Smartlog v3 » http://soeren.langelund.com » Da lyset gik ud
Opret egen blog | Næste blog »

Da lyset gik ud

6. Sep 2008 19:01, Søren Langelund

Stress?: Et solstrejf rammer millimeterpræcist vinduet, jeg sidder ved, og velfornøjet kan jeg mærke aftensmaden finde sig til rette i maveregionen oven på en løbetur, der i den grad gav appetit (og lidt ømme lår). De små glæder? Ja tak. Men måske har jeg taget dem for givet for længe? Eller slet og ret ignoreret dem.

I hvert fald fik jeg for et par dage siden en overraskelse af de mindre behagelige. Som et lyn fra en klar himmel (en kliche, ja, men her en ret præcis en af slagsen) fik jeg på mit arbejde i mangel af bedre ord et mindre svimmelheds-ildebefindende. Jeg skulle lige til at indtage min aftensmad, da det hele i et splitsekund blev sort og herefter begyndte at snurre rundt. Min puls trykkede speederen i bund, mine hænder rystede som var der jordskælv. Det mest underlige og ubehagelige var dog, at jeg ikke vidste hvad der galt. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

Efter nogle sekunders frisk luft og lidt kold vand i hovedet begav jeg mig tilbage på redaktionen, men frisk nok til at arbejde var jeg ikke just. En kollega var ikke sen til at ringe efter en ambulance, selvom jeg syntes - og stadig synes - at det måske lidt var en overreaktion. Jeg er ualmindelig glad for den omsorg, både familie, venner og - ikke mindst - kolleger har givet mig, men jeg er ikke specielt glad for at være unødvendigt omdrejningspunkt for folks bekymring. Og en ambulance signalerer bare på en eller anden måde, at noget er helt ravruskende galt.

Men lad mig slå fast, at jeg efter en tur på Hvidovre Sygehus blev erklæret helt og aldeles rask. Jeg fik den helt store tjekketur af den både søde og omhyggelige læge, og et par timer senere fik jeg lov at tage en taxa hjem. Lægen kunne ikke slå fast, hvad det ubehagelige tilfælde skyldtes, men såvel ambulancefører som min tillidsmand var ikke i tvivl om, at der var tale om et stress-symptom, som må og skal tages alvorligt. Jeg er bestemt ikke uenig, men jeg har altid været - og vil nok altid være - en arbejdsnarkoman, der går ekstremt meget op i at give mig 110% hver dag. Noget jeg ikke kan eller vil lave det store om på.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil ændre hverdag. Pt. sidder jeg - takket være min tillidsmand - hjemme hos familien i Jylland og restituerer nogle dage. Uden arbejdscomputer vel at mærke! Når jeg vender tilbage på pinden fra mandag, så bliver det med et nyt fokus. Jeg skal kort og godt være bedre til at holde fri. Til at sige nej til vagtplanlægningen, når de - som i de sidste fire-fem måneder - konstant vil fratage mig en fridag. Også selvom jeg elsker mit arbejde. Jeg må konstatere, at jeg hver dag har et stort ansvar, træffer flere beslutninger end de fleste gør på en måned, og på trods af min unge alder ikke bare kan bulre derudaf konstant.

Derfor vil jeg nu prøve noget nyt fremover. Foruden at jeg ikke vil tænde arbejdscomputeren så meget og rent faktisk forsøge at tænke på andet end arbejde dag og nat (noget der forhåbentligt også vil gavne min efterhånden ret usammenhængende nattesøvn :-)), skal jeg til at løbe mindst tre gange om ugen. For at få tankerne helt over på noget andet og for at holde kroppen og psyken så sund som muligt. Måske jeg også melder mig i et fitness-center. Måske jeg skruer ned på antallet af blogindlæg, filmanmeldelser m.v. Nu må vi se. Indtil videre har jeg her i det sønderjyske løbet en fin tur de sidste to dage, og jeg satser på, at de første skridt tilbage mod lyset allerede er taget.

Kommentarer

  1. Nicki Lolk Sørensen
    7. Sep 2008 00:36
    1

    Min første indskydelse: Så kan du lære det!

    Jeg synes nu også det lyder som en overreaktion at ringe efter en ambulance. Men nu kommer vi to jo også fra Jylland, hvor man ikke bare gør den slags. Derovre bor man snildt 30-50 kilometer fra sygehuset og der tager man ikke hen, med mindre blodet sprøjter eller man er bevidstløs!

    Min første indskydelse er faktisk ikke ondt ment. For nu ved du hvordan din krop reagerer, når du overbelaster den, og så kan du bedre forhindre det i fremtiden.

    Jeg selv har haft et par situationer i mine unge dage (kors hvor lyder jeg gammel nu!), hvor det kammede over og jeg i det ene tilfælde sad og tudbrølede i en time. I dag er jeg udmærket klar over, hvor grænsen går - ret præcist endda. Jeg har været i nærheden af den to gange på TV 2 NEWS. Og så gælder det bare om at prioritere og geare ned.

    Den slags kan du også sagtens gøre - uden nødvendigvis at gå i fitness-center! Du arbejder trods alt et sted, hvor der er kompetente folk omkring dig, så når du har alt for travlt og trænger til en pause, så går du sgu bare! I langt de fleste tilfælde er det jo ikke noget problem at sige 'jeg går lige fem minutter' og så tage en kop kaffe eller hente et æble. Dét har du været for dårlig til.

    Fint nok at du vil gøre noget ved det, men rolig nu. Jeg kan sagtens forestille mig, at du løber tre gange om ugen, men har du det bare lidt som mig, så holder den plan ikke længe. Hellere ændre på de små ting.

    Hov, jeg fik vist en mail. Ses! :)


Introduktion

    28-årig redaktør på TV 2 NEWS, cand.mag. i Medievidenskab fra KU og filmanmelder/skribent beretter om alt fra kultur og kærlighed til dumsmarte debatoplæg og bovlamt brok

I mit øre

Seneste rangerede film

Kalender

« November 2017 »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930 

Arkivskabet

Tags

Arkiv