Smartlog v3 » http://soeren.langelund.com » On rotation vol. 20 (Cut Copy - In Ghost Colours)
Opret egen blog | Næste blog »

On rotation vol. 20 (Cut Copy - In Ghost Colours)

29. May 2008 23:00, Søren Langelund

 In Ghost Colours: I skrivende stund danser maj-solen over det ganske land, og der er således lang tid til, at året er omme og mine elskede Top 5-statusopgørelser over årets bedste film, musik m.v. igen står for døren. Alligevel vil jeg allerede nu så godt som garantere, at min top 5 over Årets Bedste Musik ikke bliver uden australske Cut Copy. For mine sidste par måneders intensiv gennemlytning af bandets blot andet album In Ghost Colours har pt. sikret det en uomtvistelig placering som årets pt. mest sprudlende, uimodståelige - ja lad os bare sige bedste - album.

Rock og electro forenes her let og løssluppent men aldrig for let fordøjeligt. Med det ene uafrystelige omkvæd efter det andet og en nærmest ubeskriveligt velfungerende kombination af akustisk guitar, svimlende synthesizers og et lydunivers af en anden verden lægges fundamentet for en helstøbt jagende popperle med ikke så lidt kærlig inspiration fra indierock, 60'er-psychedelia, 70'er-disco, 80'er-groove og 90'er-house. Det skal opleves frem for læses om!

Tekstuniverset kredser om nye begyndelser, ekstatisk eskapisme og euforisk emotionalitet, og de leveres skønt af Dan Whitfords behageligt afslappede stemme, så man gang på gang drømmer sig væk til en anden dimension af ren og skær fryd. Fra det uafrystelige åbningsnummer Feel The Love og supersinglen Lights and Music over den rockede So Haunted og de nærmest kriminelt sing-along-ish Hearts on Fire og Far Away til de dansabelt dvælende afslutningsnumre Nobody Lost, Nobody Found og Eternity One Night Only træder trioen fra Melbourne ikke én millimeter ved siden af perfektionens sti.

In Ghost Colours er spækket med hyperaktivte hymner, der gør sig godt både i høretelefoner og på dansegulv, og som er så godt som umulige ikke at blive pokkers påvirkede af i positiv retning. Så på én gang simpelt og komplekst. Herfra skal der således lyde en entydig opfordring til at dele solskinnet og sommerens komme med Cut Copy. Jeg har i hvert fald aldrig hørt noget lignende, og sjældent hørt noget så glimrende.

Kommentarer

  1. enur
    16. Jul 2008 00:18
    1

    Hej Søren.
    Er ganske enig i at det er en fantastisk plade som helt sikkert er blandt årets bedste rockudgivelser, men synes du ikke at den lægger sig lige lovligt meget op af 80'er-ikoner som New Order?
    Vokal og bas = New Order
    keyboards = Human League
    feedende guitarer = 90'er shoegaze

    I Hearts on Fire findes en kuriøs saxofon som jeg endda mener at kunne huske fra et tidligt Cure-nummer...
    Og navnet Cut Copy er jo også en slet skjult reference til at der er lånt fra højre og venstre..

  2. Søren Langelund
    16. Jul 2008 14:36
    2

    Jo, du har da ret i, at der lånt her og der, men er det ikke kendetegnende for det meste musik ;)?.. Jeg må indrømme, at jeg er for ung til for alvor at kende New Order indgående, men kan da klart godt se sammenligningen til tider.

    Synes dog, også som skrevet, at Cut Copys kombination af BÅDE 60'erne, 70'erne, 80'erne og 90'erne er unik - ihvertfald hvad jeg har hørt, og jeg har mere end svært ved at forestille mig, In Ghost Colours IKKE bliver årets album for mig :)...

  3. Mulberry Vesker
    25. Oct 2012 03:26
    3

    i fastlands-Kina, men i Hong Kong har vært i stand til å oppleve.
    Elegance


Introduktion

    28-årig redaktør på TV 2 NEWS, cand.mag. i Medievidenskab fra KU og filmanmelder/skribent beretter om alt fra kultur og kærlighed til dumsmarte debatoplæg og bovlamt brok

I mit øre

Seneste rangerede film

Kalender

« September 2017 »
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930 

Arkivskabet

Tags

Arkiv

Relaterede