Smartlog v3 » http://soeren.langelund.com » Super Duper Depp?
Opret egen blog | Næste blog »

Super Duper Depp?

7. Feb 2008 22:05, Søren Langelund

 Sweeney Todd og Super-tirsdag: Hvad har en blodtørstig Johnny Depp og de amerikanske primærvalg til fælles? Ikke så meget - andet end, at jeg har brugt min tid på netop disse to ting de sidste par dage. Hele tirsdag nat var der nemlig Super Duper Tuesday i USA - hvilket betød primærvalg i 24 stater - og det var naturligvis noget, vi dækkede på NEWS, som var der no tomorrow.

Jeg var så heldig igen at være med hele natten sammen med bl.a. Poul Erik Skammelsen, mens vi forsøgte at udkonkurrere CNN's analyser og resultater. Og taget i betragtning af at vi sammenlagt var omkring et par håndfulde medarbejdere på arbejde, synes jeg faktisk, det gik ret godt. Kanalens samlede seerandel over hele dagen blev tredoblet bl.a. pga. vores indsats, og personligt fik jeg også en del ros for mine mange infobokse og informationsopdateringer natten igennem, så det blev jobbet naturligvis ikke værre af.

Onsdag aften - efter at have sovet om for- og eftermiddagen - fik jeg så endelig taget mig sammen til at se den amerikanske særling Tim Burtons seneste værk. Navnet er Sweeney Tood - noget så originalt som en horror-musical, som jeg havde store forventninger til oven på mange gode anmeldelser og en varm anbefaling fra flere sider af. Og filmen havde da også mange kvaliteter, som min kollega Jacob her uddyber i sin anmeldelse, hvorfor jeg her vil fokusere mest på et par ikke uvæsentlige kritikpointer.

 For jeg må indrømme, at den morderiske barber Sweeney alias Johnny Depp aldrig rigtigt fik min blodårer til at pumpe. Genremiksets blanding af blod og Broadway er klart interessant men ikke vanvittigt virkningsfuldt i dette tilfælde. Jeg synes klart, Burton gør, hvad han kan med sin magisk dystre palette, men det ændrer ikke ved, at historien er papirtynd og præget af nogle kedelige sange.

Problemet er altså mestendels forlægget - musicalen af samme navn fra 1979. Fortællingen er indtil den sidste halve time hamrende banal og pumpet op med for ligegyldige og for lidt mindeværdige toner. Jeg foretrækker personligt musicals hvor dialogen bliver talt frem for messet og sangene er mere separate og melodiske, så det hele som her ikke bare flyder ud i en monoton masse, men selv uden den approach havde Sweeney Todd været mere vellykket, hvis bare sangene og musikken var mere fængende

Det er jo musikken, der i musicals åbner døren til hovedfigurernes sind, så man her gerne skulle blive berørt af Todds personlige tragedie, skræmt af hans skarpe barberkniv og blive interesseret i hans videre skæbne. Men jeg var ikke for alvor rigtigt nogle af delene. Man kan ikke fratage virkningen af Burtons virtuose, makabre stil, og Sweeney Todd er klart en af 2008's pt. mest interessante film ud fra et visuelt synspunkt. Men det kan langt fra kompensere for historiens plothuller, overflødige sange og klodsede introduktion af så godt som samtlige personer.

 Den sidste halve time er dog et klimaks uden ende og en ren fryd, men den og strømmen af mord kommer for sent, og selv den allersidste fantastisk smukke indstilling var derfor ikke nok til at løfte mine hår i nakken. Indtil da er der kun glimt af virkeligt mindeværdigt scener - som f.eks. Sascha Baron Cohens (kendt som Borat) entry som italiensk plattenslager.

På den positive side synes jeg overraskende godt om Depps sangstemme. Intet at udsætte dér. Hans Oscar-nominering for Bedste Hovedrolle er måske lidt i overkanten, men god er han. Og så har jeg også et soft spot for Timothy Spall, som spiller en herligt gemen håndlanger for filmens villian. Konklusionen er dog, at selvom Burton viser, han stadig kan sit kram, er materialet denne gang bare ikke tilsvarende unikt, og derfor er Sweeney Todd som horror ikke skræmmende nok og som musical ikke emotionelt involverende nok.

Det resulterer i en halvlunken karakter på 3½-4 ud af 6 stjerner herfra. Nå -min pause er ved at være slut, så jeg vil tilbage til arbejdet. Denne gang får jeg heldigvis fri før solen står op ;-)!


Introduktion

    28-årig redaktør på TV 2 NEWS, cand.mag. i Medievidenskab fra KU og filmanmelder/skribent beretter om alt fra kultur og kærlighed til dumsmarte debatoplæg og bovlamt brok

I mit øre

Seneste rangerede film

Kalender

« November 2017 »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930 

Arkivskabet

Tags

Arkiv