foruden de mange fine sange fra deres kommende album, i form af den nye danske singer/songwriter Sara Grabow, som varmede op med nogle intime og smukke sange fra hendes netop udsendte debut-cd Blueberries. Hendes indtrængende stemme og poetiske melodier fik mig til at købe cd'en i dag - min første fysiske cd købt til fuld pris i over 2 år.

Bond opnår sin 007 status, og Daniel Craig skyder sig ind i den mest interessante portrættering af den kendte superagent i årtier.

I dag mandag startede dog ud med bulder og brag i Imperial ved pressevisningen til den nye James Bond-film, Casino Royale. En mere passende titel havde været Bond Begins, for vi følger her udviklingen af den karakter, vi kender så godt, og det er måske grunden til filmen er så fremragende i sin genre. 007 er i en læreproces, og selvom han stadig er mere cool end gennemsnittet, har vi aldrig set Bond så menneskelig, dyrisk, rå og skrøbelig på samme tid. Så interessant, kort og godt. Meget af dette må tilskrives Daniel Craig, som - meget passende jf. ovennævnte læreproces - mangler den sidste charme overfor kvinderne, men ellers er nærmest chokerende god i titelrollen, og nemt får tilskueren til at glemme sine forgængere. Hvem tvivlede nogensinde på denne blonde, blåøjede britiske bulldog?

I Casino Royale har han oven i købet en nydelig og herlig realistisk historie at læne sig op ad, og subtile karakterer frem for slidte arketyper at spille op imod - både i skurken Le Chiffre (jo, Mads Mikkelsen er skidegod) og - ikke mindst - i baben Vesper Lind (dejlige og intelligente Eva Green). Filmen er snart 2½ time, men den føles ikke lang, og selvom der i actiongenren naturligvis er nogle ting, der er mere corny end saglige, vil jeg ikke tøve med at udråbe Casino Royale til den bedste Bond-film (måske sammen med GoldenEye) siden 60erne. The name's Bond - and he's back!

Synd for menneskene

14. Nov 2006 14:52, Søren Langelund

Del 6: Mennesket er en ø. Kollegiet er et fængsel. I fængslet kan mennesket ikke være en ø. Fængslet kan være en ø, men mennesket i fængslet kan ikke. I kollegiet er mennesket et storcenter. Døgnåbent. Støjramt. På konstant udsalg. "Det er dig, der har mad-dag!", "har du en saks, jeg må låne?", "hvem har spist min marsbar?", "hvem var det, du stod og kyssede på i går?". Skrid. Skrid, storcentre. Well, nogle fordele var der jo ved det. Støjhelvedet umuliggør jo ikke bare hverdagsagtig lektielæsning, men også at tankerne for alvor forener sig i en sammenhængende bevidsthed om afsavnet af hende. Den nu navnløse. Her who shall not be named.

Det eneste kollegiets støjhelvede giver plads til er absurde, diffuse tankespil, der logisk konkluderer, at mennesket er et storcenter. Og som gør ekskæresten sammenlignelig med Lord Voldemort. Men hvorfor ikke? Begge er karakterer, der kun lever inden for en uvirkelig, fiktiv fortælling, men er satans vanskelige at få bugt med. Selvom man har et ar i panden. Ar havde han nu masser af - mon det forøgede chancerne for at få nedkæmpet hende, smadret billedet af hende til ukendelighed?

"Kun én af jer vil overleve", var der blevet spået. Nå nej, det var kun i historien om Voldemort. Kollegie-kortslutning igen. Kollegielarmens destruktive adfærd i forhold til dybere kontemplation gik godt i spænd med lørdagstømmermændene. Lørdagstømmermænd er af grundlæggende anden afart end søndagstømmermændene. Søndagens tømmermænd er dem, hvor meningsløsheden presser sig på. Hvor både vejret og sindet er mørkt og ugæstfrit. Hvor man mærker det angstfyldte jag i maven, når man af uransagelige årsager mærker, at man skal dø. Måske ikke nu, men på et tidspunkt. Verden går uanfægtet videre, og bortset fra en kortvarig hulken hos en lille snes mennesker, max, er den skid slået. Hvilket dog sådan set er omsonst, da man selv langsomt rådner op i den frostkolde jord. Intet helvede, ingen himmel. Ingenting. Hvordan føles ingenting? Søndagstømmermændene er sort håbløshed. Sartre.

