Smartlog v3 » http://soeren.langelund.com » Et Grand Prix jeg ku' li'
Opret egen blog | Næste blog »

Et Grand Prix jeg ku' li'

1. Feb 2009 00:07, Søren Langelund

Dansk MGP 2009: Selvom jeg er ansat hos konkurrenten, vil jeg gerne være blandt de første til at lykønske DR for det flotteste Danske Melodi Grand Prix i mange, mange år. 2009-showet var fra første til sidste sekund en imponerende veloplagt og sprudlende tv-fest pakket ind i en dynamisk, næsten fejlfri produktion, et nærmest ecstasy-dopet publikum som greb samtlige chancer for at rejse sig op og gå amok, samt - ret så væsentligt - et klart flertal af gode sange!

Det er ingen hemmelighed, at jeg siden barnsben skamløst har suttet på DMGP-patten og ikke ser mig for fin til at flyve med på populismens luftige vinger den ene gang om året. Der er i mine øjne noget rendyrket uimodståeligt over den charme, det fællesskab, og det herligt kiksede awardsshows-glitter, som denne letfordøjelige form for lørdagsunderholdning i sangkonkurrencens klæder repræsenterer for mig.

Med årets DMGP i frisk erindring bliver man kun bekræftet i, at det er i orden i ny og næ at omfavne poppen frem for finkulturen. For sikke et show, sikke et tempo, sikke en nærmest overlegen eufori, som spredte sig fra det mørke Jylland, hvor Messecenter Herning agerede vært. Man fik indtrykket af, at der vitterligt blev afholdt en decideret fest med hele landet som indbudte gæster - ikke bare én som foran kameraet var pustet kunstigt op til lejligheden.

DR havde i år valgt at satse stærkere på grand prix'et end i de senere år, og man må sige gamblingen lykkedes til fulde. Et godt eksempel var de nye regler, hvor sangene efter klassisk cup-system kendt fra sportens verden skulle dyste mod hinanden. På den måde blev der skabt mere dynamik i de afsluttende faser, ligesom man som seer allerede med åbningens glidende præsentation af samtlige sange og deltagere fra starten fik det forkromede overblik. Scenen var smart lavet så performerne kunne komme i nærkontakt med sit publikum, og når de ikke var på, hyggede de sig i en ligeså smart lounge placeret midt blandt publikum. Denne foranstaltning sørgede også for, at vi som seere aldrig blev tvunget til at forlade den glade stemning i salen, og dermed slap for de normalt så kedelige mellemsekvenser, hvor værterne udspørger detalgerne i et tamt backstage-lokale.

Apropos værterne, var Felix Smith og Birthe Kjær et noget umage værtspar, men alligevel pingpongede de overraskende godt sammen, og deres fælles pause-potpourri af klassiske grand prix-sange var et af mange højdepunkter i et show, som produktionelt havde intet mindre end international klasse. Hver sang havde sit tema, sin lille finesse, og når man ved, hvor svært det er at producere helt almindeligt kedeligt nyheds-tv, er det svært ikke at bøje dig dybt i støvet for DR's klasse ved sådanne store events.

Det bedste var dog sangenes kvalitet. Siden 2000/2001 har der sjældent været mere end maks 3-4 sange, der var decideret udholdelige, men i år var det i mine øjne kun Johnny Deluxe's monotone Sindssyg, som for alvor fornærmede min intelligens. Faktisk havde jeg svært ved at vælge de fire, jeg synes skulle videre til semifinalen, og i Sukkerchoks fantastisk fængende 80'er-pophymne Det' Det fik vi i mine øjne intet mindre end den bedst gennemtrængende upbeat-DMGP-sang siden Lonnie Devantiers Hallo Hallo fra 1990. En DMGP-sang af den gamle skole, indrømmet, men én der er lige så svær at vriste af hjernebarken igen, som den er umulig ikke at smile over eller vrikke med danseskoene til. Og nå ja, så gjorde det da ikke noget, at de tre smækre sukkertøser var søde såvel som sexede at lægge øjne og ører til!...

Nu blev det som bekendt ikke Sukkerchok, der vandt. Dét havde næsten også været for godt. Men bevares, Brincks vindersang Believe Again er heller ikke uden evner. Delvist skrevet af Ronan Keating har den noget international crossover-kvalitet over sig, og vi skal nok klare os igennem seminalen i Moskva - håber jeg. Personligt synes jeg dog, sangen er lidt småkedelig, og hvis ikke den unge Brinck med fornavnet Niels smider nerverne, husker teksten og giver den mere gas i Rusland til maj, kan man med rette frygte for, om han (med et moderne rædselsord) har nok x factor til at trænge igennem. Havde sangen kommet ud for 7-8 år siden var det en oplagt vinderkandidat, men efter at have samlet støv på bunden af Keatings skuffe for mulige Boyzone-singler nogle år, lyder den unægteligt lidt for genkendelig og gennemsnitlig.

Med det sagt, så vandt den på mig efter flere gennemlytninger, og den er da uden sammenligning i en helt anden kvalitativ klasse end de sidste par års vindersange All Night Long (2008) og Drama Queen (2007). Ligesom jeg fandt dens budskab om at kunne genfinde ungdommes naive syn på kærligheden ret så sympatisk.

Med de senere års tragisk tandløse, østlandedominerede shows i frisk erindring frygter jeg det værste ved årets Eurovision Song Contest til maj. Men samtidig - som følge af aftenens show - glæder jeg mig også for første gang i en årrække sådan rigtigt for alvor.

Kommentarer

  1. MBT Sko
    26. Oct 2012 03:46
    1

    har tredive år siden det klassiske design, re-indgraveret genudstedelse, det har


Introduktion

    28-årig redaktør på TV 2 NEWS, cand.mag. i Medievidenskab fra KU og filmanmelder/skribent beretter om alt fra kultur og kærlighed til dumsmarte debatoplæg og bovlamt brok

I mit øre

Seneste rangerede film

Kalender

« September 2017 »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930 

Arkivskabet

Tags

Arkiv

Relaterede