Smartlog v3 » http://soeren.langelund.com » Storslået skuffelse
Opret egen blog | Næste blog »

Storslået skuffelse

19. Dec 2008 12:22, Søren Langelund

 Australia: Få instruktører har med så få værker ramt - og præget - tidsånden så kraftigt, som australske Baz Luhrmann. Efter gennembruddet i 1992 med Strictly Ballroom livede han i 1996 med ufiltrerede følelser og 90’er-popånd, der nærmest var MTV værdig, gevaldigt op i Shakespeares Romeo og Julie, og i 2001 tilførte hans ekstravagante pragtstykke Moulin Rouge! musicalgenren en kolorit og energiindsprøjtning af en anden verden. Luhrmann anno 2008 er stadig fortabt i kærlighedsfortællingen, men det kan måske overraske, at han med Australia har kastet sig ud i en fortælleform, der mere peger bagud end fremad. Ja, som nærmest er en pastiche på klassisk-episke Hollywood-helaftensfilm som Borte med Blæsten. For første gang synes Luhrmann at have mistet evnen til at kombinere det eventyrlige og melodramatiske med det nytænkende og fængslende.

Kærlighed og kvæg
Ambitionsniveauet fejler vanen tro intet. Fortællingen om krig, kærlighed og kvæg i slut-30ernes og start-40ernes Australien er dog både struktureret for gammeldags og eksekveret nærmest demonstrativt forudsigeligt. Samtlige figurer er skåret ud i pap og bøjet i neon - fra Nicole Kidmans britiske hovskisnovski-aristokrat, der ved mødet med den australske vildmark pludselig bliver en frigjort, moderne kvinde, til Hugh Jackmans testosterondrevne cowboy, der under det hårde ydre blot beskytter sit hjerte fra på ny at blive såret. De kunne ikke være længere fra hinanden, men skal alligevel naturligvis have hinanden - koste hvad det vil.
Luhrmann trives bedst med karikerede karakterer, men hvor man med glæde ville gå med Romeo og Julie i døden eller opgive sin sikre småborgertilværelse for en bohemeaften i selskab med Christian og Santine i det promiskuøse Moulin Rouge, mangler Australia i dén grad kemi mellem sine hovedpersoner. Såvel Kidman som Jackman er professionelle nok til aldrig at tabe deres figurer af syne, men sammen slår de for få gnister til at træde ind i filmhistorien som et elskende par af Guds nåde. Hermed udhules hele filmoplevelsens præmis.

Aboriginal fra Helvede
Det største irritationsmoment er dog en lille, forældreløs aboriginal-dreng, som, foruden at være filmens fortæller, reelt er historiens emotionelle anker og omdrejningspunkt. Selv for Luhrmann er dette forsøg på at skyde genvej til hjertekulen søgt og under lavmålet, og knægtens replikker er lige så klamme, som hans Disney-dådyrøjne er puttenuttede. Når man allerede efter få minutter bliver irriteret over hans magiske heksedoktor-pladder – som når han mener, han kan synge Nicole Kidmans moderkærlighed til sig eller stoppe en kæmpe flok køer i fuld firspring ved at lukke øjnene og vrøvle nogle stammevers - føles en spilletid på tre timer sine steder decideret ubærlig. Til sammenligning virker filmens ufrivilligt komiske og identitetsløse skurk - David Wenhams konkurrerende kvægavler - nærmest som Laurence Oliviers Hamlet.

Pompøst pragtstykke
Hvad Australia mangler i fortælling og figurgalleri, har den til gengæld i overflod af eksemplariske skildringer af Australiens glansbilledlige natur. Aldrig synes Luhrmann i tvivl om, hvordan han skaffer det mest dynamiske og skønne billede, og finder man den mindste nydelse i æstetik i sin reneste form, kan man roligt indløse billet til filmen alene på dét grundlag. Den overraskende humoristiske og tempofyldte første del er som slapstick-epos bestemt heller ikke kedelig, og selv når selvhøjtideligheden tager over, kan man ane instruktørens indædte lyst til på ny at forføre sit publikum. Derfor er der langt fra tale om et makværk af Pearl Harbor-ske dimensioner.
Havde man ligesom undertegnede anmelder forventninger om et nyt skelsættende værk fra Luhrmanns hænder, bliver man dog slemt skuffet over Australia, der som pragtstykke slet og ret mangler prægnans. ”Det allervigtigste i livet er at skabe og fortælle sin historie”, lyder én de mange lommefilosofiske betragtninger. Det er synd, filmen ikke følger sin egen opfordring.


Introduktion

    28-årig redaktør på TV 2 NEWS, cand.mag. i Medievidenskab fra KU og filmanmelder/skribent beretter om alt fra kultur og kærlighed til dumsmarte debatoplæg og bovlamt brok

I mit øre

Seneste rangerede film

Kalender

« November 2017 »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930 

Arkivskabet

Tags

Arkiv

Relaterede