Lørdagstømmermændene er skriggul absurditet. Camus. Hvor man kun har grin til overs for sine egne følelser over for den, man elsker, tror man elsker, har elsket, vil elske, bør elske, ikke gider elske mere, ville elske at hade. Who gives a shit. Han vidste, hvor selvmedlidende ynkelig han ville være i morgen og nød at være fri nu. Hvilken berettigelse havde han til at mene, at hans egne bagatelliserede problemer var værd at ynke over? Hjulpet af ugens sjette ugedag og kollegiets uforanderlige natur fremstod hans følelser, problemer, glæder og sorger ikke som andet end fortærskede klicheer, det kun var interessante, hvis de blev betragtet som fra en anden planet, som et fornøjeligt studie i et ligegyldigt menneskes selvhøjtidelighed.

Han slukkede for Letterman, så kun kollegiets urolige lyde var at høre og lagde hovedet ned på puden. Hans åndedræt blev tungt. Han fornemmede det slørede syn af grønlige, slimede, deforme væsener, der som hypnotiserede messede, igen og igen, mens de løftede ham op i den ovale maskine "det er synd for menneskene det er synd for menneskene det er synd for menneskene", indtil den største af skikkelserne trådte frem for mængden, som med ét stemmede i for at lade ham synge med høj og fyldig røst: "Tag med os til Planeten Søndag."

("Synd for menneskene" er skrevet af Jacob Ludvigsen og er sjette del af bloggens føljeton om en følsom ung mand. Første del var "Stadig vælge dig", anden del "Hans skyld", tredje del "Skelbækgadebræk", fjerde del "Tyv tror hver mand stjæler" og femte del "Happy Hangover". Flere dele og forfattere følger)

Back for good

8. Nov 2006 17:40, Søren Langelund

Take That comeback: De var den største britiske musiksensation siden Beatles, icons of the 90s og alle boybands' stamfader. Og jo, da den 12årige hr. Langelund købte sin første og eneste boyband-cd, var det selvfølgelig med dem: Take That.

Til og med 1996 leverede de glade engelske drenge det ene sing-a-long-hit efter den andet, og jeg er ikke bleg for at indrømme de altid har været en guilty pleasure på cd-hylden.

Efter sidste års greatest hits-samling og en efterfølgende ny tour er Take That nu endelig tilbage med nyt materiale. Og selvom det som forventet er uden Robbie som femtemand, bliver det ret så spændende den 27/11, når det nye album Beautiful World udkommer.

Førstsinglen Patience er allerede ude, og personligt er jeg ikke bleg for at indrømme dens hitkvaliteter. Take That er tilbage, og hvis man ikke tager musikken for mere end det er, så er der rig mulighed for et sandt nostalgitrip!

Links: musikvideo og liveoptræden ved Bravo 50års Gallashow af Patience.

On rotation vol. 9 (Muse - Black Holes and Revelations)

7. Nov 2006 15:52, Søren Langelund

Muse - Black Holes and Revelations: Jeg var nok den eneste på kloden, der endnu ikke havde stiftet ordentligt bekendtskab med de britiske rock-innovatorer Muse, før sidste uges MTV Awards. Men med aftenens flotteste og mest mindeværdige performance skyndte jeg mig hurtigt at anskaffe deres seneste album Black Holes and Revelations.

Pladen indeholder bl.a. det fabelagtige pop-synth-hit Starlight, som blev fremført med et helt fantastisk laserlys-show, og selvom det er skivens lettest tilgængelige melodiske skæring, var live-optrædenen på mange måder repræsenterende for et pompøst, ambitiøst og originalt album, som leverer så mange og forskellige indtryk med udstikkere til både psykedelisk metal og indadvendt alternative rock.

