Smartlog v3 » http://soeren.langelund.com » Begær, tilstedevær
Opret egen blog | Næste blog »

Begær, tilstedevær

12. Nov 2010 18:11, Søren Langelund

Novelle #11 - skrevet nov. 2010:

Hendes blik var søgende.

"Hvad ved du egentlig om kærlighed?"

Hun slængede sig ind over min brystkasse og ænsede ikke, at hendes rødbrune hår stod i alle retninger. Hun må haft krøller som barn.

Mine fingerspidser begyndte langsomt at kærtegne det nederste af hendes rygsøjle, hvor trussekanten havde siddet og nu kunne skimtes indprentet i den lyse hud. Hun undertrykte et smil, men de grønne øjne blev mere insisterende.

"At jeg ikke gider snakke om det lige nu". Jeg strakte afværgrende min arm ud i fuld længde for at nå ind imellem hendes lår.

Med et sæt satte hun sig op i sengen og satte i en lang, hurtig talestrøm. Som havde jeg trykket play på en ghettoblaster. Hun stortrivedes tydeligvis ved lyden af sin egen stemme, men jeg opfangede kun et par halve sætninger. Det var rigeligt, havde hørt dem før. Mænd vil gerne have sex, men er bange for at sætte ord på følelser bla bla bla.

Jeg ville røre ved hende. Inspicere hver afkrog af hendes krop. Mentalt affotografere de tiltalende detaljer, gå på opdagelse i hver en lille fejl. Have hende så tæt på, at jeg kunne skelne hendes sved fra parfume.

"Jeg er ikke bange - jeg har bare ikke travlt med at bilde enhver ind, at jeg har knækket kærlighedens kode", afbrød jeg småtørt.

Hun kiggede op spørgende.

"Hvorfor skal vi partout sige noget klogt til hinanden, fordi vi har haft sex? Kan vi ikke bare ligge her, uden at du skal berettige over for dig selv, at du tog med mig hjem ved at have en eller anden pseudosamtale om noget, ingen har en skid forstand på? Jeg mener, tror du ikke, vi havde fået besked, hvis det var lykkedes menneskeheden at knække kærlighedens kode?"

Da jeg hørte ordene "kærlighedens kode" glide over mine læber for anden gang på få sekunder, gik det op for mig, at jeg var mindst lige så glad for at høre min stemme, som hun var for at høre sin.

"Det lyder som om, du ikke tror på kærlighed", konstaterede hun i en semibebrejdende tone, mens jeg i samme splitsekund bemærkede, at hendes brystvorter stadig var stive. De havde efterladt en smag af kirsebær på min tunge en time forinden.

"Jeg ved ikke, om jeg tror på kærlighed. Jeg ved jo ikke en skid om kærlighed".

Mit blik fangede hendes og låste det fast.

"Begær derimod!"

Hun virkede bestyrtet, men vidste ikke hvad hun skulle sige.

"Begær er ærlig. Man kan stole på begær. Det er mere håndgribeligt", fortsatte jeg ufortrødent og selvbevidst.

"Er du klar over, hvor primitiv du lyder lige nu?" Store dele af hendes overkrop havde nu vendt sig fra mit udsyn.

"Og hva' så?! Begær er den reneste følelse, der findes. Den er nu og her, og den får brudt de lænker til ens hjerne, man ellers altid bliver holdt nede af".

Jeg greb fat i hendes skuldre og vendte hendes krop og ansigt tilbage, hvor jeg kunne se dem.

"Begær kan ikke tæmmes! Det er frihed i sin reneste form. Kan du ikke se det?"

Min stemme var nu så højlydt, at hun med rette følte sig anklaget. Hun tog et dybt åndedrag og gik så i forventelig forsvarsmodus.

Hendes pande blev mere og mere rynket, som hun satte det ene retoriske stød ind efter det andet. Fra alle tænkelige flanker, i hvad der føltes som en halv time. Min interesse var ikke i nærheden af at vare mere end et par minutter.

I stedet fantaserede jeg om, hvordan jeg ville knalde hende igen. Være fucking primitiv uden at nogen af os skulle undskylde for det. Give efter for de drifter, der havde ført os sammen, men som langt fra var blevet udtømt. Bare være til uden at skulle tænke. Føle uden at efterrationalisere.

Hun kiggede på mig en sidste gang. Bøjede sig forover, hentede dynen op fra gulvet og henkastede den over mine kolde fødder.

Da hun rejste sig og gik, bemærkede jeg, hvordan hendes velformede baller vuggede i en nærmest hypnotisk takt.


Introduktion

    28-årig redaktør på TV 2 NEWS, cand.mag. i Medievidenskab fra KU og filmanmelder/skribent beretter om alt fra kultur og kærlighed til dumsmarte debatoplæg og bovlamt brok

I mit øre

Seneste rangerede film

Kalender

« September 2017 »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930 

Arkivskabet

Tags

Arkiv

Relaterede