Smartlog v3 » http://soeren.langelund.com » Den grimme ællings gyldne statuetter
Opret egen blog | Næste blog »

Den grimme ællings gyldne statuetter

19. Feb 2009 21:47, Søren Langelund

 Oscar-forudsigelser: Det er ikke et spørgsmål om, hvilken film der vinder Oscar'en for Bedste Film, når der natten mellem søndag og mandag dansk tid blændes op for The 81st Academy Awards. Det er reelt kun et spørgsmål om, hvor mange priser Danny Boyles Slumdog Millionaire tager med sig hjem.

For den bliver uomtvisteligt aftenens helt store vinder. Når man som mig følger det såkaldte Oscar-buzz dag ud og dag ind året rundt, er man på dette tidspunkt af året sjældent i tvivl om, hvem der vinder hovedpriserne - og i år er man slet ikke. Slumdog har nemlig gjort rent bord de sidste par måneder ved så godt som samtlige prisuddelinger, der leder op til Oscar'en. Ja, faktisk har den skrevet historie ved at være den første film - sammen med American Beauty - der har vundet samtlige priser fra de forskellige Guilds (sammenslutninger af f.eks. manuskriptforfatterne, instruktørerne, producerne, skuespillerne m.v. i USA), samt Golden Globen og BAFTA'en for Bedste Film. For ikke at nævne de mange kritikersammenslutninger spredt ud over USA, som også har tildelt filmen den fornemmeste hædersbevisning. Kort sagt er Slumdog Millionaire altså ikke bare favorit - den er en historisk kæmpefavorit.

Og så - ikke at forglemme - er den også den bedste af de fem film, som er nomineret til hovedprisen. Selvom vi ikke har med et uforglemmeligt hovedværk at gøre, har Danny Boyle lavet en så godt som på alle måder uimodståelig film, der med sit unikke miks af gammeldags Hollywood-eventyr og moderne Bollywood-romance charmerer, så hjertet hamrer og smilet breder sig. Tilmed smukt fotograferet (af von Triers hoffotograf Anthony Dod Mantle), intenst klippet, indlevende spillet og med endnu et forrygende, forførende musik-score af A.R. Rahman.

Ligesom oplevelserne for hovedpersonen - en fattig dreng på jagt efter den store milliongevinst - er selve filmen på mange måder fortællingen om den grimme ælling, som udvikler sig til den smukkeste svane. Den blev til på et skrabet budget, optaget under svære forhold i bl.a. Mumbai med en del lokale amatører på rollelisten, og distributøren Warner var millimeter fra at sende den direkte på dvd i efteråret. Heldigvis tilkæmpede Danny Boyle sit værk en visning på Toronto Film Festival, og herefter vandt Slumdog publikums hjerter, hvorend den kom frem. I en sådan grad, at en film uden nogle store stjerner og med en tredjedel dialog på hindi om få dage kan kalde sig konge af Hollywood. Min mavefornemmelse siger mig, at den vinder en 6-8 statuetter og dermed de fleste af de priser, den er nomineret til. Et slag på tasken: Bedste Film, Bedste Instruktion, Bedste Manuskript, Bedste Fotografering, Bedste Klipning, Bedste Musik, Bedste Sang og måske Bedste Lyd eller Bedste Lydklip.

Jeg har set så godt som samtlige af de nominerede i de store kategorier, og sammenlignet med f.eks. sidste år, kan jeg ikke lade være med at være lidt skuffet over udvalget. De fire resterende Bedste Film-nominerede er den kun delvist vellykkede storfilm Benjamin Button, endnu en udmærket men på ingen måde original Holocaust-filmatisering i The Reader, samt de historiske dramaer Milk og Frost/Nixon, som begge er velspillet og gennemført filmhåndværk uden at overraske det mindste eller efterlade sig varige spor i erindringen. Ingen decideret dårlige film, men heller ingen rigtigt gode (foruden Slumdog).

Derfor ærgrer det mig, at Akademiet groft overså to populærfilm, som sidste år ikke kun satte publikumsrekorder og blev de mest sete i USA - de var samtidig de bedst anmeldte: The Dark Knight og Wall-E. At disse visionære værker, som i den grad vil blive husket, ikke er blevet fundet fine nok, vidner simpelt hen om et Akademi uden tilpas føling med virkeligheden og udviklingen. The Dark Knight var hos de fleste Oscar-analytikere favorit til at blive nomineret til Bedste Film, og i mine øjne var den også uden sammenligning den bedste amerikanske film i feltet. Men selv i det pengeelskende Hollywood kan man altså ikke se logikken i at nominere den mest indtjenende film siden Titanic - der tilmed var årets næstbedst anmeldte! En misere, som kun kan overgå tegneseriefilmatiseringer og andet snavs, og som der sandsynligvis vil koste tusindvis af seere på søndag.

Til gengæld kan vi Bat-fans så glæde os over, at Heath Ledger forhåbentligt vinder en fuldt fortjent Birolle-Oscar for Jokeren i filmen, ligesom de andre skuespilskategorier kan gå hen at blive rigtigt interessante. Kate Winslet er favorit til endelig at vinde hendes første statuette for hovedrollen i The Reader. En gribende og kompleks portrættering, men dog - i mine øjne - langt fra så fængslende og fyrig som Winslets uforglemmelige April Wheeler i Revolutionary Road. I øvrigt en film der også burde have sikret Leonardo DiCaprio en nominering for Bedste Mandlige Skuespiller.

Til gengæld står en af mine personlige yndlingsskuespillere Mickey Rourke stærkt i netop denne kategori. Han leverer en decideret uudslettelig præstation som titelfiguren i Darren Aronofskys fremragende The Wrestler, og med lidt held kan han slå Sean Penn, som dog så godt som ene mand gør det svært at tage øjnene fra Milk. Det er meget tæt løb mellem de to - men jeg tror og håber på Rourke. Dels fordi han har haft mest buzz de sidste par måneder (bl.a. med en sejr ved både BAFTAen og Golden Globes), og dels fordi Hollywood elsker et comeback kid. Penn vandt også for kun et par år siden, men hans film er til gengæld nomineret til Bedste Film, hvilket vinderen af Bedste Mandlige Hovedrolles film som oftest er det. Det bliver meget tæt og ikke så lidt spændende. 

Ellers håber (og tror) jeg på, at Wall-E vinder for Bedste Animationsfilm - og måske sågar Bedste Originale Manuskript, mens den efter sigende forrygende israelske dokumentar Waltz with Bashir formentlig kåres som Bedste Udenlandske Film. Sidst men ikke mindst har dansk film også en mulighed for gylden hæder i form af kortfilmen Grisen, instrueret af Dorthe Høeg. Umiddelbart er den blandt de to favoritter til prisen, tyder de fleste meldinger på, så det er bestemt ikke umuligt, at vi kan få endnu en pris i denne kategori.

Oscar-uddelingen bliver igen i år sendt direkte på TV 2 FILM, og jeg glæder mig allerede!


Introduktion

    28-årig redaktør på TV 2 NEWS, cand.mag. i Medievidenskab fra KU og filmanmelder/skribent beretter om alt fra kultur og kærlighed til dumsmarte debatoplæg og bovlamt brok

I mit øre

Seneste rangerede film

Kalender

« November 2017 »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930 

Arkivskabet

Tags

Arkiv

Relaterede