Muse sammenlignes med bl.a. Queen og Radiohead, og selvom netop disse to bands tilhører mine absolutte favorit-rockbands (Queen er favorittEN), spiller Muse sig med nemhed ud af disse legenders skygge med deres egen særprægede og dybtfølte lyd og tekster. Man føler de virkeligt mener, hvad de synger og spiller, og man tør næsten ikke skrue ned eller undlade at tage sangenes mange indtryk helt ind i sjælen, hvor det gør ondt og godt på én og samme gang. Årets rockalbum?

Working week

5. Nov 2006 09:56, Søren Langelund

To jobs, et sagt op: Klokken er i skrivende stund 9:39 søndag morgen, og jeg er just kommet hjem fra arbejde. Træt, slingrende, men med en pose morgenbrød i hånden og absinth i blodet, så jeg syntes af en eller anden grund jeg liiiige skulle skrive et indlæg inden sengetid. Det er nemlig sådan, at jeg i ugens løb har fået hele to jobs. Og sagt det ene op igen.

Det ene job bestod i at chikanere danskerne med forstyrrende og tåbelige spørgsmål som interviewer hos Gallup, og efter to arbejdsdage fik jeg nok af det (ny rekord for hurtig opsigelse?).

Til gengæld er jeg også som resultat af en god indsats ved torsdagens MTV fest blevet bartender på det fashionable in-sted Culture Box på Kronprinssegade, og selvom det i dag er skyld i at jeg ikke kommer i seng før de fleste er stået op, så var det ualmindeligt sjovt og cool på samme tid, og det er vist trods alt ikke hver nat, at arbejdsdagen slutter kl. 9:00 (det trak vist eftersigende ekstra ud fordi jeg, som traditionen foreskrev det, skulle indvies blandt personalet med 80% absinth 4 cl shots)...

Jeg håber således, at de kan bruge mig snart igen, for selvom man ikke bliver betalt fyrsteløn er der alligevel den lækreste stemning, æggende dansesmølfer og - viste det sig - mange kunder, der gavmildt delte ud af op til flere flasker champagner... Nå, inden jeg begynder at vrøvle (endnu mere) må jeg vist hellere se dyner. But what a working week I've had :-)!

MTV bartendering FAQ

3. Nov 2006 16:06, Søren Langelund

FAQ: The most asked questions regarding last night's bartendering gig at the MTV afterparty. Answered once and for all.

Drak du dus med nogle kendte?
- Nej, desværre. Jeg spottede kun et par semi-kendte, som L.O.C, og resten af tiden var der ikke så meget tid til at drikke eller hygge med kunderne. Og noget siger mig, at de virkeligt store stjerner tog til P. Diddys fest på Nasa.

Var det sjovt?
- Også i den grad. Lidt noget andet end Ottos Trøst, hvor jeg normalt udskænker. Og når man er omgivet af tillokkende og til lejligheden afklædte Heineken-tøser, hvordan kan man andet end at more sig?

Men noget må da ha' været nederen?
- Jo, måske. DR Byen var lidt af en labyrint at finde rundt i, og lokalerne gav ikke just den bedste lyd. But people had a blast, også selvom de ikke måtte ryge (hvilket også var tåbeligt).

Scorede du (som lovet) Shakira?
- Heller ikke, desværre. For det første var hun vist ikke til showet, og for det andet så forhindrede mit travle program mig i at lave nogle af mine famous moves. Luckily for her!

Fik du mange drikkepenge?
- Ja, men vores drikkepengekrus blev stjålet (...). Til gengæld fik jeg en bonus af den kære arbejdsgiver, som tak for en fornem indsats, og en masse fysiske tilkendegivelser fra tilfredse kunder...


    28-årig redaktør på TV 2 NEWS, cand.mag. i Medievidenskab fra KU og filmanmelder/skribent beretter om alt fra kultur og kærlighed til dumsmarte debatoplæg og bovlamt brok

I mit øre

Seneste rangerede film


« July 2018 »